BULGARIEN | Jorden brænder under en af Bulgariens mest magtfulde personer, statsanklageren Ivan Geshev. På trods af at være kontroversiel og forhadt af en stor del af befolkningen har Geshev ellers siddet tilsyneladende urørlig på sin post i snart fem år; ikke engang de folkelige protester i sommeren 2020 og hans fortsatte involvering i utallige skandaler har formået at ændre på noget nævneværdigt. Geshev har nemlig været politisk sanktioneret af den magtfulde fhv. premierminister Boyko Borissov og hans parti GERB. Men noget har tilsyneladende forandret sig nu.
De sidste par års konflikter i landet lader nemlig til at have ændret på landets skrøbelige magtbalancer, og således er også det tidligere sikre fundament under Geshev på ganske kort tid begyndt at krakelere. Om de langsigtede konsekvenser af det vil styrke den bulgarske retsstat, som Geshev adskillige gange har undermineret, er usandsynligt. Men det tyder dog på, at Geshev fratages sin kontroversielle immunitet, så han dermed kan retsforfølges.
Geshevs hurtige fald fra magtens tinder er ikke desto mindre både spektakulært, og det vidner om, hvor hurtigt små forstyrrelser i balancerne mellem landets korruptionsmistænkte netværk kan føre til skred for den politiske agenda, ligesom også mange løse rygter og spekulationer om korruptionssager i partiet GERB er blevet bekræftet. Det spektakulære falds nærmest komiske anslag finder vi i dagene omkring d. 1. maj med, hvad der umiddelbart skulle have lignet et attentatforsøg på Ivan Geshev.
Attentatforsøget
Den 1. maj blev statsanklager Ivan Geshev ifølge de første forlydenheder udsat for et attentat. Geshev, der vanen tro, blev ledsaget af en kortege udgjort af sine sikkerhedsfolk, skulle ifølge sin talsmand have været med sin familie på vej fra Sofia omkring Samokov i Rodope i det sydlige Bulgarien, da tre kilo sprængstof, eksploderede foran den armerede bil. Geshev og hans familie slap dog umiddelbart med skrækken, lød det, da detoneringen ikke blev timet rigtigt. Kun bilens kofanger var blevet skadet, mens der i asfalten var et synligt krater der, hvor eksplosionen skete.
Til de fremmødte journalister ved gerningsstedet kort efter ulykken udtalte Geshevs talsmand, at der med attentatet var tale om et angreb på den bulgarske stat, og at det derfor ville blive undersøgt som både mordforsøg og terrorangreb. De efterfølgende dage strømmede det ind med støtteerklæringer på tværs af partier og institutioner i Bulgarien og udlandet. Selv rumænske Laura Kövesi, lederen af EU-myndigheden EPPO, der selv har sine kampe med Geshev i sit forsøg på at efterforske korruptionen i landet, udtrykte på grund af situationens alvor sin solidaritet med ham.
Umiddelbart var det faktisk kun repræsentanter fra partiet PP-DB, der udtrykte deres mistanke og betegnede hændelsen som iscenesat. De såede dermed den første tvivl om Geshevs og retsvæsenets påstande – en tvivl som senere blot ville vokse. Og der var for så vidt også en del uklarheder og modsatrettede udmeldinger i forbindelse med hændelsen: Var Geshev på arbejde eller på ferie, da kortegen blev angrebet? Var han, eller var han ikke sammen med sin familie? Hvordan kunne 3 kilo sprængstof udrette så lidt skade på asfalten og bilen? Og hvordan kunne en ukendt, men tilsyneladende erfaren, israelsk sprængstofekspert hentes ind så hurtigt og på blot et par timer fremvise endelige konklusioner om sprængstoffets type og størrelse?
Utætte skodder mellem magterne
Skulle det passe, at attentatet i virkeligheden var iscenesat, ville det ikke være første gang, at den bulgarske offentlighed udsættes for en “false flag”-operation: I 2019 var blandt andet afsløringen af falske påstande fra Ivan Geshev om hacking af landets personregister og sprinklersystem foran parlamentsbygningen med til at skyde omfattende protester igang. Protester imod systemet, men også specifikt imod den utroligt tvivlsomme udnævnelse af Ivan Geshev til stillingen som statsanklager. Som bekendt overkom han utroligt nok disse i kraft af sin tætte forbindelse til den daværende premierminister Boyko Borissov. For i Bulgarien er statsanklageren nemlig tildelt så meget magt og så tæt forbundet med regeringspartierne, at han med rette kan betegnes som en af landets mest magtfulde personer. For det første er statsanklageren særdeles magtfuld; vedkommende har immunitet og kompetencer til enevældigt at igangsætte og forhindre retssager, ansætte og afskedige anklagere. Derudover er den politiske indflydelse naturligvis særligt kritisk: Vedkommende vælges af et Øverste Juridiske Råd bestående af jurister, dommere og anklagere, hvis sammensætning bestemmes af et flertal i parlamentet. Med rådets loyalitet sikret er det for de politiske partier derefter blot et spørgsmål om at foreslå en kandidat, som derefter – traditionelt set – uden nogen form for kampvalg bliver udnævnt til øverste leder af landets retssystem. Som flere journalister har berettet, har Boyko Borissov og GERB på den måde været i position til at følge og styre udvælgelsesprocesserne fra ende til anden uden, at der reelt set har været tale om andet end et gummistempel fra rådets side.
Netop det at skoderne mellem de to magter er så utætte, og at den politiske indflydelse dominerer landets retssystem har derfor også været et tilbagevendende tema igennem flere årtier. Desværre har den store offentlige bevågenhed ikke ført reformer med sig. Og det er kritisk, for konsekvenserne af den manglende retsstat er omfattende. Den udnyttes nemlig af politikere til at retsforfølge og undergrave magtfulde rivaler, både indenfor politik og forretningsverdenen. Dermed er landets omfattende korruptionsproblemer således både strukturelle og personbårne: De er koncentrerede omkring offentlige profiler, eksempelvis Boyko Borissov eller Delyan Peevski med vidtforgrenede netværk, som i kraft af en strukturel brist afstedkommet af de manglende retsreformer, har kunnet udnyttet landets svage institutioner til at regere landet. Det sker altsammen “zadkulisie” (da. bag kulisserne), som det ganske præcist udtrykkes i Bulgarien.
I den sammenhæng er den mangeårige premierminister Boyko Borissov (2009-2013; 2014-2021) blot den seneste i en lang række af korrupte regeringsledere. Hvad der dog adskiller Borissov fra andre er, at han i løbet af sin efterhånden mange år ved fadet, har forfinet denne praksis under dække af en art proeuropæisk politisk platform, der har været i stand til at hente vigtig legitimitet og opbakning fra centrale europæiske statsledere.
Under Borissovs nåde
Tilbage til sagen – den midlertide indenrigsminister Ivan Dermedzhiev udtalte et par dage efter hændelsen, at det magtfulde indenrigsministerium lå inde med informationer, der pegede i retning af, at attentatet ganske rigtigt var iscenesat. Geshevs tætte allierede, vicestatsanklageren, Borislav Sarafov fra Den Særlige Efterforskningstjeneste kom desuden med modstridende forklaringer, og begyndte derefter selv at betvivle Geshevs påstand om, at han skulle have været sammen med sin familie. Derefter opfordrede han også til fyringen af sin kollega Yasen Todorov, der ledte efterforskningen af attentatet og eftersigende havde stået for kontakten til den israelske specialist. Og netop detaljen med den israelske specialist blev desto mere farceagtig, da det viste sig, at at vedkommende var landet i Sofias lufthavn blot halvanden time efter attentatforsøget. Endnu mere mistænkeligt blev det, da det kom frem, at Geshev godt ti dage forinden havde været på besøg i Israel.
Og hvor var Geshev, mens hans netværk af allierede brød sammen, idet de hver og især forsøgte at redde sig selv? Han befandt sig i New York til den zionistiske organisation B’nai B’rith Internationals’ årlige kongres. Derfra brød han flere dages tavshed, da han over et videoopkald forklarede Bulgariens Nationalfjernsyn, at han ganske rigtigt ikke havde været sammen med sin familie under attentatet, men derimod havde været alene med sin sikkerhedskortege. Forsøget på at redde stumperne ved at ændre forklaring var dog utidig. For støtten fra den vigtigste allierede, Boyko Borissov var også smuldret, da Borissov kort efter tog offentlig afstand til ham. At Borissovs offentlige afstandstagen og opfordring til fyring blev fulgt op af en anmodning om Geshevs afskedigelse fra de ellers loyale medlemmer fra Øverste Juridiske Råd, gør det åbenlyst, hvor tæt en kontrol Borissov – på trods af ikke at have været formelt ved magten i to år – fortsat udøver over landets institutioner.
Hans offentlige stillingtagen har i denne situation virket som en knap, der øjensynligt har startet et maskineri i disse centrale institutioner og organer. Derfor er det heller ikke andet end blot en melodramatisk parantes, at Geshev på vanlig facon dagen efter afskedsbegæringen teatralsk rev Rådets afskedsbegærelse i stykker overfor de fremmødte journalister for derefter at opfordre til et opgør med de “korrupte politikere”. Det var dog for sent, for stenen ruller ufortrødent nu, da det er blevet besluttet af Borissov, at Geshev står til at blive udstødt.
Reformer?
Men det store spørgsmål er selvfølgelig, hvilken slags sten det er, der ruller? Bliver det ved personudskiftninger og overfladiske begrænsninger, eller er der tale om et reelt opgør med det såkaldte Borissov-system? Da processen kommer til at blive ledt af Borissov selv, tyder meget desværre på førstnævnte. Borissovs foreslag til premierminister i hans ekspertregering, EU-kommissær Mariya Gabriel, udtalte godt nok, at de første punkter på dagsordenen er efterforskning af sagen, afskedigelse af Geshev samt en reformering af det bulgarske retssystem. De absolut nødvendige “checks-and-balances” skal indføres, fortæller hun. Parlamentet har samtidig ageret ganske raskt og er i øjeblikket i gang med behandlingen af et lovforslag, der vil fjerne den så kontroversielle immunitet, statsanklageren besidder. Det lovforslag kan imidlertid betegnes som en gratis omgang: Som følge af kravene i EU’s genopretningspakke var man allerede var blevet pålagt at indskrænke anklagerens beføjelser og fjerne immuniteten. For overhovedet at have nogen form for troværdighed skal ophævelsen af immunitet i øvrigt følges op af etableringen af et egentligt uafhængigt retsorgan, der kan stå for en upartisk efterforskning af Geshev. Men den institution er der endnu ingen fra Borissovs parti, GERB, der i ramme alvor har fremlagt.
Et af sagens mest skandaløse aspekter er imidlertid måden, hvorpå de forskellige parter har truet med deres inkriminerende viden; udtalelser fra både Geshev og Sarafov bekræfter de utallige rygter om korruption, der har svirret omkring Borissov siden begyndelsen, ligesom de også bekræfter, at retssystemet efter aftale har vendt det blinde øje til det hele. Uden at blinke har parterne således blottet landets politiske maskineri som led i deres pressionsstrategi. Om Ivan Geshevs givetvist ufattelige mængder “kompromat” vil blive brugt, sådan som han forsøger at lægge op til, er dog ifølge flere kommentatorer tvivlsomt: Ved at holde munden lukket står Geshev til måske at sikre sig en “værdig” udgang fra sit embede. Borissov har på ganske karakteristisk facon foreslået en studehandel med Geshev, der vil sikre ham en ambassadør-post, hvis han frivilligt går af. Hvilket umiddelbart kan synes grotesk, når han samtidig har udtalt, at manden er kriminel.
Derfor er det reelt set også usikkert, om det på den lange bane vil føre til et systemskifte, der vil gøre op med det grove misbrug af retssystemet og sikre den retssikkerhed, som landets civilsamfund i efterhånden flere årtier har kaldt på. I praksis ender det nok snarere med udskiftningen af en person med en anden som statsanklager, ophævelse af statsanklagerens immunitet og indførelsen af visse begrænsninger. Men den politiske kontrol over sammensætning af Det Øverste Juridiske Råd og statsanklagerposten vil nok bestå, og dermed kan den nye person på posten vel nok forventes at videreføre den gamle praksis. Med andre ord risikeres det, at hele systemet består i en modificeret udgave, og korruption og pression dermed fortsætter uhindret.
I mellemtiden: overraskende regeringskoalition i 11. time
Under overfladen peger opgøret på, at der er forstyrrelser i magtbalancen mellem de grupperinger, der dominerer landet. Som flere kommentatorer påpeger, er sagen et eksempel på, at Bulgarien ikke ledes igennem institutionerne, men igennem kriminelle politiske netværk. En analyse som de seneste par uger blot er blevet bestyrket af de mange offentlige udtalelser fra begge lejre. Tilbage står i den forbindelse uopklarede spørgsmål om, hvorfor Geshev i det hele taget skulle have fundet det nødvendigt at iscenesætte et angreb på sig selv? Er det overhovedet ham, der har iscenesat det, eller er det måske i virkeligheden iscenesat af andre for at udstille ham? Med tanke på hvor hurtigt Borissov har ofret ham i det efterfølgende forløb, og hvor stor en sten i skoen den evigt uregerlige Geshev var blevet for Borissov og hans ambitioner om at vaske sig selv ren for de mange korruptionsanklager, er et “inside job” måske ikke helt utænkeligt.
Mens konflikten har fyldt alle mediers forsider i landet, er de to rivaler, protestpartiet PP-DB og Borissovs parti GERB, ganske overraskende nået til enighed om at danne en regering med en levetid på halvandet år. De vil hver og især dele ni måneder imellem Mariya Gabriel fra GERB og Nikolay Denkov fra PP-DB. Begge udtalte de til en pressekonference d. 22. maj, at deres vigtigste målsætning netop var de omtalte retsreformer, hvilket naturligvis vil blive interessant at følge med i. Vil det lykkes PP-DB i regering med GERB at få vedtaget de nødvendige reformer for landet? Eller vil PP-DB blive kvælt i sin omfavnelse med GERB? Førstnævnte er mindre usandsynligt nu med en åben konflikt mellem tidligere allierede grupperinger. Sidstnævnte har Borissov til gengæld ganske stor erfaring i. Det vil blive interessant at følge med i, og Magasinet rØST vil naturligvis dække udviklingen henover sommeren, hvor undertegnede vil befinde sig i landet.
Foto: Protester imod Geshev ved hans udnævnelse i 2019 (Kilde: Spiritia / CC BY-SA 3.0)
