BULGARIEN | Efter mistillidsvotummet og væltningen af den selvbetegnede antikorruptionsregering ledt af partiet “Vi fortsætter forandringen” (PP), skrev den bulgarske journalist Vladimir Mitev i sommer en artikel, der både kan beskrives som en nøgtern og kritisk analyse af regeringspartiet og som et landskabsportræt af den seneste tids dramatiske hændelser og politiske kultur. En indledning af rØSTs redaktør Marcus Popov sørger for baggrund, inden Vladimir Mitev aftegner de eksisterende politiske konflikter i EU-landet, der på en og samme tid er euroatlantisk og russofilt.
Indledning og baggrund
Af Marcus Popov
I sommeren 2020 under Corona-pandemiens førstebølge blev Bulgarien svøbt i en anden slags bølge af omfattende og landsdækkende demonstrationer. Med anslåede 400.00 demonstranter på landsplan var de de største siden perioden omkring Berlinmurens fald. Målet var afsættelse af landets korruptionsmistænkte regering, og hurtigt blev pladserne og gaderne i mange af de store byer besatte og blokerede af deltagerne. Selvom demonstranterne udgjorde en diffus og broget skare af alt fra højrenationalister, populister, pro-vestlige liberale til socialister og anarkister uden nogen fælles ledelse eller struktur, var deres kortsigtede krav konkrete og fælles. De krævede to afsættelser: både af premierminister Boyko Borissov og den magtfulde statsanklager Ivan Geshev samt en grundlæggende reformering af det kompromitterede retsvæsen, der igennem årtier er blevet groft udnyttet af skiftende regeringer.
Protesterne spredte sig til hele landet, men havde deres pulserende hjerte på pladsen foran regeringsbygningen i hovedstaden Sofia. Med døgnbemandede telte og bivarker blev der lagt et vedholdende pres, der ikke kunne ignoreres i offentligheden. Borissov holdt dog stædigt ud, og først efter et års intens opmærksomhed udskrev han som følge af sit mandats udløb parlamentsvalg i april 2021. Parlamentsvalget var, hvad der skulle blive til det første af tre, indtil der ved valget d. 14 november 2021 endeligt blev fundet mandater til en skrøbelig men duelig koalition af primært nye selvbetegnede antikorruptionspartier. Ideologisk mangfoldige og praktisk talt uforenelige afspejlede koalitionen på sin vis den spraglede bevægelse på gaderne: Den bestod af to nye partier med særligt fokus på korruption og retslige reformer, de liberale partier Demokratisk Bulgarien (DB) og Vi fortsætter forandringen (PP), det populistiske og nationalistiske parti Der findes sådan et folk (ITN) samt en gammel kending, det etablerede magtparti Det bulgarske socialistparti (BSP).
Koalitionen fik dog kun lidt over et halvt år ved magten, da koalitionspartiet Vi fortsætter forandringen (ITN) opsigtsvækkende og kontroversielt stillede et mistillidsvotum overfor det største regeringsparti, Vi fortsætter forandringen (PP), ledt af premierminister Kiril Petkov. Det ledte til endnu et nyvalg i juli 2022, det fjerde på to år. Her viste resultaterne imidlertid et genfundet fodfæste til de etablerede partier GERB og DPS – og samtidig en noget mindre opbakning til de selvbetegnede antikorruptionspartier.
Den politiske bevægelses momentum med krav om reformer ser altså ud til at være slået i stykker, og samtidig er den gamle garde med GERB og DPS heller ikke i stand til at sammentømre flertal i parlamentet. Det betyder, at der altså hverken er mandater til nogen duelig regeringskoalition hos de nye Vi fortsætter forandringen (PP) og Demokratisk Bulgarien (DB) eller den gamle magtblok GERB og DPS. Efter alt at dømme skal bulgarerne altså til valg igen i 2023, i hvad der så vil blive for femte gang på under tre år.
Men hvad ligger til grund for antikorruptions-sagens og -partiernes nedgang, som i 2020 fik bred opbakning i landet og stor opmærksomhed fra vestlige medier – og hvad udløste den nuværende politiske krise i landet? Hvilke politiske partier, aktører og konfliktpunkter mødes vi af, når vi forsøger at aftegne konturerne af det politiske landskab?
Vladimir Mitev giver i artiklen svar på spørgsmålene, som skal ses i lyset af spørgsmålet om landets identitet og geopolitiske tilhørsforhold. Et emne, der i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har optaget mange vestlige iagttagere af Østeuropa det seneste års tid. Mitevs analyse og eksempler fra Bulgarien viser, at der er flere interesser på spil end, hvad der møder øjet, og at det er nødvendigt at overskride den rigide identitetstænkning mellem enten øst og vest for at forstå det konkrete tilfælde Bulgarien. De bulgarske magthaveres og politikeres skiftende alliancer tvinger os i stedet til at anskue de geopolitiske poler og tilhørsforhold som langt mere “komplicerede” og “dynamiske”.
Hvilken forandring venter efter regeringen for “forandring”?
Af Vladimir Mitev
Den politiske krise, der ledte til væltningen af Kiril Petkovs regering, førte i løbet af sommeren til en lang række demonstrationer og moddemonstrationer. Alt imens er Bulgariens internationale partnere begyndt at bekymre sig om, hvorvidt den politiske ustabilitet er vendt tilbage til landet for bestandigt. Særligt hersker der en frygt for en styrkelse af de historiske pro-russiske tendenser, der har en vis indflydelse i landet. Blandt landets vestlige partnere er der ligeledes en frygt for, at mange af tiltagene vedtaget af Kiril Petkovs regering, for eksempel begrænsninger af oligarkernes adgang til offentlige midler, nu kan blive rullet tilbage.
Mens det er meget sandsynligt, at frygten fra disse kanter er velbegrundet, foretrækker jeg ikke at betragte den politiske udvikling som et nul-sums-spil, hvor landets geopolitiske pendul enten svinger mod USA eller Rusland. Det er derimod langt mere nærliggende at betragte de forskellige hændelser som udtryk for et samfund, der er ved at bevæge sig væk fra det mangeårige “stabilitokratiske” regime under ledelse af den tidligere premierminister Boyko Borissov (2009-2013; 2014-2017; 2017-2021, red.), der blev væltet sidste år.
Spørger du mig, er vi bulgarere faktisk ganske interessante, og vi fortjener verdens interesse – ikke kun for at være ledt af en karismatisk premierminister, der til forveksling ligner John Travolta. Uafhængigt af regeringssamensætningen vil behovet for modernisering og “forandring” af landet stadig være et højaktuelt emne. Måske vil en bedre og mere indgående forståelse af det bulgarske samfund med alle dets indre modsætninger være den nødvendige løftestang til en reel forandringsproces i landet.
Det står stadig uklart, hvordan Kiril Petkovs regering, regeringen for “forandring” (Petkovs er leder af partiet Vi fortsætter forandringen, red.), var sammensat af fire partier med vidt forskellige politiske ideologier og geopolitiske interesser. Det er grundlæggende en gåde, hvordan Petkov, der i medierne betegnes som antirussisk, evnede at samarbejde med det russofile Bulgarske socialistparti (BSP) såvel som det populistiske parti Der findes sådan et folk (ITN), der af ledende liberale politologer, beskyldes for at være en tvilling til Bevægelsen for rettigheder og frihed (DPS) – de bulgarske tyrkeres parti og den berygtede og korrupte forretningsmand Delyan Peevskis parti (sikker støtte for Borissov under hans lange regeringstid, red.). Væltningen af Petkovs regering og den igangværende politiske krise i landet blev netop udløst af partiet Der findes sådan et folk (ITN), som stillede sin koalitionspartner et mistillidsvotum. Efter mistillidsvotummet udtalte Peevski ganske ironisk, at væltningen af Petkovs regering var et første skridt i kampen mod landets oligarki. Selvsamme Peevski er magnitsky-sanktioneret af USA.
Men det, Peevski henviser til, er, at det bulgarske politiske system i over et årti har været præget af spændingerne imellem to fremtrædende forretningsmænd; det vil sige mellem på den ene side den selvsamme Delyan Peevski og på den anden side Ivo Prokopiev. Peevskis parti, DPS, har gang på gang gentaget, at Petkovs selvbetegnede antikorruptionsparti i virkeligheden blot repræsenterer Prokopievs interesser. Samtidig anklagede Petkov den magtfulde statsanklager Ivan Geshev (om det bulgarske retssystem og Geshevs rolle, red.) for at være kompromitteret, tilsyneladende på grund af hans forbindelser til Peevski.
Hvad vil “forandring” egentlig sige?
Da Petkovs regering blev dannet i december 2021, havde den store visioner om forandring og modernisering af det bulgarske samfund efter de mange år under Borissov, hvor man fik indtrykket af, at landet befandt sig udenfor tid og historie. I løbet af de første måneder lignede det da også umiddelbart, at den kontroversielle statsanklager, Ivan Geshev, skulle skiftes ud med en person, der arbejder med antikorruption på en “ikke-korrumperet måde”, altså en der arbejdede på linje med den nye regering. Men til trods for det store pres skete det ikke. Med solid opbakning fra det magtfulde Suveræne Juridiske Råd formåede statsanklager Ivan Geshev at blive siddende på sin post.
Daværende premierminister Kiril Petkov må øjensynligt have følt sig utilstrækkelig efter sådan et nederlag. Han benyttede sig i hvert fald af en meget sjældent brugt metode til at anholde Boyko Borissov: Frem for at lade en sag om enorme summer i bestikkelse gå via det kompromitterede retsvæsen, lod Petkov en arrestordre på Borissov gå igennem indenrigsministeriet. Borissov blev taget med på stationen, men løsladt af politimyndighederne efter mindre end et døgn og uden så meget som en sigtelse rejst imod ham – og ovenikøbet med en offentlig profil som offer for politisk forfølgelse af regeringen. Dette på trods af hans mangeårige forbindelser til lovovertrædelser i landet er almenkendt. Dermed viste Petkovs antikorruptions-strategi sig som utilstrækkelig.
En anden af regeringens strategier for forandring af samfundet var at stoppe den linde strøm af offentlige midler til specifikke firmaer og sektorer, der havde haft deres opblomstring under Borissovs tid i byggebranchen, transportsektoren, osv. Disse tiltag ledte til protester, hvor arbejdsgiverne i sektorerne kørte deres ansatte til vejblokader eller til hovedstaden Sofia for at protestere med slogans som “regeringen har underskrevet lyssky aftaler”, eller at folket også “bliver nødt til at tjene til dagen og vejen”. Regeringen lukkede også faciliteter til kontrol af levnedsmiddel ved grænsen til Tyrkiet med anklager om, at de skulle være forbundet til bestemte oligarkiske interesser.
Hvad vi kan lære af alt dette er, at den bulgarske erhvervssektor tydeligvis har et stort behov for repræsentation i regeringen for overhovedet at kunne operere. Politik bliver dermed til stedet, hvor virksomheder eller brancher opnår både indflydelse og anerkendelse fra den udøvende magt, hvad enten det er byggebranchen, bilindustrien eller finans- eller informationssektoren.
Regeringens fjerde strategi for forandring var i forhold til overførsler. Den forhøjede pensionerne med et betragteligt beløb, en tydelig gestus mod de ældre vælgere fra Socialistpartiet (BSP). På den måde opstod ansatser til det, der kan betegnes som en dynamisk identitet mellem unge repræsentanter af forretningssektoren – dem der stemmer på Kiril Petkovs Vi fortsætter forandringen (PP) – og ældre, ikke-privilegerede i det bulgarske samfund, der stemmer på Socialistpartiet (BSP). Ansatser som i yderste konsekvens ville kunne hele nogle af de åbne sår tilbage fra overgangen til markedsøkonomi i 1990’erne. Sår som Borissov hverken formåede eller satte sig for at hele, idet han under hele sin regeringstid fastholdt statens udgifter og lønninger på et ganske lavt niveau (på trods af økonomisk vækst i samme periode, red.). Regeringen hævede i samme omgang også lønnen til lærerne. Samtidig var der adskillige strejker i statsadministrationen, der som følge af inflationen udhuling af lønningerne, krævede lønforhøjelser.
Hvorfor faldt regeringen for forandring?
Det var med disse ambitioner om forandring og enten opnåede eller fejlslagene målsætninger, at Petkovs regering faldt i sommer. Forklaringerne på hvorfor går i to retninger, indenrigs- eller udenrigspolitisk:
Den første forklaring går på, at Petkov skulle have forstyrret dybt forankrede og magtfulde interesser i det bulgarske samfund, særligt ved at begrænse tilførelsen af midler til virksomheder, der menes at være tætte på Borissov. Ligeledes nævnes også, hvordan Petkov og hans regering afviste at betale for russisk gas med rubler, sådan som russerne krævede i foråret, hvilket førte til, at der blev lukket ned for den kritiske gasforsyning til landet. På den måde har han potentielt set kunnet skade nogle af de helt store interesser i energisektoren.
Den geopolitiske forklaring kan sættes i forbindelse med nogle af dynamikkerne fra Ruslands invasion af Ukraine i perioden omkring regeringens fald, hvor Rusland i samme periode opnåede betydelige sejre i Luhansk. Ligesom den også kan forbindes med et potentielt nybrud i forbindelse med forhandlingerne om Nordmakedoniens medlemskab af EU. I dagene op til mistillidsvotummet mod regeringen (fra dets eget støtteparti ITN, red.), kunne befolkningen lære, at det såkaldte franske forslag, der skulle løse den bulgarsk-nordmakedonske konflikt, imødekom mange af de bulgarske krav om inddæmning af, hvad der fra bulgarsk side betegnes som “makedonisme” (Nordmakedonsk nationalisme, red.). Til gengæld for denne inddæmning ville Bulgarien endeligt tillade Nordmakedonien at påbegynde forhandlingerne med EU om indtrædelse. Det bulgarske parlament vedtog det franske forslag efter Petkov-regeringens fald.
Hvis Petkov og hans parti stadig havde været ved magten, ville netop afstemningen om det franske forslag muligvis have ledt til regeringens fald, idet regeringskoalitionen omkring netop det udenrigspolitiske område var meget sammensat og skrøbelig.
Det franske forslag blev da også bakket op af kun to partier ud af de i alt fire regeringsbærende partier, altså Vi fortsætter forandringen (PP) og Demokratisk Bulgarien (DB) sammen med de to oppositionspartier; Boyko Borissovs GERB og DPS. Det populistiske Der findes sådan et folk (ITN) såvel som Det bulgarske socialistparti (BSP), modsatte sig annulleringen af det bulgarske veto mod Nordmakedonien. I sidste ende undlod socialisterne at stemme om forslaget i parlamentet, mens Der findes sådan et folk (ITN) sammen med det ultra-nationalistiske parti Genopstandelse stemte imod. Det er altså tydeligt, at de nationalistiske, konservative og højreorienterede partier har store forbehold overfor forhandlingerne mellem Nordmakedonien og EU, mens andre partier – som i denne situation kan betegnes som “euroatlantiske” – betragtede det franske forslag som værende i overenstemmelse med de bulgarske interesser.
Vekslende alliancer
I bulgarsk politik er der også en anden vigtig aktør, nemlig præsidenten Rumen Radev. Han er tidligere jægerpilot og er igennem sit politiske liv blevet betegnet som både pro-russisk, idet hans indtrædelse på den politiske scene skete med opbakning fra Socialistpartiet. Men han er også blevet betegnet som pro-amerikansk, idet han bl.a. bakker op om “Tre Have-initiativet” i Central- og Sydøsteuropa, en international platform som støttes af USA i inddæmningen af russisk og kinesisk indflydelse i regionen.
Det samme kan i og for sig også siges om Boyko Borissov. Efter de omfattende antikorruptionsprotester i 2020 blev han beskyldt for at være pro-russisk, idet han indædt arbejdede for etableringen af gasrørledningen “Turkish Stream” til Serbien. Derudover var hans forhold til Trump og Orbán også ganske godt. For ikke så længe siden foreslog Borissov i parlamentet også at støtte Ukraine med alt, hvad den ukrainske ambassadør havde brug for. En udtalelse han dog senere nuancerede. Nu hvor han så utvetydigt bakker op om det franske forslag omkring Nordmakedonien, er diverse medier begyndt at betegne ham som en euro-atlantisk politiker. Det indflydelsesrige støtteparti DPS betegnes nu på samme vis.
Radev og Borissov er begge generaler og begge er profiler fra sikkerhedssektoren: Borissov er general fra indenrigsministeriet. Radev er general fra luftvåbnet. Forholdet mellem de to forværres i disse dage (i juli, red.). Flere vælgere af Vi fortsætter forandringen (PP) og Demokratisk Bulgarien (DB) har udtrykt deres utilfredshed over tidligere at have stemt på Radev til præsidentvalget. Dem der på den anden side støtter de autoktone politiske tendenser, som Radev er udtryk for, er derimod glade for at nævne, at Petkov har frekventeret den amerikanske ambassade for meget. De peger på, at det bulgarske folks egne holdninger og interesser derimod er “anderledes” fra amerikanernes.
Tydeligt er det, at Petkov er blevet ansigtet på den bulgarske technopopulisme – en politisk strømning, der forfølger en teknokratisk ledelse med en stærk finanssektor, progressiv miljøpolitik og vedholdende bekæmpelse af korruption. Radev derimod forsøger forsigtigt at konsolidere sin opbakning i landets intelligentsia, repræsentanter fra kirken samt personer med patriotiske tendenser. Han engagerer sig også med repræsentanter fra erhvervsbranchen og interesseorganisationer gennem konferencer og begivenheder, og dermed forsøger han at styrke fremstillingen af sig selv som en nødvendig afbalancerende figur i det fragmenterede parlament. Det er på den baggrund, at Radev kan udtale, at det franske forslag om Nordmakedonien både er “godt” og “utilstrækkeligt”. Han appellerer mest til dem fra de lidt ældre generationer, der er vokset op i tiden, da staten spillede en betydeligt større rolle i den almindelige borgers liv. De yngre og uddannede bulgarere i alderen op til 40 hælder derimod til Petkovs Vi fortsætter forandringen (ITN) og Demokratisk Bulgarien (DB).
Som nuancering af modsætningsforholdet mellem de to er det dog vigtigt at bemærke, at det netop var Radev, der i sin tid udnævnte Petkov til økonomiminister – endda på et tidspunkt, hvor Petkov ikke havde bekendtgjort, at han også havde canadisk statsborgerskab. Dermed var udnævnelsen af ham til minister ulovlig. Desuden var netop den såkaldte “harvard-duo”, premierminister Kiril Petkov og finansminister Asen Vasilev, ude og bede deres støttere om at stemme på Radev ved præsidentvalget i november 2021.
Komplicerede og dynamiske identiteter
Konklusionen af den nuværende politiske krise er, at bulgarsk politik gennemgår en omfattende og længerevarende omkalfatring. Væltningen af Petkov-regeringen og vedtagelsen af det franske forslag angående Nordmakedonien gør det desto tydeligere.
På et tidspunkt hvor alle parter tilsyneladende kan indgå i alliancer med hinanden, er det muligt at komme med nogle bud på, hvad der vil ske i den kommende tid:
En af hypoteserne er, at den autoktone og nationalistiske politiske tendens i bulgarsk politik (Genopstandelse, BSP og Bulgarsk Opstigning, red.) kan blive styrket på bekostning af partierne, der støttes af den globale kapital. Eller i det mindste at den bliver stærk nok til at have en betydelig indflydelse på regeringssammensætningen. De globale årsager til denne udvikling kan være mangeartede: fra forandringer i forløbet omkring den russiske invasion, de kommende midtvejsvalg i USA, hvor republikanerne står godt, forholdet mellem Frankrig og Tyskland samt spændingerne mellem Storbritannien og kernen i EU samt forværring af situationen i Tyrkiet, et land, der spiller en stor rolle i bulgarsk politik.
Hvis det er sandt, at landets ledelse står foran en grundlæggende forandring, er det vigtigt, at betragtere af landets politik vægrer sig imod at sætte etiketter på dets politikere. Vi bulgarere er blandede, og vi har en kompliceret identitet og forhold til hinanden. Det er os sjældent pålagt at skulle vælge klart og utvetydigt mellem Vesten og Østen. Vores pro-vestlige premierminister ledte som bekendt en koalition bestående af partier, der har udtalt, at de orienterer sig mod øst. Vores “russofile” præsident, Rumen Radev, introducerer den “pro-vestlige” Petkov til storpolitik, og Radev modsatte sig samtidig stoisk den store mediestorm som følge af Petkovs fejl med dobbeltstatsborgerskab. Inden han blev beskyldt for at være “pro-russisk anlagt”, var Borissov faktisk på ganske god fod med Barack Obama og Angela Merkel.
Enhver, som interesserer sig for bulgarsk politik, kan kun få et nøjagtigt begreb om det, hvis vedkommende formår at begribe kompleksiteten. En bedre måde at gå til det bulgarske samfund på er ved at undgå at anlægge statisk begreber og dermed undlade at forstå aktørerne og landet som enten pro-russisk eller pro-vestligt – for i øvrigt er hverken “vesten” eller “østen” fikserede og entydige størrelser. I stedet bør vi forsøge at forstå vores genstandsfelts udvikling, dynamikker og modsætninger. I den er der realiteter fra indenrigspolitikken, der gør sig gældende, det være sig spændinger mellem oligarker, sikkerhedsinstitutioner, osv.
Uafhængigt af hvordan den næste regeringssamensætning ender, har det bulgarske samfund brug for forandring. Selvom Petkov, det smukke og kloge ansigt i bulgarsk politik, ikke længere er premierminister, og selvom der skulle komme en ny politisk tendens til magten, vil den seneste tids bulgarsk-rumænsk tilnærmelser være et af de elementer, som bærer en kim til forandring i landet og regionen som helhed.
På tidspunkter med indædt politisk rivalisering, sådan som vi i øjeblikket betragter den udfolde sig i Bulgarien, kan der være propaganda og manipulation, hvor en bestemt strømning forsøger at blokere for den anden strømnings beslutninger. Det ville være opløftende, hvis eksempelvis de bulgarsk-rumænske fælles aktiviteter var mulige uafhængigt af de internationale eller nationale politiske omstændigheder. Dette vil kræve et endnu højere niveau af kendskab og tillid, både mellem de enkelte østeuropæiske såvel som de europæiske lande, og jeg håber, at denne artikel ydmygt bidrager til dette.
rØST bringer artiklen i oversat og redigeret form efter aftale med forfatteren, læs den originale på hans blog, Bridge of Friendship
Vladimir Mitev er ph.d., journalist hos Bulgariens Nationalradio, BNR, grundlægger af og redaktør på bloggen, Bridge of Friendship om bulgarsk-rumænske forhold samt skribent på mediet
