Klokken er 06.32. Jeg står i et lysfattigt stenkloster i Moldova. For et øjeblik siden vandrede jeg stejlt opad – klosteret ligger på et højdedrag med udsigt over solsikkemarker og Dnestrfloden.
Tunge dråber falder ned fra himlen udenfor og et par kilometer væk er lyn og torden på vej mod klosteret.
En studiekammerat og jeg har begivet os ud på en tidlig morgentur op til det i Moldova berømte himmelfartskloster ‘Promotoriul Butuceni’. Klosteret er fra 1904 og bygget oven på en grottekirke fra det 16. århundrede.
Dagtimernes +36 grader har forårsaget vores tidlige morgenvandring.
Klosteret er en lille, mørk verden af farvede ikoner, gråskæggede munke og monoton messen på rumænsk.
Jeg har et tyndt, lyseblåt sjal om håret og en lang, blå nederdel, der efterlader moldovisk himmelregn på det sortgrå klostergulv.
Størstedelen af Moldovas befolkning tilhører den moldoviske ortodokse kirke, der ledes af metropolitten af Kisjinjov og Moldova under Moskvas patriarkat. Jeg mindes fra tidligere ortodokse gudstjenester i Serbien og Rusland, at kvinder og mænd står adskilt. Uheldigvis stiller jeg mig i den forkerte side, hvorfor en langskægget, ældre kirkegæst pludseligt prikker mig i siden og genner mig over til venstre.
Her kan jeg se, at Jomfru Maria med Jesusbarnet smiler sørgmodigt til mig i det svage kirkelys.
Ikonostatens dobbeltdør bliver åbnet, og en ærkepræst i hvid præstekjole tager med begge hænder en traditionel, broderet koukoulion på hovedet.
Efter en række bønner begynder præsten at rasle med et stort kar, som udsender en sød duft af røgelse. Lynnedslag og torden slår ned over klosterets to gyldne løgkupler, og et faretruende, blegt lys fra klosterets trævinduer rammer ærkepræstens ansigt.
Forvirrede, uvidende og til de to andre kirkegæsters irritation, ender min studiekammerat og jeg febrilsk med at danse rundt på stengulvet for at gøre plads til præsten, der skal rundt til hvert et hjørne af klosteret.
Gudstjenesten fortsætter, og jeg har egentlig et ønske om at tale med klosterets ansatte for at få et indblik i deres liv her på toppen af det ellers øde højdedrag. Men min morgensultne mave begynder at rumle om kap med den repetitive præstemessen og efter en time træder vi udenfor.
Vi bliver mødt af fuglesang, klar himmel og duften af regnvåd kæmpethuja.
Fulde af indtryk bevæger vi os ned mod dalen, hvor vores vært Tante Ljuba er i gang med at klargøre varm morgenmad og te.
Det er nok ikke sidste gang, jeg træder ind i et moldovisk kloster, men det var måske sidste gang på toppen af et ældgammelt højdedrag i det middelalderlige landskab, blot 21 kilometer fra den ukrainske grænse.
