RUSLAND OG BELARUS | Den russisk-belarusiske unionsstat har længe været en union mere af navn end af gavn. Efter omfattende militærøvelser i Belarus som led i Ruslands troppeopbygning ved Ukraines grænser ser det dog ud til at hvedebrødsdagene igen har indfundet sig i det russisk-belarusiske forhold. Hvor står nabolandene aktuelt? Og hvad handler folkeafstemningen i Belarus om?

I december 1999, knap 10 tumultariske år efter Sovjetunionens kollaps, underskrev den daværende russiske præsident, Boris Jeltsin, og daværende – og nuværende – belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko “Traktaten om Unionen mellem Belarus og Rusland”. Hermed skabte de formelt unionsstaten, som skulle sikre de to nabostater selvstændighed, og samtidig øge den politiske, økonomisk og sociale integration. Formålet var på sigt at etablere en konføderation. Projektet blev dog aldrig for alvor realiseret. Man fandt i stedet andre kanaler at samarbejde igennem i den postsovjetiske sfære. Navnlig den kollektive sikkerhedspagt (CSTO) og den eurasiske økonomiske union (EAEU). 

Unionen under radaren
I årene efter gjorde unionen ikke meget væsen af sig. Dens betydning var, ganske enkelt, minimal. Den blev af flere omgange forsøgt genoplivet, og i 2019 så det for en stund ud til at kunne lykkedes, da Putin og Lukasjenko indledte tætte forhandlinger. Målet var yderligere økonomisk og politisk integration i form af bl.a. fælles politiske institutioner og valutasamarbejde. Man håbede at kunne fejre 20-årsdagen for unionsstaten med en spritny aftale, men sådan blev det ikke. Parterne kunne ikke enes om gaspriser, og måske heller ikke om en – mellem linjerne – større suverænitetsafgivelse til Rusland. Dette var et særligt ømt punkt for Lukasjenko, der alle dage havde frygtet at Rusland skulle bruge unionsstaten til at reintegrere Belarus i Rusland.

Ønsket om selvstændighed har derfor været nøglen til at forstå hvorfor Belarus i årevis skiftevis graviterede mellem Vesten og Rusland, og med overvejende succes spillede dem ud mod hinanden. Snart blev indenrigspolitiske forhold i Belarus dog tungen på vægtskålen, der skubbede Lukasjenko i Putins favn.

Folkeoprøret i 2020
I 2020 gik hundredetusinder belarussere på gaden i de største politiske protester i landets historie efter præsidentvalget. Aleksandr Lukasjenko havde netop vundet over den populære oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja. Regimet slog efterfølgende hårdt ned på fredelige demonstranter, som ønskede præsidenten afsat efter et, i deres og Vestens øjne, tvivlsomt præsidentvalg. Oprøret – eller måske især den måde regimet slog ned på oprøret på – var med til at isolere Belarus yderligere fra Vesten, der reagerede ved at sanktionere Belarus’ magthavere. Det blev dog ikke alene Lukasjenkos hovedpine, men også delvist Putins, som måtte frygte en spill-over effekt til Rusland. Men parallelt med at Putins frygt for såkaldte farverevolutioner (revolutioner, som f.eks. Ukraines orangerevolution i 2004, der medførte regimeskifter) blussede op gav det ham også nye kort på hånden i forholdet til Belarus. 

Som ved et trylleslag blev Rusland Belarus’ eneste mulighed, da Vestens misbilligelse og sanktioner umuliggjorde den strategi, man i mange år havde ført, hvor man hverken bandt sig fuldgyldigt til Vesten eller Rusland. Putin kunne nu stille modkrav som betaling for tiltrængt økonomisk støtte, og dermed ændredes deres forhandlingsposition. Belaurs var nødt til gøre sig mere afhængige af Kreml for at overleve. 

Unionen genoplivet – eller hvad?
I efteråret 2021 lykkedes det Minsk og Moskva at enes om en aftale om yderligere integration af de to lande indenfor rammerne af unionsstaten. Aftalen omfattede sammenfletningen af 28 økonomiske og regulatoriske emner, heriblandt harmoniseringen af landenes skatteregler og fælles energipolitik. Aftalen var en væsentligt mindre udbygget version af den, man havde forhandlet om i 2019. Skiftet kunne formentlig tilskrives, at Rusland i mellemtiden var blevet mindre interesseret. Trods at aftalen en kort overgang pustede liv i unionsstaten og ikke mindst rygterne om at unionen kunne blive starten på en blød annektering af Belarus så man ikke den store integration. Programmerne viste sig nemlig ikke at indeholde nogen radikale ændringer, og unionsstaten materialiseredes heller ikke for alvor da.

Til gengæld enedes man om ny fælles militærdoktrin, som skulle forbedre koordinationen af forsvarspolitikken og bedre gøre dem i stand til at imødegå ændringer i den militær-politiske situation i regionen. Således kunne det næppe overraske mange, at Belarus i januar blev vært for fælles militærøvelser med Rusland, som led i styrkebygningen ved Ukraines grænser. Ej heller at de blev forlænget på ubestemt tid efter deres oprindelige afslutningsdato 20. februar med henvisning til situationen i Donbas.

Folkeafstemningen 27. februar: Atomvåben i baghaven
Ikke lang tid efter den endelige underskrift på aftalen om de 28 programmer annoncerede Minsk, at det belarussiske folk skal til stemmeurnerne den 27. februar 2022 for at stemme om en forfatningsændring. Denne indebærer dels en ophøjelse af Folkeforsamlingen, ej at forveksle med Nationalforsamlingen (parlamentet), som dermed opnår større magt, og skaber et nyt magtcentrum, hvorfra Lukasjenko vil kunne kontrollere sin efterfølger, hvis han vælger at træde af i 2035. Dermed sikrer han sig selv magten på ny.

Udover at den farceagtige folkeafstemning strammer Lukasjenkos greb om magten vil den imidlertid også afgøre hvorvidt landet skal tillade at der opstilles – egne eller andre staters – atomvåben på belarussisk jord. Ændringen er nem at overse, fordi man blot har slettet artikel 18 i forfatningen, hvor Belarus erklæres neutralt og atomvåbenfrit. Belarus arvede nukleare sprænghoveder fra Sovjetunionen, men frasagde sig dem ifm. Budapest-memorandummet i 1994 (ligesom Kazakhstan og Ukraine). Nu ser det ud til at tiden med neutralitetspolitik er ovre.

Såfremt folkeafstemningen går som Lukasjenko ønsker, og det har den slags det med at gøre i autoritære regimer, vil Rusland fra 9. marts kunne opstille enten mellemdistancemissiler (BRBM)  eller interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) med nukleare sprænghoveder i Belarus. Placeringen af atomvåben på belarusisk jord vil gøre op med deres politik om atomvåbenfrihed, og medføre et seismisk skifte i Europas sikkerhedsarkitektur. Set fra Kremls tårne vil det udruste bufferzonen mellem sig selv og NATO-landene.

Forholdet aktuelt og i fremtiden
Umiddelbart ser unionsaftalen fra efteråret 2021 ikke ud til at være springbræt for ret meget andet end et lidt tættere økonomisk samarbejde. Alligevel kan man godt tillade sig at sige, at forholdet konsolideres. Vinteren 2022, der indtil videre har været præget af massive troppeopbygninger langs Ukraines grænser og Ruslands af de to selvudråbte republikker Donetsk (DNR) og Luhansk (LNR) har vist, hvilken nytte bufferstaten Belarus kan have, når Rusland er på kollisionskurs med Vesten. Trods at Lukasjenkos hurtige anerkendelse af DNR og LNR næppe bidrager nævneværdigt til legitimeringen af disse handlinger, så har Belarus kunne fungere som Ruslands scene, hvor de kunne rasle med sablerne og vise, at man mente det alvorligt.

Der er altså tale om et fornuftsægteskab med gensidig udnyttelse, som begge har gavn af. Belarus er inde i varmen igen takket være de omfattende militærøvelser og mulige placering af atomvåben, mens Rusland holder hånden over dem til gengæld for at de får mulighed for at bruge centrale strategiske placering som nukleart opmarchområde. Skal man blive i ægteskabsmetaforen er det værd at nævne, at Belarus er en noget underdanig partner, og den rolle vil de formentlig beholde. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt Rusland har fået det af Belarus, de ønsker, eller om de ønsker mere – en de facto eller de jure indlemmelse i Rusland.