Redaktørens forord
Den politiske krise fortsætter i Bulgarien. Den 20. oktober står landets borgere til at skulle til stemmeurnerne – igen, igen – til, hvad der vil blive det syvende parlamentsvalg på godt fire år. Den vedvarende ustabilitet i parlamentet skyldes en lang række faktorer: bl.a. kampen blandt de politiske partier centreret omkring reformer i forbindelse med bekæmpelsen af den udbredte korruption samt uenigheder om landets position i forhold til Ukraine samt Vesten og Rusland.

Disse konfliktakser har hærdet det i forvejen polariserede bulgarske samfund og politiske system i en række lejre. Partierne og vælgergrupperingerne består af hhv. relativt unge proeuropæiske partier i en selverklæret kamp imod korruptionen og for reformer af landets institutioner; ældre (tilsyneladende) proeuropæiske partier mistænkt for korruption og udnyttelse af selvsamme institutioner samt højrenationalistiske og “suverænistiske” partier med eller uden formodet tilknytning til Putins Rusland. Derudover eksisterer også et par rendyrkede populistiske partier uden klare politiske tilhørsforhold eller projekter.

Konflikten parterne imellem er uforsonlig. På daglig basis kan de bulgarske borgere følge med i, hvordan politikerne kaster fornærmelser, beskyldninger for derefter at afbryde, håne, true hinanden i landets parlamentssal, der efterhånden ligner kulissen i en slags absurd teaterforestilling. Samtidig virker politikerne uden reel tilknytning til vælgernes egentlige interesser og måske egentlig også uinteresserede i reelt at involvere dem. Den politiske ustabilitet har også medført, at der med få undtagelser føres meget lidt politik, der er langsigtet eller ideologisk helstøbt. I stedet synes de politiske projekter erstattede af snævre private – og ofte dunkle – erhvervsinteresser, som fører deres forretninger via de politiske partier. En tendens, som blot forstærker den efterhånden indgroede politikerlede og samtidig styrker opfattelsen af at være havnet i en blindgyde.

Den dalende valgdeltagelse – senest på omkring 33% – svinder ind valg efter valg. Og med det forestående syvende, ørkesløse parlamentsvalg stiger indflydelsen fra systemkritiske partier fra det ekstreme højre. En tendens, der for et par dage siden blev bekræftet yderligere med indførslen af en lov imod “propagandering af LGBT-relaterede temaer” på ungdomsuddannelser. En lov formuleret så vagt, at den i princippet kan betyde, at man kan blive straffet for blot at henvise til eksistensen af sådanne minoritetsgrupper. Loven vurderes ikke overraskende at stride imod både den bulgarske forfatnings krav om beskyttelse af minoriteter samt FN’s og EU’s menneskerettighedskonventioner. Midt i krisen spekuleres der i visse kredse i, om ikke den nemmeste løsning ville være blot at omgå den besværlige parlamentarisme og i stedet give præsidenten, Rumen Radev, flere beføjelser. Alt imens fortsætter bulgarerne med at emigrere væk; i 1990 var befolkningstallet på omkring 9 millioner, i dag ligger det på 6,5 millioner.   

I modsætning til andre lande i Østeuropa med lignende udfordringer synes den politiske udvikling (eller afvikling, om man vil) i Bulgarien at gå under radaren for de fleste vesteuropæere. Det er underligt, men måske kan det forklares med, at man efter murens fald aldrig rigtigt fik etableret et sundt demokrati med stærke institutioner og et levende, bredt funderet civilsamfund. Nyheder om Polen eller Ungarn har muligvis en større appel, fordi de også er afviklingshistorier, som måske på nogle måder er mere relaterbare i Vesteuropa. Det kan også have noget at gøre med, at landet bogstaveligt talt ligger i Europas periferi – grænsende op ad Sortehavet og Tyrkiet – langt væk fra mange europæeres dagligdag.

En vigtig detaljer er også, at korruptionsmistænkte politiske ledere som Bojko Borissov og Magnitskij-sanktionerede Deljan Peevski – for blot at nævne de to mest profilerede – har holdt sig på god fod med EU’s politiske etablissement, der sanktionerer dem offentligt både i udlandet og i Bulgarien. EU har nemlig på sin side haft en stor interesse i at holde EU’s ydre grænse så tæt forseglet som muligt. Dette har Borissov nidkært efterkommet – til tider med deciderede ulovlige midler (med EU’s stiltiende accept, vel og mærke). Det er endnu et eksempel på det i regionen efterhånden udbredte fænomen “stabilitokrati”, hvor den politiske kalkyle sjældent kommer de lokale borgere til gode. Under alle omstændigheder har rækken af omfattende protester og demonstrationer, der med års mellemrum flammer op som følge af den linde strøm af stadigt nye politiske skandaler altid båret flere skuffelser med sig end håb om reel forandring af samfundet.

Netop forandring er dette essays hovedtema. Hvor mange i Bulgarien ofte har opereret med en forventning om, at forandringen ville komme i form af en ny politisk gruppering, der ville gøre op med det etablerede system og ændre det og samfundet indefra og oppefra–ned, spørger essayets forfatter, Vladimir Mitev, om det ikke efterhånden er på tide at ændre den herskende forståelse af, hvor forandringen af det bulgarske samfund bør komme fra.

Med udgangspunkt i den bulgarske psykologi og indflydelsen fra landets internationale relationer, sådan som de er blevet prægede af den vedvarende politiske grøftgravning iblandt den politiske elite, fremlægger Mitev en række tilbundsgående konklusioner og ambitiøse forslag, der på uortodoks vis kan være med til at fremme den almindelige bulgarers position og politiske indflydelse. Mitevs forslag peger på, at en reel forandring af den fastfrosne politiske situation kan lade sig gøre, hvis de stridende lejre frasiger sig deres “statiske identiteter” og samtidig forsøger at tilgå nabolandene i regionen som en rig ressource for erfaringer. Ideerne, som kan være med til at pege frem mod en farbar vej for det bulgarske samfund, rækker imidlertid længere end bare her; Mitev peger nemlig på tendenser, der på mange måder er dominerende i regionen.

Essayet bringes her i en oversat og forkortet udgave  – en engelsk version af originalen kan tilgås via linket i bunden af artiklen.

Et liv uden brynje: ikke-hegemonisk udenrigspolitik
– et bud på forandring i Bulgarien og regionen

Bulgarsk politik forbliver en stor gåde for dem, der leder efter en simpel magisk formular til at forklare den. Denne tekst er ydmygt bidrag til anstrengelserne i at gentænke den bulgarske rebus indeni selve gåden. Men i stedet for at fremlægge et værktøj til at afvikle den gordiske knude blandt den bulgarske politiske elite, vil jeg gerne foreslå en ændring i paradigmet.

Som anerkendelse af selve det utopiske i forsøget på at forstå den bulgarske politiske elite, vil jeg i stedet betragte den almindelige bulgarske borger. Jeg vil se nærmere på, hvordan det er muligt for borgeren igen at blive et subjekt i de internationale relationer, og hvordan forandringen ikke beror ubetinget på valget af de “gode” – de provestlige, unge, smukke, teknokratiske uddannede – frem for de “onde” – de gamle, grimme, populistiske, simple og fattige. Forandringen beror tværtimod på at give begge grupper en slags legitimitet.

Denne teori om forandringen kan måske på mange måder virke absurd, men stående over for det perspektivløse den næsten totale mangel på liv i landets politiske partier og en reduktion af politik til udvekslingen af fornærmelser mellem en håndfuld politikere, ser jeg ikke nogen anden vej end at finde en måde at ændre desperationen og det meningsløse til beslutsomhed og håb for den enkelte bulgarer (her taler vi om den abstrakte bulgarer, som er subjekt i den bulgarske og europæiske modernitet). Det er netop denne almindelige person, borgeren, som hele samfundets magtstruktur bør funderes på.

For mig hersker der ingen tvivl om, at den politiske magt i Bulgarien er grundlagt på en akkumulering af magt over den bulgarske borger (man kan måske endda sige den bulgarske eksistens). En stor del af relationerne i samfundet tager udgangspunkt i den stærke koncentration og eventuelle genfordeling af netop denne magt, dikteret fra samfundets tinder. Så længe den enkelte bulgarer – i det her tilfælde basen af samfundet som eliten gør brug af – forbliver umoden, let at narre, apatisk, modløs, bange og usikker, vil vi lide under defekte politikere og eliter, som udnytter relationerne.

Derfor opstår der ikke en forandring af systemet med en eventuel udskiftning af en gruppe politikere og partier til fordel for andre, idet de blot vil fortsætte den østeuropæiske fiasko i Bulgarien. Forandringen opstår derimod ved at bemyndige den enkelte borger i en styrkelse af dennes kompetencer samt etiske, intellektuelle og emotionelle autonomi – med andre ord, deres kompleksitet. Dannelsen af flere politiske ubundne aktører for en forandring af det bulgarske samfund kan være med til at underminere hele det politiske og sociale system, som igennem årtier har haft tendens til at være hierarkisk, fastlåst og uretfærdigt – og især uden for Sofia udmagrende for den almindelige borger.

Indledning: Hvordan er situationen i Bulgarien?

Bulgarien har en tendens til at overraske. Ved første øjekast virker landet uattraktivt. Men hvis man kender de rigtige mennesker, eller har en smule talent og held, er det nemt at tiltrække positiv energi og drage nytte af den. Det særlige ved den bulgarske hovedstad, Sofia, at man på gaden tilfældigt og uden aftale støder ind i hinanden, er et af de stærkeste træk ved Bulgarien. Har man den rette beskæftigelse eller sociale position, kan man ganske nemt træde ind i et “flow” (Mihaly Csikszentmihalyis begreb) og simpelthen lade livet udfolde sig.

Og ja, Bulgarien er i stand til at tilbyde et væld af oplevelser og verdensperspektiver på relativt lidt plads. Landet kan tjene som en lærerig skole for de interesserede. Dem, der er glade for deres liv i landet, fortæller, at alle bulgarere adskiller sig fra hinanden. Det slår mig som en ganske positiv definition af det at være bulgarer; mangfoldigheden og pluralismen i de forskellige identiteter og livet som en form for kollektiv skabelse.

Men formålene med dette essay er ikke at fokusere på de dem, der klarer sig nemt og oplever succes. Deres kampe er allerede vundne, og deres dilemmaer er afgjort på forhånd. Det, der interesserer mig, er den almindelige bulgarers udfordringer, hvor der også gemmer sig et potentiale til forandring og emancipation.

Hvis livet har budt på mange udfordringer og megen ulykke, kan det være en ganske stor udfordring at klare sig igennem tilværelsen i Bulgarien. Samtidig er der også en risiko for, at ens grundlæggende skuffelse over tingenes gang kan blive udnyttet af de mange dominerende aktører i samfundet. Aktører, som ikke stræber efter forandring og udvikling, men alene er fokuserede på at projektere deres utilfredshed imod en velegnet “fjende” – Rusland eller Vesteuropa, med andre ord Putin og Orban eller Biden og Soros. Hvis vi lader os forblænde af den fattige og intensive propaganda fra nogle af de hegemoniske aktører, som aktiverer masserne imod “de onde”, mister vi imidlertid muligheden for en sand kollektiv skabelse i vores samfund. Det kollektive her forstået som et overflod af individer og gensidig berigelse af kærlighed til livet og transformation. Vi ender derimod med at at få alt det omvendte af alt dette – livet som ophobning af magt over eksistensen.

Det er netop denne definition af livet, som ligger til grund for hegemoniet. Den er præget af en forestilling om, at der kun findes en og samme norm, som vi alle repræsenterer. Det er en invitation til vold, eftersom den eneste måde vi kan bekræfte os selv på ligger i begrænsningen af de andres muligheder for udvikling. Vi er drevet af en frygt for, at andre vil overhale os og dermed tage vores plads i hierarkiet. På det næste niveau – oppe i magtens hierarki – ser vi konkurrencen mellem aktører, der har gensidigt modsatrettede versioner af den dominerende norm. Aktørerne kan udvise stort had til hinanden, men de har i realiteten en fælles interesse i at fastholde folk omkring dem i dette “eksistentielle territorium”, hvor alle agerer som proxyer.

På den måde betragtes folk i det bulgarske samfund som repræsentanter for enten Vesten eller Østen, som bekæmper hinanden fra hver sin side. Man tænker grundlæggende i disse sikkerhedspolitiske kategorier og ser fjender og forrædere overalt. Det er en tænkning, der dominerer samfundets og mediernes selvforståelse og diskurs. Spørger man mig, er det utænkeligt at blive virkelig lykkelig, kærlig og fredelig med det her mindset. Man vil altid opleve et underskud af magt i forhold til modstanderen, som man vil forsøge at kompensere for med en øget styrkelse af sin egen magt overfor “fjenden”. Men jo mere magt man akkumulerer, jo større et underskud vil man imidlertid opleve at have. Modsætningsforholdet mellem på den ene side forståelsen af den personlige udvikling som akkumulering af magt over liv og på den anden side udvikling som fornyelse og transformation af livet er centralt for den teori om reel forandring i Bulgarien, jeg forsøger at formulere her.

Dominans og akkumulering af magt overfor livet som fornyelse

I denne tekst fremlægger jeg en række overvejelser over, hvordan Bulgarien kan transformere sig igennem borgernes aktive og engagerede stillingtagen til den omverden, der ligger på den anden side af det bulgarske traumes snævre grænser. Det står klar for mig, at den bulgarske socialisering ofte er med til at påføre skade og forårsage mindreværdskomplekser. Særligt slående er det, hvordan man i Bulgarien forholder sig til de svage i samfundet.

I det bulgarske samfund er der en udbredt negativ holdning til immigranter fra Mellemøsten, romaer, LGBT og andre kategorier af mennesker, der er socialt konstruerede som svage. At være svag i Bulgarien er ofte en invitation til agression. Jeg begyndte at skrive denne tekst på et tidspunkt, hvor der i løbet af ugen var demonstrationer imod flygtninge foran flygtningelejren i byen Harmanli organiseret af det ekstreme højrefløjsparti VMRO. På selvsamme uge blev afghanske flytninge overfaldet og på grusom vis tævet, ligesom en gruppe unge drenge filmede, hvordan de slog og sparkede løs på en 20-årig forældreløs syrisk flygtning.

Igen en fremvisning af det mest umenneskelige, barbariske og tankeløse i Bulgariens samfund – et samfund hvor den hårde magt – fysisk eller økonomisk – dominerer og tilintetgør de svage. At tale om menneskerettigheder eller menneskets værdighed er i det her samfund for tabere.

Mennesker, der socialiserer sig på bulgarsk vis, viser vedholdende, at ord alene ikke betyder noget, at ord ikke kan lede til reaktioner eller forbindelser mennesker imellem. Disse mennesker respekterer ikke den anden, fordi vedkommende er en menneskelig eksistens som dem selv. De respekterer kun den anden, fordi vedkommende er i stand til at kunne skade dem. De respekterer ikke ord eller handlinger, men alene volden bag dem. Overfor de præcis samme ord og handlinger ville disse personer reagere vidt forskelligt, alt efter om der står en med eller uden magt bag dem.

Med den her kontekst kan vi forstå, hvorfor man i det bulgarske samfund – både i sin helhed samt mere konkret – skader sine medborgere og skaber så store udfordringer for deres velfærd. Som resultat af det beklager mange sig på min alder – 40 år – på trods af, at de er veluddannede og lever i hovedstaden (hvilket dermed lover et godt liv) over deres lave livsglæde. De ser ingen mening i deres arbejde, og det virker til, at de i deres skuffelse ikke har kapaciteten til at ændre på deres liv. Samfundet skaber vilkårene for, at man dominerer de politiske fjender i ledtog med andre skuffede mennesker. Begge sider af konflikten har efterhånden ophobet en tung bagage af had, som de slipper løs på hinanden i tide og utide. Det endelige resultat er altid, at det had, som man projekterer mod andre, slår om og angriber en selv endnu stærkere.

I den proces oplever personen det oprindelige traume, det såkaldte bulgarske traume, hvorigennem man socialiseres som bulgarer. Det er dette traume, som får magt over folks liv. Hvis ens adfærd ikke ændres, bliver det i takt med tiden sværere at forandre sig grundlæggende. I stedet for det bliver de ved med at fastholde deres manglende evner til at kunne forbinde sig med folk, som ikke deler deres mangler og indre konflikter. På den måde er deres livserfaringer meget mere begrænsede i sammenligning med folk, der ikke alene lærer af deres egne traumer, men også er i stand til at se, forstå og identificere sig med andre former for traumer – uanset baggrund eller tilhørsforhold.

Det bulgarske traume og den statiske identitet

Det er relativt simpelt ud fra dette at konkludere, at gensidig dominans stadfæster en statisk identitet. Vi, bulgarere, kan ofte være stædige. Vi er i stand til at arbejde og udholde meget. Men uanset hvor meget vi kæmper, og hvilke udfordringer vi overvinder, er det som om, at vi altid rammer et loft. Vi finder altid os selv holdt tilbage af et par remme. Uanset hvad der sker omkring os, er vi altid de samme – uforanderlige og statiske.

Denne mangel på anlæg til transformation presser os i vores desperation og hjælpeløshed til at dominere andre med modsatrettede statiske identiteter. At forstå, hvordan vi selv præcist skal kunne afvikle denne dynamik, fordrer vedholdenhed, psykisk styrke og intelligens.

Hvis vi lykkes med at destruere os selv (dvs. destruere vores statiske identitet, muren omkring og indeni os), er det muligt at konstruere os selv som autonome og frigjorte individer. På den måde kan vi frigøre os fra det bulgarske traume, det bulgarske politiske og sociale liv er grundlagt på. Den narcissistiske politiske magt kan ikke reproducere sig selv uden os. På paradoksal vis vil den i stedet for begynde at forholde sig til os med respekt. Det vil skabe muligheder for reel forandring, særligt hvis denne frigørelsesproces multipliceres.

Løsningen på det bulgarske traume – erfaringen fra udlandet

Min tese er, at opfattelsen af utilfredshed, så grundlæggende for den bulgarske erfaring, ikke er nogen god læremester. Tværtimod er der et behov for at transformere den negative energi til noget positivt. Spørger man mig, er det muligt, hvis bulgarerne begynder at betragte situationen udenfor det bulgarske traume i deres søgen efter nye erfaringer. Det kan for eksempel lade sig gøre ved at tage afstand til den internaliserede oplevelse af utilstrækkelighed. Ved at gøre det, åbnes dørene for nye områder; en revitalisering med møder med nye mennesker og fænomener udenfor rammerne af det bulgarske traume. Jeg tror, at en sådan proces er dybdegående transformativ på det individuelle niveau, ligesom den også er nødvendig på det samfundsmæssige og regionale niveau.

Bulgarien og regionen

Hvis vi havde viljen, ambitionerne og lidt “know how” til at styrke vores forbindelser med nabolandene, kunne Sydøsteuropa vise sig at være en fantastisk kilde til erfaringer. Med med den nuværende politiske ustabilitet i Bulgarien er der en mangel på ambitioner om at styrke de internationale forhold. I medierne dækkes relativt sjældent udviklingen i de omkringliggende lande i Sydøsteuropa. Samtidig lader grundigheden og den analytiske akkuratesse i den eksisterende nyhedsdækning meget tilbage at ønske.

Tilgangen til naboerne i regionen er ofte tendentiøs og firkantet. Den er ofte karakteriseret af en grundlæggende afvisning og mistanke overfor “Vesten” (en tilgang som i sidste ende bekræfter bulgarernes perifere position). En del af den bulgarske elite synes at se Vestens antibulgarske elementer repræsenteret i nabolandenes politiske repræsentanter. Eksempelvis regnes Serbien for at være pro-fransk, Nordmakedonien som pro-europæisk, Rumænien som pro-CIA. Alt dette på trods af at de selvsamme vestlige aktører samarbejder med bulgarske partnere.

Et andet typisk fokuspunkt i vores interesse for nabolandene i regionen er funderet på den bulgarske nationale egoisme – hvad der ofte betegnes som den “nationale interesse”. Den har til formål at genoprette “bulgarskheden” og forsøger at modarbejde “afbulgariseringen” af de tidligere bulgarske territorier fra middelalderen. Denne anden tilgang kan regnes for at være patriotisk og er med sikkerhed funderet på “bulgarismen” – en kombination af begreber og erfaringer, som forsøger at fastholde den bulgarske identitet udenfor landets grænser. Problemet med den er imidlertid, at den blokerer for skabelsen af tillid til vores nabolande og samtidig styrker skepsissen overfor Vesten, idet den turnerer med ideen om, at Bulgarien er en ø omringet af fjender.

Det er en tænkning, der af nogle regnes for at være ægte bulgarsk. Det gør den på trods af, at den er skeptisk overfor en række internationale aktører og samtidig udnyttes internationalt af andre aktører, der i virkeligheden har  en interesse i at bruge bulgarerne som proxy i deres regionale magtspil. Vi skal være bevidste om, at der findes en lang række måder at være bulgarer på, og at den fremstilling, der fortæller, at der kun findes en enkelt legitim fortolkning af både historiske og samtidige begivenheder, er hegemonisk. Vi skal være på det rene med, at den kan være i konflikt med de egentlige bulgarske interesser, som “bulgarismen” påstår at forsvare par excellence. Bulgarerne, som enhver anden nation, er ikke evige og uforanderlige størrelser, men netop foranderlige mennesker og identiteter med dynamiske indre og ydre relationer i konstant udveksling med andre kulturer på kloden.

Man kunne endda driste sig til at sige, at der ikke findes en måde at finde ud af den rigtige måde, der findes at være bulgarer på – er man pro-serbisk, pro-græsk, pro-tyrkisk, pro-makedonsk, pro-rumænsk, og hvad der ellers findes? Når nogen siger: “Jeg er hverken pro-amerikansk eller pro-russisk – men pro-bulgarsk”, formår de i de fleste tilfælde ikke at definere, hvad det konkret vil sige at være bulgarer, og hvad de bulgarske interesser er. Der er en række aktører, der forsøger at instrumentalisere “bulgarskheden” og gøre den hegemonisk i forsøget på at styrke deres egne økonomiske eller politiske interesser. I min optik er det bulgarske i virkeligheden noget, som ikke kan “privatiseres” eller instrumentaliseres. Det ægte Bulgarien er en mangfoldighed af identiteter og måder at leve på. Et demokratisk og moderne Bulgarien tillader alle at tage del i livet som en kollektiv udfoldelse.

Det, som jeg har beskrevet ovenfor, en form for ø-mentalitet, kan måske ligne en form for tænkning, som tager højde for livet, som det egentligt leves og politikken som den egentlig føres – med andre ord realpolitik (at alle relationer mellem nationerne altid er et spørgsmål om magt). Det kan måske virke fristende at tænke, at ø-mentaliteten er den sande logik. Jeg aviser ikke, at denne logik eksisterer, og at den er populær i vores region samt andre steder – særligt i periferien af det internationale politiske system. Min påstand er, at denne form for tænkning er historisk antikveret, og at den ikke kan lede os til særligt tilfredsstillende resultater. Ligesom den bulgarske forståelse af de regionale forhold fra starten af det 20. århundrede, der gik på, at Bulgarien var i et konfliktforhold med alle sine nabolande, heller ikke førte til nogen stor succes. Med den tænkning endte Bulgarien med at tabe alle sine krige i bestræbelserne på en national samling.

En sådan forståelse vil blot fastholde vores region i den evige periferi gøre mange af relationerne i regionen til relationer, hvor man ikke forsøger at skabe eller udvikle noget reelt nyt. I stedet vil man bruge en masse energi på at forhindre andre i at gøre noget, og man vil vedligeholde den grundlæggende dårlige karma landene imellem.

Synkronisering eller konsolideringen af periferien

Spørger man mig, ville et ægte engagement i regionen komme fra folk, der har en interesse i at synkronisere sig med deres naboer. De ville være interesserede i at opbygge et netværk, der udvikler sig i takt med naboerne i bestræbelserne på moderniseringen og europæiseringen af samfundet. De ville ikke have en position, der enten var “for” eller “imod” de store geopolitiske aktører, uafhængigt om de var fra Vesten eller Østen. De ville i stedet forsøge at bruge relationerne som anledning til at opsamle energi og erfaring til regionen, så de kan styrke dens udvikling. De ville ikke lade sig lede af national eller imperialistisk egoisme. Det ville være trist, hvis et perifert EU-lands udenrigspolitik havde som sit eneste formål at styrke den nationale egoisme og fastholde den gensidige dominans.

Bulgarien og Rumænien står nederst i Vestens magthierarki. Rumænerne kan kaste fornærmelser i hovederne på bulgarerne for deres russofili, mens bulgarerne på sin side kan håne makedonerne for deres historiske mytologier. Men bogstaveligt talt alle er i stand til at angribe de to EU-lande i Sydøsteuropa. En ægte udenrigspolitisk strategi for Bulgarien ville føre landet væk fra ufordelagtig position, men alene på den betingelse at den er ikke-hegemonisk. Det betyder, at strategien skal være motiveret og ledt af en række positive og livsfunderede begreber og forståelser, som på sin side vil lede til en progressiv forandring, ikke kun for Bulgarien, men for hele regionen – Fra Polen til Sortehavet og det Ægæiske Hav.

I sådan et tilfælde ville den ikke-hegemoniske tilgang til omverdenen betyde, at vi giver afkald på vores dybt rodfæstede proxy-identitet, for i stedet at bygge gensidige relationer funderet på en forståelse af livet som fornyelse – og altså ikke som akkumulering af magt over alt det levende.

Vi er ikke-hegemoniske, når vi anerkender, at vores egen eksistens og beslutninger er tilstrækkelige til at iværksætte en sådan positiv evolution. I sådan et tilfælde ville vi blive bevidste om, at vi ikke har brug for at akkumulere magt. Det er nødvendigt at være tro overfor vores egentlighed, at være autentiske og gøre det, som er nødvendigt for, at andre kan gøre det samme. Netop derfor indebærer det at være ikke-hegemoniske og engagerede, at vi lader en del af tidsånden at virke igennem os via vores relationer, som omdanner alt, hvad den berører.

Denne tidsånd er ikke fra Vesten eller Østen, fra centrum eller periferien. Den er ikke teknokraternes eller populisternes tidsånd. Der er derimod tale om menneskehedens tidsånd. Det er det, der står tilbage, når vi afklæder os. Det er ånden fra menneskeheden som subjekt i verden. Ved at frasige os alle grove former for egoisme, kan vi blive til de eneste autentiske aktører i verden – dem, som har udvidet deres selvforståelse og har blik for interesserne og realiteterne for hele menneskeheden.

Bulgarien, eller hvilken som helst anden stat, har en tendens til at ville dominere sine borgere ved at socialisere dem på en måde, så de reproducerer den nationale eller imperiale egoisme (den dominerende iblandt den politiske elite.). Men en i virkeligheden moderne stat med ønske om at pleje sin borgere ville ikke stræbe efter at presse sine borgere. Den ville derimod skabe rammerne for at styrke potentialet blandt borgerne og gøre dem til helstøbte individer. Således indebærer reel forandring i Bulgarien ikke udskiftningen af en pro-tysk elite med en pro-fransk – eller omvendt – ej heller udskiftningen af en pro-russisk lobby med en pro-amerikansk. Reel forandring indebærer derimod, at man tillader og tilskynder de bulgarske borgere til at overvinde deres statiske element for i stedet at træde ind i verdens- og tidsåndens strøm.

Bulgarerne: folket, som subjekt for internationale relationer

Hvordan er det muligt at overvinde denne statiske identitet? Bulgarerne skal overvinde traumerne fra deres egen socialisering for at blive førende indenfor en regional synkronisering, som ville styrke vejen mod EU. Det skal man gøre i stedet for at opfordre til splittelse overfor lignende suverænistiske aktører i nabolandet Nordmakedonien (med hvem der i årtier har været en længerevarende konflikt om landes sprog og identitet, red.), idet man blot på denne måde vil fastholde den semi-perifære situation for hele regionen.

Det er ikke fordi, at undertegnede er imod bulgarsk, makedonisk, eller hvilken som helst anden form for patriotisme, som kan have en funktion, både i regionen og globalt. Det er snarere fordi, at konteksten for vores regionale og nationale uenigheder har brug for udvikling. Hvis vi ikke frasiger os den hegemoniske tilgang, ville vi i vores region ikke kunne fastholde vores interesser i en international kontekst. Regionen vil altid forblive i periferien. Hvis vi på internationalt plan lykkes med at fremdyrke en synkronisering, ville vi igen kunne kæmpe de evige kampe for national eller international retfærdighed, men nu i en kontekst som er mere frugtbar, fordi aktørerne ville bære en mindre statisk identitet. Som følge af det ville hver enkelt kunne fremægge deres respektive perspektiver i forsøget på at overtale den anden og dermed se deres sandhed anerkendt og bekræftet.

Spørger man mig, er de ovenfornævnte noble ambitioner realiserbare, hvis subjekterne for udenrigspolitikken er borgerne og ikke politikerne eller diplomaterne alene. Diplomaterne og politikerne er tilbøjelige til at have en snæver forståelse af det, de anskuer som national interesse, ligesom de også begrænser sig til procedurer. Selvom de råder over en politisk magt, er der tydelige begrænsninger for, hvad de kan opnå med deres naboer, særligt når niveauet af synkronisering i regionen er lavt i sammenligning med Visegrad-gruppen eller Vesteuropa. Udover det er de bulgarske virksomheder ikke altid god PR i udlandet – i nogle lande landes regnes kvaliteten endda som værende ganske tvivlsom.

På trods af at der er i nogen udstrækning pågår en regionalisering og regionalt samarbejde med erhvervslivet eller provestlige NGO’er (som er fantastiske, men ikke er forbundne med masserne), er der behov for en regionalisering af folket, idet de har det største potentiale til at forandre sig og selv undergå forandring. Jeg taler om folk, der ikke er bundne til tydelige hierarkier, og som derfor har en større grad af frihed. De er muligvis ikke enige med deres respektive staters fastlåste begreber, hvilket skaber muligheden for fremtidige politiske forandringer og styrker potentialet for bilaterale og regionale relationer. Folket vil have evnerne til at bære dynamikken i de bilaterale og regionale forbindelser, og de kan sikre, at de respektive politiske eliter grundigt forsøger at forbedre dem. Folket ville kunne give en form for menneskelige vurderinger af det, som ellers vil være teknokratisk eller økonomisk funderet.

Hegemoni og forandring

Jeg har allerede nævnt, at de ikke-hegemoniske relationer udenfor Bulgariens grænser ville styrke de ikke-hegemoniske relationer i selve landet. Det bulgarske samfund ville få gavn af det, fordi det ville medføre en forøgelse af social kapital. Som følge af det ville det være muligt at nå frem til et endnu mere komplekst bulgarsk samfund. I denne kontekst er spørgsmålet om forandring også vigtigt.

Partiet “Vi fortsætter forandringen”s manglende succes i at frembringe betydningsfulde forandringer i det bulgarske samfund i forhold til kampen imod korruption, sikkerhedstjenesten, de økonomiske interesser og oligarkiet er en indikation på, at Bulgarien har brug for en endnu mere kompleks og afmålt teori om forandring. Erfaringer fra vores nabolande kan måske give os en ny måde at betragte vores eget samfund på. For eksempel er Rumænien et land med stærke kapitalistiske kræfter. Med erfaringerne fra Rumænien står det tydeligt for os, hvordan der også i Bulgarien er pågået en omfatende finansialisering af samfundet. Enhver person, enhver gruppe, ethvert juridisk subjekt, har forskellige former for kapital; finansiel, social, viden, etc. Med den kapital følger der en række specifikke interesser.

Forandringens parti (“Vi fortsætter forandringen”) lykkedes ikke med sit projekt, fordi den aldrig formåede at formulere, hvad forandringen egentlig betyder på det økonomiske plan. Men det er tydeligt at se, at alle grundlæggende konfrontationer under Kiril Petkovs og Nikolaj Denkovs regeringsperioder var knyttede til specifikke økonomiske interesser. Petkov forsøgte at stoppe strømmen af offentlige midler til virksomheder indenfor transport og konstruktionsbranchen knyttede til GERB og Bojko Borissov, der på det tidspunkt blev betragtet som værende klientelistisk og korrumperet. Og så brød demonstrationerne løs. Denkov gik imod aktører fra landbruget og tilskyndede den grønne omstilling i regioner med kulminer. I de to tilfælde protesterede de to implicerede økonomiske interesser imod politikerne og ønskede kompensationer, som de modtog i en eller anden form. Under Denkovs regeringsperiode protestere ligeledes ansatte i embedsværket og ansatte i kulturbranchen med krav om højere lønninger.

Efter alt dette stod det klart, at ideen om en god og ren forretningsmodel i IT- eller finanssektoren på den ene side og og på den anden side en ond, oligarkisk forretning i andre brancher, samt ideen om forandringen som valget af teknologiske, rene, “progressive” penge frem for beskidte, tilbageskuende, klientelistiske/populistiske penge, immervæk forbliver en begrænset måde at tænke forandring på. Det ville nok have været den fortælling, som den amerikanske præsident Joe Bidens administration ville have ønsket at høre, men den iboende bulgarske forståelse af forandring er noget mere kompliceret.

Vi har stadig til gode at lære, at det bulgarske samfund er kapitalistisk, hvor den økonomiske base reproduceres gennem magten. Under disse vilkår er det meget svært bogstaveligt talt at destruere en virksomhed, en økonomisk sektor eller en række politiske eller økonomiske interesser. For eksempel vil der nok altid være gambling og hasardspil. Det er også sandsynligt, at Bulgarien indenfor en overskuelig fremtid stadig vil have oligarker. Et egentligt perspektiv i at ødelægge de i samfundet dybdegående økonomiske realiteter ser ikke umiddelbart realistiske ud, eftersom vi er en markedsøkonomi – ikke en planøkonomi – og fordi ethvert forsøg på at fundere et hegemoni mod nogen konkret vil skabe et kontra-hegemonisk modsvar.

Kampen for forandring kan have som formål at forandre, men den må ikke arrestere, udstøde eller ekspropriere fjenden. Med andre ord betyder forandring dehegemonisering. Det betyder f.eks., at vil hasardsektoren vil forblive, men at den samtidig vil blive underlagt en endnu strammere regulering, sådan som det gør sig gældende i tobaksindustrien. Oligarkerne ville fortsætte med at eksistere. Men hvis ganske almindelige mennesker ville modtage økonomisk støtte, ville de oligarkiske interesser blive mindre dominerende.

Afslutning

Jeg vurderer, at det ikke er i Bulgariens interesse at forblive en ø i en verden, hvor strømmen af kapital, ideer, mennesker og varer dagligt forøges. Står vi isolerede, bliver vi desto mere skrøbelige og opdelte. Vi skal udvikle en identitet og kapacitet, som vil gøre os i stand til at opfange den globale strøm af energi (midler, varer, mennesker, osv.), af idéer og erfaring og gøre den en del af os selv.

Bulgarerne står foran en række udfordringer i forbindelse med at skulle frasige sig sin hegemoniske tilgang. Men det er også en udfordring for landets potentielle internationale partnere. Er de i stand til at frasige sig deres hegemoniske position? Hvis de går til Bulgarien på hegemonisk vis, vil de møde en stor modstand fra repræsentanterne af det bulgarske kontra-hegemoni. Ved at frasige sig denne tilgang, ville Bulgarien være dårligere i stand til at presse Nordmakedonien ud af sin kurs mod EU-medlemskab.

På samme vis ville også udenlandske aktører have sværere ved at lægge deres vilje over nye generationer af bulgarere, idet disse i mindre grad vil agere som proxyer. Det ville ende med at være sådan, at der vil være kræfter, der kæmper for reel forandring, som består af en bevægelse henimod emancipation og ikke-hegemoni – og ikke mindst en styrkelse af Bulgariens position i regionen. Der ville være kræfter, som modarbejder denne proces, fordi de frygter at miste deres priviligerede position i en verden med en mere retfærdig fordeling af magten.

En endnu mere retfærdig fordeling af magten betyder, at man giver det ganske almindelige menneske muligheden for at overvinde den bindende og statiske identitet. Nu, mere end nogensinde før, har Bulgarien behov for at modernisere sig selv og blive til et endnu mere retfærdigt og lykkeligt land at leve i. Ikke kun i Sofia, men i hele landet.

Min tese er, at en ikke-hegemonisk tilgang til vores internationale relationer kan være en måde at opdyrke disse store forandringer på. Min vurdering er, at denne tilgang skal komme fra ganske almindelige mennesker, idet netop det netop er disse, der har det største potentiale til af afvikle det hegemoni, som ganske sandsynligt er institutionaliseret på forskellige måder. Det er nobelt at have politikere, der ikke grunder samfundet i en fast, statisk identitet og udøvelse af magt, men derimod giver folket udfoldelsesmulighederne og samtidig tillader samfundet en højere grad af kompleksitet. Vi skal handle, som om der ikke findes en magt, vi er afhængige af. På den måde kan magten blive moderniseret og transformeret – med andre ord dehegemoniseret og gjort human. For at kunne påbegynde denne (vitterligt) lange proces, skal vi bevæge os rundt i verden uden brynje.

Livet uden nogen brynje er et liv, der tillader intensive erfaringer. På den måde vil vi kunne se, hvordan vi kan gøre livet til noget nyt. For livet består ikke af vedholdende akkumulering af magt, men derimod af konstant fornyelse.

Essayet kan læses i sin fulde længde i “Bridge of Friendship” her: 
https://friendshipbridge.eu/2024/04/14/non-hegemonic-foreign-policy-en/

Vladimir Mitev er journalist og korrespondent hos Bulgariens Nationalradio (BNR) og grundlægger af medierne Bridge of Friendship, om bulgarsk-rumænske relationer, og crossbordertalks.eu, der dækker udviklingen i Øst og Sydøsteuropa samt Kaukasus.

Foto: Billede af de sidste store landsdækkende demonstrationer imod status quo i Bulgarien – her foran den daværende parlamentsbygning Creative Commons 4.0 (Cheep)