BOGOMTALE | I en ny bog af Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun forsøger et bredt udvalg af forskere og eksperter at besvare en række spørgsmål om Ruslands militære formåen, samt belyse det russiske militærs udvikling gennem de sidste 30 år.
af Niels Bo Poulsen (Red.) og Jørgen Staun (Red.), Rusland som militær stormagt, Djøf Forlag, 2021, 403 sider
I en ny bog af Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun fortsættes projektet med at belyse Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik, som man begyndte i 2018 med bogen Kreml i Krig. Forgængeren behandlede outputtet af Ruslands forsvars- og sikkerhedspolitik ved at fokusere på en række konflikter som Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud har deltaget i. I Rusland som militær stormagt er fokus i stedet lagt på militæret i sig selv og dets rolle i nyere russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Bogens indhold
Rusland som militær stormagt tager afsæt i et forskningsprojekt fra Forsvarsakademiet. Den rummer en systematisk gennemgang af Ruslands militære evner, men vil overordnet besvare to spørgsmål: 1) Hvad vil Rusland og 2) Er Rusland klar til kamp?
De i alt 13 kapitler (inkl. indledning og konklusion) struktureres om disse spørgsmål, således at fire kapitler er centreret om den militære organisations tænkning og kultur, mens de resterende syv kapitler omhandler Ruslands militære kapaciteter. Der belyses således både hvilken kultur og ideologi, der ligger til grund for militærets aktuelle form, herunder den ofte omtalte voksende patriotisme og den militær-strategiske kultur, samt gives en analyse og vurdering af landstyrkerne, flåden og flyvevåbnet, den militære cyberindsats, atomvåbenpolitikken og de private militære virksomheder.
Denne struktur gør værket særligt brugbart som opslagsværk. Dog er bogen mindre oplagt at læse i ét langt træk, da kapitlerne er informationsmættede og relativt kompakte.
I den forbindelse er det væsentligt at nævne, at kapitlerne er forsynet med en forskningsoversigt, som muliggør at man kan læse sig videre på egen hånd. Indledningsvist giver de to redaktører også en grundig overflyvning af forskningen på området.
De beskriver også hvorledes den tilgår studiet af det russiske militær og fremhæver fordele og ulemper ved hhv. at se på emnet med områdestudie-, IP-, og militærteoretiske briller. Denne transparens i tilgangen til studiet af Rusland (og i særdeleshed landets udenrigs- og sikkerhedspolitik) skal roses – for det er ikke en selvfølge.
Det er blot én af de måder, hvorpå man kan mærke, at der er tale om et gennemarbejdet akademisk produkt. En af de andre er, at man har valgt at deklarere hvilke kapitler ikke kom med, bl.a. et kapitel om militærsamarbejdet med Kina, forsvarsindustrien og efterretningstjenesterne. Dermed har man som læser selv mulighed for at dække disse flanker af.
De skriver det selv, men det gør det ikke mindre sandt: “Denne bog er en af de første akademiske tekster på dansk, som i nyere tid beskæftiger sig med det russiske forsvar.” Det gør den i sig selv læseværdig.
Hvad mere er; mange af bogens kapitler er et vindue ind i en aktuel akademisk debat. Tag f.eks. kapitlet om Ruslands nukleare kapabiliteter. Her belyser Carina Meyn den aktuelle diskussion af hvorvidt det er sandsynligt at Rusland vil anvende atomvåben i regionale konflikter for at bringe alle parter til forhandlingsbordet (den såkaldte escalate-to-deescalate-doktrin). Forfatterne lykkes altså fremragende med at gøre diskussionen af store, globale sikkerhedsproblematikker som denne, der ikke blot er relevant for Ruslandsnørder, tilgængelige for alle, med eksemplificeringer der trækker på yderst aktuelle scenarier. Balancen mellem faglig præcision og tilgængelighed rammes, selvom visse passager synes indforståede.
Bogen er særligt relevant for studerende og andre med særlig interesse for Rusland og/eller udenrigs- og sikkerhedspolitik, der ønsker en indførsel i Ruslands militære evner. Takket være dens ukrukkede og formidlingsorienterede sprog kan den læses af alle med interesse for disse emner.
Slutteligt er det værd at nævne, at de mange spørgsmål der bliver rejst om Rusland – f.eks. hvor bange vi i Danmark skal være for vores nabo på den anden side af Østersøen – ikke nødvendigvis bliver besvaret. Det er heller ikke bogens ærinde. Til gengæld vil den forhåbentligt gøre flere i stand til at forholde sig til udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål vedrørende Rusland i fremtiden, og det på et langt mere informeret grundlag.
