Foto: Viktoria Fuglsang Semenova
INTERVIEW | Journalist Frederik Tillitz har de seneste år indsamlet personlige vidnesbyrd fra ukrainere, der bor og arbejder nær den russiske front, familier ved den georgisk-tjetjenske grænse og russiske minoriteter i Estland og Kasakhstan. I et nyt reportageværk samler han alle stemmerne og dykker ned i det postsovjetiske grænseliv
Langt væk fra kold februartåge i det krigsramte Kyjiv og septemberstøvregn ved den norsk-russiske grænse står den 32-årige journalist, Frederik Tillitz. Det er en kølig og solklar decemberformiddag i København, og han har netop udgivet en spritny reportagebog med titlen Ingenmandsland.
De seneste år har Frederik Tillitz besøgt Ruslands nabolande med fotograferne Ólafur Steinar Rye Gestsson og Anders Rye Skjoldjensen for at indfange det postsovjetiske liv i grænselandet gennem et utal af interviews og fotografier.
I et forsøg på at skildre krigen i Ukraine så ærligt og objektivt som muligt har Frederik Tillitz kastet sig over sin karrieres hidtil mest ambitiøse projekt med ønsket om at skildre helt almindelige menneskers liv.
Ekspeditionen fører ham fra Arktis til Centralasien, hvor han sammen med bogens to fotografer møder alt fra den norske minearbejder Svein Johny fra Svalbard, den ukrainske hattedame Valentina Haidajenko, der beretter om hendes møde med russiske soldater i Kherson, og Elina Romanova, som, til trods for at være født og opvokset i Kasakhstan, nærer store følelser for sit russiske ophav og Vladimir Putin.
Fra Middelhavets perle til østeuropæisk skrivetradition
Selvom journalist Frederik Tillitz’ rejser de sidste mange år hovedsaligt har bragt ham til Østeuropa og Centralasien, har hans arbejde ikke altid været centreret omkring den postsovjetiske sfære.
”Jeg er et barn af krigene i Mellemøsten, og da jeg skulle se mig selv i en fremtidig journalistverden, havde jeg i begyndelsen fokus på det mellemøstlige,” fortæller den 32-årige journalist, som har boet flere steder i Mellemøsten og studeret arabisk på universitetet i den libanesiske hovedstad Beirut.
Krigene i Irak og Afghanistan fyldte meget og blev for den unge journalist der, hvor storpolitik blev krystalliseret i virkeligheden.
Men tilfældigheder bragte Frederik Tillitz til Ukraine og Moldova for første gang i 2017, og det var i denne periode, at han stødte på en mangelfuld dækning af Østeuropa, som han i dag prøver at fylde ud.
“Der var fortællinger, der ikke blev fortalt,” forklarer den 32-årige journalist og tilføjer:
“Jeg har i løbet af de sidste seks år – især inden 24. februar – skullet kæmpe lidt med diverse udlandsredaktører, for netop at fortælle, hvorfor historier fra Belarus, Moldova eller Ukraine er vigtige. For enten herskede den her koldkrigstankegang, som nu er blevet genoplivet, og ellers blev regionen betragtet som postsovjetisk, bedaget og kedeligt – sidste århundredes nyhed,” fortæller han.
Uger forinden Ruslands invasion i februar 2022 rejste Frederik Tillitz med den ene af bogens to fotografer hæmningsløst rundt i Rusland fra Sankt Petersborg til Moskva og ned ad til Volgafloden, hvor de interviewede og dokumenterede de russere, de mødte på deres vej. Det skulle vise sig at være deres sidste rejse til Rusland på ubestemt tid.
”Vi rejste gennem de store byer og ude på landet og blev mødt af enormt imødekommende mennesker. Så kom vi hjem til Danmark, og der udbrød krig. Det var en vild oplevelse lige at have været i Rusland i flere uger, hvor vi egentlig havde det ret fedt og med planer om at komme tilbage. Men så pludselig sænkede der sig et nyt jerntæppe ned over verden,” fortæller han.
Efter udgivelsen af hans første reportagebog Russerne Kommer fra 2022, opstod der et kæmpe behov hos Frederik Tillitz og de to fotografer for at fortsætte deres reportageeventyr.
“Der er mange, der gør sig kloge tanker om Østeuropa hjemmefra, og det skal de bare gøre. Men der er en stor værdi i faktisk at møde mennesker og se dem i øjnene. Og sådan lidt fordomsfrit gå til dem, og prøve bare at forstå dem, høre, hvad de har at sige, og hvordan de ser verden,” forklarer Frederik Tillitz.
I Ingenmandsland kan man støde på både den armenske lærerinde, Kristine Abarijan, der nærer et stort had til det tyrkiskstøttede Aserbajdsjan, og tadsjikiske Arsenij, der har været på flugt fra borgerkrig og forfølgelse det meste af sit liv.
Hjemme på journalistens bogreol i København står hele Svetlana Aleksijevitj’ forfatterskab. Den anerkendte belarusiske forfatterinde og journalist er kendt for hendes kollektivromaner baseret på autentiske vidnesbyrd, der beskriver voldsomme begivenheder og katastrofer gennem almindelige sovjetborgeres øjne, og i forbindelse med hendes modtagelse af Nobelprisen i litteratur, er den belarusiske journalists forfatterskab blevet betegnet som et monument over lidelse og mod i vor tid.
Og netop den østeuropæiske skrivetradition med vidnesbyrd og førstehåndsberetninger har inspireret Frederik Tillitz i udformningen af både Russerne Kommer og Ingenmandsland, hvor han forsøger at give plads til almindelige menneskers stemmer og deres egen udlægning af deres livssituation og syn på eksisterende konflikter.
“Vidnesbyrd har en værdi, som i bedste fald kan rykke mere end selv de mest begavede analyser,” siger journalisten med bestemthed i stemmen.
Sproget som markør og nysgerrighedens vigtighed
I det nye reportageværk Ingenmandsland beskriver Frederik Tillitz ønsket om at give læseren en let kurateret, men ellers ufiltreret og fordomsfri indføring i liv og meninger fra de russiske nabolande.
Han er bevidst om, at han ikke kan undslippe sin egen opvækst og politiske overbevisning, men fremhæver, at nysgerrighed er nøgleordet i den arbejdsproces, hvor han møder mennesker, hvis liv, oplevelser og meninger ligger langt væk fra hans egen.
“Jeg tror godt, at man kan læigge sin baggrund lidt fra sig og lade nysgerrigheden være drivkraften. For eksempel når man sidder overfor en putinist, der synes, Putin er et geni, der og kun vil det bedste for verdens befolkning – det er jeg meget uenig i, men derfor synes jeg stadig, at det er interessant at høre, hvorfor nogen tænker sådan, og hvad der ligger til grund for det,” fortæller han med henvisning til et interview fra Ingenmandsland med kvinden Elina Romanova, som, til trods for at være født og opvokset i Kasakhstans tredjestørste by Sjymkent, nærer, store følelser for sit russiske ophav og Vladimir Putin.
Frederik Tillitz står fast på vigtigheden i at huske nuancer i en krigstid, hvor alt let kan blive sort og hvidt.
“Man kan godt være et offer og en racist på samme tid. Måske hænger nogle af de her ting endda sammen, og måske gør de ikke, men der er ikke nogen, der udelukkende er gode og udelukkende onde. Ligesom med Elina fra det russiske mindretal i Kasakhstan. Jeg er overbevist om, at hun er et oprigtigt godt menneske, hun lever bare i en anden virkelighed, end jeg gør,” fortæller han og fortsætter:
“Herhjemme tager vi det for givet, at medierne fortæller os sandheden. Men hvor mange danskere forholder sig egentlig så kritisk, at de blot læser flere forskellige aviser eller aviser, de ikke er enige i? Det er der virkelig få, der gør, selv i Danmark,” uddyber Frederik Tillitz.
”Og det er et højt krav at stille til en 60-årig kasakh af russisk oprindelse, at hun kan navigere i et propagandaapparat, som er enormt ressourcestærkt.”
Et andet perspektiv i et politisk minefelt
Den 4. december 2023 udkom Ingenmandsland, og Frederik Tillitz har været nervøs for udgivelsen under skriveprocessen.
”Det er et minefelt, vi har bevæget os ud i. Jeg prøver at undgå at lægge Ukrainekrigens meget sort-hvide verden og politiske landskab ned over de andre russiske nabolande og formidle, at russerne ikke alle steder kun betragtes som onde,” siger Frederik Tillitz.
I udarbejdelsen af Ingenmandsland har han derfor gået med livrem og seler og hevet fat i en række fageksperter, blandt andet Magasinet rØSTs faste skribent Mia Nurmagambetova og baltikumredaktør Mads Michael Hastrup, for at kunne navigere i det politiske minefelt.
”Jeg prøver at lade folk i bogen tale for sig selv og så give læseren det perspektiv, der er brug for at forstå, hvorfor forskellige ting bliver sagt. Men det er super svært, og man har jo ikke lyst til at gå nogens ærinde, så man skal have tungen lige i munden,” fortæller han.
Følelsesmæssig immunitet
Det er ikke kun fakta og forståelse, der kan være svær at navigere i, når man kaster sig ud i et reportageprojekt som Ingenmandsland.
Under de mange reportagerejser, der har ført Frederik Tillitz og bogens to fotografer til destruerede byer og blodstænkte fortove, har Frederik Tillitz lagt mærke til den følelsesmæssige immunitet, man som journalist kan få over for mængden af ødelæggelse.
“Det går egentlig ret stærkt og kan godt sætte sig i kroppen. Jeg er heldig, at jeg aldrig har oplevet noget, der har været direkte traumatiserende,” siger Frederik Tillitz, mens han stopper op i sin sætning, tøver og fortsætter:
“Eller det har i hvert fald ikke sat sig som traumatiserende for mig. Og det er måske mere held end forstand,” konstaterer den 32-årige journalist, mens et smil dukker op på hans ansigt, uden det kan ses i blikket. Han tilføjer lakonisk: “For jeg er da blevet skudt på og sådan noget.”
Det er svært at vurdere, hvad opbakningen til krigen i Ukraine egentlig er. Frederik Tillitz har efter utallige rejser til landet set den vækkede kampånd for selvstændighed, men tilføjer også, at villigheden til at ofre sig falder, jo tættere man kommer på frontlinjen.
“Her hører jeg ekkoet af 2017, hvor dem, der bliver virkelig berørt af krigen, ved at bo eller være tæt på frontlinjen, faktisk er ligeglade med hvem, der ender med at vinde krigen, bare der snart kommer fred, og man kan komme op af sine kældre,” fortæller Frederik og fortsætter: “Og det giver mening, at jo længere væk du kommer fra fronten, des mere kompromisløs kan du også tillade dig at være.”
I det københavnske landskab har danskersneen lagt sig som en tynd dyne på græs blandet med grus. Det er to grader, og der blæser en frisk vind fra øst.
For en stund skal Frederik Tillitz væk fra krigsramte omgivelser og grænselandsrejser. Han skal blandt andet skrive om den tysk-baltiske litterære arv og forfatteren Eduard vVon Keyserling.Kaiserling. Med andre ord skal han væk fra konflikterne.
“Verden er jo interessant og spændende, også når det ikke handler om krig og død,” siger Frederik tørt konstaterende, mens han smiler sørgmodigt og afslutningsvis tilføjer, at det ikke er helt konsekvensløstkonsekventløst at få så fysiske og personlige indtryk af ødelæggelse og menneskeskæbner, som man uundgåeligt får som journalist i konfliktområder.
