BOGANMELDELSE | Med “Frekvens” har danske Mia Tarp Nurmagambetova skrevet en både litterær og eksistentiel roman om kaffedrikkeri på en kasakhisk café, kaotisk rodløshed og postsovjetisk identitet i byen Almaty. Værket er specielt, da det er en af de eneste bøger udgivet på dansk, som foregår i Kasakhstan, siden Tjingiz Ajtmatovs roman Vigesporet fra 1985.
Der er meget at blive fascineret af i Mia Tarp Nurmagambetovas nye bog om syv vidt forskellige karakterer, som alle er blevet opslugt af et postsovjetisk kaos i den centralasiatiske millionby Almaty. Ved at følge ikke bare en, men syv forskellige karakterer, bliver vi inviteret ind i en verden af filosofiske samtaler og sammenflettede historier, som finder sted på en café ved den store Kabanbaj Batyr-gade.
Bogens syv karakterer er navneløse, men vi kender dem ved deres professioner, og de nævnes altid med stort forbogstav. Der er Forfatteren, Ejeren, Maleren, Trompetisten, Fotografen, Baristaen og Matematikeren. Karakterernes professionstitler kan godt være et forvildende element i starten, hvor man endnu ikke har opbygget et forhold til hver enkelte karakter. Og man kan i starten blive forvirret over hvilken karakter der er fransk, hvem der er kvinde og hvem der er mand, samt karakterenes indbyrdes forhold.
Forvirringen opløses dog gradvist i første halvdel af bogen, når alle karakterer er blevet beskrevet nok gange. Herfra er personlighederne tydelige; måske fordi, at vi som læser bliver introduceret til karakterens indbyrdes relationer og begynder at se dybde og klare karaktertræk: Forfatteren sidder altid på caféen og skriver løs på sin computer, hun er en drømmende romantiker, drillende og skarp; Maleren er en arketypisk franskmand, der klager over den grå vinter i Almaty, og som samtidig ser dens skønhed; Baristaen er den lukkede kvinde i 30’erne, som aldrig rigtig åbner op, men som fungerer som den observerende, lyttende og givende kaffeskænker og åndelige rådgiver. Kendetegnende for alle syv karakterer er, at de alle kæmper med identitetsproblemer og meningsløshed.
Almatys melankoli og knuste bjerge
Forfatteren bag værket, danske Mia Tarp Nurmagambetova selv har fortalt, hvordan hun er ’’hængt fast’’ i Kasakhstan siden hun flyttede til landet for første gang i år 2000. På samme måde arbejder de syv karakterer i ’’Frekvens’’ alle med et kompliceret forhold til Kasakhstan og Almaty – der både beskrives som fascinerende og smertelig ensom.
Den ensomme og eftertænksomme Trompetist beskriver poetisk og metaforisk sit forhold til byen, som karaktererne alle bor i:
”Det er så smukt og smertefuldt at være en del af byen. Jeg føler på en eller anden måde, at jeg endelig er blevet ligesom bladene, som falder til jorden, er blevet en del af det store hele. Alle de knuste farver og mit liv; det hele støder sammen i byens efterår, som en sørgelig lille symfoni, der allerede har spillet et stykke tid. Du kan virkelig mærke byen pulsere, dunke med sin egen melankoli. Har du aldrig bemærket, hvor knust byen er? Det er næsten som om dens hjerte er blevet knust. Bjergene er knust… siger Trompetisten, og ser i retning af bjergkæden, der lurer mod syd, men som ikke kan ses fra deres perspektiv, fordi byen er dækket af et tykt lag regnskyer.” s.125
I en filosofisk samtale med Baristaen og Ejeren, beskriver den franske Maler en tur i de kasakhiske, spektakulære bjerge, hvor han bliver overvældet af skønhed og storslåethed. På sin tur møder han en ung mand, som forklarer at han aldrig fandt sine barndomsomgivelser i bjergene skønne. For ham fandtes skønhed kun i de dubbede Hollywood film og hos popstjernerne i MTV. Men da den unge mand som 18-årig oplevede kollegielivet i den grå og forurenede millionby Novosibirsk, og delte badeværelse med 20 andre, begyndte hans sande værdsættelse af bjerglandskabets friske luft og de gule mælkebøtter. Et gennemgående tema, man som læser bliver introduceret til flere gange i “Frekvens,” opstår her: Vi bliver nogle gange nødt til at komme væk, for at kunne værdsætte det vi har.
Postsovjetisk identitet
I Kasakhstan har mange mennesker stadig deres egne minder om sovjetstyret, og næsten alle i landet er direkte bundet til dets arv. Dette kommer stærkt til udtryk i “Frekvens” gennem beskrivelser af omgivelserne, som rækker fra gamle turkisfarvede køkkener, betonbygninger med små udluftningsvinduer (okoskja) og kældre med sovjetiske radioer.
Man kan få associationer til den postmoderne fiktionsforfatter Viktor Pelevin og hans bog Generation P fra 1999, når der dukker en klassisk Pepsi-cola reference op i Nurmagambetovas værk:
’’Han tager to dåser Pepsi-cola fra en køleskabshylde. – Hvor mange af dem dér drikker du om dagen? – Det ved jeg ikke. Måske en fire-fem stykker? (…) Det smager så dejligt. Virkelig. Jeg har drukket Pepsi siden jeg … var barn. En sovjetisk skade, faktisk. Før kunne du kun få Pepsi, socialistisk Pepsi…’’ s. 98
På denne måde skabes der ofte opmærksomhed på landets socialistiske fortid, der hænger som en tung nostalgisky over karaktererne. Sovjethistorien, der lurer på hvert gadehjørne og i hver lejlighed, måske sågar i flere af karaktererne selv, viser sig som en posterindring af det Kasakhstan, der engang var. Som når Ejeren af caféen drømmende husker tilbage på hans første møde med Almaty:
’’Den smilende by hilste mig velkommen, jeg husker det helt klart. Lysegrøn, faldefærdig, og fyldt med håb og postsovjetisk forfald. Jeg var smaskforelsket ved første øjekast…’’ s. 38
“Frekvens” arbejder med den smertelige ensomhed der kommer af lange kasakhiske vintre, postsovjetisk rastløshed og stor meningsløshed. På samme tid er disse elementer også det smukke og betydningsfulde i bogen, både for dens karakterer og for fortællingen i sig selv.
Anbefaling “Frekvens”
Det er nok de færreste af os i Danmark, som har et egentligt kendskab til de spektakulære omgivelser og det daglige liv i bjergbyen Almaty. Ved at blive fanget i de eksistentielle møder over brandvarm kaffe i hjertet af byen, inviteres vi som læsere indenfor i karakterernes rodløse liv med krøllede samtaler og lange bilture. Nurmagambetova har et helt sublimt øje for detaljer og beskrivelser, der gør at man som læser næsten kan høre kaffedrikkeriet i karakterernes favoritcafé. Det er en sand fornøjelse at læse hendes sætningskonstruktioner og det mærkes tydeligt, at forfatteren bag “Frekvens” kender til livet i Kasakhstan. Dette giver en oprigtighed i materialet. En anbefaling til læseren er at lytte til musikken nævnt i romanen, som fylder en del i karakterens liv. Herved forstås måske betydningen af “Frekvens,” og ved at lytte til de understøttende sange, bliver scenerne virkeliggjort til lyden af Massive Attack og Pink Floyd. “Frekvens” giver en lyst til at mødes en grå og gold vinterdag, hvor bjergenes silhuetter er forsvundet ud i tågen. Nyde en kasakhisk cappuccino omringet af kolde cigaretter og uendelige håbløse, til tider meningsgivende samtaler med én af Mia Tarp Nurmagambetovas syv fortabte karakterer.
Om forfatteren
Mia Tarp Nurmagambetova har været bosat i Almaty, Kasakhstan i denne omgang siden 2019 med sin kasakhiske mand og deres børn. Hun har en cand.mag. i russisk fra Københavns Universitet. Til dagligt arbejder hun for det kirgisiske medie Kloop, og den danske organisation Silba – Initiative for Dialogue & Democracy
Få fat i bogen her
“Frekvens” af Mia Tarp Nurmagambetova, 187 sider. Trykt i Almaty, Kasakhstan i et begrænset oplag. Pris 220,- ekskl. fragt. Romanen købes direkte af forfatteren ved at rette henvendelse på mia.tarp.nurmagambetova@gmail.com.
Mia Tarp Nurmagambetova, som er kasakhisk-gift, er aktuel med det skønlitterære værk “Frekvens,” som foregår i Kasakhstans største by Almaty. Omslagsillustration: Dias Nurmagambetov.
