SERBIEN | FN’s generalforsamling vedtog i maj, at d. 11. juli skal være international mindedag for folkemordet i Srebrenica, som blev begået tilbage i 1995. Beslutningen er ganske forventeligt blevet taget dårligt imod af Aleksandar Vučić, som betragter det som en anklage om folkemord, der drager det serbiske folk i sin helhed til ansvar. Beslutningen falder oveni lokalvalg i en række kommuner, hvor den bliver brugt som led i Vučićs og den politiske elites grundlæggende fortælling om et Vesten, der bliver ved med at forfølge landet. 

23. maj 2024 vedtog FN’s Generalforsamling, at d. 11. juli skal være international mindedag for folkemordet i den bosniske by Srebrenica. 

Siden de første forlydender om den nu afholdte afstemning i FN’s Generalforsamling har den serbiske præsident Aleksandar Vučić og andre højtstående serbiske repræsentanter og diplomater intensivt modarbejdet initiativet. Dog uden held. 

Ved afstemningen stemte 84 lande for, 19 imod og 68 afstod. Foruden Serbien stemte blandt andet Rusland, Kina og Ungarn imod. Udover at etablere d. 11. juli som international mindedag for folkemordet i Srebrenica, fordømmer resolutionen ligeledes enhver form for benægtelse af folkemordet og glorificering af krigsforbrydere. 

Mens flere har budt resolutionen velkommen og beskriver den som nødvendig og retfærdig, er situationen diametral modsat i Republika Srpska og Serbien. Her hersker fordømmelse og højtstående repræsentanter tegner et nærmest apokalyptisk billede, hvor det er historien om Davids kamp mod Goliat, der bedst beskriver Serbiens kamp mod vesten. 

“Et folkemorderisk serbisk folk”

Siden de første forlydender om, at resolutionen var på tegnebrættet, har én gennemgående fortælling gennemsyret Serbien og Republika Srpska. Som den nu nyudnævnte serbiske vicepremierminister Aleksandar Vulin allerede advarede om i slutningen af marts, arbejdede vestlige aktører på en resolution med det formål at stemple Serbien og serbere som folkemordere. 

Siden da har et velkendt narrativ været altoverskyggende. Fortællingen om et Serbien, som er offer for ondsindede udefrakommende, der ikke vil landet det godt. I ugerne op til afstemningen har både Vučić og Dodik, samt andre højtstående politikere, gentagne gange understreget, at det serbiske folk ikke er folkemorderisk. Her har specielt regeringstro medier og statskontrollerede stationer udgjort hovedfacilitatorerne for spredningen af disse budskaber. 

Den efterfølgende reaktion på den egentlige vedtagelse af resolutionen har set en videreførelse af narrativet. Advarsler om internationale konspirationer og vestlige ønsker om at stemple det serbiske folk med negative prædikater har prydet den ene forside efter den anden på regeringsvenlige tabloidaviser. De har ligeledes promoveret fortællingen om, hvordan Vučić har ført en historisk kamp på den globale scene mod ondsindede vestlige regeringer, og portrætteret Vučić som forsvarer af det serbiske folk.

Alt dette, på trods af, at resolutionen hverken nævner det serbiske folk eller Serbien, og ej heller hvem gerningsmændene var, men derimod sætter selve erindringen af folkemordet i centrum. 

I et forsøg på at mindske spændingerne, forhindre politisering og fejlfortolkning af resolutionen, blev der, på Montenegros foranledning understreget i resolutionen, at skylden for folkedrabet er “individualiseret og ikke kan tilskrives nogen etnisk, religiøs eller anden gruppe eller samfund som helhed.” Dette samt konstante formaninger fra internationale aktører, at resolutionen ikke har til formål at stemple det serbiske folk, har dog ikke afværget den serbiske fortælling om en kollektiv anklage, som fortsætter ufortrødent. 

Muligt indenrigspolitisk spil

Srebrenica-resolutionen kommer muligvis på et belejligt tidspunkt for Vučić og hans regeringsparti SNS. I starten af juni dannede serbiske kommuner, herunder Beograd, rammerne for lokalvalg. Foreløbige resultater fra søndagens valg giver en overbevisende sejr til Vučićs SNS i flere kommuner, herunder i hovedstaden Beograd. 

SNS har i perioden op til valget intensivt promoveret fortællingen om et skæbnesvangert valg af højeste nationale betydning, hvor partiet har portrætteret sig selv som forsvareren mod de ondsindede, som ønsker at skade serbiske nationale interesser. 

I denne kontekst har resolutionen været en forstærkende faktor og præsenteret sig selv som endnu en – nu med en klar global dimension – arena og redskab, som understreger overfor serbiske vælgere, at verden – hovedsageligt den vestlige – er ude efter Serbien. Logikken kan derfor være, at det er bedre at fortsætte med stabilitet og det velkendte, i form af SNS og Vučić, fremfor forandringer, hvor konsekvenserne er ukendte. 

En stærk patriotisk Vučić, der personificerer den serbiske kamp mod udefrakommende og indenlandske forrædere, har de sidste mange år været partiets centrale omdrejningspunkt i medielandskabet. Som regeringstro medier i tiden op til afstemningen ligeledes proklamerede, er Vučić en af de største serbere i historien og besidder modet til at tage kampen op mod Vesten. De gennemgående fortællinger om Vučić som forsvareren af Serbien og serbiske interesser globalt samt fortællingerne om nødvendigheden af serbisk sammenhold taler ligeledes ind i dette. Mobiliseringen af sådanne narrativer på baggrund af ikke-eksisterende trusler, muliggør Vučićs selviscenesættelse som den serbiske frelser, hvilket giver politiske point på kontoen. 

Dette gennemgående serbiske fokus vidner også om et Serbien, der synes forfulgt af fortiden. Det er da heller ikke utænkeligt, at resolutionen har en personlig dimension for Vučić. I kontekst af folkemordet i Srebrenica var en yngre udgave af Vučić i den skelsættende uge i juli 1995 at finde på talerstolen i det serbiske parlament. Her ytrede han de nu berygtede ord: “For hver serber I slår ihjel, vil vi slå hundrede muslimer ihjel”. På lignende vis er der videoer fra dengang, der viser, hvordan Vučić fjernede et vejskilt i Srebrenica og “omdøbte” vejen til Ratko Mladić-boulevarden. 

Et serbisk martyrium 

Afstemningen i FN’s Generalforsamling har også haft andre konsekvenser. For ikke overraskende har den ligeledes vist sig at være endnu en katalysator for fornyede løsrivelsesambitioner hos den politiske ledelse i den bosniske entitet Republika Srpska. 

Under et møde afholdt i Nationalforsamlingen i Republika Srpska, d. 18. april, dagen efter en officiel præsentation af resolutionen i New York, truede entitetens præsident Milorad Dodik endnu engang på karakteristisk vis med løsrivelse og understregede, at en vedtaget resolution kun ville umuliggøre fælles sameksistens på kryds af etniciteter i landet. Dodik har da også positioneret sig som én af de centrale trusler mod regionens stabilitet og fred. 

Samme dag som FN’s Generalforsamlings vedtagelse af resolutionen aflagde Dodik, sammen med en længere række højtstående Republika Srpska-politikere, på symbolsk vis Srebrenica et besøg. Under sin tale benægtede Dodik både folkemordet og konstaterede på ny, at bosniakkerne er en stopklods for fredelig sameksistens mellem bosniske serbere og bosniakker i Bosnien. Dette kom da også til udtryk dagen efter på forsiden af tabloidavisen Informer, som anses som værende tæt forbundet til Vučić. Her prydede et billede af Dodik med citatet “Hvordan kan vi leve side om side med en befolkning, som anser vores ufødte børn som folkemordere?” 

Under dette besøg dannede Srebrenica og det omkringliggende område, som så mange gange tidligere, rammerne for konkurrerende fortællinger om det serbiske martyrium. Diamentralt modsatte erindringer om fortiden, formet langs etniske linjer, præger billedet.

I Srebrenica satte blandt andet også Republika Srpskas premierminister Radovan Višković spørgsmålstegn ved det reelle antal af ofre i Srebrenica, mens der blev refereret til begivenheder, både fra 1990erne og fra Anden Verdenskrig, hvor medlemmer af det serbiske folk var ofre. Dodik understregede ligeledes, hvordan civile serbiske ofre mistede livet i det omkringliggende område i årene op til 1995. 

Her var der – endnu en gang – fokus på Naser Orić. Han var muslimsk kommandant i området omkring Srebrenica i årene op til sommeren 1995. Han har været genstand for undersøgelser om krigsforbrydelser begået mod den serbiske befolkning i området, men er siden blevet frifundet. Frifindelsen har imidlertid været en torn i øjet på Serbien, og sagen om Naser Orić er i vid udstrækning blevet en personificering af Srebrenica for serberne. Instrumentaliseringen af fortællingerne om krigsforbrydelser begået af Orić og hans mænd mod den serbiske befolkning i årene op til folkemordet vidner muligvis om serbiske forsøg på at retfærdiggøre de skæbnesvangre julidage i 1995 i et forsøg på at understrege, at også serbere led. 

Manglende opgør med fortiden fortsætter med at forfølge Serbien. Et skridt i den rigtige retning kunne være, at Serbien var medunderskriver eller selv tog initiativ til et lignende initiativ, hvori Srebrenica anerkendes som folkemord. På den måde ville landet vise respekt for ofrene. Der er tidligere vedtaget en serbisk resolution om Srebrenica, som dog ikke karakteriserede massakrerne som folkemord. Desværre er virkeligheden anderledes. Benægtelse af krigsforbrydelser og glorificering af krigsforbrydere vidner om et land, som ikke er klar til at se fortiden i øjnene. 

Foto: Aleksandar Vucic
Copyright: World Economic Forum/Ciaran McCrickard