Rusland | Den 26. november, godt 9 måneder efter den russiske invasion af Ukraine, blev relationerne mellem Vesten og Rusland taget under behandling af prominente forskere, aktivister og politikere. Øget støtte til eksilerede russiske aktivister, gentænkning af sanktionspolitikken overfor Rusland og en gennemgående nytænkning af EU-politikken i naboregionen var nogle af konferencens vigtigste konklusioner.
Det er lørdag morgen den 26. november på Borups Højskole. Højskolen danner på en umiddelbart grå novembermorgen rammerne for konferencen “Copenhagen Conference on Western-Russian Relations 2.0”, som rØST er inviteret med til i kraft af sin rolle som informationspartner. Med 2.0 henviser arrangørerne International Debat og Det Udenrigspolitiske Selskab først og fremmest til, at konferencen er en opfølger til den prisvindende konference afholdt i 2020. Og så henvises der indirekte til den helt nye situation i relationerne mellem Vesten og Rusland efter invasionen af Ukraine d. 24 februar. Krig er nu igen blevet et vilkår i Europa.
Lidt efter lidt fyldes højskolens store sal op. Udenrigspolitik, Rusland og Østeuropa har med krigen øjensynligt fået den danske offentligheds bevågenhed. I dag repræsenteret af en mangfoldig skare af generelt politisk interesserede, pensionister, studerende, politikere samt danske og udenlandske journalister og forskere. Men udover den faglige mangfoldighed fornemmes også en international tilstedeværelse: Både ved kaffe- og croissantbordet og ude i atriumgården høres morgensagte samtaler på ukrainsk, moldovisk – og naturligvis også russisk.
Netop den russiske tilstedeværelse fortæller Celine Emma la Cour mig lidt om. Hun er hovedarrangør, moderator, bestyrelsesmedlem for Det Udenrigspolitiske Selskabs ungdomsafdeling (U35) og dagens konferencier. Indledningsvist forklarer hun, at konferencen var “udfordrende at organisere, fordi alt hvad der har med Rusland at gøre lige nu er yderst kontroversielt”.
Men det er ifølge la Cour kontraproduktivt. For det går desværre også udover græsrodsinitativer og russiske aktivister, som i øjeblikket “har meget svært ved at slå igennem, selvom de åbent kritiserer krigen og Putins regime – og dermed er i fare for retsforfølgelse og fængsling i Rusland”. Derfor har arrangørerne været meget påpasselige med at balancere og vinkle debatterne og panelerne, og derfor besluttede de sig også for, at det “officielle Rusland var udelukket fra arrangementet”.
I stedet skal konferencen være en “platform for kritiske, demokratisk-sindede russere og eksperter med visioner for Rusland efter krigen”, påpeger hun. Det er de russere, der lige nu er i eksil i massetal, som skal danne rygraden af det russiske civilsamfund i fremtiden og udvikle Rusland i en mere demokratisk retning efter et fremtidigt – og forhåbentligt snarligt – regimeskifte.”
Status på modstand og kritik i Rusland – og manglen på vestlig støtte
Og netop oppositionens og aktivismens vilkår i Rusland tager dagens første panel livtag med. Liubov Sobol indleder med et veloplagt oplæg. Hun er en del af den profilerede russiske oppositionspolitiker Aleksey Navalnyjs stab og også i egen ret en anerkendt oppositionspolitiker som forhenværende medlem af den oppositionens koordinationsudvalg. Hun lægger ud med at sige, at hun i øjeblikket er eksileret, idet hun risikerer retsforfølgelse for fem sager – blandt andet er hun anklaget for spredning af propaganda i forbindelse med hendes dækning af Bucha-massakren i Ukraine.
Herefter kommer Sobol ind på spørgsmålet, som så mange udenfor Rusland jævnligt stiller sig selv: Hvor stor en andel af den russiske befolkning er reelt uenige med styret og imod krigen? Først henviser hun til de mange analyser og meningsmålinger, der umiddelbart peger på opbakning til Vladimir Putin. Men, fortsætter Sobol, dels er tallene manipulerede, dels tør den russiske befolkning ikke at udtale sig alt for direkte. Skal vi forstå omfanget af utilfredsheden med regeringen, er det ifølge Sobol faktisk meget mere frugtbart at gå indirekte til værks.
Hun henviser i den sammenhæng til meningsmålinger om den russiske befolknings tillid til statsmedierne – og dermed også til narrativet om krigen og den politiske strategi, der dominerer alle lag i etablissementet. Og i henholdsvis marts og april var det faktisk kun 33% og 23% af russerne, der svarede, at de havde tillid til medierne. Opbakningen til Putins narrativ er altså lav, og den er også nedadgående, fortæller Sobol.
Hvad angår opbakningen og interessen for oppositionen, tilføjer hun, er den ganske udbredt. Ser vi på de sociale medier, har Navalnyjs Youtube-kanal over 250 millioner views fra 50 millioner unikke brugere. Størstedelen er russere, fortæller Sobol. Men selvom der altså eksisterer en stor masse af regeringskritiske borgere i Rusland, er sikkerhedstjenesternes net for fintmasket og effektivt til, at der kan etableres en bevægelse. Derudover, afslutter hun, er den lave demokratiske selvtillid også et stort problem. Der er en omfattende politisk apati i landet og manglende tro på, at man kan gøre en forskel. Derfor ser vi et “silent majority”, og ikke mennesker i massevis på gaderne for at kræve Putins afgang.
Maria Logan fra Open Russia Foundation og Khodorkovsky Foundation, begge grundlagt af den tidligere oligark og nu prominente regeringskritikker Mikhail Khodorkovsky, tilslutter sig Sobols udlægning. Hun tilføjer desuden, at perspektiverne for styrkelsen af den demokratiske selvtillid i befolkningen desværre kan have lange udsigter, hvis Vesten ikke ændrer strategi. Op mod en million russere er flygtet fra landet siden invasionen. Blandt dem er mange af dem de mest kritiske af styret. De tilbageblevne som eksempelvis Aleksej Navalnyj og Vladimir Kara-Murza er fængslede.
Derfor er der behov for at styrke de eksilerede russeres kritik af styret, forklarer Logan og fortæller, at hun arbejder på at styrke netværket af eksilerede ved blandt andet at formidle lægehjælp, webinarer og undervisning, ligesom de også hjælper med logi i Tashkent og Istanbul, hvor der efterhånden er store russiske diasporaer. I den forbindelse er det ifølge Logan helt essentielt, at vesten gør op med “blanket”-politikker som eksempelvis visumforbud for alle russere. Et generelt forbud, som der jævnligt tales om, vil ifølge Logan blot afskære både Vesten og civilsamfundsorganisationerne fra reelt at kunne hjælpe oppositionen i landet. Det er som nævnt særligt de eksilerede russere, der er politisk aktive og derfor vigtige for en fremtidig demokratisering af Rusland, afslutter Logan. Derfor må Vesten i højere grad forsøge at hjælpe lige præcis dem.
Moldova på en knivspids
Næste panel bevæger sig ud af Rusland og ind i nabolandene, hvor mange i øjeblikket balancerer mellem Rusland og EU. Hvor tildeling af EU-medlemskab længe har virket hypotetisk og usikkert, er der med Moldovas og Ukraines kandidatstatus sket et stort skred i udvidelsespolitikken med en mere udtalt sikkerhedspolitisk dimension. Med spørgsmål om hvad den største udfordring er for regionen, og om EU-medlemskab er løsningen, lægger moderator Jonas Bredal Juul op til panelet, der blandt andet tæller repræsentanter fra Ukraine og Moldova.
Stela Leuca, rådgiver for den moldoviske udenrigsminister, fortæller om situationen i Moldova, som også har oplevet enorme omvæltninger og stigende usikkerhed siden den 24. februar. I Chisinau, der ligger tæt på den ukrainske grænse, kunne de russiske missiler høres under invasionen i februar. Hun tilføjer, at Moldova, et af de fattigste i Europa, har modtaget omkring 80.000 flygtninge – svarende til 4-5% af landets befolkning. Desuden er der også tiltagende usikkerhed i forholdet til den russisk-støttede udbryderrepublik Transnistrien, som russerne tilbage i foråret eftersigende havde planer om at bruge som brohoved til en invasion af Moldova.
Med denne situation taget i betragtning er EU ifølge Leuca den eneste løsning for landet. Men som Leuca efterfølgende tilføjer, har Moldovas åbne vestligt orienterede politik – efter mange års balancegang mellem russiske og vestlige interesser i landet ledt til omfattende økonomisk usikkerhed og energifattigdom i befolkningen, der kæmper med en inflation på omkring 30%, den højeste i Europa. Landets energi forsynes af russiske selskaber, forklarer Leuca, hvis net går via Transnistrien. Kontrollen over energinettet bruges jævnligt af russerne som pressionsmiddel. Der rapporteres derfor ofte om langvarige strømafbrydelser, og tilbage i efteråret var der endda meldinger om russisk-støttede kupplaner i oppositionen.
Opfordring til ny EU-strategi i regionen
Med den russiske invasion og tildelingen af EU-kandidatstatus til Moldova og Ukraine er vilkårene for hidtidig politik, nemlig “Eastern Partnership”-pakken (EaP) også brudt sammen. EU er derfor nødt til at agere helt anderledes. Det er er en af pointerne i oplægget fra den karismatiske politolog Arkady Moshes fra Finnish Institute for International Affairs (FIIA).
Moshes forklarer, at EaP er et levn fra en tid, hvor både EU og Rusland betragtede hinanden som strategiske partnere. Med EaP forsøgte man på den ene side at modernisere Rusland, mens man på den anden side var påpasselig med at undgå konflikter over den fælles naboregion. De forhold er som bekendt ovre. For det andet, tilføjer Moshes, var strategien ineffektiv: Den sondrede ikke effektivt mellem de forskellige aktører og landes politiske positioner og formåede heller ikke at styrke demokratierne eller kampene imod korruption. Men alligevel forsøger EU at genoplive den – “Hvorfor dog det?”, spørger Moshes retorisk, mens han ser ud i salen.
I stedet opfordrer Moshes EU til helt at forkaste pakken og fremover koncentrere sig om bilaterale aftaler. Det er desuden essentielt for EU’s troværdighed, at der også bliver fulgt op med medlemskab til Ukraine og Moldova. Samtidig er landene i regionen også forpligtede til at tage det næste skridt ved aktivt at vælge alliance – er man euroatlantisk orienteret eller ej. “You cannot live on a bridge”, som Moshes lakonisk afslutter sit svar på et spørgsmål ude fra salen – og dermed afliver han en ellers ganske udbredt forestilling om nabolandene som strategisk grænseområde mellem Rusland og Vesten.
Tvivl om energisikkerhed og kritik af sanktionsstrategien
Efter frokostpausen fortsætter næste panel om EU’s energisikkerhed og sanktionspolitikkens effektivitet med plads til både forsigtig optimisme og interessant kritik af sanktionsstrategiens præmisser.
Både Jens Worning, udenrigskommentator ved Kristeligt Dagblad, og direktør for Policy Group, og Karel Lannoo, direktør for Centre for European Policy Studies, kommenterer i afdæmpede men optimistiske vendinger sanktionspolitikkens effekter. Selvom de indtil nu har været ganske begrænsede med omkring 2% fald i Ruslands BNP, vurderer Lannoo, at det på mellemlangt sigt vil kunne falde med 10%. Worning slutter sig grundlæggende til Lannoos konklusion og forklarer, at sanktioner naturligvis skal rettes til undervejs. “De er ikke præcisionsvåben, og det er desuden første gang, at de så systematisk tages i brug”, forklarer han.
Det største problem for den europæiske energisikkerhed, fortsætter Worning, er at den grønne omstilling faktisk knytter en lang række nye udfordringer til sig. Som det er nu, importeres nikkel og aluminium stadig fra Rusland, idet de er vigtige for omstillingen. Beslutter EU sig for at udvide sanktionerne til også at omfatte metaller, kan de først og fremmest ramme sig selv. Enten i form af højere priser eller i handelssamarbejder med med andre i princippet ligeså usikre stater. Og dermed er vi jo egentlig lige vidt, hvad angår sikkerhed, konkluderer Worning. Selvom EU i den russiske invasion har fundet en anledning til at accelerere den nødvendige grønne omstilling, er der altså ifølge Worning også store risici på den anden side af omstillingen.
Med over videoforbindelse fra Washington tager økonomiprofessor Vladislav Inozemtsev sanktionspolitikkens bagsider og svagheder under behandling. Ifølge Inozemtsev var de første sanktionspakker forståelige, men i bakspejlet alt for emotionelle reaktioner på invasionen. Faktisk har sanktionerne været langt mindre effektive end håbet på, og Inosemtzev kritiserer derfor den udbredte forestilling, at det skulle være muligt at vinde krigen ved blot at fortsætte sanktionspolitikken.
Ruslands reserver, fortsætter Inozemtsev, er så velpolstrede, at det selv med et totalt handelsembargo ville være i stand til at fortsætte krigen i i hvert fald tre år endnu. Og dermed modsiger Inozemtsev altså Lannoos optimistiske forudsigelser, om at et langsigtet fald på 10% med tiden vil presse russerne tilstrækkeligt. Inozemtsev forudser derimod et noget mere beskedent fald i BNP på 2% om året – og det vil altså ifølge ham ikke være nok til at presse et regimeskift igennem lige foreløbigt. Desuden vil Kreml ikke hole sig tilbage med at allokere penge fra socialsfærer i samfundet til den russiske krigsmaskine, hvis det skulle blive nødvendigt.
Selv fremlægger han derfor et noget mere pragmatisk og uortodokst forslag: For det første bør Vesten helt droppe de brede energisanktioner til fordel for specifikke sanktioner og dermed fortsætte energiimporten fra Rusland, som i stedet skal beskattes. Midlerne derfra kan bruges til økonomisk støtte til Ukraine i genopbyggelsen af landet og styrkelsen af civilsamfundet.
Bred enighed blandt alle deltagerne er der derimod om, at vi nu endegyldigt har krydset tærsklen til en epoke, hvor de eksisterende de-globaliseringstendenser vil forstætte. Vi ser altså ind i en periode med tiltagende ustabilitet på handelsområdet.
Om nødvendigheden af et stærkt EU
Parallelt med den økonomiske de-globalisering ser vi også en svækket liberal verdensorden, blandt andet tydeligt i det internationale samfunds manglende kapacitet til at kunne konfrontere russiske overtrædelser af de internationale konventioner. At den europæiske økonomi er i knæ, mens den liberale verdensorden også svækkes danner udgangspunktet for historikeren Ilana Bet-Els oplæg, i dagens sidste panel om verdensordenen efter Putin.
Det er blevet mørkt i salen, da Bet-El, som også har været ansat i FN, forklarer, hvorfor invasionen også er et angreb på EU, og hvorfor et stærkt EU og Europa er essentielt for fremtidens internationale orden. Ifølge hende er det blandt andet en svækkelse af EU, der har ligget til grund for Kremls beslutning om at invadere Ukraine.
Kreml har nemlig ifølge Bet-El ikke et modsvar til EU’s bløde magt, som har truet styret igennem flere år. Man har med stor utilfredshed set til, mens Ukraine har nærmet sig EU, både med orange-revolutionen i 2004 og Maidan i 2014 – en relation som sidenhen blot er blevet styrket med handelsaftaler og visumliberaliseringer. Og derfor må vi betragte krigen, konkluderer Bet-El, som en agression imod EU, der jo som bekendt er blevet kastet ind i en hvirvelstrøm, hvor økonomien har lidt særligt stor skade.
På internationalt plan er der imidlertid et stort behov for et økonomisk stærkt EU, fortsætter Bet-El. EU vil være en nødvendig afbalancering mellem USA og Kina, når den fremtidige internationale orden skal etableres. Og dermed tilslutter Bet-El sig på indirekte vis også Inozemtsev pragmatiske forslag fra den forrige paneldebat om sanktionspolitikken. Den må gentænkes, fortæller hun, for som den er nu, svækker den EU betragteligt på et tidspunkt, hvor både Ukraine og det internationale samfund har brug for et stærkt EU.
FN har højst sandsynligt udspillet sin rolle i sin nuværende form, bemærker Bet-El. Men der vil ikke desto mindre være brug for den samme form for kvantespring, der i sin tid undfangede ideen om FN og skabte en form for tillid til en mulig regelbaseret international orden, afslutter Bet-El med en spidsfindig reference til fodboldens regelverden.
Bet-Els oplæg, et af dagens sidste, bliver mødt med stor begejstring og klapsalver af de tilstedeværende i den store sal, der har været vidt omkring: sanktionspolitik, EU-udvidelsespolitik, energisikkerhed samt oppositionskritik og demokratisering af Rusland.
Og angående støtten til den russiske opposition er jeg et par uger senere i kontakt med konferencier Celine La Cour. Hun fortæller mig:
“Baseret på konferencen og med hjælp fra Liubov Sobol, Maria Logan og Daria Wagner fra konferencens første panel – er Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab Charlotte Flindt Pedersen og jeg selv i gang med at udarbejde anbefalinger til Det Udenrigspolitiske Nævn omkring, hvordan Danmark bedst kan støtte den demokratiske vision for Rusland. Det drejer sig blandt andet om revidering af visaregimet, så det bliver nemmere for kritiske russere at søge ophold og asyl i Danmark, øget støtte til civilsamfundsorganisationer, projekter, personer og eksil-medier, der søger at fremme demokrati i Rusland, og ikke mindst udvidelse af sanktioner mod en hel del flere indflydelsesrige individer, der støtter Putins krigsindsats.”
Og derfor kan man godt runde af med at sige, at konferencens arbejde fortsætter, efter paneldeltagere og publikum forlod den store sal på Borups Højskole.
Læs mere om deltagerne og programmet for konferencen her:
https://udenrigspolitik.dk/arrangementer/conference-on-western-russian-relations-2-0/
Følg Det Udenrigspolitiske Selskab og International Debat her:
https://www.facebook.com/udenrigspolitik
https://www.facebook.com/DetUdenrigspolitiskeSelskabU35/
https://www.facebook.com/internationaldebat
