Letland | Jeg har brugt den første halvdel af 2023 i Riga. Jeg læser Ruslandstudier på Aarhus Universitet, men på grund af Ruslands invasion af Ukraine, var det ikke en mulighed for mig at tage til Rusland på udvekslingsophold. I stedet gik turen til Riga, hovedstaden i Letland. Omkring ¼ af Letlands befolkning er russisktalende, og i hovedstaden er det tættere på hver anden. Derfor var Riga et oplagt mål for mig.

Riga er en by der byder på alt, hvad man kunne tænke sig af spændende lettiske kulturtilbud, men eftersom Rusland er mit primære interesseområde, så forsøgte jeg i min tid i byen også at opsøge de russisksprogede kulturtilbud, som jeg kunne finde. Som resultat af en lang og kompleks fortid, er russisksproget kultur dog til tider gemt godt væk i byen (dette kan du læse om i mine artikler her, og her). På gaden er det for eksempel meget sjældent man ser kyrillisk skrift.

Dette gør sig på sin vis gældende i mange lande i vesten. Det er ikke forkert at sige, at russisk kultur lige nu befinder sig i en vanskelig periode, for hvordan skal man forholde sig til en kultur, hvis ophavsland for snart to år siden, igangsatte en forfærdelig og ulovlig krig, mod sit naboland ?

Lytter man til hvad der bliver sagt af de statsstyrede russiske medier (hvilke er de eneste medier der får lov at fungere i Rusland lige nu), så skulle man tro at vi her i vesten, har smidt al russisk kultur som stod i vores bogreoler, blev opført på vores scener og vist på vores skærme, ud med skraldet. Det er en helt essentiel opgave for russisk propaganda, at overbevise den almindelige russer om, at Rusland er udsat for et russofobisk og irrationelt had i vesten baseret på vores misundelse på det Rusland, som tør stå op og kæmpe for den russiske verdensforståelse. Hvis den almene russer er overbevist om. at vi i vesten hader alt russisk, så er det nemmere for ham eller hende, at stille sig bag Putin, og støtte ham i hans strid med vesten.

Men dette ved enhver med interesse for russisk kultur, ikke er sandheden. Russisk musik bliver stadig spillet i vores koncertsale, teaterstykker opført på vores scener, ligesom russisk litteratur stadig ivrigt læses af mange.

Selv i et af de mest russisk-kritiske lande i Europa er der stadig plads til russisk kultur. I Riga findes stadig et rigt udvalg af russisksprogede kulturtilbud. Og hvis man som jeg, stadig er fascineret og optaget af russisk kultur, er Rigas gader, koncertsale og teatre gode steder at gå hen, efter at krigen i Ukraine har gjort det vanskeligt at tage til Rusland.

Nedenfor vil jeg give et overblik over nogle af de ting i Riga, der kan tiltrække mennesker hvis appetit på russisk kultur stadig har brug for at blive tilfredsstillet.

Novaja Riga

For de læselystne og litteraturinteresserede findes Novaja Riga. Det er en boghandel beliggende i det centrale Riga som sælger og formidler russisk litteratur, med fokus på den moderne og nye litteratur (dog kan klassikere naturligvis også købes her).

Boghandelen er hipt udsmykket og udtrykket er meget stramt og stilrent, men alligevel med en behagelig stemning. Det er muligt at købe en kop te eller kaffe og nyde den i boghandlen, måske mens man læser i sin nyligt købte bog. Første gang jeg trådte ind i Novaja Riga havde jeg det som om jeg blev transporteret til en hip boghandel i Sankt Petersborg eller Moskva – eller i hvert fald forestiller jeg mig, at det er sådan de ser ud. For jeg har aldrig været i en. Her er det den kosmopolitiske og globaliserede rene stil som er valgt som det visuelle udtryk, men alligevel med et særligt russisk strejf, især i form af den særlige måde som bøgerne er placeret på i butikken, næsten som var de kunstmalerier.

Det er et sted hvor der bliver nørdet igennem, og hvor ekspedienterne har tid og viden til at have lange samtaler om litteratur med kunderne. Her kan man også købe diverse ting og souvenirs, der inkorporerer og leger med det russiske sprog og dets udtryk i form af muleposer, postkort, notesblokke med mere. Man kan også købe plakater i butikken, hvor en af dem blot er de ikoniske to ord ”Нет войне” (Nej til krig), der blev kendt fra de store, men hurtigt nedkæmpede protester mod krigen, der fandt sted i flere byer i Rusland, lige efter invasionens begyndelse.

Indimellem er der desuden gratis udgaver af oppositionsavisen Novaja Gazeta, som i 2021 fik Nobels fredspris, for deres arbejde som oppositionsmedie i Rusland. Den er blevet forbudt i Rusland, og er siden rykket til Europa, men man kan altså i ny og næ få hænderne i den fysiske avis hos Novaja Riga.

Boghandlen afholder også jævnligt arrangementer med digtere, forfattere og andre litteraturpersonligheder. Man kan holde sig opdateret om disse på deres instagram og hjemmeside.

Det Russiske Mikhail Tjekhov Teater i Riga

Det Russiske Mikhail Tjekhov teater (Русский театр имена Михаила Чехова в Риге) i Riga er en af de førende russisksprogede kulturinstitutioner i landet. I min tid i Riga nåede jeg at se to teaterstykker og en teaterkoncert i dette teater. Selvom jeg sjældent går i teatret, var jeg alle gange godt underholdt. Det første teaterstykke jeg så var en opsætning af Hamlet. Det som gjorde stærkest indtryk ved dette stykke var, hvor mange paralleller der blev draget til situationen i Rusland og krigen i Ukraine. Da man trådte ind i salen, sad der allerede på scenen en stor og bred mand for enden af et langt bord. Manden sad totalt stille og var iklædt balaklava og russisk militæruniform. Samtidigt bevægede røg sig på dramatisk vis rundt i rummet. Det skulle vise sig at denne figur var den gamle myrdede konge, Hamlets fader. Claudius, Hamlets onkel og den nye konge blev spillet fuldstændigt sublimt af Aleksander Malikov som en tydelig parodi på Vladimir Putin. Både Malikovs udseende og mimik efterlignede Putins særlige gestik utroligt godt, samtidigt med at der blev gjort opmærksom på den skræmmende, paranoide, men også ynkelige og til tider latterlige måde, som diktatorer og eneherskere har en tendens til at opføre sig på, når deres eneste mål bliver at holde fast i magten. Stykket formåede at drage paralleller til den aktuelle situation, uden at ændre meget i hverken teksten eller sceneopsætningen – men blot ved hjælp af overbevisende skuespil og få, men kvikke justeringer af originalteksten. Lige så imponerende var opførelsen af det andet teaterstykke jeg oplevede i teatret – En Hunds Hjerte (Sobatje serdtse) af Bulgakov. Og teaterkoncerten der genfortolkede den legendariske afdøde russiske Rockstjerne Viktor Tsois musik, var en koncert som jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet at jeg skulle opleve. Desuden blev der under årets største begivenhed i Letland – Den lettiske sang og dansefestival, afholdt en koncert på teatret, hvor kor fra forskellige etniske minoriteter i landet sang deres sange. Størstedelen af sangene var sunget på russisk af den russiske minoritet, men også ukrainske, belarusiske, jødiske, litauiske, tyske, roma, bulgarske og polske kor optrådte. Før hver forestilling på teatret, afspilles en besked fra teatrets direktør Dana Bjork, hvor hun fordømmer den russiske stat og dens overgreb på Ukraine, men samtidigt opfordrer til ikke at diskriminere de Letlands russere på baggrund af deres sprog, og udtrykker en påmindelse om tolerance og forståelse i deres fælles hjemland Letland. De gange jeg har overværet denne besked blive afspillet, har lidt over halvdelen af publikum aktivt klappet eller hujet i støtte til beskeden. Om dem der ikke klapper er uenige med hendes budskab af den ene eller den anden grund, har jeg ikke kunnet afgøre. Men sikkert er det, at stemningen er tydeligt seriøs og måske endda trykket, hver gang meddelelse afspilles.

Læs videre i næste uge om de mange spændende russiske kulturtilbud i Riga i artiklens anden del.