Kronik af Mia Tarp Nurmagambetova, konsulent ved International Partnership for Human Rights (IPHR)
TURKMENISTAN | Lukket centralasiatisk land er blevet et gasparadis for udenlandske investorer. Men er der overhovedet et realistisk alternativ – og hvordan ser styret i Asjghabat på menneskerettigheder?
Selvom Turkmenistan er relativt ukendt for de fleste danskere, er der alligevel mange, som har hørt om den lille nation i Centralasien. Turkmenistan er omtrent ligeså befolket som Danmark, med lidt over seks millioner indbyggere, men arealet er næsten lige så stort som Sverige. Samtidig sidder landet på verdens sjettestørste gasreserver – en guldmine, som har gjort landets elite særdeles velhavende – alt imens mange almindelige borgere i Turkmenistan lever i største armod.
Imens Europa desperat leder efter et alternativ til russisk gas, så er der flere som har foreslået Turkmenistans potentiale – men er det overhovedet realistisk og etisk forsvarligt?
Turkmenistan er et af verdens mest isolerede lande, ikke langt fra Nordkorea på diverse internationale ranglister af menneskerettigheder og friheder. Myndighederne i landet bruger de lokale medier, som alle er underlagt kontrol og censur fra statens side, til at sprede propaganda. Internetadgang er sparsom og censureret, og der er i det hele taget ikke meget plads til at være imod styret i Turkmenistan. Journalister, aktivister og almindelige borgere, som samarbejder med menneskerettighedsorganisationer og frie turkmenske medier i eksil, er blevet straffet umådeligt hårdt. Blandt andet har civilsamfundsalliancen CIVICUS betegnet landet som ”lukket” – en betegnelse Turkmenistan deler med Saudi Arabien, Iran og Nordkorea. Landet er også verdens fjerde mest lukkede land hvad angår pressefrihed, ifølge Reportere Uden Grænsers globale index for pressefrihed.
Ekstrem rigdom og ekstrem ulighed
Den lukrative gaseksport har længe forgyldt den turkmenske elite. Mange har hørt om tidligere præsident Saparmurat Nijazovs guldstatue af sig selv, som kostede i omegnen af 12 milliarder dollars. Siden er de ekstravagante udskejelser fortsat, og hovedstaden Asjghabat er prydet af hvid marmor og store paladser. Men på grund af en forværrende økonomisk krise har mange turkmenere ikke råd til basale fornødenheder og mad. Turkmenistan har dertil bragt deres borgeres liv og sundhed i fare, ved deres konsekvente benægtelse af COVID-19 pandemiens indtog i landet, og har derfor ikke formået at beskytte turkmenerne mod sygdommen (en situation som vi i IPHR dokumenterede sammen med TIHR i denne rapport). Regeringen i Turkmenistan fortsætter ligeledes med at skjule alting der kan få den siddende elite til at fremstå i et negativt lys, imens de samtidigt tvinger borgere til at deltage ved regime-lovprisende massebegivenheder. Sådanne events har givet et chokerende vidnesbyrd om statens komplette ligegyldighed overfor deres borgeres vel og ve. I juni 2022 var statsansatte for eksempel tvunget til at deltage i udendørs festligheder for at markere tidligere præsident Gurbanguly Berdymukhamedovs 65-års fødselsdag – på trods af at termometeret den pågældende dag viste over 45 grader celsius. Vores partner TIHR kunne fortælle hvordan hundredvis af borgere fik brug for akut lægehjælp efter begivenheden, og nogen blev endda indlagt i kritisk tilstand: blot for at fejre ekspræsidentens fødselsdag.
Justitsmord ved højlys dag
I Turkmenistan har ytringsfrihed en meget høj pris, og enhver kritik af de siddende magthavere kan betyde en fængselsstraf. Et eksempel på dette er børnelægen Khursanaj Ismatullajeva. I 2017 blev Ismatullajeva ulovligt fyret fra sit arbejde, efter hun havde nægtet at deltage i statslige massebegivenheder i arbejdstiden. Desuden havde hun kritiseret uetiske arbejdsmetoder på klinikken hvor hun arbejdede. På trods af at hun slæbte sin arbejdsgiver i retten, og sendte mange klager hid og did, fik hun ikke medhold.
Ismatullajeva var desperat nu, uden arbejde og indkomst. Hun tog derfor kontakt til et turkmensk eksilmedie i udlandet, og fik sin historie offentliggjort dér i november 2020. Sagen blev derefter diskuteret af medlemmer af EU-Parlamentet i juli 2021 ved et online event, og dagen efter forsvandt Ismatullajeva efter at været blevet hentet i sit hjem af politiet. Efter to ugers forsvinden, fandt man ud af at Ismatullajeva var på anklagebænken i en straffesag, og at hun sad varetægtsfængslet. I november 2020 blev hun idømt ni års fængsel for bedrageri, dokumentfalsk og udnyttelse af en hjælpeløs person. Men efter næsten to år i fængsel blev Ismatullajeva løsladt i et masseamnesti i december 2022.
Men det er ikke alle, som har været lige heldige. En del af de politiske fanger, som ”forsvandt”, har siddet fængslet i flere år uden kontakt med deres pårørende. En af disse som sidder fængslet netop nu er Nurgeldy Khalykov, der blev idømt fire års fængselsstraf for kontakt med et eksilmedie. Khalykov blev fængslet i sommeren 2021, efter han sendte et eksilmedie et billede af WHO-repræsentanter på besøg i Turkmenistan for at undersøge COVID-19 situationen i landet. Khalykov havde på daværende tidspunkt samarbejdet med selvsamme eksilmedie i en årrække. Forskellige menneskerettighedsorganisationer har reageret og presset på for at Khalykov skulle løslades – blandt andet repræsentanter fra FNs Menneskerettighedsråd.
Men selv efter løsladelse, fortsætter presset på turkmenske aktivister og dissidenter. Et eksempel på dette er Agadjuma Bajramov, en 73-årig mand, som blev løsladt sidste år efter seks års fængsel. Mange mener han blev dømt efter falsk anklage, fordi han havde udtalt sig kritisk om sociale og økonomiske problemer i landet, og ladet sig interviewe af Radio Frit Europa. Efter sin løsladelse er Bajramov stadig voldsomt begrænset i sin bevægelighed, og bliver overvåget og kontrolleret af politiet.
Og også for kritikere af regimet som er i eksil, kan det blive farligt. De turkmenske myndigheder forsøger nemlig ofte at lægge pres på udenlandske aktivister og journalister, via familiemedlemmer som stadig befinder sig i Turkmenistan. Farid Tukhbatullin flygtede fra Turkmenistan til Østrig i 2003, og startede organisationen TIHR, som han stadig leder i dag. Hjemme i Turkmenistan, har hans mor fået gentagne besøg fra politiet. For få år siden kastede ukendte gerningsmænd mursten og sten gennem hendes ruder.
For vane at undertrykke
Da Turkmenistans første præsident – den excentriske diktator Saparmurat Nijazov – døde pludseligt i 2006, overtog tandlægen Gurbanguly Berdimukhamedov posten. Han fortsatte sin forgængers diktatur, og udviklede sin egen personlighedskult. Gurbanguly regerede indtil sidste år, hvor hans søn Serdar Berdimukhamedov overtog embedet efter ham, efter et fuldt orkestreret præsidentvalg som hverken var frit eller retfærdigt. Gurbanguly er dog muligvis reelt ved magten i landet stadigvæk – om ikke andet har han betydningsfuld indflydelse på alle beslutninger som tages. Men vi håber på at Serdar Berdimukhamedov vil leve op til de løfter han gav i sin tiltrædelsestale: at føre “human” politik.
Men Serdar Berdumukhamedov overtog præsidentembedet midt i en regional og geopolitisk krise. Timingen kunne ikke have været værre. I starten af januar sidste år udbrød der blodige uroligheder i nabolandet Kasakhstan som nådesløst blev slået ned af de lokale myndigheder. Det officielle dødstal var på minimum 238 mennesker, primært civile, og næsten 10.000 anholdte. Urolighederne var med andre ord en folkelig opstand – Turkmenistans værste mareridt. Som der også blev dokumenteret i IPHRs periodiske rapport for CIVICUS, så reagerede myndighederne i Turkmenistan mærkbart på begivenhederne i Kasakhstan. Internetadgangen blev yderligere begrænset, og der var vidnesbyrd om arbitrære visitationer af mennesker og deres telefoner på gaden, og opløsning af selv de mindste menneskegrupper udenfor. Måneden efter invaderede Rusland Ukraine. En begivenhed, som satte alle tidligere Sovjetrepublikker i en ubehagelig politisk og økonomisk situation.
Turkmenistan har ikke været så tæt allieret med Moskva som sine nabolande og de fleste tidligere Sovjetrepublikker, og har også holdt sig udenfor andre regionale samarbejdsinitiativer som f.eks. Den Eurasiske Økonomiske Union (EEU), Fællesskabet af Uafhængige Stater (CIS), og lignende. Dette har ikke været muligt uden landets store naturressourcer, som har gjort landet økonomisk uafhængige nok, til at se sig omkring efter andre handelspartnere og allierede end blot Rusland. Eftersom Ruslands krig i Ukraine har ændret den geopoliske virkelighed i hele regionen – og resten af verden – så er Europa blevet desperate efter et alternativ til russisk gas, også på sigt. Netop derfor er Turkmenistan for tiden ombejlet af interesserede parter, som vil have del i landets ressourcer.
En af de interesserede bejlere er Tyrkiet. De har i årevis søgt at styrke det regionale samarbejde blandt tyrkiske lande (på engelsk Turkic som en betegnelse for lande, der taler sprog fra den tyrkiske sprogstamme – Azerbaijan, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan, red.). I december sidste år, ved et møde mellem Tyrkiet, Azerbaijan og Turkmenistans statsledere, kommenterede Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan på et muligt samarbejde. Erdogan hævdede at Tyrkiet var interesseret i at hjælpe med levering af turkmensk gas til det vestlige marked i Europa. Sådanne planer er dog aldrig kommet videre end idéfasen. I en ret ny analyse for Foreign Policy Research Institute, fortæller Centralasien ekspert Bruce Pannier fra Radio Free Europe, at ideen om den såkaldte ”Trans-Kaspiske Pipeline” strækker sig tilbage til midt-halvfemserne, hvor ønsket var at Turkmenistan skulle eksportere 30 milliarder m² gas årligt, gennem en rørledning på bunden af det Kaspiske Hav, til Tyrkiet og Europa via Azerbaijan. Dette er dog komplet urealistisk, understreger Paolo Sorbello, journalist og energimarkedsanalytiker bosat i Centralasien:
“Det tyrkiske, politiske spin, er netop kun dét: politisk spin. Den foreslåede Trans-Kaspiske Pipeline, og hvad den ellers har været kaldt, er et fuldstændigt urealistisk projekt. Det ville være alt for dyrt både at bygge rørledningen og udvide kapaciteten af de eksisterende rørledninger gennem Azerbaijan og Tyrkiet, mod Italien og Europa, og der har aldrig været investorer, som har været interesseret i at betale for et sådant projekt. Men Turkmenistan er faktisk overhovedet ikke interesseret i at eksportere mere gas – og de kan heller ikke, selv hvis de ville. Kina er deres primære kunde, og de er fastlåst i kinesiske langtidskontrakter som er bundet i investeringer i Turkmensk infrastruktur. Derfor er Turkmenistan ikke på udkig efter nye eksportmarkeder, og de har derfor heller ingen kapacitet til at øge deres produktion med henblik på eksport.”
Mens europæiske ledere diskuterer alternativer til russisk gas, så er det ekstremt vigtigt at fokus på menneskerettigheder ikke går tabt, og ikke giver køb på vores europæiske værdier. Hvad der gælder Turkmenistan, bør de europæiske lande fortsætte med at presse for en forbedring af menneskerettigheder i landet, og kæmpe for at de uretmæssigt fængslede skal løslades. Målet skyr ingen midler i støtten til at få de turkmenske myndigheder til at handle. Men turkmensk gas – selv hvis det var en mulighed – er nok ikke noget for os.
International Partnership for Human Rights (IPHR) er en uafhængig NGO grundlagt i 2008. Med base i Bruxelles, arbejder IPHR tæt sammen med lokale civilsamfundsgrupper fra en række forskellige lande for at belyse menneskerettighedsproblemer og fremme rettigheder på internationalt plan. Se mere om IPHRs arbejde her. Kronikkes skribent, Mia Tarp Nurmagambetova, er ansat hos IPHR.
