BOGUDDRAG | Sergej Lebedevs roman Ved glemslens rand fra 2011 skriver sig ind i en lang tradition for at beskrive en ikke særligt stolt russisk fortid – nemlig fængslets. Med fængslet som kulisse fanger Lebedev enkeltpersonens og samfundets kollektive hukommelse om fortidens hændelser, man stadig ikke kan flygte fra.
Foto: James Hill / Palomar
Følgende artikel er et uddrag af værket Det fængslede menneske der udkom den 24. marts ved forlaget Baggrund. Værket indeholder foruden dette uddrag også artikler om fængslet i litteraturen hos Tolstoy, Dostojevski og Sjamalov.
Fængslet fylder meget i den russiske kultur. Tag for eksempel Dennis Christensen, det danske Jehovas Vidne, der i 2019 fik den tvivlsomme ære at blive det første medlem af sin menighed, der blev tildelt en seks års fængselsstraf, efter den russiske højesteret i 2017 erklærede trossamfundet en ekstremistisk gruppe. Man kan også nævne de tre medlemmer af aktivistgruppen Pussy Riot, Nadesjda Tolokonnikova, Marija Alojkhina og Jekatarina Samutsevitj, der efter deres ”punkbøn” i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva i 2012 blev idømt to års ubetinget ophold i en fængselskoloni (Samutsevitjs dom blev senere gjort betinget). Eller hvad med den politiske opposition i Ruslands enfant terrible Aleksej Navalnyj (i skrivende stund formentlig forgiftet og i koma på et hospital i Tyskland) og hans mange arrestationer og fængslinger på mistænksomt og højst sandsynligt politisk motiveret grundlag? Arrestationerne finder stadig sted og kan en gang imellem findes nævnt i den danske presse. Der var også den måske mindre omtalte sag om youtuberen Ruslan Sokolovskij, der i 2016 endte med at blive idømt en treårig betinget fængselsdom for at have udgivet videoer på nettet, hvor han spillede det populære smartphone-spil Pokémon Go i en kirke i Jekaterinburg, krydret med spydige kommentarer om blandt andet Jesus Kristus.
Det er ikke kun i forbindelse med højtprofilerede arrestationer og fængslinger, at ordene ”Rusland” og ”fængsel” dukker op i aviser og på TV- og computerskærme. Man kan nævne uofficielle tortur- og dødslejre for homoseksuelle i Tjetjenien, en af Ruslands autonome republikker. Ny lovgivning om indsattes arbejdsmuligheder, der drager sammenligninger med Stalins gulaglejre. Derudover har en uafhængig analyse vist, at over halvdelen af den russiske befolkning mener, at der den dag i dag kan findes politiske fanger i russiske fængsler.
Den store russiske litteratur kredser også ofte om fængselsmurens inder- og yderside. Fjodor Dostojevskijs semi-selvbiografiske (Optegnelser fra) Det døde hus (1860-1861), som var baseret på hans egne ti år i arbejdslejr og eksil i Sibirien. Nikolaj Tjernysjevskijs Hvad bør der gøres? (1863), der blev skrevet, mens forfatteren var indespærret og senere skulle agere inspirationskilde for mange russiske revolutionære: Praktisk talt hele Aleksandr Solzjenitsyns forfatterskab om gulagsystemet. Anna Akhmatovas nyoversatte digtcyklus Requiem (1963), der omhandler livet som pårørende til de fængslede under Stalins udrensninger.
På sporet af den gemte tid
I 2011 udkom så Sergej Lebedevs Ved glemslens rand (oversat til dansk i 2018). En bog der skriver sig ind i den stolte tradition for at beskrive en ikke så stolt fortid. Der er dog én væsentlig forskel mellem de ældre eksempler på russisk fængselslitteratur og Lebedevs nyere roman: Mens fordums forfattere havde fængslet helt inde på livet og baserede deres fortællinger på egne levede erfaringer, så er Ved glemslens rand anderledes distanceret.
Bogen handler om sovjettidens sibiriske straffelejre, skrevet af en mand født i 1981, årtier efter disse lejre i hvert fald officielt ophørte med at eksistere. Og med en hovedperson, der kan skydes til at være på cirka samme alder som sin ophavsmand. Lebedev har, så vidt vides, aldrig rusket tremmer, og hverken ham selv eller hans fiktive karakter har haft mulighed for nogensinde at have været i kontakt med gulagsystemet i dets ”storhedstid”. Men dette til trods lever lejrenes arv videre i Ruslands glasnost-, perestrojka- og postsovjetiske generationer. Forfatteren selv gør dette så klart som det overhovedet kan gøres, da han tidligt i bogen i et afsnit, der nærmest fungerer som en form for forord til selve historien, skriver følgende:
”Og du forstår da at det ikke er tilfældigt at du nu har modtaget dette dødens sakramente. Gennem det ser du, som med en nyvunden synets gave, din krop, din erindring, din skæbne som en forudbestemmelse: Slægtens arv, erindringernes arv, arven efter fremmede menneskers liv – alt tørster efter ord, leder efter en stemme, efter at blive opfyldt, ført til ende, blive kendt og begrædt. Du ser og tænker tilbage; og denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.”
Ved glemslens rand er ikke blot en bog om livet i gulaglejren eller de ofte fatale udvisninger til Ruslands koldeste egne. Begge disse elementer optræder i fortællingen, men kun som spøgelser fra en ikke voldsomt fjern fortid. Som andengradsminder, log- og dagbøger. Med fængslet som kulisse er det en bog om enkeltpersonens og samfundets kollektive hukommelse om de hændelser, der fandt sted i Sovjetunionen anno 1930’erne og cirka to årtier frem.
I Ved glemslens rand følger man en forholdsvist ukendt hovedperson. Man får ikke meget at vide om ham, udover hvad der er strengt nødvendigt for romanens plot. Hverken hans navn eller præcise alder bliver gjort læseren bekendt. Heller ikke hans dagligdags liv, udover det faktum, at han er uddannet geolog (i øvrigt ligesom bogens forfatter). Denne karakter er på en færd for at optrevle mysteriet om sin for længst afdøde surrogatbedstefar, Bedstefar To. Før sin død var Bedstefar To en ensom, ældre, blind herre med en anseelig mængde skeletter i skabet – det viser sig nemlig senere i handlingen, at han i sine yngre år havde gjort karriere som fængselsinspektør i en sibirisk gulaglejr, før han øjensynligt uden nævneværdige konsekvenser slog sig ned i datjaen ved siden af vores hovedpersons barndomshjem. Han var således hovedpersonens nabo, da denne var barn, og indtog derigennem en position i barnets liv, der affødte den ekstrafamiliære titel. Bedstefar Tos død knytter via en livsnødvendig blodtransfusion hans liv til hovedpersonens, og selv mange år senere, da hovedpersonen er blevet voksen, kan han ikke glemme denne forbindelse. Heller ikke lægge den mystiske mand og hans ukendte forhistorie bag sig. Således begynder rejsen for romanens hovedperson i både tid og rum. Nordpå, ud på de kolde sibiriske stepper. Bagud i tiden, mod midten af 1900-tallet og dets mange rædsler. Nok er vores helt uddannet geolog, men i historiens sammenhæng gebærder han sig som lige dele detektiv og arkæolog, som han afdækker spor efter sit, ikke på den traditionelle måde blodsbeslægtede, familiemedlem og konfronterer ikke bare Bedstefar Tos spøgelse, men også det gespest der er hele det system, han arbejdede for. Bedstefar To var en af verdenshistoriens mange onde mænd, der, gemt bag en vag undskyldning om pligt og ordrer, gør vor planet til et værre sted. Det til trods kunne de pensionere sig på, hvad der i hvert fald ikke er så meget værre vilkår end deres naboer. Bedstefar To – og sikkert mange andre af hans medkumpaner og ligesindede – formåede at slippe gennem sprækkerne i den tumultariske tid post-Stalin og kunne på denne måde undgå den retfærdighed, som ofre og efterladte ellers kunne have krav på. For mange af disse mennesker skulle gulaglejrene forblive et åbent sår og deres forsvundne pårørende forblive uvisse skæbner. På glemslens rand handler derfor om mere end blot en mand på en mission for at afklare et familiemedlems fortid: Bogens hovedperson repræsenterer et helt folkeslag hungrende efter svar.
De russiske fængsler samt fængsels- og arbejdslejre har historisk set været – og er til en vis grad stadig den dag i dag – steder, magthaverne sendte og sender uønskede personer hen. Mennesker, der helst ikke skulle eller skal blive genstand for for megen opmærksomhed. De pakkes væk i fængslerne, gemmes af vejen og glemmes. Sovjetunionens gulagsystem var krystalliseringen af denne fremgangsmåde, hvor folk, der havde gjort sig for uheldigt bemærket, kunne risikere at ”forsvinde”. Om det så var ud på stepperne for at påbegynde en ny tilværelse langt fra podie, aviser og publikum, eller blot med hovedet først ned i en hastigt foranstaltet massegrav. Romanens hovedperson afdækker på sin færd ikke bare sin bedstefars fortid, men også mange andre menneskers fortider, der blev dikteret af netop denne mand. Hans rejse fører ham tættere og tættere på den viden, som modvirker glemslen: fra den lille minebarakby, Bedstefar To boede i, til det hus, Bedstefar To og hans kone og barn boede i, til resterne af det stenbrud, Bedstefar To kommanderede i, til det kolde ingenmandsland, Bedstefar Tos mange ofre mødte deres skæbne i. Hovedpersonen nærmer sig erindringen, og jo længere nordpå, jo længere ud i den frosne ødemark, og jo tættere på sandheden, han kommer, desto mere begynder hele ekspeditionen at virke som en form for magisk realistisk renselsesritual. Inklusiv alt hvad der dertil hører af syner, absurditeter og sammenfald, der virker for gode til at være sande. Han lærer bedstefaderens fortid at kende for i sidste ende at kunne kaste hans åg af sig og slutte fred med den og stilne den uro, hovedpersonen føler i sit – tidligere Bedstefar Tos – blod.
Mod rejsens ende befinder vores hovedperson sig på en lille ø midt ude i vildmarken. En ø, han tidligere har set i drømme, og som han ved, gemmer på den mørke hemmelighed, der vil være den sidste brik i det puslespil, der udgør Bedstefar Tos liv. På denne lille forfrosne, i alle henseender ellers fuldstændigt ligegyldige klump tørv midt i en unavngiven flod, konfronterer han glemslen lige på og hårdt, da han næsten instinktivt drages af et mørkt hul i den halvtøede sandjord:
”Jeg kan ikke huske hvordan der så ud fra kanten af krateret; det jeg så, nåede aldrig mine øjne, men bredte sig med lysets hastighed til min krop, og det gav et sæt i kroppen fordi bevidstheden forsøgte at værge for sig, ikke at rumme det jeg havde set, men der var ingen vej udenom, og da var det som om dagen slukkedes i hele min krop; jeg faldt ned i hullet og faldt ned i en sort afgrund inde i mig selv; bevidsthedens faste grund der er så velkendt, så pålidelig at du ikke lægger mærke til den mens fornemmelser og indtryk blot lagrer sig i den, den gav pludselig efter, og under den herskede der mørke; når du lukker øjnene, fanger det indre blik altid et eller andet lys, det være sig nok så svagt og fjernt, men her var der intet lys overhovedet: Det var som havde man taget mit indre blik fra mig, blindet bevidstheden, afskåret den fra sanseorganerne, og jeg mærkede ikke længere hvordan jeg faldt ned mod bunden.”
Således stod hovedpersonen på glemslens rand og faldt i med næsen først. Som en anden Alice i eventyrland tumler han gennem mørket mod et forskudt tid og sted, hvor op er ned og drømme bliver til virkelighed. Men i modsætning til Lewis Carrolls unge heltinde, finder Lebedevs ældre helt ikke en magisk verden med storsmilende katte og skøre hattemagere på bunden af hullet, men derimod det vågne mareridt, som både han og læseren allerede godt kunne se, at han styrtede imod. I dette kolde, klamme og mørke hul i midten af ingenting finder han langt om længe de bogstavelige skeletter i det billedlige skab. Ofrene for ikke blot Bedstefar Tos hensynsløshed, men også selve det fængselssystem, der ansatte folk som ham som fængselsinspektører.
Og vores helt er langt om længe fri. Hans surrogatbedstefader var ikke bare i sit virke som fængselsinspektør repræsentant for gulaglejrene, hans blotte eksistens og derefter minde repræsenterede også et metaforisk fængsel, som barnebarnet ikke kunne undslippe. En celle skabt af overført blod, overførte minder og drømme, overført skyld og skam. Et ansvar for fortiden påduttet den yngre af den ældre.
Nutiden løslades
På Ved glemslens rands første sider befinder hovedpersonen sig (eller kunne det være forfatteren selv?) på randen af Europa. Han har set Herkules’ Søjler og står nu måske i Gibraltar og skuer mod vest ud over det næsten endeløse, blå Atlanterhav. Med fødderne godt og grundigt plantet i den såkaldt ”Gamle Verden” skuer han mod den nye. Med de metaforiske fødder forhåbentligt lige så solidt plantet i nutiden står han og praktisk talt hele den russiske nation på en anden, ikke-fysisk rand: glemslens, hvorfra han skuer fra det kendte ud i det ukendte, fra erindringens lys ud i fortabelsens mørke. Ruslands bedstefædre (uanset numre og biologiske tilhørsforhold) står med mindst ét ben i graven. Historien om det fængsel, som nogle af dem sad i, andre af dem arbejdede i, og som endnu andre af dem var lykkeligt uvidende om, vil på denne måde måske gå i glemmebogen, hvis ikke den holdes i live, hvis ikke de yngre generationer konfronterer en fortid, der ikke tilhører dem selv.
Den straffelejr, bogens hovedperson besøger, er på daværende tidspunkt for længst nedlagt, men resterne af den står stadig, som skamstøtter for lejrens mange ofre, som en mindestøtte over en snart glemt tid. Og i en tid hvor den politiske elite i Rusland tilsyneladende i stigende grad igen tyer til fængslet som et politisk redskab, kan man fristes til at ihukomme den spansk-amerikanske filosof og forfatter George Santayanas famøse og ofte gengivne citat ”de, der ikke husker fortiden, er dømt til at gentage den”.
Bedstefar Tos blodoffer knytter ham til hovedpersonen, knytter uløseligt datid til nutid, og ved romanens afslutning når hovedpersonen langt om længe den erkendelse, at man ikke kan flygte fra denne fortid, men derimod må anerkende den, slutte fred med den, og derfra gøre hvad man kan, for at den aldrig vil gentage sig. På samme måde vil fængslet altid være en realitet, i fortid, nutid og fremtid, og det er op til os, de nulevende, at beslutte, hvad vi vil bruge det til.
