UNGARN | Hvad er det egentligt, der er sket i Centraleuropa – og særligt i Ungarn? Hvordan er det muligt, at mennesker som i 40 år levede i et kommunistisk diktatur nu genvælger regeringer, hvis værdier ikke just er i samklang med dem, vi i Vesten betragter som demokratiske? Lasse Skytt forsøger at gøre os klogere og tager os med til Ungarn. Et land der ofte beskrives som EU’s sorte får.

Ungarn er nok et land, som de fleste i Danmark ikke kender ret godt – selvom Budapest er blevet en yndet rejsedestination de senere år. Det kan, med sin kommunistiske fortid og sit utilgængelige, finsk-ugriske sprog virke fjernt og svært at forstå – måske især politisk. Lasse Skytt kender landet som få andre, da han har været bosiddende der i næsten et årti. Skytts mission er at forsøge at forstå de mennesker, den “politisk korrekte” verden ikke vil tale med. Han understreger sit ønske om at opfylde, hvad han mener er journalistikkens grundlæggende opgave, nemlig formidlingen, og ikke aktivismen. Det kan lyde simpelt, men det er langtfra en selvfølge – og bogen tager os vidt omkring i forsøget på at formidle de mange perspektiver der udgør Ungarn.

Med Ungarn som eksempel (eller skrækbillede, alt afhængigt) tegnes et billede af en venstrefløj, som har opgivet at tilbyde et økonomisk alternativ til den globaliserede, liberale økonomi. Den fokuserer mere på abstrakte værdier og er ikke længere et fornuftigt politisk alternativ til sine traditionelle vælgere, nemlig den arbejderklasse, der i højere grad hægtes af den økonomiske udvikling. Hvis man bor på landet hvor post-, skole-, hospitalsvæsen og andre institutioner er sammenlagt 50 kilometer væk, mens ens arbejdsplads, den lokale produktion samtidig flyttes til Kina, og man derfor ender som arbejdsløs og ovenikøbet skal betale mere for benzin, fordi man inde i byen har valgt at hæve de grønne afgifter for brændstof, da man nu vil være grøn – ja, så kan man nok formodes at være ligeglad med minoriteter og LGBT-rettigheder, for at sætte det på spidsen, som det er blevet gjort i Ungarn. Disse prosaiske problemer og frustrationer over de forringede levevilkår for arbejderklassen besvares i højere grad af partierne på den ungarske højrefløj, der betoner det nationale tilhørsforhold og tilbyder et svar og et narrativ til den enorme forandring, som globaliseringen og indvandringen synes at udgøre. Mens den liberale klasse ikke har formået stort set andet end at fordømme folk, der udtrykker sådanne frustrationer – i amerikansk kontekst husker vi nok alle Hillary Clintons udtalelse om “deplorables”. Argumenter kommer desværre kun sjældent på banen, mens moralsk forargelse derimod findes i rigt mål, og vi ender dermed i en situation, hvor hverken liberale og konservative forsøger at forstå hinanden eller endsige tale sammen. Netop dette er også grunden til, at Lasse Skytts forstående og formidlende forsøg på at slå bro er et velkomment og frisk pust fra et land, hvor man som vesterlænding hurtigt og per automatik vil forsøge at kritisere styret uden også at forsøge at forstå dets appel til så stort et antal ungarer.

Denne tilgang er bogens største fortjeneste i en tid, hvor det er let at glemme, at GAFA’s logaritmer konstant bekræfter hver enkelt i sit eget verdensbillede. Skytt stiller spørgsmål til folk på begge sider af det politiske spektrum, men fremfor alt lytter han til det de faktisk siger. I en tid hvor den politiske diskurs bliver mere og mere rå, og vi som samfund er mindre i kontakt med hinanden, handler bogen – som dens undertitel også antyder –  på sin vis ikke kun om Ungarn, men om hele Europa.

Ungarn før og nu

Bogen er inddelt i 3 overordnede dele: “Betragtninger”, “Reportager” og “Samtaler”. De tre dele kan for så vidt godt læses hver for sig, men der er en logisk rækkefølge i opbygningen, som højner udbyttet ved at læse bogen i den rækkefølge, den er skrevet i: Vi starter på et abstrakt og teoretisk niveau og ender med at tale med helt konkrete, reelle mennesker og deres synspunkter. 

I den første del, “Betragtninger”, giver Skytt os ikke alene en indføring i, hvad Ungarn er, og hvad man skal vide for at forstå ungarerne i dag, men også værktøjer til at forstå den politiske splittelse mellem højre og venstre, liberale og konservative. Ungarn ser sig selv som værende indeklemt mellem tyske og slaviske folkefærd med et særegent sprog, som er i fare for at forsvinde. Denne følelse er kombineret med et fokus på særligt traumatiske nederlag, landet har lidt igennem tiderne: Fra slaget ved Mohács i 1526 til Trianon-traktaten efter 1. verdenskrig, der reducerede landets areal med to tredjedele. Dette resulterer i et stærkt fokus på sprog, national egenart og kultur – samt et strøg af det, en udenforstående ville kunne tolke som en typisk “offermentalitet”. 

Samtidig bidrager Europas opdeling i Øst og Vest med vigtige forskelle i den måde, man forstår historien på. Vesteuropa ser nationalismen som kilden til dets mørke sider – tænk eksempelvis på kolonialismen og nazismen – og på den anden side en internationalistisk eller multikulturel politik som den lære, vi skal drage af fortiden. Derimod er nationalismen i den gamle østblok en ideologi, der ikke alene har sikret nationens opståen på vejen mod uafhængigheden fra Habsburgerne, prøjserne og russerne men også dens overlevelse under kommunismen, der netop var en internationalistisk ideologi. Derudover betyder manglen på kolonial fortid, at man ikke mener at skylde noget til de forhenværende kolonier eller deres befolkninger. At være solidarisk først og fremmest med sin egen gruppe ses som en selvfølge efter alle de lidelser, man har været igennem. Samtidig står hele kontinentet med en venstrefløj, der i mindre grad har fokus på en alternativ økonomisk model, hvilket efterlader globaliseringens tabere som et let mål for globaliseringskritiske politikere fra højrefløjen som Orbán.  

Anden del, “Reportager”, består af en række artikler, hvor Skytt rejser rundt i Ungarn og udforsker landets forskellige brændpunkter. Han kommer ind på Orbáns familiepolitik, hans forsøg på at skabe et konservativt tilhørsforhold baseret på staten samt afvisningen af en venstrefløj, der ser sig selv som repræsentanter af universelle, og derfor angiveligt uangribelige værdier. Vi bliver præsenteret for rigmanden György Soros og hans Centraleuropæiske Universitet samt regeringens hetz imod ham og hans projekt, der til tider får antisemitiske undertoner. Men vi bliver også præsenteret for positive historier, som man skal lede længe efter i ikke-ungarske medier. Den vigtigste må siges at være fortællingen om den ungarske filmindustri, som under Orbán nyder godt af en aktiv kulturpolitik. Ungarske film har i de seneste år vundet en lang række internationale filmpriser, og Budapest er blevet et yndet sted at filme, fordi der er smukke, velbevarede bydele samt en erfaren og kompetent filmverden. Der er også artiklen om den homoseksuelle aktivist Ákos, hvor vi lærer, at ordet “homoseksualitet” er opfundet af en ungarer, eller den om Katalin Karikó, en ungarsk forsker baseret i USA, hvis forskning var afgørende for udviklingen af vacciner mod Covid-19. 

Den sidste del hedder “Samtaler”. Den består af en række interviews med mange forskellige personer, lige fra toppolitikere til helt normale mennesker med forskellige syn på tilværelsen, politik, deres land og Europa. “Samtaler” er yderligere inddelt i forskellige temaer. For folk, der kender til ungarsk politik og samfund er det yderst interessant at læse samtalerne med vigtige og centrale personer: Eksempelvis regeringens talsmand Zoltán Kovács, den tidligere socialdemokratiske statsminister Ferenc Gyurcsány eller sågar Jobbiks næstformand Márton Gyöngyösi. Til den mere kulturelle side finder vi samtaler med Mária Schmidt, Orbáns “hof-historiker” eller Andy Vajna, på vores breddegrader mest kendt som producer på Rambo eller Terminator 3, men som indtil sin død var formand for Ungarns statslige filmfond. Endelig er der afsnittet “Om at være ungarsk”, hvor Skytt taler med tre normale ungarere fra provinsen, der hver især har deres syn på deres land, og hvad det vil sige at være ungarsk. 

Journalisten som formidler

For en læser, der følger med i politik og som interesserer sig for den politiske udvikling i verden, er det meget muligt, at bogen ikke indeholder noget nyt på det teoretiske plan. De teorier, læseren finder i afsnittet “Betragtninger” er ikke nye eller opfundet til lejligheden. Kenderen vil givetvist nikke genkendende til dem. Bogens ærinde er dog heller ikke at revolutionere politisk filosofi. Det er derimod dens ærinde at give en række værktøjer for at forklare en situation, der for udenforstående kan virke enigmatisk – ved at benytte sig af det konkrete eksempel, Ungarn netop er. Bogens mål er at give læseren en historisk baggrund for derefter at at begribe, hvorfor folk tænker, som de gør. Dette forsøg på at nå en forståelse er bogens kerne. Leder man efter kritiske og polemiske interviews, går man galt i byen. Ingen af bogens interviews er en kamp om, hvem der har ret. Imod påstanden om at Ungarn skulle beskytte EU’s ydre grænse imod muslimsk indvandring, kan man for eksempel let indvende, at de første Schengen- og EU-lande på Balkanruten er hhv. Grækenland og Bulgarien – ikke Ungarn. Men pointen er netop ikke, om en påstand er faktuelt rigtig. Pointen er derimod det faktum, at påstanden faktisk findes som forestilling og anses som værende sand. Det er man nødt til at tage stilling til, og derefter må man forsøge at forstå, hvor det kommer fra. Dét er netop Skytts projekt, og han gør det fremragende: Han taler med mange forskellige mennesker, af forskellige sociale klasser, af forskellige politiske overbevisninger. Han argumenterer aldrig imod deres påstande, og han dømmer dem heller aldrig. Han lader dem derimod tale, stiller dem spørgsmål og følger altid sin interview-partners tankegang. 

Dette kan som tidligere nævnt virke banalt, men det er ikke en selvfølge – og da slet ikke, når man kommer ind på svære og følsomme emner. I sin introduktion deler Skytt sine overvejelser om journalistens rolle. Han har formået at skrive en bog, hvor han som journalist ikke er i centrum. Han er ikke aktivist eller militant, men formidler. Vi bebor en verden, hvor vi færdes på sociale medier, hvis algoritmer giver os mere af det, vi allerede godt kan lide. Vi bor i byer og færdes i omgangskredse, hvor det, som franskmændene kalder mixité sociale, dvs. den sociale mangfoldighed, generelt bliver mindre og mindre. Alt det medfører, at vi færdes i vores små bobler, hvor vores holdninger aldrig, eller kun meget sjældent, bliver udfordret. Når de endeligt bliver det, ender det oftest ud i ophedede diskussioner. Vi kommer gerne med argumenter, vi dømmer med største fornøjelse – men vi stiller ikke så ofte spørgsmål til hinanden, og vi forsøger slet ikke at forstå hinandens tankegange. 

På et konkret niveau handler bogen altså om Ungarn og Viktor Orbáns regeringer, samt det, folk i Ungarn tænker om den. Men på et mere abstrakt niveau handler den derimod også om, hvordan vi i samfundet taler med – eller netop ikke taler med – folk, der har andre synspunkter end vores egne. Og zoomer vi helt ud, er det også en bog om, hvordan det kan gå til, at folks støtte til Trump, Putin, AfD, Rassemblement National, Sverigedemokraterne eller sågar Dansk Folkeparti stiger – især blandt vælgergrupper, som teoretisk “burde” stemme til venstre for midten. Dermed holder bogens titel præcist, hvad den lover: Det er en bog om Orbáns Ungarn, og det er en bog om, hvad vi andre kan lære af det. Hvis du er nysgerrig, og hvis du interesserer dig for Ungarn eller Centraleuropa, og du kan tåle at læse holdninger, du ikke deler, ja, så har Lasse Skytt skrevet en læseværdig, eftertænksom, velskrevet, letlæselig – og frem for alt, interessant bog, som i høj grad kan anbefales.

Orbánland – hvad vi kan lære af Viktor Orbáns Ungarn, Lasse Skytt, Syddansk Universitetsforlag (2022)