BOGANMELDELSE | I sin debutroman ”Aleksandra” forsøger den ukrainsk-hollandske forfatter Lisa
Weeda på ambitiøs vis at indpode en form for magisk realisme i en slægtskabsroman om et Ukraine, der har været hærget af krige og konflikter i generationer. Det komplicerer læseoplevelsen på en kompromitterende måde, skriver anmelder.
”Alle vores historier ligger begravet her, og alle historier finder i sidste ende hjem her, på disse marker. Linjerne i dette klæde er alle smukke og dystre historier, og der kommer stadig flere til. Ved du hvad min Baba Mari sagde, Lisa? Dette stykke jord er ikke til at få ud af os, det er i vores blod.”
“Aleksandra” af Lisa Weeda. Forlaget TURBINE, Balticagade 10B, 2.sal DK 8000 Aarhus C
Fortælleren Aleksandra har givet sit barnebarn og hovedpersonen Lisa til opgave at bringe et klæde tilbage til den annekterede hjemstavn Luhansk i Østukraine i håbet om at bringe fred til fætter Koljas grav.
Bogen indledes ved grænseovergangen til Luhansk i 2018, hvor Lisa kontant bliver afvist af grænsevagterne. Det hvide klæde broderet med sorte og røde sting, tegner Krasnov-Popov slægtens gang og medlemmer. De sorte sting for de døde og sorgen. De røde for de fortsat levende og kærligheden.
Klædet, som tiptipoldemoren Baba Mari påbegyndte efter den hjerteskærende bortgang af Aleksandras søster under stalintidens trængsler, er det store vidnesbyrd på tiden og trængslerne for slægten. Men klædet bliver også et symbol på en forsoning med skæbnen og i fætter Koljas tilfælde døden.
Opgaven, Lisa får tilkendt, skal derfor ikke bare forstås som en symbolsk handling i en rituel forstand, men af en skæbnesvanger nødvendighed for at Kolja og resten af slægten kan få fred. I sit forsøg på alligevel at komme forbi grænsen, ender Lisa ude i de farlige minebefængte kornmarker, hvor et stalinistisk palads toner op foran hende, Den Fortabte Donkosaks Palads. Dette indleder det andet fortællespor i romanen.
Hvor det første følger begivenhederne i Luhansk fra begyndelsen af besættelsen af de prorussiske separatister, tager det andet udgangspunkt i mødet med sin afdøde oldefar Nikolaj (far til Lisas mormor Aleksandra) inde i det fiktive stalinistiske palads.
Det er samtalerne mellem Nikolaj og Lisa i paladsets metamorfiske og symbolmættede sale, der introducerer den tumultariske historie om den donkosakkiske-østukrainske slægt Krasnov-Popov fra grænseområdet Luhansk med de gyldne kornmarker i den sorte muld.
På bogens bagsidetekst beskrives værket som en ”fortælling om en slægt, som i alle led har måttet tåle krigens hærgen: “fra sovjetiske brigadister til tyske nazister og prorussiske separatister”. Værkets tematiske omdrejningspunkt er den vold og terror, død og ødelæggelse som dette område og dets folk i flere generationer har været (og fortsat er) ofre for som et sted midt imellem, som et ingenmandsland mellem ideologiske skyttegrave. Et landskab formet af magt, siger Lisa på et tidspunkt i bogen, men også et landskab, slægtskabet er vævet ind i. Som om landskabet var et klæde.
Opdelingen af fortællesporerne er langt fra konsekvent igennem bogen, som flittigt skifter imellem disse, men også lige så flittigt skifter imellem fortæller, synsvinkel og fortælletider. Det bidrager ikke positivt til læseoplevelsen for passagerne er for korte og skiftene for mange, og dynamikken skaber en unødvendig dramatik.
Eksempelvis bliver fætter Kolja, op til at han bliver tilbageholdt og mishandlet til døde af de prorussiske separatister, pludseligt betragtet fra et ”vi” bestående af hjorte med pile spiddet i ryggen (der også pryder forsiden). To af disse hjorte er Lisa og Nikolaj i
forvandlet form.
Dyret er som et totemdyr, der skal repræsentere den donkosakiske arv, og pilen i ryggen – lidelsen for folket i og omkring Luhansk. De bliver en form for skytsengle, der springer rundt mellem tid og sted, når lidelse eller døden er til. Når symbolikken på den måde forvandles til en form for magi, samtidig med, at symbolik som begreb bliver genstand for kritik i form af Det Fortabte Donkosaks Palads’ sovjet-propagandistiske og pompøse rum, bliver det en underlig cocktail af både kritik og brug.
Det bliver en mærkelig vildfaren vandring i ruiner af sovjetiske drømme, og det er svært at bedømme, hvad disse magiske
kulisser udenfor tid og sted, liv og død, gør godt for fortællingen om familien fra Luhansk. Forfatterens stilistiske ambitioner fremmedgør læseren og komplicerer unødigt en i forvejen kompleks fortælling og historisk virkelighed, og det er ærgerligt for i de underprioriterede realistiske passager, hvor familiens fælleserindring får lov at folde sig ud, kommer bogen til sin ret.
Nikolaj, der begravede sin symaskine for at skjule den for de røde brigadister. Aleksandras deportation til Holland med sine kusiner under Nazisternes indtog, hvor de fejrer jul med en tysk kommandant. Lisa tøvende over at skulle spise et fiskehoved ved at udsuge øjne og hjerne til familiemiddagen. Kolja der står tilbage i sin butik efter besættelsen og aftvinges til at sælge sine varer til de prorussiske separatister.
Det er beskrivelserne af det levede liv under den historiske undertrykkelse slægten fra Luhansk har gennemlevet, der er det interessante i bogen. Detaljerne hvormed nogen har overlevet og andre ikke.
Desværre opsluges det i et overvældende virvar af symbolik og fantasier. Læg dertil, at sproget heller ikke er videre inspirerende, og dialogen ofte virker uformående og teatralsk. Værkets formål som beskrives ved at give stemme til et folk, som alt for længe har måtte tie, bliver delvist undergravet af forfatterens stilistiske ambitioner, og det er en skam, for den fuldskalerede krig i Ukraine gør netop det formål vigtigere end nogensinde.
“Aleksandra” af Lisa Weeda. Forlaget TURBINE, Balticagade 10B, 2.sal DK 8000 Aarhus C
Hovedfoto: Viktoria Fuglsang Semenova
