RUSLAND I UKRAINE | D. 24. februar startede Ruslands aggressive invasion af Ukraine. Udviklingen i konflikten har fyldt i stort set alle medier, hvor situationen dag for dag er blevet fulgt tæt med fokus på de menneskelige tragedier og krigens generelle udvikling. Efter krigens første to uger er det på tide at træde et skridt tilbage og vurdere, hvad de russiske motiver og narrativer for konflikten er samt hvilke implikationer, begivenhederne på slagmarken har på de bredere politiske linjer.

Ruslands invasion af Ukraine har i skrivende stund stået på i lidt over en uge. Invasionens karakter og omfang har overrasket hele det globale samfund, hvor langt de fleste havde undervurderet risikoen for en fuld russisk invasion af Ukraine. Efter krigens første uger er det endnu for tidligt at konkludere noget definitivt, men der er sket nok til, at det giver mening at tage et skridt tilbage og anskue krigen og dens implikationer i et bredt perspektiv. Først og fremmest er det relevant at afdække de russiske narrativer og motiver for krigen. Dertil er det så småt muligt at vurdere den russiske krigsindsats, der ikke lader til at gå helt efter Putins hoved efter en uges tid med kamphandlinger.

Russiske narrativer og motiver

Udover kampen om lufthavne, byer og havne foregår der ligeledes en kamp om narrativet, hvor begge sider i konflikten forsøger at forvrænge modpartens virkelighedsopfattelse for at skubbe deres adfærd i en ønsket retning. Dette gør det yderst svært at finde ud af, hvad der faktisk foregår i Ukraine. De hårdt censurerede russiske medier fører et narrativ om, at invasionen er nødvendig for at afvæbne og “afnazificere” Ukraine for at “befri” den ukrainske befolkning. Faktiske beretninger fra slagmarken fylder meget lidt i det russiske nyhedsbillede, hvilket angiveligt er for at skjule den humanitære tragedie i Ukraine for den almene russiske befolkning.

Det russiske narrativ bliver af gode grunde ikke købt i Vesten, hvor det for mange ikke står klart, hvad Putin i realiteten forsøger at opnå ved invasionen. Overordnet er der tre plausible grunde til invasionen, der ikke er gensidigt udelukkende: 1) Stoppe vestlig indflydelse i Ukraine 2) Erobre land og ressourcer 3) Udvise militær magt/overlegenhed.

Den første og anden grund understøttes af, at Kreml d. 07.03.2022 fremsatte en række krav for invasionens ophør, hvoriblandt ukrainsk neutralitet og anerkendelse af Krim, Donbass og Luhansk fremgik. Erobring af naturressourcer er heller ikke et utænkeligt motiv for invasionen, da Ukraine besidder Europas andenstørste gasreserve (hvis man ser bort fra russisk gas øst for Ural). Størstedelen af denne gasreserve er endnu ikke udvundet, men Ukraine har i løbet af de sidste ti år skrevet kontrakter med vestlige selskaber om udvinding af denne gas. Ved fuld udnyttelse af gasreserverne vil Ukraine være en reel konkurrent til russisk gas. Denne kendsgerning kunne tænkes at være et underbelyst motiv bag invasionen. Den tredje grund kunne være fremvisning af militær magt og uafhængighed fra vestlige internationale spilleregler. Hvis fremvisning af militær magt er årsagen til invasionen, lader den nuværende situation til, at styret i Moskva har fejlkalkuleret.

Invasionen går ikke, som Putin havde planlagt

Meget tyder på, at invasionen indtil videre går langt fra planlagt. Dette underbygges af en artikel, der blev bragt i det regimeloyale medie RIA Novosti d. 26.02.2022 kl 08.00. Artiklen med titlen “Ruslands sejr og den nye verden” (Nastuplenjie Rossii i novogo mira), lykønsker Putin med at have bragt Ukraine tilbage til Rusland, forenet Rusland, Belarus og Ukraine i den såkaldte russiske verden (Russkij mir) og indtaget sin historiske plads i verden ved at sætte Vesten på plads. Artiklen blev meget hurtigt taget ned igen, da scenariet beskrevet i artiklen ikke var indfriet. Det lader til, at artiklens udgivelse var scheduleret på forhånd, hvilket tyder på, at regimet i Kreml havde regnet med en meget hurtig og effektiv invasion. Realiteten er en helt anden.

Til Ukraines held har de russiske styrker indtil videre ikke været i stand til at opnå nogle konkrete eller overbevisende sejre på slagmarken. Stort set alle de russiske fremrykninger har haft store omkostninger og intet sted har de russiske styrker med stor overbevisning nedkæmpet de undertippede ukrainske styrker, der forsvarer landet med utrolig høj moral og kampgejst, hvilket lader til at være kommet bag på invasionsstyrkerne. De undervældende resultater for Rusland gør sig både gældende på landjorden og i luften.

Det er især bemærkelsesværdigt, at det russiske luftvåben ikke har været i stand til at vinde luftherredømmet over Ukraine, hvilket blev udstillet med nedskydningen af to IL-76 transportfly tre dage inde i invasionen. Luftherredømmet har vital betydning for de invaderende styrker, men bliver udfordret af et velorganiseret ukrainsk luftforsvar primært bestående af skulderaffyrede jord-til-luft-missiler. På landjorden demonstrerer den russiske militærkommando, at den ikke er i stand til at gennemføre overbevisende motoriserede operationer i større skala. Det skyldes til dels, at de invaderende kampenheder er en pærevælling af enheder, der er plukket ud af deres oprindelige enheder fra hele Rusland. Resultatet for fremrykningen kan bedst beskrives som kaotisk, hvilket satellitbilleder af den i medierne meget omtalte kolonne nord for Kiev underbygger.  

Den manglende succes på slagmarken er en politisk katastrofe for styret i Kreml, der i høj grad bruger militær magt som løftestang i international politik og derfor er afhængige af, at omverdenen respekterer russisk militær magt. Som beskrevet ovenfor indgyder Ruslands invasion ikke stor respekt for de russiske konventionelle styrker, hvilket også kunne tænkes at være en central grund til, at Putin d. 27.02.2022 satte de nukleare styrker i øget beredskab. Rent teknisk øgede Putin det nukleare beredskab til niveau 2 ud af 4 (1: fredstid, 2: øget beredskab 3: militær trussel 4: atomkrig). En passende analogi for dette er, at de nu har sat bilnøglen i tændingen, men bilen ikke er startet, sat i gear eller er kørende endnu. Ikke desto mindre er den meget offentlige udmelding en klar indikator på, at ledelsen ikke er tilfreds med det de konventionelle styrker har vist og derfor har haft brug for at minde om, at Rusland er en stat med atomvåben.

Meget tyder på, at Putin havde regnet med en lyn-invasion af Ukraine. Han har dog bittert måtte erfare, at Kiev ikke er Tbilisi, og Ukraine ikke er Georgien, hvorfor det ikke er muligt at lave samme manøvre, som da Georgien lavede vestlige tilnærmelser i 2008. For et land som Rusland, der anser sig selv som stormagt, er det ydmygende at have så store vanskeligheder med en invasion af en militær underlegen stat som Ukraine. Uanset om Ruslands hensigt med at invadere var at projicere militær magt og opnå international prestige, har de russiske væbnede styrker i hvert fald ikke bidraget til at opnå dette. Overordnet har styret i Kreml indtil videre ikke opnået andet end at ydmyge sig selv militært, vendt hele verdenssamfundet mod sig og pådraget sig selv sanktioner, der meget hastigt kører den russiske økonomi i afgrunden. Med denne status på invasionens første par uger vil de kommende par uger forhåbentlig trække i retning af en hurtig og positiv afslutning på krigen for det hårdtkæmpende og tapre ukrainske folk.

Foto: Unsplash