Kutur| Der blev skrevet bosnisk-dansk kulturhistorie på en af de sidste dage i 2022 i Vollsmose, da Al Jazeeras Balkan-dokumentar ”The Standing Man” havde premiere. Dokumentaren beretter om den bosniske skulptør Adis Elias Fejzić kamp for at genoplive stecak-traditionen og om tilblivelsen af den stecak, som i dag står i Odense, hvor den udgør et tonstungt granitstensbevis på den kulturhistoriske bro mellem Bosnien og Danmark.
En stecak er en bosnisk gravsten, hvor udhugget tekst og billeder fortæller om afdøde. De ældste stecci stammer fra middelalderen, og i dag er stecakken på UNESCOs Verdensarvslist.
Den bosniske kunstner Adis Fejzićs ambition er at genoplive den bosniske stecak-tradition tilsat en dosis ”kunstnerisk freestyle”, som han selv med et smil forklarer efter fremvisningen – og rodfæste den som et kulturhistorisk pejlemærke mellem ”…the past and the future”. Det er også ét af dokumentarens budskaber. Grebet giver mening, da det på den måde giver det ham en dagsorden, der gør det muligt at manøvrere uden om Bosniens forpestede politiske nutid, hvor der som kunstner er stor risiko for at blive taget til indtægt for den ene, eller den anden mere eller mindre ekstreme eller absurde politiske dagsorden.
Alligevel synes det indlysende, at Fejzićs arbejde for at mejsle de antikke bogstaver på enorme granitsten trods alt også er en jagt efter en del Bosniens nationalfortælling. Fordums kunstneriske storhed udgør ikke kun en fortælling til fremtiden, men er også en del af fortællingen om nutiden.
Som en del af Fejzićs historie skildrer dokumentaren historien bag hvordan bosniere i Odense-området tager initiativ til at få lavet den stecak, der kommer til at stå i Odense. Værket skal skænkes til den danske befolkning som tak for at give dem et nyt hjemland, da de kom til Danmark som flygtninge i midten af 1990’erne. Vi følger vi dialogen mellem Fejzić og initiativtagerne i Danmark fra start til slut. Vi oplever mindestenens tilbliven i den lille passage ved siden af Sarajevos Bymuseum og de bump, der kom på den lange vej, indtil den færdige stecak bliver afsløret i parken på Fyen. Der kommer også en sekvens, hvor Fejzić under et besøg i Danmark sammen med en museumsinspektør går rundt om Jellingestenen og diskuterer forskelle og ligheder på de store europæiske sten.
Producerne har alt i alt skabt en pittoresk kærlighedserklæring til Bosnien. Landet bliver fremstillet med en charmefaktor, der kan måle sig med den bedste italienske idyl. På samme tid leverer bl.a. dokumentarens dronebilleder et knivskarpt billede af et relativt fattigt europæisk land, hvor der ikke er villighed til at anvende ressourcer til at beskytte historiske artefakter, som stecci, og fortsætte studierne af dem. Forklaringen er dels mangel på ressourcer, dels en udtalt mangel på politisk enighed om hvordan landets historie skal formidles.
Dokumentarens svage punkt er, at den til tider fremstår en kende informationstung. Fortælle- og klippetempoet er dynamisk. Alligevel kan man blive overvældet, når man trakteres med endnu en diskussion af nuancer i bosnisk middelalderhistorie. En større brug af grafisk formidling kunne måske lette serveringen af budskabet.
Der er dog også en klar humor i dokumentaren. I en af de mest underholdende sekvenser står Fejzić i udkanten af en mark ved siden af en dynge stecci. De er smidt hulter til bulter. Han forklarer med et en let hovedrysten, hvordan den tidligere jugoslaviske hær skulle bruge området til øvelsesterræn og derfor omhyggeligt fjernede alle stecci. Det var jugoslavisk ordentlighed, siger han med et svedent grin. Det er måske også her, igennem humoren og ironien, at noget af forklaringen på Fejzićs motivation for alvor anes.
Bosniens historie har været turbulent bare inden for de seneste 100 år. Det har været underlagt det Osmanniske Imperium og Østrig-Ungarn, været en del af et jugoslavisk kongedømme, besat af nazister og genopstået som en del af Titos Jugoslavien. Få øjeblikke efter selvstændighedserklæringen i 1992 trak en krig sit spor af død og ødelæggelse gennem landet. I dag er der måske ikke krigstilstande, men der er heller ikke fredelighed. Fejzićs kunstneriske arbejde har potentiale til at læne sig ind i Bosniens omtumlede nutidshistorie ved at trække tråde fra en kompliceret fortid til en forhåbentlig mere optimistisk bosnisk fremtid.
