Baggrund|Siden Ruslands invasion af Ukraine har Serbiens internationale position været svær at gøre sig klog på. På den ene side har man støttet flere resolutioner, der fordømmer Rusland, men samtidig har man stået uden for sanktionspolitikken og bevaret og styrket tætte politiske og økonomiske bånd til Rusland. Hvad ligger til grund for den serbiske ambivalens? 

I februar 2022 forsamlede borgere sig i stort tal i de europæiske hovedstæder til omfangsrige demonstrationer mod Ruslands invasion af Ukraine. Mens ukrainske flag flagrede foran europæiske regeringsbygninger og prydede demonstrationer med slogans om og opråb om støtte til det ukrainske folk, var situationen en noget anden i Beograd. 

Her marcherede tusindvis af serbere gennem hovedstaden med russiske flag og billeder af den russiske præsident, Vladimir Putin. Medlemmer af den berygtede russiske motorcykelklub Night Wolves, der er tæt forbundet til Putin og den russiske ortodokse kirke, og serbiske ultranationalistiske grupper, såsom Damjan Kneževićs Folkets Patruljer, deltog ligeledes i paraden. 

Bannere med det nu berygtede “Z” – først kendt fra bl.a. russiske kampvogne i Ukraine – og ortodokse ikoner var en del af de serbiske demonstrationer, mens både den serbiske og russiske hymne blev afspillet til sloganet “serbere og russere – brødre for altid”. Siden Ruslands fuldbyrdede invasion af Ukraine har Serbien afstået fra at tage en klar position, men derimod forsøgt at balancere mellem Vesten og Rusland.

Jonglering mellem øst og vest

Mens et fælles Vesten siden krigens udbrud skarpt har fordømt Ruslands invasion og bl.a. indført flere omfattende sanktionspakker mod Rusland, har Serbien forsøgt sig med en noget anderledes tilgang. Serbien har nemlig med præsidenten Aleksandar Vučić ved roret forsøgt at pleje sit forhold til landet. Udover Bosnien-Hercegovina, hvor Republika Srpska har nedlagt veto mod sanktioner, er Serbien derfor det eneste europæiske land, der ikke har tilsluttet sig politikken. Det er ganske paradoksalt, i al den stund at andets tilpasning til EU’s udenrigspolitik er en central forudsætning for dets videre færd mod EU-medlemskab, ét af regeringens tilkendegivne udenrigspolitiske prioriteringer. 

Siden februar sidste år er der sket flere udviklinger, der vidner om den serbiske divergens fra Vesten. Mens EU forsøgte at sikre sin uafhængighed fra russisk gas, annoncerede Vučić i maj 2022, at Serbien havde indgået en treårig aftale med Rusland om gasforsyning. 

I august 2022 besøgte daværende indenrigsminister, og nuværende chef for landets sikkerhedsagentur, Aleksandar Vulin, officielt Moskva og mødtes med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. Her var landenes bilaterale forhold på dagsordenen. Vulin understregede her, at “Serbien er det eneste land i Europa, der ikke har indført sanktioner og ikke er en del af et anti-russisk hysteri.” 

Ligeledes underskrev den tidligere serbiske udenrigsminister Nikola Selaković, sammen med sin russiske kollega Lavrov under FN’s generalforsamling i New York sidste år, en aftale om gensidige konsultationer vedrørende udenrigspolitiske spørgsmål og interesser. For et par måneder siden blev Vulin underlagt amerikanske sanktioner, da han ifølge USA har misbrugt sine offentlige stillinger “til at støtte Ruslands ondartede aktiviteter, der forringer sikkerheden og stabiliteten på Balkan og giver Rusland en platform til at fremme sin indflydelse i regionen.” Som konsekvens af sin orientering imod Rusland har Vulin i slutningen af august efter det nyligt afholdte BRIKS-topmøde udtalt, at Serbien bør tilslutte sig BRIKS-sammenslutningen som alternativ til EU-medlemskab. Det vil ifølge ham understrege landets “forpligtelse til stabilitet og fred” og samtidig være en “stopklods for vestlig hegemoni.” 

Men den serbiske position er som bekendt dobbelttydig: Til trods for de ovenstående kendsgerninger og til manges overraskelse tilsluttede Serbien sig nemlig 140 andre FN-medlemslande i marts 2022 og stemte for en FN-resolution, der fordømte Ruslands invasion af Ukraine. Den efterfølgende måned stemte de også sammen med 92 i FN’s generalforsamling for at suspendere Rusland fra FN’s Menneskerettighedsråd. I begge tilfælde blev regeringens beslutninger mødt af gennemgående kritik fra nationalistiske partier og bevægelser i hjemlandet. Tidligere i år kom det også frem, at Serbien har forsynet Kyiv med våben i landets kamp mod den russiske besættelse, hvilket, ikke overraskende, ligeledes blev stemplet som forræderi af visse serbiske segmenter. 

Det betyder også, at landet, trods sin manglende tilslutning til vestlige sanktioner, og samtidig delvise orientering mod Rusland, høster international ros i en regional kontekst. Senest i forbindelse med de EU-medierede Beograd-Pristina forhandlinger, der har til hensigt at stabilisere forholdene og fremme landenes EU-perspektiver. 

I de nyeste faser af denne dialog, der har kørt de sidste 10 år, har Serbiens tilgang til forhandlingerne og ståsted på det seneste også modtaget betydeligt støtte fra Vesten, mens Kosovo har været genstand for en hård tone og trusler om mulige repressalier, såsom afbrydelse af landets EU-forhandlinger. På trods af at Serbien af mange anses som en væsentlig faktor for den regionale ustabilitet, har landet endnu ikke været genstand for kritik og repressalier fra hverken Vesten eller USA. Manglende foranstaltninger mod Serbien tillader dermed landet at fortsætte med en splittende retorik og ageren, som de omkringliggende lande opfatter som en trussel mod regionens sikkerhed. 

Alt det Rusland ikke er

Én af de centrale grundsten i forholdet mellem Rusland og Serbien er det tætte fællesskab omkring den ortodokse kristendom. Ligeledes har Rusland længe kultiveret forholdet ved at støtte det ortodokse Serbien og positionerer nu sig selv som en vigtig allieret i serbiske øjne. En udbredt opfattelse af at landene former et broderskab, og det at gå imod deres bånd vil være et forræderi, hersker i flere serbiske segmenter af befolkningen. På lignende vis spiller Serbiens position i regionen også en rolle. Manglende anerkendelse af Kosovos selvstændighed er ligeledes et centralt omdrejningspunkt. Rusland, som permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd, vifter med vetokortet, når det kommer til anerkendelse af den tidligere serbiske udbryderprovins’ selvstændighed. 

Men udover de historiske bånd, der forbinder de to lande, ligger en vigtig del af Ruslands appel for Serbien måske også i alt det, Rusland ikke er – og dermed står i modsætning til. I Serbien hersker der en gennemgående utilfredshed, i bedste fald ambivalens, over for Vesten, hvortil Rusland repræsenterer en modpol. Bitre minder og fortællinger fra 1990erne om vestligt forræderi af Serbien, samt omgribende frustration og skuffelse over Kosovos uafhængighed i 2008, hersker i den serbiske offentlighed, mens narrativer om Rusland som en modvægt og alternativ til Vesten og det, Vesten står for, blomstrer. På lignende vis, så længe stridigheder og uoverensstemmelser vedrørende Kosovos uafhængighedserklæring fortsat præger forholdet mellem Pristina og Beograd, og modstand mod nabolandets suverænitet er en central del af den offentlige fortælling, er russisk beskyttelse en nødvendighed for serbiske politikere i deres modstand over for Kosovo. 

Blandt den serbiske befolkning hersker der desuden en udbredt støtte og forståelse for Rusland og landets handlinger. I en undersøgelse fra 2022 udarbejdet af den serbiske organisation New Third Wave mente 59 procent af de adspurgte, at Vesten er ansvarlig for krigen i Ukraine, mens 23 procent mente, at Rusland er ansvarlig og 18 procent, at både Vesten og Rusland deler ansvaret. På lignende vis mente 72 procent af de adspurgte i en undersøgelse af Center for Research, Transparency and Accountability fra maj 2022, at Rusland var tvunget til at invadere Ukraine på grund af frygten for NATOs udvidelse. 

Offerfortællinger

Denne ambivalente tilgang kommer ligeledes til udtryk i medielandskabet. Problematiske og bizarre forsider og overskrifter har prydet medierne siden krigens start, som da der d. 22. februar 2022 stod på forsiden af Informer og Alo! at “Ukraine har angrebet Rusland” eller Srpski Telegraf samme dag proklamerede “at Putin sender den russiske hær (til Balkan) for at forene Serbien og Republika Srpska.” 

På lignende vis hersker der et gennemgående narrativ om et Serbien, der er offer for vestlig intervenering og historisk uretfærdighed forårsaget af udefrakommende, hvilket yderligere bærer brænde til bålet. Disse fortællinger om et Serbien, der er genstand for uretfærdighed forårsaget af Vesten og mål for omkringliggende landes ondartede aktiviteter, finder ofte sin vej til forsiderne på landets tabloidaviser, der som regel har forbindelser til den politiske elite. 

Specielt i lyset af Ruslands nyeste invasion af Ukraine og NATOs rolle heri dominerer fortællingen om NATOs bombardement af Serbien i 1999, der varede 78 dage, blandt befolkningen og i de medier, der anses som talerør for Vučić-regeringen. Fortællinger om serbisk lidelse og uretfærdighed forårsaget af Vesten er gennemgående og giver muligvis en årsag til Serbiens slingrende kurs. Vučić, ligesom Putin med Rusland, har hævdet, at Serbien fejlagtigt fremstilles som en aggressor, der er en kilde til ustabilitet og konflikt, og ikke som en beskytter af etniske serbere. Medierne har ligeledes ofte positioneret Putin som den fremtrædende globale leder og dén centrale allierede for Serbien.

En potentiel drivkraft bag Serbiens slingrende kurs og støtte til Rusland er det serbiske håb om, at en russisk sejr i Ukraine på en eller anden måde vil muliggøre en serbisk genvindelse af kontrollen af dele af bl.a. Kosovo og andre territorier i de omkringliggende lande beboet af etniske serbere. Fra Beograd høres der ofte udmeldinger om vigtigheden af at forsvare serbiske mindretal i nabolandene. Eksempelvis er udmeldinger om en voksende serbisk ambition om at skabe en såkaldt serbisk verden (srpski svet) stigende. 

Essensen af dette koncept er idéen om en (gen)forening af serbere på tværs af grænser i ét stort fælles Serbien ledet fra Beograd. Som Vulin gentagne gange har understreget, “er det denne generation af serbiske politikeres opgave at realisere og skabe en serbisk verden for at beskytte det serbiske folk, hvor end de er.”

Vendekåben Vučić

Den serbiske præsident Vučić og hans regering udnytter den udbredte prorussiske stemning og orienteringen mod Rusland blandt befolkningen til at sikre støtte og beholde grebet om magten. Men det står i skarp kontrast til hans udenrigspolitiske legitimeringsstrategi: Her præsenterer han paradoksalt nok sig selv overfor Vesten som garanti for stabilitet i Serbien, såvel som i regionen, og i disse sammenhænge bruges Moskva ofte som en trussel for sikkerheden nationalt såvel som regionalt. Ved at bruge fortællinger om russiske trusler mod Serbien og iscenesætte de ultranationalistiske prorussiske serbere, der stræber efter endnu tættere bånd med Rusland, som modstandere, udnytter Vučić kløgtigt splittelsen i landet og sikrer sig dermed en position som den, der kan sikre et vestligt-orienteret Serbien. Den dans har i et vist omfang skabt vestlig eftergivenhed i forhold til den problematiske udvikling for landets demokrati og demokratiske institutioner.

Det serbiske ambivalente forhold til Vesten har været til stede, selv før Vučić kom til magten. Om Serbien vil tage et klart ståsted, når dagen, hvor Vučić ikke længere er ved roret, er et åbent spørgsmål. Selv hvis Rusland mister sin relevans som international aktør i serbiske øjne, er det dog ikke utænkeligt, at Serbien vil søge stærkere bånd med andre internationale aktører som modvægt til Vesten. 

(Foto: Aleksandar Vučić og Vladimir Putin i 2019 (Kilde: Kremlin.ru CC 3.0))