Sejrsmonumentet i Riga før det blev revet ned (iStock.com / imantsu)
Det lille baltiske land Letland, med kun to millioner indbyggere og Rusland som nabo, har siden invasionen af Ukraine i 2022 været en af Ukraines mest håndfaste støttere. I 2022 har en række iøjnefaldende begivenheder fundet sted i Letland som resultat af invasionen af Ukraine: Optøjer ved fejringen af sejrsdagen i Anden Verdenskrig den 9. maj, nedrivningen af et centralt monument samt ankomsten og derefter nedlukningen af det russiske oppositionsmedie ”TV-Dozjd”. Jeg har længe fulgt med i begivenhederne i Letland, og de sidste to måneder har jeg opholdt mig her og set nærmere på, hvordan letternes forhold til sovjettiden og Rusland er.
Letland og dets mange russisktalende borgere
Ankommer du med tog eller bus til Riga, vil en af de første ting du ser være den store banegård, hvorpå der i dag med store bogstaver står “Stacija” på lettisk og ”Terminal” på engelsk. Men imellem de to ord er der lige nu et grimt og gråligt udvisket mærke – et ar. Her stod der indtil for få måneder siden Вокзал (vokzal), ”Banegård” på russisk. Hvorfor har man valgt at fjerne det russiske ord, som står på et sprog, der er omtrent halvdelen af Rigas befolknings modersmål, og som endda også er forståeligt for de mange ukrainske flygtninge der nu bor i byen?
Ligesom i de andre to baltiske lande, Estland og Litauen, er der i Letland en udbredt følelse af mistro og frygt blandt landets befolkning og politikere overfor den store nabo mod øst, Rusland, som efter at have drevet nazisterne ud af Baltikum under Anden Verdenskrig, annekterede landene. Letland – med sit store mindretal af russisktalende, ca. 25% i hele landet og tættere på 50% i hovedstaden Riga – ser sig selv som et oplagt mål for russisk indflydelse og manipulation. Dette er i høj grad blevet forstærket efter den 24. februar. En af de mange proklamerede årsager bag invasionen af Ukraine er nemlig, at man søger at beskytte det russiske mindretal. Nedenfor vil jeg give en oversigt over nogle af de mest betydningsfulde og iøjnefaldende begivenheder i landet det seneste år tid, som skal ses i lyset af invasionen
9. maj og nedrivningen af Sejrsmonumentet
Siden selvstændigheden i 1991 har de baltiske lande alle løbende nedrevet eller ændret diverse sovjetiske monumenter, som man ikke mente, var passende. Dette bunder i de baltiske landes opfattelse af sovjetperioden som en besættelse på lige fod med den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.
I en park i det vestlige Riga stod indtil august 2022 et omstridt og kontroversielt monument. ”Sejrsmonumentet”, som det hed, blev bygget i 1985, da Letland stadig var en del af Sovjetunionen, til ære for de soldater i den røde hær, der besejrede nazisterne i Riga og befriede byen.
Monumentet har fra begyndelsen været kontroversielt, fordi det for en stor del af den etnisk lettiske befolkning symboliserer en periode med ufrihed og besættelse. Samtidig har monumentet for de russisktalende siden 1990erne fungeret som det primære sted for fejringen af 9. maj – sejrsdagen, som i Rusland fejres hvert år for at mindes sejren over Nazityskland.
I lyset af invasionen af Ukraine er fejringen af sejrsdagen blevet endnu mere politisk ladet. Lettere tolkede fejringen af sejrsdagen i 2022 som udtryk for en uacceptabel støtte og sympati med Rusland. Fra myndighedernes hold var borgerne blevet opfordret til ikke at markere dagen ved eksempelvis at lægge blomster ved monumentet.
Der var dog mange, der trodsede denne opfordring. Mens der var blevet sat hegn op, så man ikke kunne komme tæt på selve monumentet, kunne man i stedet give blomster til kommunalarbejdere, som derefter bar dem hen til foden af monumentet.
Det lettiske politi anslog, at ca. 20.000 mennesker lagde vejen forbi den 9. maj, som forløb fredeligt. Men næste dag opstod der uroligheder, da en kommunal bulldozer skubbede alle blomsterne væk tidligt om morgenen. Videoer af dette spredte sig hurtigt og skabte vrede og frustration blandt Rigas russisktalende befolkning, og i løbet af dagen mødte mange mennesker op ved monumentet for at demonstrere, hvilket resulterede i et mindre antal anholdelser.
Politiet forholdt sig dog roligt, og der opstod ikke større optøjer, idet dagen forløb forholdsvist fredeligt – hvilket dog skulle vise sig at blive et problem. I dagene efter blev indenrigsministeren Maria Golubeva kritiseret for ikke at reagere hårdhændet nok imod demonstranterne. Det endte med, at hun måtte gå af den 16. maj, efter hendes egen premierminister Krišjānis Kariņš havde trukket støtten til hende på foranledning af det nationalistiske højrefløjsparti “Den Nationale Alliance”, der truede med at vælte regeringen, hvis ikke hun trak sig. I dagene efter besluttede man sig endeligt for at nedrive monumentet, hvilket blev gennemført i august uden nogle større protester.
Netop premierminister Kariņš’ parti “Ny Enheds” regeringsmandat kan også siges at være en konsekvens af krigen. Før den 24. februar stod regeringen svagt grundet håndteringen af coronasituationen, men den vandt det lettiske valg stort tilbage i oktober. Succesen bunder i udbredt tilfredshed med håndteringen af krigen, ligesom “Ny Enhed” retorisk har nærmet sig højrefløjspartiet “Den Nationale Alliances” linje – selvom man i begyndelsen af krigen fra regeringens side slog fast, at russisktalende lettere ikke havde noget ansvar for invasionen af Ukraine. Til gengæld fik det forrige valgs store vinder, de russisktalendes parti ”Harmoni” så dårligt et valg, at de ikke engang kom over spærregrænsen på 5%. Et nyskabt og endnu mere pro-russisk parti ”For Stabilitet” kom dog over spærregrænsen. Om krigen vil føre til, at de russisktalende vil sprede sig ud på de lettiske partier, eller om man vil konsolidere sig i et nyt etnisk parti, vil tiden vise.
Fratagelsen af Tv-Dozjds licens
En anden begivenhed, som fyldte meget i lettiske og russiske medier, var skandalen om den russiske uafhængige TV-kanal Dozjd (TV-Rain), der efter at være blevet forbudt i Rusland kort efter invasionen af Ukraine, havde fået tilladelse til at åbne et nyt studie i Riga i sommeren 2022.
I december 2022 blot få måneder efter at kanalen var genopstartet i Riga kom den dog i alvorligt uføre, da en vært havde opfordret seerne til at sende informationer ind om dårlig behandling af de mobiliserede russiske tropper. Under indslaget brugte værten ordene ”vores hær” om den russiske hær, hvilket ikke blev modtaget godt i Letland.
Ovenpå andre kritisable hændelser og mindre fejl var dette dråben, som fik bægeret til at flyde over for letternes gæstfrihed. Oven på dette indslag, som blev opfattet, som om værten opfordrede til at hjælpe de russiske mobiliserede tropper ved at afsløre fejl og mangler i lederskabet, valgte den lettiske tv-myndighed – mere eller mindre lovligt – at fratage TV-Rain sin sendetilladelse. Beslutningen blev kritiseret af flere internationale journalistiske organisationer samt den lettiske journalistsammenslutning, der ikke mente, at der var grundlag for fratagelsen.
Skandalen førte til en større diskussion om, hvordan den russiske opposition skal og bør opføre sig i de lande, hvor den opholder sig i eksil. Hvad kan man som eksilrusser tillade sig at sige om de lande, man opholder sig i? Og hvordan skal man appellere til den almene russer uden at komme på tværs med ens værtsland? Som TV-Rain erfarede, kan det være svært at skelne, hvor grænsen går for acceptable ytringer. Især i et land som Letland hvor der findes udbredt mistro fra politisk hold mod alt russisk – også den russiske opposition.
TV-Rain har nu opnået en ny sendetilladelse i Holland, men der er stadig flere russisksprogede oppositionsmedier baseret i Letland, bl.a. Meduza, Novaja Gazeta Europa og Radio Svoboda. Hidtil er disse medier ikke kommet i uføre, og TV-Rain skandalen har om noget også fungeret som en lærerig lektion for den russiske opposition, der tydeliggør, at det gamle mundheld ”the enemy of my enemy is my friend” ikke altid holder.
Markering af 1-års dagen for invasionen
Den 24. februar i år blev der i Riga holdt en støttedemonstration til fordel for Ukraine. Foran frihedsmonumentet i det centrale Riga samledes mange mennesker for at høre diverse talere give deres besyv på det seneste års hændelser, akkompagneret af musik fra både ukrainske og lettiske sangere.
Til sådan en begivenhed bliver det tydeligt, hvor stærkt sammenholdet er mellem de to lande, som på mange måder har meget tilfælles i deres relation til Rusland. Begge lande ser på deres tid i Sovjetunionen som besættelsestider kendetegnede af undertrykkelse af deres nationalsprog og kulturer.
I anledning af årsdagen havde Ukraine sendt en udbrændt russisk kampvogn til hver af de baltiske hovedstæder samt Warszawa og Berlin. I Riga var kampvognen blevet opstillet foran den russiske ambassade, hvor der også længe har hængt et kæmpe banner på en bygning overfor, der forestiller Putin som et dødningehoved. På årsdagen var der ved siden af kampvognen blevet stillet et telt op, hvor man kunne hjælpe med at lave skyttegravslys til brug for ukrainske soldater. Desuden spillede et lettisk militærorkester hoverende foran kampvognen umiddelbart efter demonstrationen. Senere på dagen blev der dog lagt røde roser på kampvognen, efter sigende af personalet på ambassaden. Røde roser som altså skal udtrykke sorg og respekt for de faldne russiske soldater. En klar provokation fra ambassadens side.
Udstillingen af en sådan kampvogn foran den russiske ambassade viser tydeligt, hvor langt den lettiske regering og størstedelen af den lettiske befolkning vil gå i deres støtte til Ukraine. Ukraines sag er Letlands sag, og sådanne demonstrationer skal både tjene til at binde den lettiske befolkning sammen såvel som udtrykke støtte til Ukraine. Men som roserne gjorde klart, kan sådanne demonstrationer også udstille splittelsen i samfundet.
Symbolske opgør med fortiden og den russiske arv i Riga
Symbolske handlinger i forbindelse med krigen skal man ikke kigge langt efter i Riga. En af de mest iøjnefaldende skete for nyligt, da bystyret valgte at fjerne det russiske ord for ”Banegård” (вокзал) på Rigas centrale togstation, hvor det hidtil havde stået flankeret af ordet på lettisk og engelsk – nu er der blot et udvisket tomrum mellem det engelske Terminal og det lettiske Stacija.
Det russiske вокзал stod som en af de sidste påmindelser i det offentlige rum fra Sovjettiden. Udover det faktum at russisk konstant kan høres på gaden, hvilket vidner om, at Riga i høj grad er en russisktalende by, hvor omkring halvdelen taler russisk i deres hjem. Men i Letland er det de lettiske nationalistiske kræfter, der sidder på magten, og for dem er sådanne symbolske opgør med den russiske fortid vigtige skridt for at fastslå sin selvstændighed og udøve sin særlige lettiske identitet.
Næste mål i kampen om sprog, monumenter og historiske minder bliver sandsynligvis den statue af Aleksandar Pusjkin, som står i en af Rigas centrale parker. Den russiske nationaldigter har næsten helgenstatus for mange russere. Folk gør korsets tegn foran statuen, stiller lys og blomster ved den, som var den et ortodoks ikon. Men eftersom Pusjkin ikke havde nogen særlig forbindelse til Riga, står statuen der også som endnu et minde om den sovjetiske fortid. Derfor var der for nyligt mindre demonstrationer i Riga til fordel for dens bevarelse, da bystyret nu også har proklameret intentioner om at fjerne den.
Kan fortiden glemmes, og nutiden forandres ved at fjerne russiske symboler?
Hændelserne viser, hvordan der i Riga stadig findes to befolkningsgrupper med radikalt forskellige opfattelser af historien. De nationalistiske kræfter på begge sider af den etniske kløft ynder at puste til ilden, særligt i forbindelse med historiske og kulturelle anledninger.
Fratrædelsen af indenrigsministeren og fratagelsen af TV-Rains sendetilladelse eksemplificerer, hvordan den lettiske nationalistiske højrefløj yder stor indflydelse i Letland. Det sås i forbindelse med den lovlige lettisk-russiske demonstration, der faktisk forløb stille og roligt, men alligevel førte til et krav om indenrigsministerens aftrædelse, fordi man ikke havde valgt at opløse den med magt. En demokratisk problemstilling for et land, hvis nuværende selvforståelse baserer sig på at høre under den europæisk-demokratiske tradition i stærk modsætning til den autoritære russiske.
I mødet med betændte historiske og politiske problemstillinger er det ikke altid lige nemt at leve op til de erklærede principper, når trangen til at markere ens opposition imod divergerende holdninger trumfer styrken til at overholde egne principper. Men som fjernelsen af вокзал tydeligt viser, kan man ikke bare udviske fortiden så nemt – der vil stadig være synlige ar og realiteter, man ikke kan se bort fra – uanset hvor meget man ønsker det. Lige nu står der ikke længere вокзал på russisk, men de russisktalende er her endnu, og stationens facade ser nu blot usymmetrisk og arret ud. Tomrummet mellem Terminal og Stacija står som et billede for den skillevej, som Letland står ved, for man kan ikke bare se bort fra sin store russisktalende minoritet ved at viske deres ord ud.
