I dagene fra den 22. til den 25. februar 2024 afholdtes den 9. internationale litteraturfestival Odesa i Rumæniens hovedstad, Bukarest, hvor den i år er gået i eksil, efter at have lagt vejen forbi Batumi, Georgien, i 2022. Selvom stemningen var i højsædet på åbningsdagen, og der blev serveret rumænsk vin og tyske pretzel i pausen, var det den altoverskyggende virkelighed af krigen, der var toneangivende i åbningstalerne.
At krigen var et vigtigt tema, blev også afspejlet i resten af festivalens program, der inkluderede foredrag, filmvisninger og poesiaftener, i rammerne af Goetheinstituttets lokaler i Bukarest.
Et spørgsmål, som ved åbningsseancen blev ved med at vende tilbage som en rød tråd, var, hvad formålet med litteratur er i kontekst af krigen i Ukraine. Hvad kan vi overhovedet bruge litteratur til? En ukrainsk diplomat i Bukarest var den første til at svare på det spørgsmål. Han understregede, at det litterære arbejde er vigtigt, for at vi kan forstå krigee.
Da en af initiativtagerne til festivalen, Hans Ruprecht, kommeterede på, hvorfor festivalen fandt sted i Rumænien og ikke Ukraine, var det med vemod i stemmen: ”det er et smertefuldt spørgsmål” med henvisning til krigen, der har forvandlet sortehavsbyen, Odesa, til en krigszone. Han tilføjede, at ”det er så smertefuldt, at det samtidig kan inspirere et håb i folk”, og at ”litteratur vil finde vejen ind i vores hjerter”.
Da festivalen blev initieret i 2015, var Odesa det oplagte sted, fordi byen har dannet ramme for megen litteratur igennem tiden. Ruprecht forklarer, at festivalen for to år siden, da krigen brød ud, blev stillet over for valget, om de skulle aflyse eller finde en alternativ måde at fortsætte på. Ruprecht og kollegaen Ulrich Schreiber, der også arrangerer litteraturfestivalen i Berlin, besluttede at flytte festivalen først til Batumi i Georgien, og i år blev det Bukharest, hvilket han udtrykte særlig glade for, da arrangørerne mener, det litterære liv i Rumænien er stærkere.
En nøgletaler ved åbningen, Radu Vancu, betonede hele tiden litteratur som et middel til at vidne i håbløse situationer. Han startede bl.a. sin tale ved at gengive den ukrainske forfatter og filosof, Volodomyr Yermolenkos ord: ”det er blasfemi at tro, man kan indfange krigen i litteraturen, men vi har samtidig en pligt til at vidne.”
Vancu henvendte sig dog også til alle deltagerne, der følger krigen fra sidelinjen i Europa: ”Vi kan også vidne vores støtte og forbinde folk på tværs af sprog og geografi og bevise at litteratur kan bygge bro. Når vi vidner om vores støtte, er vi derved med til at beskytte vores ret til ytringsfrihed.”
Et særligt ømt tidspunkt i talen var, da han sammenlignede den situation, Tyskland gennemlevede under anden verdenskrig og den situation, Ukraine befinder sig i lige nu. Han fremhævede f.eks. den tysksprogede lyriker, Paul Celan, hvis mor led samme skæbne som mange andre jøder under anden verdenskrig.
Paul Celans oeuvre var i kølvandet af krigen præget af at genopfinde det tyske sprog igennem sine digte, da han så at sproget var blevet en slags fængsel og forvandlet til et bøddelsprog. Når Celan forsøgte at gå til grænsen af sproget var det derfor med det objektiv at overkomme krigens traumer, og er i dag husket som et monument for fortidsbearbejdelse.
Vancu understregede i den forbindelse vigtigheden af forfatternes fortsatte arbejde for ”ikke at lade Holocaust have det sidste ord” og ”at give torturen stemme”. Han spejlede det dermed også ind i krigen i Ukraine: ”vi bliver nødt til at bygge en verden med vores ord – et Europa hvor ord ikke bliver brugt til at bygge død eller udryddelsesideologier – men et Europa, hvor ord vidner imod barbarisme. Hvor ord vidner om, at folk bliver myrdet, men ikke ødelagt. Hvor ord tjener vores medmennesker og ikke ideologier.”
I Vancus’ sammenligning blev der reflekteret over, hvad der er gået galt, siden at Ukrainekrigen er blevet en realitet på trods af europæiske mottoer som: ”aldrig mere Auschwitz”. Til det siger Vancu: ”vi skulle have været mere bange for vores destruktive natur” og tilføjede at ”fred er undtagelsen – ikke normalen”. ”At holde med Ukraine er at tro på, at der i Europa findes et pro-humanistisk ego, og at tro på, at vi har en sådan fremtid (…) Litteratufestivalen er en måde at projektere en sådan fremtid.”
EN VERDENSOMSPÆNDENDE LÆSNING
For at markere to-års dagen for krigens begyndelse blev der den 24. februar afholdt en verdensomspændende læsning, hvor ukrainske, rumænske, tjekkiske og tyske forfattere læste op af krigslitteratur på forskellige geografiske steder i verden herunder København, Jerevan, Calcutta, Milano, Zaporizjzja og Berlin.
Også den ukrainske forfatter Andrej Kurkov, der i Danmark er kendt for værker som Døden og en pingvin (på dansk 2004) og Grå bier (på dansk 2019), bidrog med en læsning. Kurkov læste et digt af Volodomyr Vakulenko, en forfatter, der var indrulleret i de ukrainske styrker og døde i kamp i starten af 2022.
I Vakulenkos digt beskrives livet ved fronten, som er præget af sorg og død. F.eks. læser Kurkov op: ”måske blev glæden hældt i et ødelagt glas” og ”den berusede stemme af mine brødre er et panser med knogler” [skribentens egen oversættelse].
Initiativtager til festivalen, Ulrich Schreiber, fik ideen til en verdensomspændende læsning pga. et antikrigsessay om Irakkrigen af Eliot Weinberger: ”Der var en situation. Den amerikanske forfatter, Eliot Weinberger, skrev sit essay ”What I heard about Iraq”, som handlede om forholdet mellem USA og Irak mellem 1991 og 2004, og som han præsenterede på litteraturfestivalen i Berlin i 2005. ”Vi tænkte åh vi burde gøre noget mere – men hvad. Måske skriver vi en appel, som alle læser; vi spreder budskabet over hele verden.”
På det tidspunkt havde litteraturfestivalen i Berlin gode forbindelser til hundrede af litteraturfestivaler samt forlag og forfattere. ”Vi prøvede også at gøre andre ting f.eks. efter Anna Politkovskaja blev dræbt,” fortalte Ulrich Schreiber med henvisning til den uafhængige russiske journalist.
Schreiber håber, at læsningen kan styrke vores evne til at forstå andre mennesker, hvilket han mener er godt for samfundet generelt: ”man læser andre menneskers historier, fiktion eller ikke-fiktion. Man lærer mere og mere om, hvad der foregår i andres liv. Vi får en bedre mulighed for at kommunikere og give udtryk for sit eget verdenssyn, følelser.”
Han ser ydermere at den vigtigste litteratur, der kommer ud af krigen er krigsdagbøger: ”mange forfattere skriver dagbøger ikke bare dem, der deltager aktivt i krigen, men også andre forfattere, der bor i Ukraine. Det er et meget vigtigt dokument, der handler om krigssituationen, følelser, perspektiver og historie og arbejder med at forstå den historiske situation bedre og fremtiden også.”
Litteraturfestival Odesas verdensomspændende læsning kan streames på Youtube her: https://www.youtube.com/watch?v=ryC2KsK5MNg
