REPORTAGE | Den unge studerende fra Østeuropastudier på Københavns Universitet, Frederik Pilemand, har besluttet sig for at støtte organisationen ”Biler til Ukraine” ved at sætte sig bag rattet og begive sig ud på en 1.500 km lang tur fra Kolding til Lviv i det vestlige Ukraine.
Det hele begynder på Scandic Hotel Kolding en tidlig morgen, hvor chauffører fra hele Danmark mødes til fælles afgang. Udstyret med walkie-talkies kører vi gennem Jylland, Tyskland og Polen i kolonnekørsel på ægte militær-manér. Det ukrainske forsvar har efterspurgt firhjulstrækkere, så turen foregår i en gammel Hyundai Santa Fe, der skal til Bakhmut. Bilen når dog kun til Borów i det vestlige Polen, hvor den bryder sammen.
Efter tre timer i vejkanten på E65, går turen videre, da Hyundaien bliver hentet af polsk vejhjælp. Resten af turen foregår som man kender den fra bilferie til Sydeuropa: endeløs kørsel på motorvej, tæt trafik og gentagne toiletpauser på rastepladser.
Da vi når til byen Przemyśl (Polens pendant til Padborg) og drejer af på afkørslen mod Ukraines grænse, sker der et markant skift. På vejen er der ikke længere medtrafikanter. De eneste køretøjer vi ser på vejen, er en anden konvoj, der består af to sorte lastbiler med tildækket last og en politieskorte, der hverken er markeret som ukrainsk eller polsk politi.
Selvom lasten er gemt under en presenning, kan det tænkes, at transporten gemmer på de vestlige våben, der det sidste år har fyldt avisoverskrifterne. De to mystiske lastbiler får lov til at køre direkte over grænsen, mens vi må sidde i seks timer og vente på at komme igennem told, få inspiceret vores last, indregistreret bilerne og stemplet passet.
På vejen ind er det modsatte spor fyldt med biler, der er på vej ud af landet. En kø, der fortsætter så langt øjet rækker. Vores bane, der leder ind i landet, fremstår fortsat fuldstændig ubesjælet.
Inde på den første tankstation på vejen, falder jeg i snak med en ung pige. Hun er fra hovedstaden Kyjiv og er med hendes familie på vej på ferie i Tjekkiet. Hendes moster bor i Tjekkiet – det er første gang hun skal på ferie i EU. Om det virkelig er ferie eller ly for bomberne, det handler om, nænner jeg ikke at spørge om.
Hvad hedder gipsprotese på ukrainsk?
Næste stop på turen er et rehabiliteringscenter i udkanten af Lviv, som vi når frem til efter godt en times kørsel fra grænsen. Da vi kommer frem, bliver vi mødt af en dame, der mener, vi er det forkerte sted og sender os rundt om hjørnet og længere ned ad gaden.
Her bliver vi mødt af en ældre herre med et spørgsmålstegn i panden. Vi prøver at forklare, at vi er kommet for at levere nogle gipsproteser men kommer hurtigt til kort. Her taler man ikke engelsk. I sovjettiden talte man ukrainsk, frem for russisk, og nu, hvor Rusland har invaderet landet, er det russiske sprog mere udskældt end nogensinde før, selvom de er i stand til at snakke det.
Hjemme fra Østeuropastudier på Københavns Universitet er jeg blevet frarådet at snakke russisk med ukrainerne, medmindre det er strengt nødvendigt – og det var netop sådan en situation, vi befandt os i.
Jeg spørger forsigtigt, om jeg må tale russisk med ham, da det er det eneste sprog, vi kan forstå hindanen på. Mit russisk er tilpas gebrokkent og mangelfuldt, så han forstår godt, at jeg ikke er fra Rusland. Kommunikationen bliver dog noget tunghør, da manden, hver gang jeg siger noget, svarer mig på ukrainsk. Ligesom vi som oftest svarer på dansk, når vi bliver tiltalt på svensk, responderede manden på ukrainsk, som var det det mest naturlige i verden.
Efter en forvirrende samtale slår det mig: Hvordan siger man gipsprotese på russisk; og endnu vigtigere, hvordan siger man gipsprotese på ukrainsk?
Heldigvis er det et af de få transparente ord, og med let forvirring kommer vi frem til, at det hedder gipsovij protez. Stemningen bliver hurtigt god igen, og manden fortæller med et smil, at han har en rutjnoj pogruztjik dlja poddonov. Det viser sig at betyde palleløfter og med to nye ord i rygsækken, bliver opgaven pludselig en hel del nemmere.
Vi får kørt bilerne op til den rigtige indgang, læsset af og humøret er højt. Men da vi kommer ind i rehabiliteringscentret, rammer virkeligheden hurtigt igen. Her ligger gipsforme til arme og ben, og her ligger mange af dem. Forme til soldater, der har mistet lemmer af russiske miner og raketnedslag.
Vi takker for deres indsats, og de takker for vores, hvorefter vore veje skilles.
Nøgen Putin i mørkt baglokale
Efter vi havde afleveret vores materiel, havde sulten meldt sig, og vi skulle ud og have noget aftensmad. Vi finder en restaurant ved navn Kryjivka, som man måske har hørt om, hvis man har set DR-programmet Nul Stjerner med Morten Kirckhoff og Jan Elhøj.
Måden, man kommer ind på, kan bedst sammenlignes med en tur til en ulovlig pokerturnering i et mørkt baglokale. Restauranten ligger bag en stor trædør i en mørk opgang, hvor man skal banke på for at komme ind. Efter tre hurtige bank, kommer en stor mand ud og spørger om kodeord. Da det er et enormt nationalistisk sted, er der selvfølgelig kun et svar. Vi råber slava ukraijni og bliver derefter lukket ind.
Nede i et mørkt kælderlokale sidder folk med mobillommelygten fremme, for at kunne læse menukortet. Vi får bestilt hele palletten af hvad det traditionelle ukrainske køkken har at tilbyde, samt et fad med 10 forskellige vodkaer. Som drikke til maden tilbyder vores tjener husets egen øl ved navn Putin hujlo, der betyder Putin er et pikhoved. En fremragende gylden ale, hvor etiketten forestiller et billede af en nøgen Putin på en kongetrone, med Medvedev på skødet. Det er en utrolig populær restaurant for både børnefamilier og unge, og hvis man skal snakke om et gennemgående tema for stedet, så er det hadet til Putin.
Hele aftenen ender med at blive et godt eksempel på hele den folkestemning, der hersker i Lviv. På restauranten er der stemning af hverdag, som vi kender den fra en tur på Jensens Bøfhus med legende og unge mennesker, der er ude for at spise med vennerne og drikke fadøl i massevis. Samtidig ligger den russiske invasion som et tungt tæppe, og at familiehygge og absolut foragt for besættelsesmagten kan gå hånd i hånd, giver et unikt indtryk af det hverdagsbillede der fylder Lvivs gader.
Efter vores tur på Kryjivka, skal vi dog hjem og forberede os på overleveringen af køretøjerne til det ukrainske forsvar. Vi sætter kursen mod hotellet, så vi kan få os en god nats søvn.
Lommelygter og menukort på kælderrestauranten Kryjivka i Lviv. Foto: Lars Pilemand Hansen
Soldatens håntryk
Morgenen efter henter soldaterne bilerne, og det hele går rimeligt gnidningsfrit. Efter den sidste bil er blevet leveret, har vi en hel dag til at udforske byen. Lviv er en meget smuk by, der bæger præg af europæisk arkitektur og spiritualitet, så man træder hurtigt ind i sin sædvanlige turistrolle, som man kender fra sommerferierne i europæiske by – det handler om at tage billeder af enhver historisk bygning og smage på de lokale retter.
Men Lviv er ikke enhver europæisk by. Efter invasionen er byens befolkningstal steget med 150.000, og stemningen her er speciel.
Da vi kommer forbi den utroligt smukke hovedbanegård i jugendstil, ser vi afgangstavler med togforbindelser til hele landet. Oppe på perronen er togene fra Kyjiv fyldt med familier der er rejst fra det østlige Ukraine med deres ejendele pakket i tasker og poser, mens togene ud af Lviv er fyldt med soldater, der skal øst på.
Mens vi står på perronen, forsøger vi at tage et billede af jernbanenetværkets arkitektoniske perle, men bliver hurtigt stoppet af en soldat. Han begynder at vifte med armene og tale ukrainsk. Det er først da han begynder at pege op mod himlen, at det går op for mig, hvad det her går ud på. Banegården er kritisk infrastruktur, og da der før har været russiske raketangreb, er beredskabsniveauet i top. Vi sletter billederne, hvorefter han igen begynder at tale ukrainsk til os. De eneste ord jeg opfanger, er suka rossija, som er et bandeord om Rusland, som de fleste, der har spillet Counter Strike, nok kender. Jeg gentager ordene, og alt er med det samme godt igen.
Senere på dagen tager vi forbi en af Ukraines vartegn, der har en helt særlig plads i mit hjerte; Piana Vyshnia. Det er en Ukrainsk kæde, der sælger kold og varm kirsebærvin. Et fænomen, der desværre ikke har den store gennemslagskraft i Danmark. Loftet er pyntet med farvede flasker og i højtalerne spilles der musik, man nok bedst kender fra en tur på Joe and the Juice. Foran os står en flok unge mennesker, som deler anekdoter og griner højlydt. Det er lørdag, så ligesom i Danmark, skal de ud for at more sig.
Dette øjeblik afspejler meget godt den stemning, der hersker i Lviv. En stemning, der bedst kan beskrives som ambivalent. For mens hverdagslivet fortsætter, så er gaden stadig fyldt med soldater, der enten er kommet hjem på orlov eller er på vej tilbage til østfronten. Soldaterne fylder lige så meget på gaden, som elefanten i rummet. Det er nemlig ikke hverdag. Tingene er ikke som før. Der er krig nu.
Sidst på aftenen tager vi forbi en lille restaurant, der serverer traditionel ukrainsk mad, og her bestiller vi selvfølgelig en god portion traditionel Borsjtj med et glas iskold vodka, eller horilka, som det hedder på ukrainsk. Vi skal så småt gøre klar til afgangen hjemad mod Danmark, men inden vi smutter, hopper jeg lige en tur på toilettet for at tisse af, præcis som man har lært det i børnehaven.
Her møder jeg en mand, der pludseligt spørger, hvor jeg er fra, og hvad jeg laver i Ukraine. Jeg fortæller, at jeg er fra Danmark, at vi har transporteret biler til den ukrainske hær. Al skepticisme til hvorfor jeg snakker russisk, og hvad jeg laver her, forsvinder med det samme. Manden hedder Jura, er soldat i den ukrainske hær, og vi er nu venner. Han hiver sin telefon frem og begynder at vise mig billeder, hvor han er iført uniform med kalasjnikoven svunget over skulderen og et kæmpe smil. Han er hjemme på orlov for at være sammen med sin kæreste og viser mig videoer fra den skyttegrav han har tilbragt dagevis i.
Vi følges tilbage op i restauranten, hvor jeg introducerer ham til min far, der også har været chauffør på turen. Jura giver ham hånden og siger tak for vores indsats. Jura har en oprigtighed i hans stemme og udtryk, som jeg har svært ved at forstå. Det er jo ham, der skal have tak. Det er ham, der har sat alt på spil, for at kæmpe for noget, han tror på.
Har sat sit liv på spil. Vi har bare taget en forlænget weekend på bilferie. Leveret et par biler, med noget materiel som ukrainerne har efterspurgt. Det er jo ikke os, der har sat noget på spil. Hvad Jura i virkeligheden takkede os for, gik der et stykke tid, før jeg forstod.
Luftalarm i Flixbus
Turen har nået sin afslutning, og vi vender tilbage til hovedbanegården, hvor vi skal med Flixbus til Krakow. Turen går efter planen, som havde det været en almindelig tur til Hamborg fra Dybbølsbro, indtil vi nærmer os grænsen. Her støder vi på den kø, vi på starten af turen havde passeret på vej ind i landet. Vi ender med at sidde i kø i seks timer, før vi når frem til grænsekontrollen.
En soldat med en AK47 svinget over ryggen, går gennem bussen for at kontrollere passagerernes pas, og da han når til mig, stopper han op for at nærinspicere mit pas. Han bladrer frem og tilbage mellem siderne, lukker det, kigger på forsiden, og bladrer ellers frem og tilbage igen. Det går op for mig, at jeg skiller mig ud fra mængden. Mens alle passagererne er kvinder, børn og ældre mænd, så er jeg den eneste unge mand i en kampdygtig alder, der er til stede.
Jeg får lov til at passere, hvilket er en luksus ukrainske mænd under 60 desværre ikke har, efter Zelenskyj har gjort det ulovligt for dem at forlade landet.
Efter vi er kommet ind på polsk territorie, kan vi ånde lettet op. Nu er hverdagen normal igen. Nu er vi tilbage i EU, hvor der ikke er flere bilkøer, paskontrol eller andre forhindringer.
Men lige som vi skulle til at lægge turen bag os lyder et ensemble af luftalarmer. Det er den ukrainske app ”Air Alert”, der varsler, at der er sendt russiske missiler over Ukraine, og virkeligheden rammer pludselig igen.
En summen af bekymring spreder sig i bussen. Folk ringer hjem til familien, snakker med hinanden om, hvor det mon slår ned denne gang, og ved siden af mig sidder der en ung pige, der febrilsk forsøger at få signal på telefonen, så hun kan komme i kontakt med sine nærmeste.
Denne panik virker surrealistisk, da jeg hverken har venner eller familie i Ukraine, og derfor ikke har noget at miste. Samtidig bliver jeg bekræftet i, at den hverdag og virkelighed, jeg havde været en del af hele weekenden, ikke er normal. Selvom jeg ikke har været tæt på krigen på noget tidspunkt, så fandtes den stadig, selv om jeg ikke kunne se den. Den var i menneskerne. I Ukrainerne. Her forstod jeg, hvad det var, Jura takkede os for.
Han takkede os ikke for at levere biler til hæren, han takkede os ikke for at levere gips til et rehabiliteringscenter, men han takkede os for at vise, at omverdenen ikke har glemt deres krig, og at omverdenen ikke har givet op på ukrainernes kamp for frihed.
Hovedfoto: Magasinet rØST collage // Viktoria Fuglsang Semenova
