KULTUR │ Tonernes ekko i tundra og tajga – Sophy Roberts spiller på flere tangenter i sin nyoversatte originale og fængende rejseberetning om jagten på “Sibiriens glemte klaverer”. Den prisvindende journalist præsenterer i sin nye roman et spændende format af kulturhistorieskrivning og bringer sin egen praksis som undersøgende journalist i samspil med eventyrerens dagbogsskrivning og historikerens blik.

Det er, og har altid været, under barske vilkår at bevæge sig rundt i Sibirien, for slet ikke at tale om at leve der. Disse, grænsende til umenneskelige, vilkår har fascineret ikke blot Sophy Roberts men mange andre, og hun demonstrerer Sibiriens mytologisering ved at trække på fremstillinger af Sibirien i skønlitteraturen og i levnedsskildringer fra og af frie som ufrie folk igennem historien.

Hele jagten på klavererne viser sig at være en metode, som skal give formgive rejsen under romanens egentlige formål; skildringen af Sibirien. Det bliver til en skildring af regionen både som historie og myte, men også en skildring af et folkefærd og en realitet af et barskt landskab af tajga, tundra og steppe. Utallige var der bestemt ikke af fri vilje, men som en del af eksil- og straffefangesystemet først under Det Russiske Imperium, og senere hen til Sovjetunionens Gulag-lejre.

I nutidens Sibirien kan man stadigvæk høre et ekko fra denne undertrykkelsens tid i de mine- og industribyer, der præger den moderne forestilling om området. Det er givetvis også i kontrasten mellem klaverets aura af ”finere” (vestlig) civilisationskultur til det vilde og øde i de sibiriske områder, der har været medvirkende til, at Sophy Roberts har valgt klaveret, som objekt.

Metoden, hvor der undersøges et specifikt objekt i rejseberetningen, giver en opsigtsvækkende spænding mellem det enkelte og det generelle. Sophy Roberts rejser rundt i de uendelige vidder og breder i det sibiriske klima, karakteriseret af voldsom, tør vinterfrost og fugtig sommervarme, for at finde klavererne og tabte toner.

Jagten ender dog ofte uden sit trofæ i et blindt spor, men det står meget hurtigt klart, at det heller ikke altid er det primære mål for Sophy Roberts. Undervejs i sin søgen må hun med sin tolk rådgive sig hos de lokale og deres familier. I sidste ende tjener romanen lige så meget dem til ære, som de klaverer, hun satte ud for at finde og undersøge.

Et godt eksempel er, da hun beskriver mødet med den gamle Liszt-lignende pianist, 86-årige Valerij
Kravtjenko fra Petropavlosk, på halvøen Kamtjatka. Hun får historien om hans Ibach-flygl fra
1850’erne, selvom hun egentlig leder efter et helt andet og ville havde hans hjælp til at opspore det:


“I 1936 havde det rejst fra Petropavlovsk til Moskva med David Lerner, en musiker fra
Moskvafilharmonien, der havde til opgave at bringe musikken til Kamtjatkas indbyggere. ”Ifølge
Lerner svarede det til at fragte et klaver til månen,” sagde Valerij. Rejsen tog omkring tre måneder, først med tog til Vladivostok, så med skib. Ibach-flyglet kom i radioen, så hele halvøen kunne lytte
til det. I 1937 blev Lerner anholdt og anklaget for ”kontrarevolutionære aktiviteter”. Han blev
løsladt to år senere. Som 86-årig blev Lerner udnævnt som ”russisk folkekunstner”. Han og Valerij
blev nære venner. ”Musik, natur – der er ingen grænser for, hvad det gør ved en,” sagde Valerij.”

Sophy Roberts lader de tavse tangenters historier komme til live i sine refleksioner både over klaverets indflydelse på musikhistorien i Rusland, såvel som beretningen om mange af de klavergenier, der enten kom fra eller var rejst til landet.

Sophy Roberts “Sibiriens Glemte Klaverer” er en fortælling om det raffinerede og sårbare håndværk, klaveret – et håndværk, der har overlevet de mest ekstreme egne og situationer og endda medvirket til andres overlevelse, og herved får fortællingen får et heroisk og gådefuldt strejf. Musikken kunne tilbyde et strejf af lykke og håb i en verden, der for mange var præget af det modsatte, hvad enten det gjaldt besættelsen af Leningrad til lyden af Prokofievs toner eller det at være en del af straffelejrenes orkestre.

Sibiriens Glemte Klaverer af Sophy Roberts. 356 sider. Udgivet på Forlaget Atlanten (oversat af Noa Kjærsgaard Hansen), 2023.

Man kan se og læse mere om arbejdet i forbindelse med udgivelsen på https://www.lostpianosofsiberia.com/

Foto: Viktoria Fuglsang Semenova