Filmnmeldelse

En krigs afslutning betyder ikke nødvendigvis fred i Dusan Milics psykologiske thriller “Darkling”, der portrætterer Serbiens nationale traumer gennem en families daglige kampe med de mystiske farer, der lurer i Kosovos mørke udkanter.

Historier, som ligger tæt på fortællerens eget liv, kan ofte være svære at nå ind til, og når der endelig nåes ind til dem, bliver de ofte reduceret til små navlepillende oplevelser, der ikke kan andet end ekskludere alle, der ikke oplevede dem. Det er ikke tilfældet for denne fortælling. Blot to dage før Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar startede udkom Dusan Milics film “Darkling” i Serbien og fik hurtigt sin fortjente succes ved at blive udnævnt som Serbiens Oscar-valg til de kommende prisuddelinger. 

“Darkling” centrerer sig om den afskårne og afstumpede familie på tre, som introduceres gennem den elleveårige pige Milica (Miona Ilov), der lever med sin bedstefar Milutin (Slavko Štimac) og sin mor Vukica (den serbisk-danske skuespillerinde Danica Curcic), der som nogle af de eneste er blevet tilbage i deres lille hus i et kosoviansk bjergområde, hvor de venter på forsvundne familiemedlemmer.

Hver morgen bliver Milica og resten af områdets børn samlet op af udenlandske soldater, som er kommet for at beskytte dem. De udenlandske soldater kører dem ind til byens eneste aktive skole, der drives af præsten Dositej (Nikola Rakocevic), og alle børnene har fået udleveret en fløjte, de kan bruge i nødstilfælde. Milica og hendes venner har modificeret deres fløjter til at lyde som en solsort, så de kan kommunikere uden at blive opdaget. 

Præsten og lærerinden, der hjælper ham, forsøger at holde børnenes humør oppe ved at tale om en sikker fremtid væk fra byen, og Milica forsøger at more sig med de sidste par klassekammerater, der endnu er tilbage i byen. Men om aftenen i det lille hus i bjergene hører hun skrig ude fra skoven. Nogle fra dyr – andre fra mennesker. Frygten for de mystiske kræfter, der terroriserer indbyggerne ved at bortføre folk og slå deres dyr ihjel, gennemsiver alt. 

Vi møder et land i forfald med død og pinsel overalt, hvor den eneste udvej væk fra en skæbne som de andres, er at flygte. Men flugt er ikke en mulighed i bedstefar Mulitins øjne, der stadig håbefuldt venter på de to forsvundne familiemedlemmers hjemvenden.

Denne nervepirrende mystik spiller filmen på det meste af tiden, hvor vi bliver kastet ind i efterkrigstidens serbiske kaos og bliver lige så forvirrede som menneskene, der portrætteres. Filmen tager os ikke i hånden en eneste gang, og det er præcis sådan, det skal være.

Ligegyldig hvilken forbindelse man har til krigene i Jugoslavien, føler man en direkte forbindelse til menneskene, der portrætteres, og man kan ikke andet end at klynge sig til deres fortælling. De mørke billeder, belyst med den ildevarslende chiaroscuro, viser et ondt landskab, der konstant er ude efter indbyggerne, som håbløst søger hjælp hos de udenlandske soldater, der hverken forstår dem eller er overbeviste om den fare, der hele tiden lurer ved det næste hjørne. 

Det simple produktionsdesign og det ubehagelige lydbillede i kombination med skuespil i verdensklasse lover en realistisk rejse ind i den serbiske psyke, som du ikke havde forventet. 

Filmen stiger og stiger mod et storslået klimaks, hvor realitet og traumatiske mareridt blandes sammen i et virvar af smerte, og instruktør Milica lader al frygt eksplodere. Slutningen er kraftfuld – selvom den perfekte slutning måske i virkeligheden havde været et par minutter forinden. Hele rejsen frem mod klimakset er det, der virkelig gør “Darkling” til den grundrystende oplevlese, den er – de lange skud, de hypnotiserende skuespilpræstationer og den sparsomlige udlevering af information. 

Som titlen hengiver, er “Darkling” allerbedst, når vi er efterladt til at fundere i mørket.