I starten af 2015 satte Den Internationale Domstol det endelige punktum i en sag om kroatiske og serbiske rivaliserende anklager om folkemord. Sagen vidner om én af de gennemgående udfordringer i regionen. På trods af at krigene i 1990’erne for længst er afsluttet, udkæmpes der stadig i dag en kamp om at cementere egen status som offer. 

D. 3. februar 2015 satte Den Internationale Domstol det endegyldige punktum i en længerevarende og kontroversiel sag om rivaliserende beskyldninger om folkemord. Initialt anklagede Kroatien Serbien for folkemord under krigen i Kroatien, der varede fra 1991 til 1995. Efterfølgende kom lignende serbiske beskyldninger rettet mod Kroatien om folkemord i 1995 på bordet. I sagen afviste domstolen nabolandenes anklager, men understregede dog, at begge de tidligere stridende parter har begået alvorlige krigsforbrydelser mod hinanden. 

På trods af domstolens afvisning af landenes rivaliserende beskyldninger, vidner sagen af natur om én af de centrale udfordringer, der kendetegner regionen, der er påvirket af tidligere konflikters efterdønninger. Her udspiller der sig ofte en kontinuerlig kamp for at stadfæste sin position som offeret og samtidig fraskrive sig ansvaret som gerningsmand. 

Nutidens regionale forhold på tværs af landene på Vestbalkan formes betydeligt af krigene i 1990’erne. Politikeres instrumentalisering af nationalistiske fortællinger, irredentiske visioner og bestræbelser samt referencer til fortidens rædsler blev katalysator for brutale krige, hvor de krigeriske parter begik etnisk udrensning, krigsforbrydelser og folkemord. Egen deltagelse i og ansvar for krigsforbrydelser er stadig den dag i dag et yderst betændt spørgsmål og en hindring for gode regionale forhold og stabilitet. 

Zero-sum game

En fælles opfattelse af fortiden – en af grundforudsætningerne for, at tidligere stridende parter opnår positiv fred – er manglende på Vestbalkan, og fortiden er stadig et betændt spørgsmål. Så længe en forståelse af fortiden ikke opnås, kan freden oftest kun være på et overfladisk plan. Manglende håndtering af fortidens grusomheder begået i 1990’erne hæmmer med andre ord fremtiden. 

Da fortællinger og erindringer om fortiden er vitale redskaber i konstruktionen af identiteter og tilhørsforhold, er skabelsen af en fælles forståelse af fortiden en kompliceret proces. Kollektiv erindring kan udnyttes til at retfærdiggøre historiske begivenheder eller skjule eller forvrænge fortiden. Det er dog ikke altid sådan. Efter anden verdenskrig blev der i Frankrig og Vesttyskland initieret flere historiske projekter med formålet at skabe en fælles historiebog. 

En af de udbredte problematikker i den sydøsteuropæiske region, og som den kroatiske-serbiske sag ved Den Internationale Domstol ligeledes vidner om, er den gennemgående og kontinuerlige kamp om at cementere sin rolle som offeret og minimere egen rolle som gerningsmanden. Dette, der på engelsk kendes under begrebet competitive victimhood, beskriver den subjektive tro på, at ens egen gruppe har lidt mere end andre. I denne konkurrence konkurrerer de involverede parter om, hvem der har lidt mest, hvilket ligeledes indebærer, at andres lidelse negligeres og benægtes. 

Som sagen ved Den Internationale Domstol viser, forsøger de involverede, ved at deltage i denne kontinuerlige kamp, at styrke deres image som ofre og retfærdiggøre deres egne handlinger som moralsk forsvarlige og nødvendige. På lignende vis styrkes fortællingen om et moralsk overlegent og uskyldigt offer, mens ansvaret for den tidligere konflikt og forbrydelser eksternaliseres til den umoralske modpart. 

Konkurrerende anklager om folkemord

Den omtalte sag hos Den Internationale Domstol, med rivaliserende anklager om folkemord som omdrejningspunkt, er blot én af en række sager, hvor disse dynamikker kan observeres. 

I sommeren 1999 fremlagde Kroatien en anklage om folkemord begået af Serbien i 1990’erne ved domstolen. Ti år senere, i 2009, præsenterede Serbien en modanklage, der lød på, at Kroatien havde begået folkemord på det serbiske folk under den kroatiske militæroperation Operation Storm i sommeren 1995. I starten af 2015 afgav Den Internationale Domstol sin endegyldige dom; domstolen afviste begge anklager om folkemord, men understregede, at begge lande har begået alvorlige krigsforbrydelser. 

I den kroatiske sag fra d. 2. juli 1999 anklagede landet Serbien for at have brudt FN’s folkedrabskonvention fra 1948 i perioden 1991 til 1995 i kraft af nabolandets ageren under krigen i Kroatien. I den kroatiske anklage var den serbiske belejring af byen Vukovar og de begivenheder, der udspillede sig omkring byen i 1991, et centralt omdrejningspunkt. Siden da, i kraft af kroatiske fortællinger om offerskab, har byen cementeret sin rolle som en central grundsten for kroatisk selvstændighed og uafhængighed. I disse fortællinger er serbisk aggression og kroatisk lidelse forårsaget af styrker kontrolleret af Beograd på lignende vis centrale. 

De efterfølgende serbiske modanklager skal også ses i lyset af et konstant spil, hvor det gælder om at have noget på modparten. At den kroatiske militæroperation blev det serbiske omdrejningspunkt, skyldes et serbisk behov for at fremhæve kroatiske ugerninger begået mod det serbiske folk, men også operationens centralitet for nutidens Kroatien. 

I de serbiske anklager blev den kroatiske anklage afvist, som et kalkuleret kroatisk forsøg på at udnytte den tilspidsede politiske situation med tiltagende international isolation, som Serbien befandt sig i i slutningen af 1990’erne, til at sikre sig en endegyldig juridisk sejr. 

Bemærkelsesværdigt – omend ikke overraskende – blev der fra serbisk side ligeledes fremhævet, at i tilfælde af, at dommen anerkendte de kroatiske anklager, ville Kroatien kunne glemme, eller om ikke andet, sidestille folkedrabet af serbere, jødere og romaer begået af Den Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Država Hrvatska, NDH) under Anden Verdenskrig med folkemordet af kroater begået af Serbien. I de serbiske anklager blev det ligeledes fremhævet, at de kroatiske anklagers formål var at drage det serbiske folk kollektivt til ansvar for folkemord. 

Hvis de kroatiske anklager gik igennem, ville det, ifølge Serbien, medvirke til en omskrivning af historien. I denne konkurrence om at finde retfærdiggørelse på et dybere plan bliver fortællinger om ens egen gruppes lidelse holdt i live, uafhængigt af tid og sted. Fortidens mørke kapitler og forbrydelser ville kunne retfærdiggøres – selvom de ikke nødvendigvis har noget med de nyeste forbrydelser at gøre. Dette forklarer muligvis, hvorfor domstolens accept af de kroatiske beskyldninger, i serbiske øjne, ville give Kroatien status som et historisk offer, som dermed ville retfærdiggøre tidligere ugerninger, herunder NDH’s folkemord på bl.a. serbere under Anden Verdenskrig.

Udover at anfægte de kroatiske anklager blev der ligeledes fra serbisk side argumenteret for, at den kroatiske militæroperation Operation Storm fra sommeren 1995 i stedet udgjorde “det klareste og mest overbevisende tilfælde af folkedrab”. At den kroatiske militæroperation udgjorde fundamentet for de serbiske beskyldninger, er dog ikke tilfældigt. For Kroatien ses operationen som en grundsten for landets eksistens og ret til selvstændighed. Under operationen fordrev kroatiske styrker kroatiske serbere fra store dele af landet og begik krigsforbrydelser mod dem. 

For Serbien er Storm derimod blevet endnu et synonym for serbisk lidelse i hænderne på Kroatien. Dette bidrager til den fremherskende og gennemgående serbiske fortælling om historisk lidelse og uretfærdighed, som fungerer som en integreret del af landets selvopfattelse. Den serbiske fortælling om Storm giver en alternativ version af fortiden, hvor Serbien, uden historisk kontekst, er offeret.

I landet hersker en lang række fortællinger om historisk uretfærdighed begået mod det serbiske folk og beretninger om egen, kollektiv lidelse. Det værende både påført af omkringliggende nabolande såvel som det internationale samfund, herunder internationale domstole. Reaktionen på retsforfølgelse og domme af serbiske gerningsmænd under krigene i 1990’erne er konsekvent blevet affejet med den velkendte serbiske fortælling om, at landet er forhadt og forfulgt af det internationale samfund, og specielt ICTY, hvilket kun har understøttet landets selvbillede om at være det ultimative offer på tværs af tid og sted. 

På trods af at domstolen afviste anklagerne om folkemord, grundet manglende beviser på, at de to nabolande havde begået folkemord mod modparten, understregede domstolen dog kraftigt, at begge lande havde begået alvorlige krigsforbrydelser. Et interessant spørgsmål er dog alligevel, hvordan en potentiel reaktion ville have været i landene, hvis domstolen havde medhold. Igennem en afgørelse, hvor Storm betegnes som folkemord, ville Serbien kunne opnå en international anerkendelse af landets lidelse på højeste plan, af en international domstol. Det ville lykkes landet at vinde slaget over Kroatien.

På trods af at de serbiske anklager ikke blev anerkendt, og landet derfor ikke kan kalde sig offer for kroatisk folkemord i 1990’erne, understøtter dommen dermed blot den serbiske fortælling om lidelse og uretfærdighed forårsaget af internationale aktører. Afgørelsen fra 2015 er blot endnu en påmindelse til det serbiske folk om, hvor forfulgt, forhadt og uretfærdigt behandlet det er. 

Spiral uden ende?

På trods af at Den Internationale Domstol afslutningsvis afviste nabolandenes konkurrerende anklager om folkemord, vidner sagen i høj grad om, hvordan modstridende fortællinger om fortiden interagerer og fletter sig sammen. I den konstante kamp for at cementere egen uskyldighed og fordømme forbrydelser og ugerninger begået af modparten – mens enhver fordømmelse af angreb begået af medlemmer af egen gruppe anses som angreb på hele gruppen – styrkes vigtigheden af at understrege og fremhæve forbrydelser begået af modparterne. Der mangler en forståelse for, at anerkendelse af andre gruppers lidelse ikke automatisk betyder en reducering eller negligering af egne lidelser. 

Et af nøglekomponenterne i denne konkurrence er, at følelserne ikke nødvendigvis er funderet på faktiske oplevede oplevelser og ikke nødvendigvis har fundet sted i samme historiske epoke. De historiske begivenheder transcenderer i stedet tid og sted og instrumentaliseres i forskellige politiske kontekster, når der er behov for dem. Både indenrigs og mere regionalt, påvirket af regionale forhold og udviklinger landene imellem. Det har også medvirket til, at disse kampe kontinuerligt finder deres vej tilbage i den offentlige diskurs med jævne mellemrum. 

Denne konkurrence bliver en nedadgående spiral, hvor fortiden anskues som et zero-sum spil, hvori man kun kan være offer eller gerningsmand. De modstridende fortællinger om offerskab styrker hinanden, og hver gang fortællinger om eget ansvar finder vej frem, vokser incitamentet for at fremhæve og mobilisere fortællinger om modpartens ugerninger og fortællinger om egen offerskab. 

Derudover fjerner disse offernarrativer ligeledes fokus fra de reelle problemer, landene står overfor. Forsoning og en fælles forståelse af fortiden er måske også uønskeligt for visse politikere. Det ville netop resultere i, at reelle problemer, som landene står overfor, såsom korruption, arbejdsløshed og dårligt fungerende statsinstitutioner, ofte resultatet af politiske fejl og mangler, bliver klarlagt for befolkningerne. De centrale politiske aktører står i vejen for en mere stabil fremtid, og hvorvidt dette er i politikernes interesse, kan der da også stilles spørgsmålstegn ved, da deres popularitet netop er bundet op på mobiliseringen af offerfortællingerne. 

Forsoningen kan dog også ske kulturelt og socialt, og ikke nødvendigvis politisk og institutionelt. Flere lokale græsrodsorganisationer og NGO’er har siden 1990’erne arbejdet mod mere inkluderende samfund, hvor respekt for retsstatsprincipperne, en accept af arven fra krigene og dialog på kryds af etnicitet har været i centrum. Manglende politisk støtte og tilslutning fra den bredere befolkning er dog nogle af de udfordringer, de står overfor. At ændre og transformere samfundene positivt er derfor en sværere proces. Udsigterne til et fælles syn på fortiden, der ellers er central for stabilitet og fremgang, synes desværre ikke at være opmuntrende. 

Foto: Den Internationale Domstols retssal (Kilde: FN / https://www.flickr.com/photos/un_photo/31728113160)