SERBIEN | D. 24. marts er det 25 år siden NATO’s bombardement af Jugoslavien, som afsluttede krigen i Kosovo. Interventionen er stadig et åbent sår i Serbien og væsentlig, hvis man vil forstå landets udenrigspolitiske position i dag.  

I de sene aftentimer d. 24. marts 1999 faldt de første bomber over det tidligere Jugoslavien. På denne dag indledte NATO – uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd – missionen “Operation Allied Force”, efter krigen i Kosovo officielt brød ud i begyndelsen af 1998. 

Mens diskussionen om NATO’s intervention, der i alt varede 78 dage, samt de serbiske ofre, fylder lidt i Vesten, er situationen diametralt modsat i Serbien. På trods af at der er gået 25 år, har d. 24. marts cementeret sin plads som en af de væsentligste dage i den serbiske mindekalender.

24. marts, officielt kaldet Mindedagen for de dræbte i NATO-aggressionen (Dan sećanja na stradale u NATO agresiji), danner i Serbien rammerne for omfattende mindeceremonier, hvor højtstående serbiske politikere, medlemmer af den serbisk-ortodokse kirke og serbiske repræsentanter fra de omkringliggende nabolande deltager. På lignende vis tilslutter tusindvis af serbere sig mindehøjtidelighederne for de serbiske ofre. 

NATO iværksatte luftangrebet i forsøget på at tvinge Slobodan Milošević til at stoppe blodsudgydelserne  i Kosovo, hvor de serbiske styrker orkestrerede etniske udrensning af kosovoalbanerne. Det konkrete antal af  serbiske ofre er bestridt. Den serbiske regering hævder, at mindst 2.500 serbere døde og i omegnen af 12.500 blev såret. Ifølge en række NGO’er er dødstallet i omegnen af 750. Luftangrebene sluttede d. 10. juni 1999, efter Milošević var gået med til at trække de serbiske styrker ud af Kosovo. 

Den gennemgående fortælling ved mindebegivenhederne er den om serbisk offerskab i hænderne på NATO. Den centrerer sig om en uretfærdighed begået  af udefrakommende, mens konteksten omkring Kosovo og egne tidligere handlinger samtidig placeres i baggrunden. 

Mindedagen vidner om én af de centrale udfordringer i regionen; den kontinuerlige kamp, der udspiller sig mellem de tidligere stridende parter, om at cementere sin egen rolle som offer. Således kan man retfærdiggøre egne handlinger, på tværs af tid og sted, og præsentere dem som moralsk retfærdige og nødvendige.   

En fortælling om uskyld

I den serbiske erindring af krigene i 1990’erne og Jugoslaviens fald er mindet om serbisk lidelse i form af NATO-bombningen af Serbien i 1999 det centrale omdrejningspunkt: Under en tale til den årlige ceremoni tilbage i 2017 mindede Vučić dagen som “begyndelsen på en af de mest brutale aggressioner i moderne historie.” Eller som sidste år, da Vučić gjorde det klart, at NATO og Vesten i kraft af bombningen i 1999 forsøgte at planlægge en mørk skæbne for det serbiske folk. 

Èt af de gennemgående temaer under ceremonierne er temaet om de serbiske ofres uskyldighed. Som Vučić understregede i 2018, “er der gået 19 år siden, at uretfærdighed overgik det serbisk folk, der gennem historien har gennemlevet utallige lidelser, men som alligevel ikke anede, hvilken lidelse, der ville ramme landet i slutningen af det 20. århundrede.” 

Ligeledes fremhæver de serbiske aktører fortællinger om uskyldige serbiske børn, der blev ofre for NATO-bombningen. Her er den treårige pige Milica Rakić, som døde, efter en bombe ramte hendes hus, blevet omdrejningspunktet. Flere mindesmærker, både støttet af blandt andet den serbiske stat og den serbisk-ortodokse kirke, til minde for Milica er blevet opført, og hermed er Milica blevet placeret i centrum for den serbiske kollektive erindring og som symbol på den kollektive lidelse, det serbiske folk gennemlevede. 

Det gjorde Vučić klart i 2016, da han konstaterede, at “I (henvist til Vesten og NATO) dræbte os, I dræbte vores børn, men I lykkedes ikke med at dræbe Serbien, da ingen kan dræbe Serbien.” Børnenes uskyld transformeres her til et symbol på selve nationens uskyld og tabet af den.

Fokusset på serbisk uskyldighed og en forbigåelse af den serbiske deltagelse i krigen i Kosovo samt de rædsler dér, der gik forud for de 78 dage med bombardementer i 1999, skaber således en alternativ fortælling om et i virkeligheden uskyldigt Serbien. Den konkrete historiske kontekst og de specifikke omstændigheder, der ledte op til de skæbnesvangre måneder i 1999, tages ligeledes ikke i betragtning. Serbiens rolle i fordrivelsen af i omegnen af 800.000 kosovoalbanere og de serbiske topembedsmænds rolle heri, samt krigsforbrydelserne begået af serbiske styrker mod kosovoalbanerne, nævnes ikke. Alt dette tilsidesættes og ignoreres.

I den serbiske erindring af bombningen er krigen i Kosovo, såvel som krigene i nabolandene Kroatien og Bosnien, udeladt og giver en alternativ – og måske i virkeligheden mere ønskværdig og bekvem – erindring af fortiden. 

Mudret forhold til Vesten

Denne serbiske erindring har ligeledes også tråde til landets udenrigspolitiske orientering, som jævnligt trækker overskrifter. Fortællingen om et Serbien, der er offer for en vestlig overmagts aggression og krænkelse, giver også en indsigt i, hvorfor det serbiske forhold til Vesten og NATO er blevet så mudret. Som det serbiske statsoverhoved Vučić tidligere har udtalt, så angreb NATO i 1999 et lille land med en stolt befolkning, hvis eneste skyld blot var at ville eksistere og beskytte sit eget.

Ligeledes er fortællingen om Vestens og NATOs rolle i Kosovos selvstændighedserklæring fra 2008 central. I 2019 udtalte Vučić blandt andet, at Serbien ikke havde angrebet nogen, men at Nato angreb med et klart mål om at besejre og dræbe det serbiske folk og samtidig fratage det en del af sit territorium. Den serbiske opfattelse af, at Kosovo tilhører dem, har også medvirket til, at NATO-bombningen opfattes som et eksempel på vestlig indblanding i interne anliggender. Det manglende mandat fra FN’s Sikkerhedsråd har blot forstærket følelsen af at være blevet forrådt. Kosovos løsrivelse er her et eksempel i en længere række af svigt.

Denne dominerende følelse har medført, at forholdet mellem Serbien og NATO – og i forlængelse heraf Vesten i det hele taget – er blevet betændt. Bitterheden over, at ingen fra NATO har stået til ansvar for de serbiske ofre, sammen med oplevelsen af, at Vesten opfatter Serbien som en slyngelstat, hersker. Dette har længe kompliceret og besværliggjort Serbiens internationale ageren, hvor Serbien har svært ved at finde et ståsted. Derimod har landet tilkendegivet, at neutralitet er et centralt element i landets udenrigspolitik. Serbien er blandt andet det eneste land i regionen, der ikke har søgt om medlemskab i NATO.

Glorificeringer og heltemodtagelser 

Serbiske aktører har ad flere omgange retfærdiggjort krigen i Kosovo som nødvendig under påskuddet, at kosovoalbanere angiveligt truede det serbiske folks eksistens i tiden op til krigens udbrud. Med sådan en fortælling bliver krigen ikke blot forsvarende og berettiget, men også en nødvendighed for egen overlevelse. 

En sådan opfattelse giver også indsigt i den serbiske modvilje mod at samarbejde med eksterne aktører, herunder særligt Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, i forbindelse med retsforfølgelsen af krigsforbrydere. Logikken er, at ofre, hvis handlinger i ens egne øjne er berettigede og nødvendige, ikke kan være gerningsmænd. Derfor   opfattes ønsket om at retsforfølge dem som et uretfærdigt angreb på egen gruppe. 

På lignende vis giver dette også en potentiel forklaring på en af de centrale udfordringer i regionen, nemlig glorificeringen af krigsforbrydere. På trods af, at ICTY har dømt blandt andet Milošević og andre højtstående politikere for krigsforbrydelser mod kosovoalbanere under krigen i Kosovo, hyldes disse ofte som modige helte, der kæmpede en nødvendig kamp for Serbien. Da f.eks. Vladimir Lazarević blev dømt i 2009 for krigsforbrydelser i Kosovo og efterfølgende returnerede til Serbien i 2015, blev han givet en heltemodtagelse af både højtstående embedsmænd og repræsentanter af den serbisk-ortodokse kirke. Lazarević har sidenhen undervist på militærakademiet i Beograd. 

Forfulgt af fortiden

I den serbiske opfattelse af fortiden, hvor landet har været både offer og gerningsmand, er instrumentaliseringen af gennemgående og tilbagevendende fortællinger om historisk serbisk lidelse og offerskab et centralt redskab. Omdrejningspunktet er ondsindede udefrakommende og et misforstået og uretfærdigt behandlet Serbien. Den officielle serbiske fortælling om NATO-bombningen fra 1999 er således blot en i en række af sådanne erindringer.  

Fortællingerne har cementeret deres plads som centrale hjørnesten i den serbiske selvforståelse og er blevet centrale markører for den serbiske identitet. Aktører instrumentaliserer fortællingerne om en fælles fortid markeret af fortvivlelse og bedrageri i forsøget på at finde et ståsted og mening med fortiden, mens de ligeledes oftest instrumentaliserer ofrene, som mindehøjtidelighederne d. 24. marts vidner om. 

Siden starten 2010’erne, efter Vučić og hans parti SNS er kommet til magten, har mindehøjtideligheden for NATO-bombningen, til forskel fra slutningen af 2000’erne, fundet sin plads som en central brik i serbisk politik. Med dette in mente, samt nødvendigheden af at samle befolkningen, der i øjeblikket er ganske splittede, ville det ikke være overraskende, hvis dette års begivenhed endnu engang kommer til at  danne rammerne for fortællinger om serbisk offerskab. Dette års mindehøjtidelighed markerer 25 år siden de første NATO bomber faldt, hvorfor en mere omfangsrig og pompøs mindehøjtidelighed til sammenligning med de forrige år muligvis kan vente Serbien.

Foto: Den evige flamme (serb. Večna vatra) i Beograd til minde om ofrene for bombardementet i 1999.
(Kilde: Mister No Creative Commons 3.0)