RUSLAND | Det seneste år har Putin med en kontroversiel forfatningsændring løst ét af sine kerneproblemer. Nye indenrigs- og udenrigspolitiske faldgruber har dog nærmest parallelt grundlagt en ny hovedpine for Ruslands leder.

I skyggen af det seneste års pandemipansrede udfordringer for verdens regeringsledere har året budt på ét lysglimt for den russiske præsident Vladimir Putin. Putin har løst sit 2024-problem, der juridisk begrænsede ham fra at genopstille til det russiske præsidentvalg i 2024. Putin har fjernet fluen fra suppen ved at gennemtrumfe en forfatningsmæssig ændring, der ophæver hans foregående valgperioder. De nye regler betyder som bekendt, at Putin kan forblive ved magten indtil 2036.

2021s kakofoni af udfordringer
Putins seneste år har dog generelt været præget af flere mørke pletter end lysglimt. Fra Moskva kunne Putin se til, mens omfattende demonstrationer rejste sig i det tætallierede naboland Belarus. Ifølge den tidligere journalist og nuværende professor i russisk historie Reinhard Krumm har Belarus været et ømt punkt for Putin:

»Situationen i Belarus har vist, at personalistiske, autoritære regimer er skrøbelige bag facaden. Ligesom det var tilfældet ved det Arabiske Forår, vækker protesterne i Minsk en naturlig tro på, at ’’sådan kan vi også gøre her’’«, siger Krumm.

Mens demonstrationerne i Belarus blot tog til, startede 2021 ud med et helt og aldeles kafkask scenarie hjemme i Rusland. Oppositionspolitikeren Alexei Navalnyj stod pludselig på russisk jord som en stålsat demonstrant, efter at have være genstand for et angiveligt Kreml-relateret, mislykket giftattentat. Putins vedholdende svøbe nummer ét blev hurtigt anholdt, men det fraholdte ikke Navalnyjs folk fra at udlevere Putin i en dokumentar om præsidentens nyligt opførte palads, der angiveligt er finansieret af den russiske statskasse. 

Den russiske håndtering af menneskerettighedskrænkelser i Belarus og Navalnyj skabte en kakofoni af international fordømmelse af Putin, da verdens ledere krævede afsættelse af den belarusiske diktator Lukasjenko og Navalnyjs løsladelse.

En skærpet bevidsthed
Selvom det for Putin var vitalt at sikre sig forfatningsændringens udledende magtsikkerhed, mener Krumm, at Putin er mødt af en række faldgrube. Dem der skal rodes bod på, hvis han vil forblive præsident indtil 2036:

»Nulstillingen af Putins præsidentskab skubber på ingen måde yderligere vanskeligheder af banen. Putin popularitet har været i støt tilbagegang i flere år. Tilliden til ham er på et historisk lavt niveau. De senere års svage økonomi kombineret med dårlig regeringsførelse under coronapandemien har rykket ved russernes indtryk af præsidentens legitimitet«.

Selvom det i Rusland kan synes umuligt at udskifte en præsident ved valg, mener Krumm, at Putin skal indstille sig på voksende modstand på flere fronter:

»Én udfordring er det livlige russiske internet, der hurtigt vokser som en vigtig kilde til politisk information. En anden udspiller sig på gaden, hvor stadigt flere russere går på gaderne for at protestere mod økonomiske, sociale og politiske problemer. Putin vil stå over for udfordringer ved stemmesedlen ved lokale, regionale og nationale valg – også selvom russiske valg hverken er frie eller retfærdige«, fortæller Krumm.

Også den russisk-amerikanske journalist Jasha Levine, forhenværende redaktør på det russiske medie The eXile, peger på, at forholdene omkring russiske valg har ændret sig. På linje med Krumm mener Levine også, at russernes politiske bevidsthed har udvidet sig. Det stiller Putin med en valgmæssig udfordring, der er hidtil uset i Rusland:

»Tilbage i 2005 lovede Putin, at han aldrig ville røre ved forfatningen. Nu har han så gjort det alligevel for egen individuel gavn. Sådan en udtalelse kunne førhen ties ihjel med hjælp fra de statsejede medier. Medierne vil aldrig minde russerne, om hvad præsidenten engang lovede dem. Nu skriger internettet og især Navalnyjs hold med daglige påmindelser om løgne og om skamfulde folkeafstemninger, der er designet til at give en aura af demokratisk legitimitet til det autokratiske styre«, siger Levine.

Ifølge Krumm og Levine opstår de væsentligste faldgrube for Putin altså, hvis det ikke lykkes Kreml at miskreditere kilder, der spreder om sig med nyheder om samfundsmæssig utilfredshed med korruption, økonomisk stagnation i landområder og en stat, der ikke reagerer på befolkningens sundhedsproblemer under en truende pandemi.

Putins strategiske modsvar
De senere år har Putin da også ændret sin tilgang til oppositionen. Særligt Navaljny-holdets kolportrering af udstillende informationer har skræmt Kreml, fortæller Levine:

»Efter år med et tilsyneladende uofficielt forbud mod at udtale Navalnyjs navn på russisk statsfjernsyn er han nu genstand for nådesløse verbale angreb – en slående strategiændring. Mange af Navalnyjs medarbejdere er blevet målrettet anholdelse og retssager, og hans antikorruptionsfond er også blevet ramt af anklager om forbrydelse«, fortæller han.

Til september er der parlamentsvalg i Rusland, og Putins dalende popularitet kan meget vel forventes at skabe grobund for nye nationale demonstrationer – på internettet såvel som på gaden – hvis afstemningen er synligt uretfærdig:

»Oppositionen og i særdeleshed Navalnyjs hold har fået rigtig mange russeres opmærksomhed. For Putin er det alfa omega at lægge den strategisk smarteste taktik over for den voksende politiske bevidsthed. Oppositionens opråb skal gøres til et tomt ekko«, fortæller Levine.
I et forsøg på at retfærdiggøre både forfatningsændringen og behandlingen af Navalnyj har Putin understreget behovet for stabilitet i et Rusland, der er under pres fra udenlandske ’’fjender’’ og af coronapandemien, der ridder som en mare på tværs af det store land. 

I Putins årlige tale til nationen understregede han det altoverskyggende behov for en stærk og velkendt lederskikkelse, hvis Rusland skal nedkæmpe nutidens udenrigspolitiske trusler og den hærgende pandemi. Ifølge Krumm er strategien ikke til at tage fejl af:

»Det er et markant forsøg på at hæve Putins position over den simple præsidenttitel og helliggøre ham som en national leder af historisk størrelse. Én for hvem, der skal skrives særlige regler«, mener Krumm.

Den evige natsværmer
Indlands har Putin altså træfsikkert ramt en kortsigtet løsning på 2024-problemet. På lang sigt skal præsidenten til gengæld jonglere med økonomiske udfordringer, en faldende levestandard i landområder, den ringe håndtering af coronapandemien og en voksende oppositionsbevægelse. Tidligere årtiers nærmest urørlige autoritet afhænger nu mindre af periodiske og uretfærdige valgtriumfer end af en nøje styret sans for almene russeres gøren og laden:

»Spørgsmålet bliver, om Putin kan gribe alle de bolde. Bare fordi han lovligt kan genopstille, betyder det ikke, at genvalg kan trækkes fra samme maskine som altid. Kreml kommende udfordringer kan ikke blot løses ved at kontrollere statsfjernsynet og manipulere valget for at holde farlige udfordrere ude«, mener Krumm.

Men kan vi virkelig forvente at se Putins detronisering i dette årti? Putin fremstår i vedholdende grad som en natsværmer, der flyver tættere og tættere på flammen. Selvom kriser plejer at fungere som steroider for alternative tankebaner, så har Putin haft mange muligheder for at træde væk fra magten. Men han holder fast. Nogle aktører mener, at den 68-årige Vladimir Vladimirovitj Putin er Ruslands antigud. Andre aktører taler konstant om, hvornår og om han vil forlade embedet, men i slutningen af hver handling forbliver han i centrum. 

Putin kunne forblive ved magten indtil sine dages ende, udpege en efterfølger eller falde uventet. Forudsigelsen af hvornår eller hvordan det sker, er så arbitrær, som kun et terningekast kan være. Ikke desto mindre bør natsværmeren Putin polere sin pragt, når de nye faldgruber udfordrer hans almægtige trone.