UNGARN | Ungarerne er sandsynligvis det folk i Europa, hvor den største procentdel lever uden for nationens grænser. Der bor i dag mellem 9 og 10 mio. personer i Ungarn – men 2,2 mio. etniske ungarere lever som mindretal i Ungarns nabolande, som et resultat af Trianon-traktaten og de nye grænser efter 1. verdenskrig.
Det har været ungarske mindretals skæbne siden 1920, at gå fra at være en del af ”statsnationen” til pludseligt at blive et mindretal på den ”forkerte” side af grænsen. Situationen er særligt kompliceret for ungarerne i Rumænien. De udgør med deres 1,2 mio. den største ungarske befolkning uden for Ungarn. De er bosat i Nordvest- og Centralrumænien, i den region, vi i Vesten kender som Transsylvanien, og som indtil 1920 var en del af det østrig-ungarske rige.
Et historisk kompliceret forhold
Historisk har forholdet mellem Rumænien og Ungarn ikke været det bedste, og det bliver ikke bedre af, at Transsylvanien spiller en vigtig rolle i ungarernes nationale selvforståelse. Ungarerne udgør omkring en femtedel af Transsylvaniens befolkning, og desuden et absolut flertal i amterne Covasna/Kovászna og Harghita/Hargita, som dermed er en isoleret ø af ungarsk flertal midt i Rumænien.
Siden kommunismens fald har der været kontakt mellem ungarerne i Transsylvanien og Ungarn. De seneste år har vi i Vesten imidlertid været vidner til en intensivering af denne dialog på alle niveauer: Den ungarske stat finansierer og understøtter alt ungarsk i Rumænien, lige fra ungarske fodboldklubber til ungarske medier i Rumænien, det ungarske vælgerforbund og partiet RMDSZ (UDMR på rumænsk)– selv et ølbryggeri, Csíki Sör, der blev sagsøgt af Heineken, blev taget i forsvar af den ungarske stat, fordi ejeren var etnisk ungarer.Denne intensivering går hånd i hånd med en stigende overlapning af parti og stat i selve Ungarn, som således bliver overført til mindretallene i landene omkring Ungarn.
Internetmediet Átlátszó beretter således om et RMDSZ, der efterhånden modtager lige så meget økonomisk støtte fra Budapest, som det gør fra Bukarest, og som hjælper ungarere i Rumænien med ungarsk statsborgerskab med at registrere sig til ungarske valg – og de opfordres til at stemme på Fidesz.
Både Rumænien og Ungarn tillader dobbelt statsborgerskab. Og i 2010 fik det ungarske mindretal i Rumænien ret til ungarsk statsborgerskab og i 2014 ret til at stemme ved ungarske valg, dog kun på partier og ikke på enkeltkandidater, også uden nogensinde at have boet i Ungarn. Dette udløste store debatter i både de rumænske og ungarske og medier.
Mange i selve Ungarn fandt, at hvis man ikke bor og betaler skat i Ungarn, skal man heller ikke have stemmeret. Desuden frygtede man, at etniske ungarere uden for Ungarn ville stemme for Fidesz og dermed forvride valgresultaterne.
En stor del af den ungarsk-sprogede presse i Transsylvanien får en vis økonomisk støtte fra Budapest, og størstedelen af deres nyheder kommer fra det statslige, ungarske nyhedsbureau MTI, som er venligt stemt overfor Fidesz.
I krydsilden mellem to stater
Et ungarsk mindretal, som har sit kulturelle centrum i et naboland, vil altid til en vis grad orientere sig om hvad der sker i Ungarn. De dansksindede i Sydslesvig følger selvfølgelig med i danske forhold og de tysktalende i Sydtirol har naturligvis en forbindelse til Østrig. Så langt, så godt, også i Transsylvaniens tilfælde. Men hvor Sydslesvig og Sydtirol i vore dage kan glæde sig over gode relationer mellem deres bopælsland og landet, hvor deres kulturelle udgangspunkt befinder sig, står det anderledes til i Transsylvanien, hvor forholdet af historiske årsager er spændt.
Spørgsmålet er: ”Hvordan skal det ungarske mindretal i Rumænien forholde sig, når de som mindretal så at sige er i krydsilden mellem to stater?” Flere debatter har fundet sted i både ungarske, transsylvanske og rumænske medier. Kan et mindretal orientere sig for meget om det, de betragter som deres kulturelle centrum ? Fjerner de sig dermed for meget fra kulturen og samfundet i deres bopælsland?
Er det sundt, hvis mindretallet interesserer sig mere for Orbáns gøren og laden end for, hvem der er statsminister i Rumænien – når mindretallet bor, arbejder og betaler skat i Rumænien? Er der en skillelinje mellem et sundt og naturligt forhold til Ungarn som etnisk ungarer i Rumænien og så at leve i en form for parallelsamfund uden at engagere sig i det rumænske samfund, man fortsat befinder sig midt i, og hvor man fortsat er statsborger?
Hvordan skal man som etnisk ungarer forholde sig til, at Ungarn investerer så heftigt i Transsylvanien af national-politiske årsager? Fidesz kan vinde nationalistiske points ved at støtte ungarerne i de tabte hjemlande østpå, men støtten til Transsylvanien synes ikke at være politisk neutral – er mindretallet støttet af Ungarn eller af Fidesz?
Man må antage, at Rumænien også har en holdning til, at der pludseligt er 1,2 mio. af dets borgere, der nu kan blive statsborgere i et naboland, man har blandede forhold til – at de kan stemme der, at deres medier og deres politiske parti, som flere gange har været juniorpartner i den rumænske regering, finansieres af Budapest. Og hvad skal Bukarest tænke om, at ungarerne i Transsylvanien har skudt et borgerinitiativ i gang for at opnå autonomi?
En national pligt
Dette er komplicerede spørgsmål, som der i skrivende stund ikke er svar på. Ungarns nutidige grænser blev fastlagt med Trianon-traktaten i 1920, som imidlertid fratog landet to tredjedele af sit territorium og en tredjedel af sin ungarsk-talende befolkning. Dette opfatter ungarere i og udenfor Ungarn som et massivt, nationalt traume. For en etnisk ungarer i Rumænien ligger der derfor en symbolsk værdi i at kunne færdes med ungarsk pas, og man kan dårligt forlange, at de skal give afkald på den slags rettigheder. Rettigheder som undervisning på ungarsk, ungarske medier, tosprogede skilte osv. bør anno 2021 være en selvfølge for det ungarske mindretal i Rumænien.
Fra Rumæniens side kan man frygte, at nationalistiske kræfter før eller siden ser de øgede kontakter mellem Fidesz og de etniske ungarere som en trojansk hest, og at liberale kræfter, der støtter idéer om mindretals rettigheder, løber tør for overbevisende argumenter. Fra ungarsk side ser man det som en form for national pligt at hjælpe mindretallene i landene rundt om. Man kan finde kort over Stor-ungarn, dvs. med de gamle grænser før 1920 overalt i Ungarn: i klasseværelser, som klistermærker på biler osv, og Fidesz-regeringen gør, hvad de kan for at støtte mindretallet men også for at hente nationalistiske points hjem. Prikken over i’et er det transsylvanske flag, der vajer på parlamentsbygningen i Budapest.
Ungarns sidste forsøg på at omgøre Trianon-traktaten med militære midler, var under 2. verdenskrig i alliance med Tyskland. Tiderne, hvor europæiske lande forsøgte at erobre territorier militært, ser heldigvis ud til at være forbi. Men er vi derimod vidner til en form for åndelig generobring af Transsylvanien? Det vil kun tiden vise.
