Kirgisistan | Ikke overraskende falder præsident Zjaparovs beslutning helt i tråd med tendensen blandt andre centralasiatiske ledere.
Kirgisistan fik et nyt flag i december sidste år. Før forestillede flaget en gul sol med bølgede striber på rød baggrund. Inde i solen sås en “tjamgarak” med tre overliggere i krydset. Tjamgarak er det kirgisiske ord for de krydsede træstave, som udgør hullet i taget på en jurt – det traditionelle kirgisiske nomadetelt.
Flaget forestiller altså det, man ser, hvis man kigger opad inde fra et kirgisisk nomadetelt – det vil sige solstråler, der skinner gennem tjamgarakken. Ændringen har medført at solstrålerne nu er lige, en ekstra cirkel omkring solen er blevet tilføjet, og tjamgarakken har nu fire overliggere i stedet for tre. Begrundelsen for ændringen var at de bølgende solstråler i det tidligere flag mindede for meget om en solsikke (på trods af en solsikke som bekendt ikke har bølgede kronblade), og historisk set blev en tjamgarak med fire asset som finere end en tjamgarak kun med tre.
Men hvorfor i alverden ændrer man pludselig flaget, og endda med så små, ja nærmest ubetydelige rettelser? Det her handler nemlig ikke bare om flag; det handler naturligvis om magt. Flagskiftet er den seneste manifestation af præsident Sadyr Zjaparovs autoritære styre og hans eget personlige forsøg på at skrive sig selv ind i Kirgisistans historiebøger.At ændre et nationalsymbol på den måde er desuden ikke blot et kirgisisk fænomen, som opstod efter, at landet havde været en del af et langt større heterogent land som Sovjetunionen var. Mange yngre nationer, som har været underlagt kolonimagter, har ligeledes skullet genfinde deres nationale identitet efter at have opnået politiske suverænitet. Sådanne identitetskriser er set i andre postkoloniale sammenhænge i resten af verden: fra Grønland til lande i Afrika, og fra Nordkorea til Centralasien, har postkoloniale samfund stræbt efter at genfinde deres nationale identitet og stille sig kritisk overfor arven fra landenes tidligere koloniherrer. I Grønland, for eksempel, blev stednavne omdøbt fra dansk til grønlandsk, og grønlandsk sprog blev nationalt forvaltningssprog i stedet for dansk.
I andre dele af verden har autoritære ledere ofte misbrugt den postkoloniale identitetskrise, og anvendt national symbolik til at cementere deres egen magtposition og udødeliggøre sig selv i national sammenhæng. Personlighedskulter og gudelignende afbildninger af præsidenter har været anvendt i mange lande. For eksempel implementerede General Mobutu, som regerede i Zaire (i dag Den Demokratiske Republik Congo), “autentificerings-politikken“, en pro-afrikansk kulturel kampagne, der også omfattede navneændringer. Men Mobutus opbygning af landets identitet faldt sammen med en særdeles blodig undertrykkelse af oppositionen, og opbygningen af en excentrisk personlighedskult. Nordkorea blev ligeledes i kølvandet på Japans kolonimagt og derefter Korea-krigen, skueplads for Kim-familiens ekstreme personlighedskulter. Også i Centralasien har ledere ikke kun tyet til navneændringer for at opbygge den nationale identitet efter Sovjetunionens kollaps. Præsidenterne har også her benyttet lejligheden til at forevige sig selv og styrke deres magtposition, i flere tilfælde gennem personlighedskulter og ændring af national symbolik.
Siden de centralasiatiske lande opnåede selvstændighed fra Sovjetunionen i 1992, har vi været vidne til talrige pompøse magtdemonstrationer fra de ellers relativt fattige lande i regionen. Præsidenterne i Centralasien har søgt at gøre deres navne synonyme med landenes nationale arv og skrive deres DNA ind i nationens (gen)opbygning ved at bruge stærke nationale symboler som hovedstæder, arkitektur, litteratur og naturligvis flag.
Turkmenistan er blevet kendt for at være et land ledet af excentriske diktatorer. Dette gælder især landets første præsident, Saparmurat Nijazov, der udnævnte sig selv til “Turkmenbasji”, der betyder turkmenernes leder. Nijazov havde også forfattet en propagandatekst, en spirituel, nationalistisk og politisk bog, “Rukhnama”, som blev en del af det nationale undervisningspensum. De senere præsidenter, Gurbanguly Berdimukhamedov og den nuværende præsident, Gurbangulys søn Serdar Berdimukhamedov har fortsat at lede landet med ekstreme personlighedskulter. Mens Turkmenistan er et yderliggående eksempel på personlighedskulters rolle i nationers (gen)opbygning og centralasiatiske lederes magtmanifestationer, har man set andre metoder til at sætte sit fingeraftryk på landenes kulturarv, nationale symboler og lignende.
For eksempel besluttede Kasakhstans daværende præsident Nursultan Nazarbajevs at flytte landets hovedstad fra Almaty til Astana i 1997. Hovedparten af Almaty var bygget i sovjetperioden, og ved at flytte hovedstaden til Astana og lade en helt ny by opbygge, startede Nazarbajev et helt nyt kapitel i det selvstændige lands historie med hans fingeraftryk overalt i den nye, skinnende hovedstad. Mens kommentatorer har hævdet, at der var adskillige grunde til at flytte hovedstaden, har Nazarbajev og hans eliter anvendt “det ‘moderne’ bylandskab [i Astana] til at legitimere deres autoritære kontrol.“ Ved at flytte hovedstaden og omdøbe den, og investere i imponerende og moderne arkitektur for at få Kasakhstans sovjetiske fortid i Almaty til at fremstå outdated, viste Nazarbajev, at det var ham, der moderniserede det nye, selvstændige Kasakhstan. Nazarbajev ændrede et kulturelt og politisk nøglesymbol for enhver nation – hovedstaden – og formåede at skabe noget nyt, hvor han selv var i centrum. I bogstavelig forstand: landets mest prestigefyldte universitet ligger i Astana og hedder Nazarbajev Universitetet.
I Tadsjikistan medførte den komplekse virkelighed efter den skrøbelige fredsaftale, der blev indgået ved borgerkrigens afslutning i 1997, at præsident Emomali Rahmon så nødvendigheden i at etablere en personlighedskult omkring sig selv og sin familie. Til manges store sorg (heriblandt min egen) satte Rahmon sig for at slette den sovjetiske arkitektoniske fortid i hovedstaden Dusjanbe, ved at rive resterne af det meste sovjetiske arkitektur i byens centrum ned, for at gøre plads til en ny by i stål og glas med en skyline, der ligner en moderne hovedstad. Byen er blevet Rahmon-dynastiets stolthed.
Fortiden blev jævnet med jorden. Denne praksis er fortsat i nabolandet Usbekistan de seneste år. Da Sjavkat Mirzijojev overtog præsidentembedet i Usbekistan efter Islam Karimovs død i 2016, blev landet moderniseret gennem en tiltrængt økonomisk liberalisering. Dette resulterede i at Tasjkent City, et glitrende nyt og eksklusivt kvarter i hovedstaden, blev bygget, og det sovjetiske villakvarter som lå der i vejen blev revet ned. Byens elite fik Tasjkent City, og Mirzijojev brugte derved også arkitektur som et symbol på forandring for Usbekistan og placerede sig selv i centrum for det nye usbekiske narrativ om en moderne nation. Også han slettede symbolsk fortiden.
Centralasiatiske stater er unge nationer, der stadig navigerer gennem deres postkoloniale eksistens. Nuværende og tidligere autoritære ledere har stræbt efter at skabe varig forandring i deres lande. Da Zjaparov foreslog ændringer af det nationale flag, gjorde han det til trods for udbredt offentlig uenighed med tiltaget, og også uden at tage hensyn til de mange andre presserende økonomiske og sociale problemer i landet. En aktivist, der protesterede mod flagændringen, blev endda arresteret og sidder nu varetægtsfængslet. Aktivisten er anklaget for “opfordring til optøjer og ulydighed mod myndighederne”. Strafferammen ligger på otte år.
Det symbolske aspekt ved at ændre flaget er nøglen til Zjaparovs nationale historieskrivning og hans arv i det postkoloniale Kirgisistan. Et af de vigtigste nationale symboler er nu knyttet til hans navn. Det er ikke usandsynligt, at Zjaparov kunne foretage yderligere ændringer i sit lands nationale symboler og gennemføre store, overdådige udviklingsprojekter ligesom sine naboer. Han har trods alt brugt sine første år i præsidentembedet til at konsolidere sin politiske magt, og det er nu, han skal vise sig frem.
Forside foto: Mia Tarp Nurmagambetova. En “tjamgarak” af typen med fire overliggere i krydset.
Kronik af Mia Tarp Nurmagambetova, dansk forfatter og journalist bosiddende i Kasakhstan. Hun er mediekonsulent for menneskerettighedsorganisationen IPHR, og har tidligere arbejdet som fundraiser og partnerskabskonsulent for danske Silba og det kirgisiske uafhængige medie Kloop. Denne kronik er udtryk for skribentens egne holdinger.
