KLUMME | 23-årige russiskfødte Margarita Gavrichkova er statskunskabstuderende i den tyske studieby Münster, hvor hun ofte deltager i politiske konferencer og begivenheder med besøg fra embedsmænd. Sidste måned gæstede den ukrainske ambassadør i Tyskland, Oleksij Makejev, universitetet i Münster, og ambassadørens tale fik den unge studerende til at reflektere over, hvem der er ansvarlig for en krig i et autokratisk land. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Som statskundskabstuderende på universitetet i Münster, er monotoni et fremmed begreb.

Universitetet bryster sig af at holde sine studerende politisk informerede og af at skabe en livlig politisk kultur, der ofte oversvømmer gaderne i form af studenterdrevne demonstrationer – en almindelig begivenhed, der næsten forekommer ugentligt.

Byens engagerende politiske atmosfære kan tilskrives dens rige historie, konstante involvering i international politik og dens afgørende rolle i etableringen af international ret gennem Freden i Westfalen. Dette historiske øjeblik, der engang definerede suverænitetsprincipper, fungerer nu som et globalt referencepunkt for begivenheder, der spænder fra G7-topmødet til årlige diskussioner om Freden i Westfalen.

“Jeg afsluttede mine folkeskoleeksamener, og på mit bord lå der forskellige dokumenter med ansøgninger til to universiteter: Universitetet i Münster og det Nationale Universitet i Kyiv,” fortæller den ukrainske ambassadør i Tyskland, Oleksij Makejev, indledningsvist i sin tale ved hoveduniversitetsbygningen ”Paladset” i Münster.

Efterfølgende takker han Tyskland, Europas største militære støtte til Ukraine, og dets borgere for solidaritet i svære tider, hvortil han udtrykker ønsket om fortsat militærstøtte.

“Moderne, nutidig diplomati er en fortælling,” forklarer den ukrainske ambassadør og tilføjer sorgfuldt, at hans hans far netop nu bliver behandlet på et hospital i Ukraine. Han udtrykker en personlig bekymring for, at hospitalet potentielt kan blive angrebet af russere.

Det går op for mig, hvad formålet med ambassadebesøget er: At fjerne unge akademikeres potentielle tvivl om, hvorvidt militærstøtte til Ukraine er en god idé.

Efter hans tale er der planlagt en diskussion, hvis hovedemne er diplomatiets videnskab. Det første spørgsmål, Oleksij Makejev bliver stillet, er, om der stadig er håb for en diplomatisk løsning på krig i Ukraine.

Med en følelse af håbløshed svarer han: “Siden 2014 har der været 200 fredsforhandlinger med den russiske delegation. Den eneste tilbageværende måde at afslutte denne krig på er at vinde den. Og det er kun muligt med våben.”

En runde af begejstrede bifald følger.

Mens ambassadøren kigger på sin telefon fra tid til anden, lytter han til et foredrag om den store indvandringsstrøm af russiske, regeringskritiske statsborgere og om deres aktive oppositionsbevægelse. Som kommentar til foredraget vælger han at dele et “illustrativ eksempel”, som han kalder det:

Ambassadøren fortæller, hvordan han for noget tid siden var med hans delegation på en bar, hvor de mødte nogle fremmede i Luxembourg.

“Er dette bord ledigt?”, parodierer den ukrainske ambassadør de fremmede mennesker i hans fortælling med en stereotypisk russiske accent.

I fortællingen sætter de fremmede sig ned ved hans bord og påbegynder en samtale.

”Jeg spørger de fremmede, hvor de er fra. De svarer ”New York,” hvortil jeg spørger, hvor de oprindeligt kommer fra,” fortæller den ukrainske ambassadør med hentydning til de fremmede i fortællingens accent. De fremmede forklarer, at de oprindeligt er fra Rusland, men har boet i New York i årtier.

Efter at have informeret russerne om hans egen og delegationens ukrainske oprindelse, spørger den ukrainske ambassadør og hans hold de snaksalige russere, om det er noget, de har lyst til at fortælle ham. Svaret nej, følger, og så siger russerne ikke mere.

Oleksij Makejev forklarer, at dette korte nej-svar skyldes, at russere i udlandet føler en stor skyld og skam, fordi de hverken vil acceptere deres eget lands skyld eller undskylde for dets handlinger.

Han konstaterer hertil, at det gør dem uværdige til at have en politisk dialog.

“Det er ikke nok bare at være imod krigen. Det handler ikke om, hvem der får et pas, hvori der står, at de er en god russer. Vores ambassade har kun modtaget to breve fra Russlanddeutsche (et ord for den russisktalende del af nationen, der immigrerede til Tyskland i sovjet- og postsovjetiske tider), der fordømmer krigen,” siger han og tilføjer:

”Russere skal undskylde først, og så kan vi begynde at snakke.”

Denne holdning trækker reaktioner fra nogle af de mange Russlanddeutsche i lokalet, der med hævede øjenbryn kommenterer på forskellene mellem dem selv og nylige russiske emigranter.

Idéen om et nyt pas for ”gode russere” et initiativ udviklet af den berømte russiske oppositionsaktivist Garry Gasparov, som ønsker at uddele et dokument til de russere, der er i mod krigen eller modstandere af Putin-regimet.

Selvom idéen om et sådan pas næppe er en god strategi, så er der stadigvæk flere tornede punkter i de tanker, Oleksij Makejev deler med tilskuerne på universitetet.

I afsløringen af dybe filosofiske spørgsmål, der utvivlsomt svæver i menneskers sind i dag, opstår det underliggende spørgsmål: Hvem er ansvarlig for en krig i et autokratisk land?

Er det kun regeringen eller alle kategorier af statsansatte? Strækker ansvar sig til etniske russere, eller omfavner det hele nationen, inklusiv dem, der bor i udlandet? Hvad med de etniske mindretal, der føler sig koloniserede og undertrykte?

Spørgsmål som disse svæver over hele spektret og afspejler individuelle verdenssyn. Uanset hvad svaret måtte være, kan emnet aktivere psykologiske forsvarsmekanismer.

Kan der fra et strengt psykologisk perspektiv kræves en undskyldning af nogen, der ikke anerkender deres personlige ansvar?

En efterspørgsel på sådanne undskyldninger kan føre til fortsat øget aggression, skabe afstand og fremme polarisering.

Mens den russiske opposition står over for udfordringer, som mangel på enhed og anklager om passivitet, kan kommentarer af denne art afskrække ligesindede individer fra at alliere sig mod ét, fælles mål.

En mindre kontraproduktiv strategi ville indebære en handlingsplan for at forene kræfterne og skabe progressive, velfungerende skridt i en fælles retning, hvor man ikke kræver en symbolsk undskyldning, men i stedet tænker på måder at få alle russere, uanset om de er oppositionelle eller ej, til selv at nå frem til en konklusion, der involverer forandring og samarbejde.

Det er værd at overveje, om vi måske forventer for meget af enkeltpersoner – for eksempel fra folk, hvis familier er i fare.

Når alt kommer til alt bidrog Münsters livlige atmosfære denne vinterdag desværre ikke til at tage et nødvendigt og tiltrængt skridt i en retning af fred og diplomati.

Hovedfoto: 23-årige russiskfødte Margarita Gavrichkova foran universitetet i Münster. Foto: Privatfoto