(Foto: Kroatisk markering af Operation Storm i 2011 (CC Commons 3.0 Roberta F)
Hvert år i august opstår spændinger mellem Zagreb og Beograd, da konkurrerende fortællinger om den kroatiske militæroperation Operation Storm fra 1995 præger landenes forhold. På trods af vigtigheden af at mindes operationens reelle ofre, tilsidesættes disse for beretninger om gennemgående uretfærdighed og kollektiv lidelse i Serbien.
Konkurrerende fortællinger omsværmer Operation Storm
D. 5 august danner den historiske by Knin rammerne for den årlige, storstilede fejring af den kroatiske militæroperation Operation Storm, Vojnoredarstvena akcija Oluja, fra 1995, der medvirkede til afslutningen af den kroatiske uafhængighedskrig fra 1991 til 1995. Kroatiske politiske repræsentanter leder mærkedagen i Knin, mens både veterangrupper, krigsgeneraler samt tusindvis af kroater, ligeledes tilslutter sig fejringen, der prydes med et storstilet optog og parader klædt i bølgende kroatiske flag. Den triumferende fortælling er om en afgørende sejr – en skelsættende begivenhed og nøglefaktor, der cementerer landets ret til selvstændighed og selve dets eksistens.
Den storstilede kroatiske militæroperation udspillede sig fra d. 4. til d. 7. august 1995 med formålet at genindtage Krajina-området langs den bosniske grænse, der udgør omkring 30 procent af landets areal. Et område den selvproklamerede serbiske republik “Den Serbiske Krajinas Republik”, (Republika Srpska Krajina), havde kontrolleret siden slutningen af 1990. Under operationen flygtede omkring 200.000 kroatiske serbere til serbisk-kontrollerede territorier i Bosnien-Hercegovina og Serbien, mens kroatiske styrker begik forbrydelser mod den serbiske del af befolkningen.
I en rapport fra 2001 hævder den kroatiske Helsinki-komité for menneskerettigheder, at mindst 677 civile mennesker blev dræbt under operationen. Mange kroatiske serbere er fortsat savnet, mens et fyldestgørende internt retsopgør i Kroatien er udeblevet. Manglende retsforfølgelse af kroatiske forbrydere og en glorificering og hyldest af fortidens helte og generaler præger landet og dets forhold til de omkringliggende lande i betydelig grad. På lignende vis tilgår Kroatien dets egen rolle og medvirken i Holocaust og arven fra Anden Verdenskrig på en yderst problematisk måde. Flere initiativer er igangsat med formålet at omskrive historien samt rehabilitere den kroatiske fascistbevægelse Ustasha, der i 1941 etablerede “Den Uafhængige Stat Kroatien” (Nezavisna Država Hrvatska), som arbejdede for en etnisk ren stat og systematisk forfulgte og udrensede bl.a. de jødiske og serbiske befolkningsgrupper.
Med et Kroatien, for hvem fortællingen om Storm er et samlingspunkt og grundsten for kroatisk national identitet, efterlader den selektive erindring ikke meget plads til alternative minder. Mens fortællingen er positiv for kroaterne, har begivenhederne fra sommerdagene i august 1995 en diametralt modsat betydning for serberne, hvor operationen er en historisk uretfærdighed mod det serbiske folk. Som resultat af dette præger manglende anerkendelse, gennemgående mistillid og hård retorik ofte forholdet mellem Zagreb og Beograd i begyndelsen af august.
“Største etniske udrensning siden Anden Verdenskrig”
D. 4. august afholdes der i Serbien årlige mindehøjtideligheder for ofrene for Storm. Siden de første markeringer har mindehøjtidelighederne gennemgået en større transformation: Fra først at være organiseret af mindre offergrupper og pårørende er begivenhederne nu en fast del af den officielle kalender, og siden 2004 med deltagelse af højtstående serbiske politikere og repræsentanter for den Serbiske Ortodokse Kirke. Gudstjenester og taler af religiøse ledere og politikere finder deres vej til højtidelighedens program, mens iscenesatte gengivelser og portrætteringer af de tusindvis af serberes flugt i konvojer af traktorer og busser fra Kroatien til Serbien ligeledes pryder scenen. Flere serbiske byer, hvor kroatiske serbere fandt ly efter flugten fra Kroatien, danner nu rammerne for højtideligheder.
På trods af at mindehøjtidelighederne har til formål at mindes de serbiske ofre, tilsidesættes de konkrete ofre dog for gennemgående fortællinger om en gennemgående historisk uretfærdighed mod det serbiske folk og deres kollektive lidelse gennem tid og sted. Som i 2018 da den serbiske præsident Aleksandar Vučić understregede: “På præcis denne dag begyndte en hel nations Golgata, en nation markeret af sin race, oprindelse og tro, en nation forslået af had.” Gennem taler plejes den dominerende fortælling om et Serbien, der er truet på et eksistentielt niveau af ofte unavngivne fremmede magter, som da Vućić udtalte, at “Serbien aldrig vil blive så lille og svag igen, på trods af mange i regionen og i hele verden ønsker det.“
I 2016 udtalte den tidligere serbiske patriark for Den Serbiske Ortodokse Kirke, Irinej, at målet med den kroatiske operation var en fuldstændig eliminering af serbere og ortodoksien fra kroatisk land. I den forbindelse påpegede han, at operationen blot var en fortsættelse af målene for den føromtalte fascistiske kroatiske stat, Den Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Država Hrvatska, NDH). Irinej anslog ligeledes, at cirka en million civile serbere omkom i NDH – en betydelig manipulation af det anslåede antal, som er på cirka 300.000. Mindehøjtideligheden er således en platform for den yderst problematiske fortælling om Storm som en del af en bredere folkedrabsplan mod den serbiske befolkning. Her fordrejes sandheden og betydningen af begrebet, mens lidelsen hos de mennesker, der har været ofre for folkedrab, negligeres til fordel for fokusset på det nationale, næsten mytologiske, narrativ.
Dækker fejringen over noget andet?
Men hvorfor fylder Storm så meget for Serbien? I Serbien, såvel som i regionen som helhed, har et klart opgør med krigene i 1990’erne endnu ikke fundet sted. En konstant kamp for at forsvare egne (u)gerninger og fralægge sig eget ansvar udspiller sig på kryds og tværs af etnicitet og grænser. En gennemgående glorificering og rehabilitering af krigsforbrydere samt taletid i medier til dømte krigsforbrydere vidner om regionens landes problematiske tilgang til konfrontationen med egen rolle og ansvar.
I en konstant kamp for retfærdiggørelse af egne ugerninger og opnåelse af en form for selvaccept, forsøger man at male et selvbillede som det ultimative offer, for derigennem at kunne fritage sig selv for ansvar. Det kræver en konstant pleje af fortællinger om uretfærdigheder begået mod egen gruppe af udefrakommende uden hensyntagen til hverken juridiske domme eller historiske omstændigheder. Den serbiske fortælling om Storm skal nok ses i lyset af denne relativisering af eget ansvar og fremhævning af egen lidelse.
Omdrejningspunktet ved de årlige serbiske mindehøjtideligheder – fortællingen om kollektiv serbisk lidelse på tværs af tid og sted – udelader nemlig essentielle faktorer og konkrete historiske omstændigheder. Fortællingen negligerer nemlig, eller ligefrem ignorerer, den serbiske ledelses ansvar for serbernes skæbne i Kroatien; fra flere historikere hævdes det nemlig, at den daværende serbiske regering ledet af Slobodan Milošević aktivt opgav Den Serbiske Krajinas Republik, længe før Kroatien iværksatte deres militære operationer. Ligeledes udsatte Serbien de serbere, der flygtede fra Kroatien til Serbien, for dårlig behandling; her blev de fleste indkvarteret under dårlige forhold i nedlagte bygninger og indlogeret hos slægtninge og bekendte.
Den konkrete historiske kontekst og de specifikke omstændigheder tages ligeledes ikke i betragtning. Oprettelsen af Den Serbiske Krajinas Republik i 1990 resulterede i deportationen af omkring 180.000 kroater. Den serbiske fortælling udelader samtidig også de forfærdelige forbrydelser orkestreret af serbiske styrker i f.eks. Bosnien-Hercegovina eller Kosovo. Og så ser den også bort fra de grusomheder begået under kampene i det østlige Kroatien, bl.a. omkring Vukovar, eller bombardementet af Dubrovnik og dalmatinske byer fra 1991 til 1992.
Operationen giver den serbiske ledelse muligheden for at understrege grusomheder begået af kroatiske soldater mod serbiske civile under en operation, der er af afgørende betydning for Kroatien. Serbiske statsrepræsentanter sætter spørgsmålstegn ved den generelle opfattelse af, at serbisk aggression er blandt hovedårsagerne til krigene og relativerer sit eget ansvar og skyld. Til dette er forstørrelse af ens egen ofring og samtidig negligering og benægtelse af egne ugerninger afgørende. Denne serbiske fortælling om Storm giver en alternativ version af fortiden med en problematisk manglende hensyntagen til den historiske kontekst, der omgav begivenhederne, der ledte op til begivenhederne i august 1995. For Serbien er Storm blevet endnu et synonym for serbisk lidelse i hænderne på Kroatien.
Udsigter til forsoning?
Spændinger og en hård retorik fortsætter med at omgærde de årlige, nationale markeringer af Storm, hvilket har været tilfældet, mere eller mere uafbrudt, siden afslutningen på krigene. Dette præger regionale og etniske forhold og er en kilde til vidtgående og tilbagevendende spændinger. En af forudsætningerne for gode mellemetniske forhold i en region præget af konkurrerende fortællinger om fortidens rædsler er skabelsen af et mere rummeligt og inkluderende syn på fortiden. En forståelse for at anerkendelse af andre gruppers lidelse ikke per automatik reducerer eller negligerer ens egen.
I 2020 var der dog små indikationer på, at et lille lys var blevet tændt i Kroatien.
Anja Šimpraga, daværende parlamentsmedlem fra Det Uafhængige Demokratiske Serbiske Parti, og nuværende vicepremierminister, holdt en følelsesladet tale i parlamentet om “Storm”, som brede dele af den kroatiske befolkning tog godt imod. Her fortalte hun om de rædsler, hun oplevede, da hun som 8-årige flygtede fra Kroatien under operationen. Forbrydelserne og masseudvandringen var ikke noget, der skete langt væk, men derimod noget en del af Kroatiens befolkning blev udsat for. Den tidligere kroatiske vicepremierminister, serbiske Boris Milošević, deltog ligeledes i 25-års jubilæet af Storm og mindede både de kroatiske og serbiske ofre. Andrej Plenković, den kroatiske præsident, understregede ligeledes i sin tale vigtigheden af at huske de kroatiske serbere, hvis liv for altid, på traumatisk vis, blev forandret af operationen. Taler af kroatiske politikere, herunder forsvarsministeren Tomo Medved og præsident Zoran Milanović, ved andre mindehøjtideligheder, bl.a. ved Grubori og Vukovar, var ligeledes dedikeret til de serbiske ofre og nødvendigheden af forsoning for en bedre fremtid.
På trods af de små, forsigtige skridt fra 2020 imod en mere inkluderende tilgang, hvor fortiden ikke nødvendigvis er sort-hvid, er det begrænset, hvad der siden er sket. Mobiliseringen af fortællinger og rutiner giver et alternativ til et opgør med reelle problemer og udfordringer. Eksistentielle spørgsmål, såsom braindrain og demokratisk tilbagegang, overskygges af et politisk spil, der kun bidrager til en “os mod dem”-mentalitet, hvor politikere tilsidesætter og instrumentaliserer ofrene og mennesket til fordel for politiske mål. Så længe aktører, der er i stand til at ændre praksis, ikke har en oprigtig interesse i det, vil fortiden fortsætte med at forme forholdene på Balkan på tværs af grænser og etnicitet. Ligeledes kan der spekuleres i, hvorvidt fortiden og egen deltagelse og ansvar for ugerninger hjemsøger Serbien i en sådan grad, at fortællinger om egen, kollektive lidelse, gennem tid og sted, har fået en så central plads i landets selvbillede, at det er blevet – til en vis grad – en nødvendighed at sikre deres kontinuitet, for at fastholde landets selvopfattelse.
Hvorvidt spændinger mellem Zagreb og Beograd, såvel som nye konfliktfyldte interetniske relationer i Kroatien, endnu en gang vil præge de kommende mindehøjtideligheder og markeringer af Storm, vil tiden vise de kommende uger.
