POLITIK | En provestlig kandidat, en pro-serbisk/russisk kandidat samt to kandidater fra centrumhøjre er favoritterne til præsidentposten ved præsidentvalget i Montenegro i morgen, søndag. Montenegro blev for få år siden spået til at være næste EU-medlemsland, men står nu måske ved en skillevej mellem Vesten og Rusland. Meget tyder på, at den siddende pro-vestlige præsident Milo Đukanović står stærkest og næsten med sikkerhed går videre til valgets anden runde – om han kan fortsætte på posten afhænger af, hvem hans modkandidat bliver.
Foto: Podgorica (Kilde: Janusz Recław)
Ikke kun et valg mellem Vesten og Rusland
For blot fem år siden var Montenegro udpeget som næste EU-kandidatland, der kunne forvente medlemskab allerede i 2025. Siden er først landets reformproces gået helt i stå, dernæst er situationen i landet i stigende grad blevet præget af uro og politisk ustabilitet. Nu vurderer mange kommentatorer, at Montenegro kan stå ved en skillevej mellem Vesten og Rusland.
Dets fremtidige forhold til EU bliver muligvis afgjort ved præsidentvalget i morgen søndag d. 19. marts. I den forbindelse fremstiller nogle lokale og vestlige medier valget som et mellem den siddende pro-vestlige og pro-NATO præsident Milo Đukanović og den pro-serbiske og pro-russiske Andrija Mandić. Situation er dog faktisk langt fra så simpel. For Đukanovićs styremåde de sidste snart 33 år, både som siddende præsident – og inden 2020 som premierminister og regeringsleder – har ofte været alt andet end demokratisk. Đukanović forbindes nemlig af mange montenegrinere med korruption, klientelisme, undertrykkelse af de frie medier og undergravning af statsinstitutionernes uafhængighed. Desuden er der mindst to andre aktuelle kandidater med medvind, Aleksa Bečić og Jakov Milatović. Begge positionerer de sig imellem Đukanović og Mandić. Meget tyder altså på, at vi skal ud i to valgrunder, inden vi ved, hvem den næste montenegrinske præsident bliver. Den anden runde er sat til søndag d. 2. april.
Stærkt opdelt og polariseret vælgerkorps
Set fra et forsimplet etnisk perspektiv forventer man måske, at flertallet af etniske montenegrinere vil støtte Đukanović, mens de etniske serbere derimod vil støtte Mandić. Disse udgør henholdsvis 45% og 30% af den montenegrinske befolkning. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. For af de i alt 72% ortodoks-kristne i landet tilhører 70% den serbisk-ortodokse kirke (SOK) og kun 30% til den montenegrinsk-ortodokse (MOK). Det betyder, at under halvdelen af de etniske montenegrinere bekender sig til MOK og flertallet til SOK. Eftersom Đukanović har været i åben konflikt med SOK siden i hvert fald 2019 – til dels pga. SOK’s traditionelle støtte til de pro-serbiske kandidater og partier – kan man forvente, at en del etniske montenegrinere vil støtte enten Mandić eller Bečić og Milatović.
Alt det gør Đukanović meget afhængig af stemmerne fra de næsten 20% etniske albanere, bosniakker/muslimer og andre mindre etniske befolkningsgrupper, der lever i det lille blandede land. Denne afhængighed giver på den anden side faktisk Đukanović en form for fordel, idet meget få af disse knap 20% forventes at stemme på andre kandidater.
Der er i alt godt 540.000 registrerede vælgere i landet, som er blevet stærkt polariseret siden dets uafhængighed i 2006. Ikke mindst gennem medierne og særligt de store tv-stationer, hvoraf ikke en eneste kan betragtes som uafhængig og politisk neutral. Fire af i alt fem landsdækkende tv-stationer ejes af serbiske medie-oligarker. To af disse er tætte på den serbiske præsident Aleksandar Vučić, og deres redaktionelle linje kan karakteriseres som pro-serbisk, pro-russisk og anti-vestlig. De to andre serbisk-ejede medier er måske ikke lige så pro-serbiske og pro-russiske, men de er begge udtalt anti-Đukanović. Over for disse fire privatejede tv-stationer står den statslige TV Montenegro, som uden overdrivelse kan betragtes som Đukanovićs talerør og forlængede arm. Det samme gælder mange embedsmænd i statsinstitutionerne, som Đukanović har styret på en klientelistisk måde gennem de seneste mange år.
Præsidentkandidaterne: Fire positioner og fire potentiale vindere
De i alt syv kandidater kan placeres i fire politiske fløje. To kandidater hører til henholdsvis centrum-venstre, højre og centrum-højre. Den sidste kandidat kan bedst beskrives som en der bedriver anti-politik. Det er influencer Jovan Radulović Jodžir, som slet ikke har noget politisk program udover en modstand imod landets etablerede politiske elite. Jodžir levnes ingen chancer af valganalytikere, men hans følgere på sociale medier fremhæver ofte, at hvis Zelenskyj kunne vinde i Ukraine, så kan Jodžir også gå hen og vinde i Montenegro.
De to kandidater fra centrum-venstre er den nuværende præsident Milo Đukanović og valgets eneste kvindelige kandidat Draginja Vuksanović Stanković. Vuksanović Stanković er fra Montenegros Socialdemokratiske Parti, som ideologisk læner sig op ad Đukanovićs Socialistpartiet, der er landets største. Selvom Vuksanović Stanković på mange punkter er kritisk over for Đukanović, var hendes kampagne især rettet mod Aleksa Bečić og Jakov Milatović. Det er anden gang, at Vuksanović Stanković stiller op, og hun har spillet stort på at være den eneste kvindelige kandidat i feltet.
Hun stillede også op i 2018, hvor som den første kvindelige præsidentkandidat nogensinde i landet fik 8,5% af stemmerne. Hun regnes for at være den hovedansvarlige for, at Đukanović ikke vil være i stand til at samle 50% af stemmerne i første runde. Hun vurderes dog ikke at have nogen realistisk chance for at komme videre til anden runde. En del af hendes vælgere vil nok udelade at stemme på Đukanović i anden runde, primært på grund af hans mange politiske skandaler og korruptionsanklager.
Stabilitokraten Đukanović
Derimod forventes mange vælgere at stemme på Đukanović, fordi de anser ham som den mest sikre valg mod den pro-serbiske Mandić. Det er velkendt, at Đukanović som regel vinder, fordi vælgerne stemmer imod de pro-serbiske modkandidater. Siden selvstændigheden i 2006 har Đukanović også selv været meget god til at frame alle landets valg som kampe mellem pro-montenegrinske og pro-serbiske kræfter i landet. Grundet krigen i Ukraine har Đukanović denne gang gjort meget for at påminde vælgerne, at Mandićs parti Demokratisk Front (DF) er et pro-serbisk, pro-russisk og anti-vestligt parti.
Det har Đukanović gjort, fordi Mandić selv har prøvet at undgå at tale om DF’s position. DF’s mærkesager er nemlig Montenegros udmelding af NATO, en tilbagetrækning af Kosovos anerkendelse samt ophævelse af sanktioner imod Rusland. Đukanović stoppede ikke ved Mandić og DF. Under valgkampagnen har han brugt meget krudt på at fremstille sig selv som den eneste pro-vestlige kandidat, og dermed den eneste kandidat vesten ville kunne acceptere – hvis landet fortsat skal gøre håb om EU-medlemskab og vestlige investeringer.
Đukanović nyder da også pæn støtte fra EU og Vesten. Vel nok fordi han fremstilles som en fredens mand, der formåede at løsrive Montenegro fra sin statsunion med Serbien uden krig, ligesom han også så siden har formået at holde det etnisk meget blandede land fredeligt. Støtten kommer også af, at Đukanović er god til at iscenesætte indenrigspolitiske og regionale kriser for dermed fremstå som den eneste stabile aktør i landet. Når det kommer til stykket, er Đukanović nemlig en ægte stabilitokrat, der påstår, at han arbejder på at sikre landets og regionens stabilitet og udadtil foregiver at følge forpligtelserne i forhold til EU-optagelse og –integration. I virkeligheden fører han imidlertid en politik dybt præget af klientelisme, vedholdende undertrykkelse af kritiske medier og en regelmæssig iscenesættelse af indenrigspolitiske og regionale kriser for at underminere demokrati- og retsstatsprincipper.
Mandić fra højrefløjen er favorit som modkandidat – Bečić og Milatović har medvind
De to højrefløjskandidater kan begge beskrives som pro-serbiske og pro-russiske. Mens Mandić som sagt har forsøgt at nedtone de stærke krave om NATO-udmelding, tilbagetrækning af anerkendelse af Kosovo og ophævelse af sanktioner mod Rusland, har Goran Danilović fra det lille parti Forenet Montenegro derimod spillet på netop den form for retorik. Danilović vurderes dog ikke at have nogle større chancer. Det skyldes, at mange montenegrinske serbere, der stemmer på de pro-serbiske partier, ikke nødvendigvis er serbiske nationalister eller pro-russiske og anti-vestlige. De er i højere grad blot trætte af Đukanovićs anti-serbiske retorik og hans klientelistiske styremåde. Især på dette område kommer Mandić dog til at kæmpe om stemmerne med de to centrum-højre kandidater, Bečić og Milatović.
Bečić og Milatović er begge pro-EU og pro-NATO, men de betragter ikke Mandić, men derimod Đukanović som deres største fjende. De kritiserer Đukanović for den udbredte korruption i landet og hans nationalistiske retorik, som splitter befolkningen i serbere og montenegrinere. Bečić og Milatović appellerer dermed på en gang både til etniske montenegrinere – især dem der tilhører serbisk-ortodoks kirke – og etniske serbere – især de mere moderate og pro-vestlige i større byer og de velhavende turistområder langs kysten. Bečićs og Milatovićs største ulempe er, at de kommer til at kæmpe mod hinanden om de samme stemmer.
Bečić repræsenterer centrum-højre og partiet Demokraterne, som var en af de større vindere ved sidste parlamentsvalg i 2020, og som kortvarigt i 2020 var med i regeringskoalitionen. Den første siden 1990 der ikke var styret af Đukanović. Demokraterne står i dag uden for den nuværende centrum-venstre regering, men stemmer ofte sammen med den. Milatovićs “Europa Nu-bevægelsen” er et nyt parti, der sidste år fik et særdeles godt resultat i landets hovedstad Podgorica, der rummer næsten 1/3 af landets befolkning. Partiet oplever i øjeblikket stigende popularitet blandt montenegrinerne. Partiets hovedkandidat blev ellers udelukket fra at stille op til præsidentvalget på grund af sit serbiske statsborgskab. Det kan ende med at blive til en god ting for partiet, idet han stadig vil kunne blive premierminister efter næste parlamentsvalg, hvor partiet forventes at få gode resultater. Samtidigt viser meningsmålingerne, at Milatovićs popularitet er stigende. Han står dog stadig dårligere end Bečić og Mandić – og især Đukanović – og muligvis også den socialdemokratiske Vuksanović Stanković.
“Selvom vi følger valget første runde, fokuserer vi allerede på den anden”
Flere medier vurderer, at vi skal igennem to valgrunder, inden Montenegro finder en præsident. Derfor er er flere af dem allerede i gang med at analysere, hvordan udfaldet af første runde vil kunne påvirke anden runde, søndag d. 2. april. Eller som en lokal nyhedsportal formulerer det: “Selvom vi følger i valgets første runde, fokuserer vi på den anden”.
Đukanović har ellers selv indtil for få dage siden selvsikkert hævdet, at han ville vinde allerede i første runde. Men udviklingen de sidste par dage, hvor han blot tre dage før præsidentvalget valgte at opløse Parlamentet og udskrive nyt parlamentsvalg d. 11. juni, tyder på, at han ikke længere er helt så tryg. Selvom han officielt siger, at opløsningen skyldes, at den siddende mindretalsregering ikke har fungeret siden august sidste år, så tyder tidspunktet på, at han vil sikre, at han efter d. 2. april sidder på både regerings- og præsidentmagten.
Đukanović kan dog føle sig mere eller mindre sikker på gå videre til anden runde. Kampen kommer til at udspiller sig mere om den anden position. Her står Mandić som sagt stærkest, og går han videre, vil det give Đukanović en fordel i anden runde. For vi har tidligere set, at Đukanović får de bedste valgresultater, når hans modkandidat er pro-serbiske. I sådan en situation kan Đukanović mobilisere mange montenegrinere, som ikke nødvendigvis er særligt glade for hans politik og styremåde, til at stemme på ham, fordi de dermed vil sikre, at den pro-serbiske kandidat ikke vinder.
Det kan man også forvente, vil ske denne gang, hvis det ender med at være Mandić, der går videre. Muligvis vil det gå endnu bedre for Đukanović denne gang end ved det seneste valg, da valget i april ikke blot vil komme til stå mellem mellem en pro-montenegrinsk og en pro-serbisk position, men også som et valg mellem EU og Rusland. Desuden vil de fleste vælgere, som i første runde vil stemme på Bečić eller Milatović, ikke stemme på Mandić i anden runde. De vil ikke kunne identificere sig med hans nationalistiske serbiske, pro-russiske og anti-vestlige linje. En del af dem vil simpelthen vælge at afstå fra at stemme i anden runde. De resterende stemmer vil højst sandsynligt fordeles ligeligt mellem Đukanović og Mandić. Đukanović vil desuden også kunne regne med en del af Vuksanović Stankovićs stemmer fra første runde, hvilket vil give ham en ret komfortabel sejr i anden runde.
Hvis det derimod bliver Bečić eller Milatović, der går videre til anden runde, så er der en større chance for, at en af dem kan vinde over Đukanović. For Mandićs vælgere fra første runde vil ikke have noget problem med at stemme på Bečić eller Milatović, så længe de kan sikre, at det ikke bliver Đukanović. Det er netop også, hvad Đukanović frygter mest. Opløsning af parlamentet og udskrivning af et nyt parlamentsvalg d. 11. juni kan også tænkes som et forsøg på at ramme Bečić og Milatović. For det vil give de to mere moderate og pro-EU kandidater problemer, hvis de skal vinde med Mandićs pro-russiske og nationalistiske serbiske stemmer. De kommer nemlig til at stå ved et valg, hvor de enten skal tænke på præsidentvalgets anden runde eller det forestående parlamentsvalg, som i sidste ende også er vigtigere i, og med præsidentens politiske rolle ikke er nær som vigtig som regeringens.
