Den anden monumentkrig

 

 

Narva, Estland. Rusland udsendte den 13. februar en arrestordre på den estiske premierminister, Kaja Kallas, for ”ødelæggelse og beskadigelse af monumenter over sovjetiske soldater”. Men hvad betyder disse monumenter egentligt for det russiske mindretal i Estland? I den 90% russisktalende grænseby, Narva, er meningerne delte.

 

62-årige Mikhail, som er opvokset i Narva, er ikke i tvivl; momenter over sovjetiske soldater hænger sammen med et russisk narrativ; de bliver brugt til at fastholde et billede af russere og russisk kultur som overlegent, et narrativ, som forsøges udbredt blandt russerne i forbindelse med den igangværende krig i Ukraine: ” I de seneste år har der i Rusland været en sejrsfanatisme. En ophøjelse af 9. maj: “vi kan gentage det, vi vandt, vi vandt”. Det har været endeløst. Jeg tror, at en normal person væmmes ved det, for det er ikke normalt. Jeg tror, det hele vil forsvinde, hvis disse monumenter blev væltet”.

Mikhails udtalelse giver udtryk for den forbindelse, der ifølge ham er mellem monumenterne og de russiske fejringer, særligt ’Sejrsdagen’, som markerer ’Sovjetunionens sejr over nazismen’ og fejres den 9. Maj.

I Narva vakte det særligt store diskussioner og vrede hos befolkningen, da en T-34 tank i byens udkant blev fjernet af myndighederne i august 2022. Kampvognen var et mindesmærke for den sovjetiske hær under Anden Verdenskrig. Men for Mikhail har den estiske regering truffet den rigtige beslutning ved at fjerne monumenter som dette.

 

Narva er Estlands tredje største by, og herfra er den russiske nabo blot få hundrede meter væk, adskilt fra Estland af Narva-floden, og forbundet af ’venskabsbroen’. Med sine ca. 300.000 etniske russere af en befolkning på omtrent 1,3 millioner, skaber nedtagningen af monumenterne intern debat om Estlands anerkendelse af det russiske mindretal og deres tilhørsforhold til landet. En debat Rusland blander sig aktivt i med arrestordren på Estlands premierminister, Kaja Kallas.

 

23-årige Dmitrij mener i modsætning til Mikhail, at monumenter er vigtige for den russisktalende befolknings tilhørsforhold og for den lokale identitet i Narva. For ham er det en del af historien, som man ”ikke kan fjerne”.

Han fortæller: “Jeg kan huske, at vi havde sådan en tank. Den blev fjernet og flyttet til et museum. Det siger også meget om identitet, at Narva-indbyggerne går meget op i deres historie. Og nu er der afkolonisering i gang i Narva, som jeg er delvis uenig i.

Jeg mener, at disse statuer og monumenter fra Den Store Fædrelandskrig, fra Den Røde Hær, er et meget kært minde for Narva-indbyggerne. Men for regeringen er det et tegn på aggression, og det er derfor, de fjerner dem. Det forekommer mig, at man ikke kan fjerne en del af historien – man kan ikke nægte den historie, der tilhører os og som er forbundet til os”.

 

Ruslands arrestordre på, blandt andre, den estiske premierminister, Kaja Kallas, kommer netop som reaktion på det Rusland mener er ”fjendtlige handlinger mod både vores historiske hukommelse og vores land”, sådan som det blev formuleret af Kremls pressesekretær, Dmitrij Peskov.

I forbindelse med arrestordren, udtalte talspersonen for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova: ”Forbrydelser mod mindet om verdens befriere fra nazisme og fascisme skal retsforfølges”. Strafferammen lyder på mellem tre og fem års fængsel og kan gives in absentia. Fra Estlands side har man valgt at fjerne flere hundrede sovjetiske monumenter. Her bliver den røde hær set som en besættelsesmagt og altså ikke som befriere, sådan som det lyder i det russiske narrativ. I forbindelse med udstedelsen af arrestordren skrev Kaja Kallas på X (tidl. Twitter), at denne er et forsøg på at få hende til at ”lukke munden”, samt at: ”Dette er endnu et bevis på, at jeg gør det rigtige”.

 

Debatten om monumenterne er ikke nogen ny debat. I Narva peger flere tilbage på den såkaldte ”monumentkrig” i Estland fra 2004-2007. Denne kulminerede over to nætter i april 2007, da regeringen, ledt af daværende premierminister, Andrus Ansip, flyttede en bronzesoldat fra Tallinns centrum – et monument for faldne sovjetiske soldater under Anden Verdenskrig.

39-årige Elena fra Narva, fortæller, at det netop var ”monumentkrigen”, der gjorde, at hun valgte at blive russisk statsborger i stedet for estisk: ”I 2007, efter Tallinn-statuen, der blev min patriotiske side på en eller anden måde rørt, og jeg sagde ’nej, jeg vil ikke tage estisk statsborgerskab, jeg vil tage russisk statsborgerskab’”.

Det flyttede monument i Tallinn ser Elena altså som forbundet med identitetspolitik, og episoden medførte, at hun, der i høj grad føler sig forbundet til både Rusland og Estland, følte sig nødsaget til at vælge side.

Da hun følte sig frastødt af det estiske samfund, endte hun med at vælge russisk statsborgerskab. Elena oplever, at det samme er ved at ske igen nu, hvor den estiske regering netop har indført en sproglov, som skal sørge for at alle skoler, også i det altovervejende russisktalende Narva, bliver estisksprogede over en årrække begyndende i 2024. Elena fortæller, at sådanne tiltag får hende til at føle sig som en gæst i det land, hun føler sig hjemme i: ”Pludselig var det nødvendigt at fjerne alle monumenterne først og fremmest i Narva. Det var straks nødvendigt at få vedtaget en sproglov, som folk deroppe i Riigikogu stadig tager sig til hovedet over og ikke ved, hvordan de skal implementere, jeg mener, jeg fortalte ham [præsidenten (Alar Karis) red.], at jeg følte, jeg var en gæst”.

 

31-årige Juta er estisktalende indbygger i Narva og undrer sig over, at beslutningen om at fjerne monumenterne først kommer nu: ”Jeg forstår det ikke… Hvorfor er det netop nu de fjerner dem? De skulle have gjort det for 30-40 år siden. Hvorfor gjorde de det ikke dengang?”. Juta fortæller, at særligt krigen i Ukraine har fået hende til at reflektere mere over tingenes tilstand i Narva. Hun fortæller at hun bliver vred, når hun hører sine medborgere brokke sig over den nye sproglov eller sige, at den estiske regering krænker dem: ”Jeg forblev menneskelig. Jeg hader dem ikke, men hvis jeg nu hører, at den estiske regering er ude efter russerne eller sådan noget, seriøst, jeg kan ikke engang tale mit sprog i min egen by, aldrig. Ingen kan udtale mit navn, og det består af fire bogstaver. Helt ærligt”.

 

Krigen i Ukraine, fjernelsen af monumenter i Estland og Ruslands nylige arrestordre på Kaja Kallas er i høj grad et udtryk for en kamp om narrativer. Denne kamp mærkes af borgerne i Narva, og er noget de aktivt bruger, når de overvejer deres identitet og tilhørsforhold. Nærheden til grænsen gør denne forhandling konstant og foranderlig i takt med politiske opgør og strømninger. Debatten om monumenterne har skabt en intern forhandling i Narva blandt borgerne. På den ene side er der indbyggere i byen, der forfægter deres ret til russiske narrativer og traditioner og bliver vrede over fjernede monumenter, i den modsatte lejr skammer andre sig over deres medborgeres forargelse og støtter den estiske regerings beslutninger og altså narrativ og værdier. Imellem disse viser ovenstående interviews, at flere borgere i Narva føler sig fanget mellem de to narrativer, uden entydigt at høre til nogen af dem. Her er Narva igen en grænsezone, fanget mellem to nationer og to narrativer.

 

*Alle citater er udtryk for informanternes egne holdninger og ikke for skribentens.