RUSLAND | Vladimir Putin holdte sin årlige tale til Føderationsrådet. Aleksej Navalnyjs sundhedstilstand forværres, og hans støtter går på gaden i protest. Dette sker, mens båndet fortsat strammes om den politiske opposition i Rusland.
Onsdag den 21. april holdte præsident Vladimir Putin sin årlige tale til Føderationsrådet.
Corona og kultur
Sidste år brugte Putin anledningen til at offentliggøre en række radikale ændringer af den russiske forfatning. Forfatningsændringerne betød blandt andet, at Vladimir Putin kan blive ved magten indtil 2036. Ændringerne blev vedtaget ved folkeafstemning i juli 2020. I år indledte Putin sin tale med at sige, at han primært ville tale om indenrigspolitik. Og som forventet talte præsidenten i rosende vendinger om den nationale håndtering af coronapandemien: ”Borgere, samfund og stat agerede ansvarligt i fællesskab.”
Han understregede dog, at smitten stadig truer i samfundet og benyttede også anledningen til at komme med en klar opfordring til alle russere: Tag imod vaccinen!
”Jeg vil endnu en gang sige, at sygdommen stadig er iblandt os. Men vi må allerede nu begynde at tænke på, at helbrede de sår, den har påført, og genoprette folks sundhed.”
Fra folkesundheden til økonomien. Traditionen tro udloves økonomisk støtte, blandt andre til enlige forældre og gravide med økonomiske problemer. Også kulturen var på dagsordenen: ”Jeg foreslår, at der afsættes yderligere 24 milliarder rubler inden for de næste tre år til renovering af kulturcentre, biblioteker og museer i landdistrikterne og små historiske byer.”
Udenrigspolitik
Til slut i talen kom Putin ind på Ruslands udenrigspolitik. I skarpe vendinger talte han om Vestens indblanding i Belarussiske anliggender: ”I kan have jeres egen mening om Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenkos politik. Men iscenesættelse af et statskup og planlægning af politiske mord, herunder af højtstående embedsmænd – godt, dette går for langt. Dette overgår alle grænser,” sagde Putin og malede på sin ejendommelige retoriske facon et billede af Rusland som en “beskeden” international aktør:
“I denne henseende opfører vi os ekstremt tilbageholdt, jeg vil endda sige beskedent, og jeg siger det uden ironi (…) Vi ønsker virkelig ikke at brænde nogen broer. Men hvis nogen forveksler vores gode intentioner med ligegyldighed eller svaghed og har til hensigt at brænde eller endda sprænge disse broer, skal de vide, at Ruslands reaktion vil være asymmetrisk, hurtig og hård.”
Den nylige oprustning af Ruslands militære styrker ved grænsen og i Ukraine blev ikke nævnt direkte, men med en præsentation af Ruslands nye moderne våben blev det understreget, at det russiske militær styrkes.
Putin undlod nok en gang at forholde sig til oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj samt de protester, som er brudt ud på baggrund af Navalnyjs forværrede sundhedstilstand.
“Har du nogensinde set nogen blive slået ihjel?”
Mandag den 19. april oplyste myndighederne i Vladimir Oblast, regionen hvor Aleksej Navalnyj afsoner en dom på to og et halvt års fængsel, at han er blevet overflyttet til et nærliggende hospital for straffefanger. Her er det planlagt, at han skal modtage “vitamin-terapi”. Dette sker eftersigende med hans samtykke. Navalnyjs helbredstilstand er forværret, da han fortsat fastholder den sultestrejke, som han indledte den 31. marts.
Mens myndighederne beskriver hans tilstand som “tilfredsstillende”, har flere af Navalnyjs støtter offentligt givet udtryk for, at hans liv er i fare. På Twitter den 17. april delte Navalnyjs talsperson Kira Jarmisj et opslag, hvori hun skriver, at ”det er et spørgsmål om dage”.
“Har du nogensinde set nogen blive slået ihjel? Ja, du har. Du ser det lige nu. Lige meget hvor meget du ønsker at skubbe det væk, ikke tænke på det og skifte emne, ændrer det ikke på den kendsgerning, at de slår Aleksej Navalnyj ihjel – på en forfærdelig måde, foran vores øjne,” skriver Kira Jarmisj.
Under sloganet “Svobodu Navalnomu” – “Frihed for Navalnyj” gik tusindvis af russere endnu engang på gaden. Protesterne, som fandt sted samtidig med Putins tale til Føderationsrådet, foregik i større byer landet over. Udover protesterne, er flere også gået i sultestrejke i solidaritet.
Onsdag formiddag forud for Putins tale og de varslede demonstrationer til fordel for Navalnyj, blev både Ljubov Sobol, Navalnyjs nærmeste politiske samarbejdspartner, og Kira Jarmisj anholdt. Derudover har myndighederne ifølge Ritzau foretaget razziaer på Navalnyjs kampagnekontorer i Sankt Petersborg.
Ekstremisme eller ej
Den 16. april indgav anklagemyndigheden i Moskva en sag med det formål, at kategorisere Aleksej Navalnyjs organisationer som “ekstremistiske”.
Konkret er det Navalnyjs Anti-Korruptions Fond (FBK, Fond Borby s Korruptsijej), Fonden for Beskyttelse af Borgerrettigheder (Fond Zasjtjity Prav Grazjdan) og samtlige af hans kampagnekontorer som anklagemyndigheden forsøger at få dømt som ekstremistiske organisationer. Begge organisationer samt hele Navalnyjs nationale kampagneteam er allerede blevet stemplet af det russiske justitsministerie som “udenlandske agenter”. Et mærkat som ifølge en lov fra 2012 pålægges ikke-statslige organisationer, der deltager i politisk aktivitet, mens de modtager økonomisk støtte fra udlandet.
Når en organisation først er registreret under denne lov, bliver den blandt andet underlagt revisioner og skal markere dens offentlige udmeldinger med betegnelsen “udenlandsk agent”. Hvis Navalnyjs organisationer bliver klassificerede som ekstremistiske, vil det reelt set ulovliggøre hele det politiske projekt.
Hvis domstolen følger opfordringen fra anklagemyndigheden om at kategorisere Navalnyjs organisationer som ekstremistiske, og dermed forbyde dem, kan organisationernes medarbejdere risikere op til ti års fængsel. Personer, som på anden måde bidrager til fortsættelse eller genoptagelse af organisationens aktiviteter, risikerer op til seks års fængsel. Derudover kan enhver, der støtter organisationerne finansielt risikere op til otte års fængsel.
Personer, som findes skyldige i ovennævnte, kan blive listet på Ruslands statslige register over terrorister og ekstremister, hvilket betyder at staten kan blokere deres bankkonti.
Hvis Navalnyjs organisationer bliver kategoriseret som ekstremistiske, vil det blive forbudt for dem at arrangere offentlige events. Symboler og logoer, der relaterer sig til disse organisationer vil ligeledes blive ulovliggjorte i det offentlige rum.
Byretten i Moskva registrerede anklagers retssag mandag den 19. april. Den indledende høring forventes at begynde mandag den 26. april.