Hvem er Moldova?

Portrætter | Moldova kan være et svært land at gøre sig klog på. Med denne portrætserie håber Magasinet rØST at kunne bringe dit lidt tættere på nogle af de virkelige mennesker fra landet, der blev selvstændigt i 1991. I denne artikel møder vi både den eftertænksomme Nikita, der har startet et kunstkollektiv i hjertet af Chișinău, den unge, gagausiske Valeria, som drømmer om at komme til Rusland, og 68-årige Ljuba, som ønsker at forblive i sin lille landsby omringet af 800 roser og kalkstensbjerge for altid. Det her er historien om udvandring og historien om tilbagekomst

Moldova er et lille, ungt land i Østeuropa klemt inde mellem Rumænien mod vest og den russiskdominerede udbryderrepublik Transnistrien samt Ukraine mod øst. Gennem årtier har Moldova befundet sig i en krydsild mellem rumænske og russiske interesser og kolliderende fortolkninger af historien, hvilket har præget landets geopolitiske og kulturelle landskab.

Trods Moldovas fragmentering og alsidige identitetsgrundlag består det unge land af forskellige generationer, der omfavner deres postsovjetiske identitet med dens store indflydelse fra både Rusland, Rumænien og Moldova.

Nikita, 47 år. Chișinău, leder af kunstkollektiv 

I en sandfarvet murstensbygning hænger der folketæpper, moldovisk kunst og sovjetiske artefakter på væggene i farverige lokaler. Her ligger kunstkollektivet NXNHOUSE, hvor leder og ejer Nikita byder kunstnere og musikere velkommen i et hus bestående af kunstgalleri, musikstudier og jamlokaler.

I bygningen, som i dag huser et blomstrende, moldovisk undergrundsmiljø i det centrale Chișinău, har Nikita boet siden han var seks år – hans mor, der var kunstanmelder, startede et privat kunstgalleri i huset i de kaotiske 1990’ere.

Men modsat Nikitas mor, som blev, rejste mange moldovere ud af landet i denne tid, fortæller den 47-årige moldover, der var vidende til 1990’ernes massive udvandring:

”Da Sovjetunionen kollapsede, blev de fleste mennesker ubrugelige, fordi de havde en sovjetisk vektor af personlig udvikling, som blev fuldstændig ustabil og ubrugelig,” fortæller Nikita og fortsætter:

“Dengang var Moldova et land under udvikling. Med kollapset havde de fleste intelligente mennesker ingen jobmuligheder, og de blev nødt til at ændre deres liv. Så de fleste forlod Moldova. Ingen i landet havde brug for ingeniører for eksempel. Virkeligheden havde brug for sælgere nede i basaren. Moldova blev et virkelig agrarisk land, og der var et højt niveau af uvidenhed generelt i befolkningen.”

Og netop 1990’ernes kaotiske forvirring med arbejdsløshed og tvetydige fremtidsudsigter gjorde, at Nikita ikke selv blev i Chișinău ret længe. Han endte med at tilbringe 20 år af sit liv i Ruslands pulserende hovedstad, Moskva, hvor han arbejdede med musikevents og store venues.

Nikita udtrykker en hul længsel. Han savner på mange måder Moskvas travle businessliv og de store kunstere:

“Der er ikke brug for mig på samme måde her i Chișinău. Jeg er for stor til byen. Det eneste sted, hvor der fortsat mangler folk, er stadig nede på det lokale frugtmarked, og det rækker mine kompetencer ikke til,”  siger Nikita, mens et smørret smil omfavner hans ansigt.

Han refererer til byens marked, der giver sovjetiske associationer; her sælger ældre kvinder og mænd frugt og grøntsager i alskens farver fra deres haver uden for Chișinău, og unge mænd med kasketter sælger elektronik og off-brand tasker. 

Under corona vendte mange moldovere hjem til landet, og det, som i mange postsovjetiske lande kaldes for braindrain, hvor fagligt dygtige eller specialiserede arbejdstagere forlader deres hjemland for at arbejde i udlandet, ændrede sig til det modsatte:

“Udrejste moldovere begyndte at komme tilbage – det er bedre at bo derhjemme, vente og kigge ind i en væg, end at bo et sted i Europa og betale en dyr husleje uden noget arbejde,” fortæller Nikita.

Det var i denne periode, at det kulturelle liv i Moldova fik et kæmpe pust, uddyber Nikita, som selv kom tilbage til landet, da krigen i Ukraine brød ud.

Nikitas kunstkollektiv kan ses som et symbol på den multikulturelle og etniske sammenblanding, Moldova består af. Her kommer folk fra Moskva, Odesa, Kiev og Bukarest:

“I NXNHOUSE er der åbent for alle. Det er et safe space. Det er ligesom med det elektroniske radarekkosystem “Ven eller Fjende”. Et russisk missil kan ikke ramme et russisk fly på grund af det her radarekkosystem – der er det samme system i alle lande. Så, hvis der er denne her ikke-fjendtlige mentalitet hos dem, der kommer i vores arthouse, så er vi fuldstændig ligeglade med, hvem de er, og hvor de kommer fra. Der er absolut intet politisk ved dette sted,”  fortæller han.

De politiske emner kan dog ikke fuldstændigt undgås – de dukker naturligt op blandt Nikitas bekendte og venner, men venskaberne består:

“Jeg har et par venner, som støtter Rusland i krigen. Altså, de sender ikke våben eller penge til den russiske hær. Men når vi er ved at have nogle farlige samtaler siger jeg, hør her, jeg har kendt dig i 20 år, vi har 50 emner, som binder os sammen. Så lad os tale om dem. Lad os ikke diskutere, for jeg kan ikke få dig over på min side eller omvendt,” forklarer Nikita om venskaberne.

Om fremtiden ved han ikke, hvad han skal tro, når det kommer til et spørgsmål om “en tid efter krigen”: “Ingen kan forudse, hvad der kommer til at ske. Det er kun gætteri, som er lige så godt som science fiktion, og jeg er ikke god i den genre.”

Nikitas kunstkollektiv i hjertet af Chișinău emmer af liv hver weekend, hvor nysgerrige sjæle i alle aldre mødes til kunstudveklsling, workshops og intense jamsessioner.

Nord for Chișinău ligger den industrielle by Bălți, Moldovas næststørste by. Her er den 20-årige filosofistuderende Marina vokset op med en mor, der arbejder på byens mælkefabrik og en far, der er tidligere fodboldspiller.

Bălți er blandt andet kendt som Moldovas sovjetiske by; Her står store boligblokke prydet med sovjetisk mosaik, og brede boulevarder og pladser med monumenter afspejler en svunden tid. Og det er netop med en opvækst i blandingen af det sovjetiske, russiske, moldoviske og rumænske, at Marina føler sig mest hjemme:

“Jeg kan forstå den russiske sjæl, fordi jeg er fra en russisktalende famile, og jeg har altid læst og konsumeret sovjetisk litteratur, kunst og musik. Samtidig forstår jeg den moldoviske sjæl, der centrerer sig omkring landsbyerne, landbruget og selvforsyning. På den måde er Moldova det eneste sted, hvor jeg føler, at jeg kan gå dybt ind i min sjæl,” siger Marina, mens hun retter på sit farverige folketørklæde, købt af en ældre mand på et lille marked i hendes hjemby Bălți.

Selvom mange unge moldovere fortsat rejser ud af landet for at finde bedre betalt arbejde, er det ikke en del af Marinas livsplan:

“Jeg har ikke lyst til at drage afsted til Europa eller USA bare for at arbejde. Det er hvad, vores indbyggere gør: De vokser op i små landsbyer, har ingen fremtidsudsigter og tager til udlandet, hvor de ender med at arbejde i for eksempel ældreplejen. Jeg har forstået, at jeg kun kan opleve noget dybt og sandfærdigt med de mennesker, der kommer fra det samme som mig selv: Moldova. Og det føles som et kald: “Bliv her, for der er en masse ting, der skal gøres, og du skal gøre dem.” Hvorfor tage et andet sted hen, de har deres egne mennesker?,” konstaterer Marina passioneret med et saligt smil, hvorefter hun tager en bid af en saftig vandmelon fra et lokalt marked.

I dag bor Marina i Chișinău. Her er hun en del af byens musikalske undergrundsmiljø, hvor hun ser et stort potentiale for en kulturel opblomstring:

“Tolstoj sagde, at forståelsen af Guds eksistens er udtrykt gennem kærlighed for alt, der eksisterer. Jeg kan se mange ressourcer her i Chișinău. Ressourcer som et middel til at skabe et godt sted for kreativitet. For Chișinău er et enormt interessant sted lige nu – det har en blanding af en sovjetisk og moderne energi. Mit forhold til Chișinău og Moldova bunder ikke i nationalisme, men jeg føler mig tilknyttet til det her sted, og jeg ser, at det har brug for styrke fra dets indbyggere, ” fortæller Marina.

I det sydlige Moldova skifter vejskiltene fra rumænsk til det kyrilliske alfabet og russiskklingende navne. Her ligger den autonome region Gagausien, hovedsagligt beboet af et etnisk tyrkisk folk.

Trods deres tyrkiske rødder er gagauserne ortodokse kristne og adskiller sig dermed fra den muslimske befolkning i Tyrkiet. Folket udvandrede i begyndelsen af 1800-tallet til Det Russiske Kejserrige, og Gagausien og dets befolkning har lige siden haft en tæt forbindelse til Moskva. I regionen er flere pro-russiske, og størstedelen af indbyggerne taler russisk i deres daglige liv, udover gagausisk, der tilhører den sydvestlige gren af de tyrkiske sprog.

Valeria, der til dagligt går i skole og arbejder på en lokal gagausisk restaurant, er 16 år, og hendes familie er alle etniske gagusere:

“Jeg er gaguser, og det er begge mine forældre også. Jeg får ofte komplimenter fra folk, der siger, at de klart kan se på mig, at jeg er gagauser. Jeg er født og opvokset i Congaz – landsbyen, hvor alle mine nære slægtninge, alle mine venner og bekendte bor og altid har boet siden barndommen. Jeg kan godt lide at være her, men som teenager er det lidt et minus, at der ikke et diskotek eller en klub,” fortæller den unge gagauser om hendes hjemby Congaz, der huser omkring 11,000 indbyggere og tilføjer: “Men Moldova er og bliver mit hjem.”

Gagausien har ligesom som store dele af Moldova oplevet, at især unge flytter fra regionen i mangel på karrieremuligheder, og hvis Valeria en dag får muligheden, flytter hun nok også. Men det bliver hverken mod et EU-land eller de amerikanske stater. Valerias drøm er at komme til Rusland for at studere arkitektur:

“Jeg ville vælge Rusland, for der tror jeg, der er flere muligheder, flere jobs, og det er langt bedre betalt end i Moldova. Jeg siger ikke, at Moldova ikke er egnet til mig, jeg vælger bare en vanskeligere vej for mig selv for at nå alle mine mål og gøre min familie stolt,” fortæller den unge gaguaser.

Valeria taler både flydende rumænsk, russisk og gagausisk.

Iuries forældre besluttede i 1990’erne at prøve lykken i Rusland som mange andre moldovere. Imens tilbragte Iurie sine tidlige år hos sine bedsteforældre i Moldova. Omkring 2003 blev han flyttet til sine forældre i Moskva, selvom de fortsat kæmpede med at tilpasse sig det nye storbyliv i verdens største land.

“Det var som om, min forældre troede, at noget godt ventede os i Rusland, at der kunne være en bedre fremtid der. Den kom bare aldrig,” fortæller Iurie, der endte med at tilbringe størstedelen af sit liv i den russiske hovedstad.

Første gang Iurie blev opmærksom på hans identitet, der svæver mellem Moldova og Rusland, var under forældrenes skilsmisse i 2006:

“På det her tidspunkt i mit liv, begyndte jeg at se tingene fra to perspektiver – både mine forældres liv men også forskellene mellem Rusland og Moldova. Jeg indså, at jeg var fremmed i et andet land, og i de følgende år søgte jeg efter mig selv, min kultur og mit sprog. Jeg forsøgte at blive forbundet med Rusland — og derefter at afbryde forbindelsen. Og afbrydelsen, ser det ud til, sejrede på en måde, for nu er jeg jo her i Chișinău.”

Iurie legede for første gang med tanken om at vende tilbage til Moldova i 2019 fordi, som han udtrykker det, så blev han opmærksom på diverse problematikker i Rusland i sin tid som journaliststuderende.

“Og efter krigen i Ukraine blev min beslutning endnu mere solid og indlysende, og det lykkedes mig at flytte ud i begyndelsen af 2023. Min mor vil stadig have, at jeg kommer tilbage, for at vi kan være tættere på hinanden, mens min far har stor forståelse for, hvorfor jeg valgte at rejse ud og forlade et helt liv i Rusland,” forklarer han.

For Iurie er tilbagekomsten til Moldova fuld af varme, gode mennesker med et unikt sprog og en barndom, som han prøver at generindre. Hans identitet, der peger i forskellige retninger af det russiske, rumænske og moldoviske, er noget, han i dag er stolt over og taknemmelig for, selvom det ikke er helt uden forvirring.

“For mig er Moldova ren held – jeg er heldig, at jeg både taler rumænsk og russisk, at jeg er påvirket af to kulturer. Selvom det nogle gange er virkelig svært at føle et fast, kulturelt fundament under mine fødder, så er jeg heldig at være en del af den blomstrende, moldoviske undergrundskultur lige nu,” fortæller den unge multikunstner, der er et flittigt musikalsk indslag i Nikitas mangfoldige kunstkollektiv NXNHOUSE.

I en grøn dal omringet af kalkstensbjerge 60 km fra Chișinău ligger en lille landsby med farverige, faldefærdige træhuse ved navn Trebujeni.

Her bor en 68-årig dame, der bliver kaldt tante Ljuba. I en have med over 800 roser står tante Ljuba op hver dag for enten at passe hendes blomsterfyldte have, eller tage sig af de Bed and Breakfast-gæster, hun huser. Tante Ljuba blev født i selvsamme hus ligesom hendes far før hende.

“Min far døde, da han var 34 år. Han havde allerede seks børn. Han endte i et uheld, hvor han blev kørt ned. Jeg var ni år. Min mor skulle tage sig af resten af os, og det var svært dengang i 1960’erne at være alenemor til seks børn.”

Da Ljuba blev ung voksen rejste hun til hovedstaden Chișinău for at arbejde i flere årtier. Da hendes mor gik bort i 2000’erne stod huset med den smukke have tomt i otte år. Ingen af de seks børn tog sig af deres afsides barndomshjem i den lille dal omringet af kalkstensbjergene.

Men da tante Ljuba kom tilbage efter husets otte ensomme år, begyndte hun at passe haven, og da hun fik jord under neglene, hørte den lille, rislende bæk, der udløber til den hurtigtstrømmende Dnestr, og var langt væk fra Chișinăus larm og travlhed, slog det hende, at det var meningen med livet at bo her.

Da hun år tilbage vandt en konkurrence, hjalp en svensk-amerikansk fond hende med at gendanne haven med et drivhus og tilbygge et større hus med plads til en lille spisesal, beboelse og køkken.

“Nu forstår jeg slet ikke, hvordan jeg nogensinde kunne bo i Chișinău. Min søn er rejst til Canada, hvor han bor med sin kone og mit barnebarn. Han er veluddannet og tjener godt og beder mig ofte om at flytte til Canada, hvor han kan købe et hus til mig. Men hvorfor skulle jeg det? Mine rødder er her dybt nede i jorden i min have. Det er her, jeg hører til og vil leve til mine sidste dage sammen med mine hunde og katte,” fortæller tante Ljuba, der har taget flere af den lille landsbys ejerløse katte og hunde til sig. 

I en moldovisk nationaldragt står tante Ljuba stolt i hendes have, som på mange måder er blevet hendes livsværk. Der dufter af friske tomater, og roser i alskens nuancer svajer i vinden.