Montenegro | Det er snart tre år siden, at Rusland med sin invasion af Ukraine forandrede Europa. I en serie af artikler stiller Magasinet rØST skarpt på situationen i Sydøsteuropa, hvor den udenrigspolitisk set labile situation i høj grad præger regionens lande. Montenegro er måske et lille land, men skorter ingenlunde på politisk kompleksitet: På overfladen tegner der sig et billede af et relativt pro-vestligt Montenegro, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine. Men en række udviklinger det seneste års tid viser, at modsatrettede tendenser, der ikke arbejder for en tættere tilknytning til Vesten, har fået større indflydelse.
Den seneste udvikling sker efter en længere periode, hvor Montenegro ellers har positioneret sig relativt konsistent: Den nuværende regering med Milojko Spajić ved roret har fordømt den russiske invasion af Ukraine ved flere lejligheder, hvilket den tidligere Abazović-regering, som var aktiv fra april til august 2022, også har gjort. Umiddelbart i kølvandet på invasionen i 2022 tilsluttede landet sig – om end efter lidt betænkningstid – ligeledes vestlige sanktioner rettet mod Rusland og Belarus. Montenegro støttede også op om FN-resolutioner, som fordømte invasionen, og landet har siden da advokeret aktivt for et ukrainsk EU-medlemskab. Udover at være en af frontløberne blandt EU-kandidaterne, bl.a. med 100% overensstemmelse med EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, er det lille adriatiske land også NATO-medlem, ligesom det siden invasionen også har været at finde på Ruslands liste over fjendtligsindede stater.
Forholdet til Rusland længe i retræte
På trods af at Rusland var blandt de første stater til at anerkende Montenegros selvstændighed i 2006 og indtil midten af 2010’erne en af Montenegros vigtigste internationale partnere, har forholdet længe været på retræte. Dette skyldes blandt andet montenegrinske tilnærmelser til både EU og NATO under de tidligere regeringer, der blev ledt af den provestlige Milo Đukanović.
Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 tilsluttede Montenegro sig vestlige sanktioner til russisk frustration. I 2017 blev Montenegro medlem af NATO, trods russisk modstand og et angiveligt coup d’état i 2016, der formodes at være blevet iværksat med indblanding af den russiske efterretningstjeneste for at bremse landets forhandlinger om NATO-medlemskabet.
Nyopblusset debat om landets tilknytning
Flere politiske udviklinger vidner dog om, at forestillingen om et overvejende pro-vestligt orienteret Montenegro, for hvem større vestlig integration var dét vigtigste udenrigspolitiske mål, muligvis ikke længere afspejler virkeligheden i landet.
Diskussioner om landets fremtidige orientering på den internationale scene bryder med jævne mellemrum ud, og der hersker efterhånden en udbredt usikkerhed om landets prioriteter. Diskussionerne har taget til i styrke siden Đukanović og hans parti, Socialistpartiet (Demokratska Partija Socijalista, DPS), mistede taget om magten ved parlamentsvalget i august 2020. Omfangsrige stridigheder langs etniske linjer, hovedsageligt omhandlende Den Serbisk Ortodokse Kirkes rolle i landet, og større uklarhed vedrørende landets positionering er siden da blevet debatteret intenst. Både den efterfølgende midlertidige Krivokapić-regering og den kortlivede Abazović-regering, der på papiret var vestligtorienterede, skabte til tider uklarheder om både håndhævelsen af sanktioner mod Rusland og deres respektive regeringers grundlæggende orientering. Ligeledes var angiveligt tætte bånd til både Den Serbisk Ortodokse Kirke og Beograd kilde til væsentlig usikkerhed omkring deres umiddelbart ellers provestlige positionering.
Sammensat regering med modsatrettede interesser
Denne splittelse og gennemgående usikkerhed er også trådt frem igen efter parlamentsvalget sidste efterår, hvor et serbisk mindretalsparti på mærkværdig vis indgår i en regeringskoalition med et tilsyneladende euroatlantisk parti.
For bordenden af regeringen sidder den unge Milojko Spajić fra det forholdsvis nye parti Europa Nu! (Pokret Evropa Sad!, PES!). Partiet positionerede sig hurtigt som en central politisk aktør i sommeren 2022 med EU-medlemskabet som politisk prioritet, men der er efterhånden opstået en udbredt uklarhed om partiets egentlige position. Interne stridigheder har siden plaget partiet, hvilket har resulteret i, at Jakov Milatović, landets præsident og partiets medgrundlægger, har forladt Europa Nu!.
Tvivlen om Spajićs og Europa Nu!’s positionering udspringer blandt andet af, at de som led i regeringsdannelsen tilbage i oktober 2023 indgik et samarbejde med paraplykoalitionen For Montenegros fremtid (Za budućnost Crne Gore, ZBCG). ZBCG indgår således som støtteparti for regeringen bestående af fire partier med Europa Nu! i spidsen.
ZBCG er også en relativ ny sammenslutning af en række mindre partier og blev etableret forud for parlamentsvalget i 2020 med det formål at slå Đukanović og DPS af pinden. Netop ZBCG har siden da været en af omdrejningspunkterne for, hvorfor der sås tvivl om landets fremtidige orientering, hvilket blandt andet skyldes, at koalitionen har talt for landets udmelding af NATO, kæmpet for en tilbagetrækning af landets anerkendelse af Kosovo samt ophævelsen af montenegrinske sanktioner rettet mod Rusland.
Derudover har flere af de partier, der samlet set udgør paraply-koalitionen ZBCG, også udtrykt støtte til Rusland i kølvandet på invasionen af Ukraine samt EU-skepsis og mistillid til Vesten. Leder af koalitionen og partiet Det Ny-Serbiske Demokrati (Nova Srpska Demokratija, NSD/NOVA), Andrija Mandić, samt medleder af koalitionen og leder af partiet Det Demokratiske Folkeparti, (Demokratska Narodna Partija, DNP), Milan Knežević, er begge blevet beskyldt for at deltage i forberedelserne af det førnævnte russisk-støttede coup d’état på valgdagen i oktober 2016, der havde til formål at sætte en stopper for Montenegros forhandlinger om optagelse i NATO.
ZBCG har også vist sig til tider at være en væsentlig hæmsko for gode naboskabelige forhold, som ellers er et vigtigt medlemskriterium fra EU’s side. Koalitionen har ofte stået bag kontroversielle initiativer, som har medført kritik og usikkerhed i de omkringliggende hovedstæder: Det var blandt andet derfor, at Kroatien tidligere i år erklærede både Mandić og Knežević persona non grata som følge af vedtagelsen af en kontroversiel resolution i det montenegrinske parlament. Regionalt nyder Mandić tætte politiske forbindelser med både den serbiske præsident, Aleksandar Vučić og den kontroversielle præsident af den bosniske entitet Republika Srpska, Milorad Dodik, kendt for sine løsrivelsesambitioner og tætte bånd til Moskva.
Større magt i regeringen til EU-skeptiske ZBCG
Som følge af en omfattende rekonstruktion af regeringen tidligere på året, som blandt andet medførte flere nye ministerposter, har flere påpeget, at ZBCG har styrket sin position og indflydelse væsentligt. For første gang i Montenegros historie består regeringen af partier, som officielt repræsenterer den serbiske del af befolkningen. Med rekonstruktionen har Mandićs parti NSD og Milan Kneževićs DNP , der begge indgår i ZBCG, nemlig fået en række ministerposter. Samtidig er Andrija Mandić på nuværende tidspunkt formand for det montenegrinske parlament, samt medlem af Forsvars- og Sikkerhedsudvalget og udvalget for eksterne relationer, mens Knežević er formand for Forsvars- og Sikkerhedsudvalget i parlamentet.
Det har fået den amerikanske ambassade i Montenegro til at udtrykke bekymring over inklusionen af partier i regeringen, som ikke har fordømt den russiske aggression mod Ukraine og samtidig modsætter sig EU’s sanktioner rettet mod Rusland. Oppositionen kritiserer rekonstruktionen som et åbenlyst forsøg på at sætte egne interesser foran befolkningens og beskylder Europa Nu!-premierministeren Spajić for at indgå i koalition med de pro-serbiske partier med det ene formål at bevare regeringsmagten, hvilket er blevet foranlediget af den faldende opbakning til partiet, der ifølge nogle meningsmålinger ligger på blot 15 procent.
Ustabilt regeringsgrundlag skaber spekulationer
Partierne, som på nuværende tidspunkt udgør regeringen, inkluderer således en yderst broget skare, fra både pro-vestlige partier til pro-serbiske og pro-russiske, og på tværs af ideologiske samt etniske skel. De mange modsatrettede interesser betyder da også, at der sættes spørgsmålstegn ved regeringens fremtidige evne til at takle væsentlige udfordringer og sætte en fast fremtidig kurs.
Disse store forskelle kommer muligvis til at resultere i en kort levetid for regeringen, da centrale spørgsmål om blandt andet etnicitet samt regionale og internationale forhold oftest har det med at være centrale omdrejningspunkter for spændinger og uenigheder. Hvorvidt dette er muligt, vil tiden dog vise, om end det kan virke til, at det eneste, der på nuværende tidspunkt holder partierne sammen, er deres fælles interesse i at bevare grebet om magten. Specielt en manglende enighed i forhold til udenrigspolitiske spørgsmål kan vise sig at have omfattende negative konsekvenser, som potentielt kan resultere i blandt andet en langsommere EU-integrationsproces for Montenegro, der som nævnt ellers regnes for at være en af de mest realistiske bud på det næste EU-medlemsland. På lignende vis, såfremt parterne ikke kan finde et fælles ståsted og en enighed om landets fremtidige retning, er det måske ikke utænkeligt, at en tumultarisk periode venter – hvilket landet ad flere omgange allerede har været vidne til siden 2020.
Foto: Montenegros premierminister, Milojko Spajić (Kilde: Creative Commons 4.0, European Union 2024)