Serbien | Vojvodina er en provins i det nordlige Serbien, hvis komplekse historie har resulteret i et multietnisk kludetæppe af folkeslag, der har levet fredeligt side om side gennem tiderne. Trods Vojvodinas lille areal gemmer regionen på et væld af mangfoldighed og kulturel rigdom.De seneste par år er der igen sket en forandring i den befolkningssammensætningen i Vojvodina – denne gang dog af en demografisk karakter. Særligt de unge flytter nemlig fra Vojvodina, og området mister dermed både arbejdskraft og velstand.

En flod med mange navne 

Når jeg rejser til Vojvodina, tager jeg som regel til byen Senta, en by som ligger i det nordlige Vojvodina. En fast tradition for mig i Senta er at sejle en tur på floden Tisza. Tisza løber gennem hele Vojvodina. Mens jeg sejler på floden, er vandoverfladen rolig med en grumset, grønlig farve. Den lille sejlbåd flyder ubesværet på den rolige vandoverflade, som kun en gang imellem brydes af en springende fisk.
Tisza, Tisa eller Tysa, på henholdsvis ungarsk, serbisk, rumænsk og ukrainsk er også de lande floden løber igennem. Floden Tisza har sit udspring i bjergkæden Karpaterne i det vestlige Ukraine. Derefter løber den igennem Rumænien og hele Ungarn for så til sidst at munde ud i Vojvodina. Flodens mange navne vidner om den kulturelle og nationale mangfoldighed, der i høj grad kendetegner Vojvodina. 

Den nationale diversitet kan også findes på de velbesøgte restauranter ved flodbredden, hvor der serveres både lokale ungarske og serbiske retter. Hver sommer vækkes floden til live, hvor både indbyggere og besøgende valfarter til floden for enten at bade, fiske, sejle, eller nyde udsigten. Geografisk set har befolkningen i Senta altid orienteret sig efter Tisza.
Floden har altså med andre ord dikteret byens geografi, og dermed er Tisza ikke bare en flod men også en geografisk, kulturel, og historisk afgrænser. 

På overfladen er Tisza rolig og idyllisk, men man skal ikke lade sig narre. Lige under vandoverfladen findes der malstrømme, som ofte ikke kan ses fra ovenfra. Disse hvirvler kan i visse tilfælde være livsfarlige for de badende gæster, der har forvildet sig for langt ud. Flodens rolige overflade afspejles også i byen Senta. På overfladen virker den måske som en søvndyssende lille by uden særligt meget aktivitet. Men her skal man heller ikke lade sig narre. Bag den monotone facade har Sentas historie været præget af et væld af historiske omvæltninger, der er årsagerne til den nationale og kulturelle diversitet, der findes i området i dag. 

Kultursammenstød og fælles identiteter 

Den etniske mangfoldighed i Vojvodina kan man forstå gennem et historisk perspektiv, området har været befolket af forskellige folkeslag siden romertiden. Historisk set gik det nuværende ungarske mindretal i Vojvodina fra at være den største etniske gruppe i Vojvodina til at være en minoritet. 

I 1500-tallet blev Vojvodina erobret af Osmannerriget. Det Habsburgske rige fik et århundrede senere kontrol over Vojvodina såvel som resten af Serbien med erobringen af hovedstaden Beograd i 1688. Slaget ved Senta i 1697 er af særlig historisk betydning for byen. Ved slaget besejrede den habsburgske hær osmannerne, der havde forsøgt at genindtage området. Nederlaget ved Tisza og Senta betød, at osmannerne efterfølgende trak sig helt tilbage fra Vojvodina. 

Siden da har grænserne mellem de skiftende herskende riger rykket sig flere gange. Trianon-traktaten i 1920 medførte, at Ungarn mistede en betydelig del af sit territorium til bl.a. Serbien og Rumænien, og i dag bor en stor procentdel af ungarerne derfor udenfor Ungarns grænser, blandt andet i Vojvodina.

Anden verdenskrig havde ligeledes en betydning for den etniske sammensætning i området: Det jødiske mindretal blev deporteret til koncentrationslejre, mens det tyske mindretal blev betydeligt formindsket. 

Ligeledes havde krigen i 1990’erne en stor indflydelse på den etniske sammensætning i Vojvodina, selvom den ikke udspillede sig på samme voldelige måde i Vojvodina, som den gjorde i resten af Jugoslavien. Befolkningen i Vojvodina var vant til at leve fredeligt side om side, og derfor deltog de ikke aktivt i krigen. 

Den Pannoniske steppe 

En hvis tilbagelænethed præger indbyggerne i Vojvodina. Denne Vojvodina-mentalitet afspejles geografisk i den flade pannoniske lavslette, et særligt karaktertræk for hele Vojvodina-området. Steppen, der er jævn og flad, fortsætter uforstyrret ud i horisonten. Denne uforstyrrede kontinuerlighed kan man se reflekteret i Senta, hvor tiden nærmest står stille. Bybilledet har ikke har forandret sig synderligt igennem årene. 

Byens befolkning, hvis største grupper er ungarere og serbere, har i generationer levet en fredelig sammeneksistens side om side. Ungarerne og serberne værner fredeligt om deres kulturarv. En kulturarv som på en  samme tid er sprogligt opdelt, men fælles om den særlige Vojvodina-identitet. 

Den sproglige opdeling er mest tydelig i byens gadebillede, hvor trafikskilte og reklamer er skrevet på både ungarsk og serbisk. Går man en tur i byens gader, kan man høre, at der tales på både ungarsk og serbisk. Ligeledes er byens opdelte ungarske og serbiske skoler også klare indikatorer om den opdeling, der findes mellem de etniske serbere og de etniske ungarere. Mindretallet har altså ret til at blive undervist på deres modersmål på uddannelsesinstitutionerne, og som konsekvens af denne sproglige opdeling er indbyggerne faktisk ofte tosprogede. 

I dag, når det kommer til fredfyldt samhørighed mellem diverse etniske grupperinger, kan man sige, at der er to parallelle processer at observere i Vojvodina:  På den ene side er der en bevidsthed om, at man skal værne om minoritetsgruppernes rettigheder og omfavne Vojvodinas multikulturalisme. På den anden side er der også nationale politiske tendenser, der ofte promoverer politiske agendaer for en specifik etnisk gruppe. Anerkendelsen af den fælles Vojvodina-identitet præger dog i overvejende grad befolkningen, og som regel trumfer den de nationalistiske tendenser. 

Demografiske ændringer 

Da jeg sidste år var på ferie i Senta, stødte jeg på venner og bekendte, der langsomt men sikkert forsvandt fra byen. Min venner var blot en del af en større tendens; den yngre del af befolkningen er i stort omfang emigreret fra regionen, hovedsageligt på grund af bedre muligheder for uddannelse eller arbejde udenfor Vojvodina og Serbien. Denne ændring i demografien er dog ikke et enestående tilfælde og kan også observeres i resten af Serbien. Masseudvandringen af de unge og uforanderligheden i Sentas bybillede er nærmest som to modstridende perspektiver. Disse to tilstande har været konstante under mine rejser til Vojvodina og Senta. 

Politisk og historisk har Vojvodina altid været et multietnisk kludetæppe, gennemsyret med den forunderlige Vojvodina-mentalitet, der har dannet grundlag for den fredelige sameksistens befolkningsgrupperne imellem. Men nu forandrer den befolkningsmæssige sammensætning sig endnu engang med udvandringen af de mest arbejdsdygtige. Udvandringen fra Vojvodina vidner om apati og forglemmelse fra de regerende politikere i Serbien. Dermed er det et åbent spørgsmål, om den kulturelle diversitet vil kunne overleve og stadig være en bestanddel af Vojvodina i fremtiden? Vil der være nok arbejdskraft til at drive den livsgivende landbrugsindustri, som Vojvodina er berømt for? Vil faldet i velstand styrke opbakningen til de nationalistiske bevægelser i regionen? 

Tilbage ved Tisza og Senta forløber tingene sig, som de altid har gjort. Der er ingen tegn på forandringer. Her føler man sig hensat i en tidslomme.