MUSIK | Det er ved at blive lysere igen, og verden omkring os er langsomt ved at lukke op igen. Der er også lys for enden af tunellen når det kommer til muligheden for at rejse ud i verden igen, og mens vi alle venter, har Magasinet rØST endnu en gang samlet en playliste, der tager dig med på en (metaforisk) musikalsk rejse til Rusland og Belarus. Sidste playliste havde New Wave som tema, og vi fortsætter ud af samme tangent denne gang.
Siden jeg strikkede Magasinet rØSTs første playliste sammen, er jeg dykket endnu længere ned i russisk new wave-kaninhullet, og er her stødt på endnu flere anbefalelsesværdige kunstnere, samtidig med at flere har taget sig tid til at anbefale mig endnu mere, som jeg nu kan dele med jer læsere. Og så følte jeg slet ikke, at jeg fik noget nær nok med i sidste artikel. Alt det er der kommet en lang række anbefalinger ud af, og sammen med dem har jeg tilladt mig at smide et par klassikere som Kino og Aljans i mixet, sammen med et par ekstra anbefalinger fra sidste rundes bedste grupper.
Ligesom russisk litteratur er den russiske new wave-scene generelt præget af en særlig form for inderlighed, minimalistisk storhed, smertende melankoli, sjæl og stikkende, kulsort og sarkastisk humor. For at sætte den rette kontekst, tillader jeg mig at gentage følgende fra sidste artikel:
’’Der er en særlig feeling, som går igen russisk new wave-musik: den er særligt stemningsfyldt og afspejler de nyere russiske generationers identitetsmæssige dilemma: de er unge i en brydningstid, hvor de fleste har haft et ubekymret ungdomsliv med en international orientering, fester og forbrug, der på mange måder ligner virkeligheden for vestlige (og danske) unge. Men de er samtidig også præget af en særlig russisk weltschmerz, der kan være opstået som reaktion på at skulle forholde sig til flere generationers traumer –herunder kommunisme, opløsning og 90’ernes kaos og voldsomme usikkerhed. Det er dette modsætningsforhold, som unge russere i alderen 20-30 år er vokset op i, og det må siges at være langt fra deres vestlige modstykkers oplevelser. Den tilstand har født en helt særlig musikscene, der på en og samme tid længes efter noget, der engang var, samtidig med at være ufatteligt progressiv. Russian New Wave kan derudover også karakteriseres som kantet, intelligent, sarkastisk, vildt følelsesladet og bærer præg af klare postmodernistiske og post-punkede tendenser.’’
Så læn jer tilbage og tag med på en rejse ind i det moderne, musikalske Rusland. Os på rØST håber på, at I vil nyde playlisten. Nedenfor kan I læse lidt mere om udvalgte kunstnere fra listen.
Lyt til playlisten her
Human Tetris
Human Tetris er en kvartet fra Moskva, som blev dannet tilbage i 2008. Deres navn kommer fra et japansk gameshow, på trods af at der ikke er meget ved deres musik, der leder tankerne tilbage på netop det. Human Tetris var yderst produktive, og udgav et album og flere EP’er indtil 2012, hvor de gik på pause på ubestemt tid. Heldigvis for os er de nu igen aktive, senest med albummet Memorabilia fra 2018. De spiller en tempofyldt, tåget, melodisk og minimalistisk post-punk new wave og synger som en af de eneste indslag på playlisten på engelsk, hvilket har taget dem på tour i det meste af Europa og Sydamerika.
Nürnberg
Det hviderussiske band Nürnberg har gennem de seneste år tiltrukket sig opmærksomhed med deres musik, der særligt kredser om eksistentiel konflikt med et mørkt, intenst lydtæppe som baggrund. Selv forklarer de det som en naturgiven følelse, og har i interviews lagt vægt på, at det ikke er noget specielt for dem – det er bare sådan de anskuer deres liv, og sådan som den kunst de har omgivet sig med altid anskuer det. De valgte navnet Nürnberg, grundet stedets forbindelse til hviderussisk historie, og fremhæver selv sovjetrocklegenderne Кино (Kino) og Аквариум (Akvarium) og tyske new wave-bands som Stille Hoffnung, og den tysk-russiske sammensmeltning kommer til udtryk i deres lyd, med det simple, næsten mekaniske tyske islæt overfor de komplekse, russiske følelsesregister.
Eletroforez
Electroforez blev dannet i Sankt Petersborg tilbage i 2012, og spiller hvad man bedst kan beskrive som synth-pop. Duoen fik international omtale, da det amerikanske band Xiu Xiu udgav et remix af deres sang Эшафот (Eshafot) i 2013, og har siden turneret heftigt i både Rusland og Hviderusland, men også i Europa, i bl.a. de baltiske lande og Tysland. Elektroforez har for nylig udgivet singlen Мёртв внутри sammen med Molchat Doma, som blev anbefalet i vores sidste musik-anbefalingsartikel. Sangen, som er en del af deres nye album, 505, har en mørkere lyd end gruppen hidtil har været kendt for, og i et interview med det russiske medie Meduza, forklarede de, at et af deres største inspirationskilder er det menneskelige mørke, der findes i russisk litteratur.
Komsomolsk
Da jeg blev anbefalet at lytte til Komsomolsk, præsenterede min ven dem som ’’en følelse af en gåtur i Gorkij Park i halvfemserne.’’ Ingen af os har oplevet dette, men jeg forstår klart hvor denne fornemmelse stammer fra. Bandet består af to unge kvinder fra Moskva, som kombinerer 1960’er utopisk sovjet-æstetik med samfundskritiske, sarkastiske og stadig poetiske tekster om livet i det moderne Rusland, herunder særligt Moskva. Deres tekster er derfor forbundet med flere russiske kulturreferencer, hvilket tilføjer et ekstra lag til hvorfor man bør lytte til dem, hvis man er særligt interesseret i Rusland.
Blind Seagull
Blind Seagull er et russisk post punk-band fra Kaliningrad, der fra første møde med deres lyd slår hårdt med potente, larmende og komplekse lydlandskaber bestående af koralharmoniserende kor, fire-i-gulvet trommer og øresønderrivende, støjende guitar. Trioen lever en interessant, overbevisende og næsten hjemsøgende lyd, og har mange udgivelser bag sig, der klart er værd at tjekke nærmere ud.
Monetochka
Tilbage i 2018 beskrev Meduza, at den dengang 19-årige Monetochka havde begået årets bedste, russiske popudgivelse med albummet Раскраски для взрослых (Farvelægning for voksne, red.). Monetochkas borgerlige navn er Elizaveta Gyrdymova, og hun blev allerede som 16-årig i 2015 kendt gennem det russiske sociale medie Vkontakte, hvor hun selv uploadede sit første album сиходелический клауд рэп (Psykedelisk cloud-rap), og her begyndte hendes rejse mod sin nuværende status som både russisk internetfænomen og popstjerne. Sangerinden fra Jekaterinburg fik på ingen tid en stor fanskare på grund af hendes simple, men catchy sange om ungdomsliv og moderne popkultur i Rusland. Monetochka er både vittig, politisk og talentfuld, og har vist sig at være meget mere end et internet-meme. Hun har siden gennemgået en udvikling mod en mere moden lyd, og er blevet beskrevet som en kunstner, der befinder sig i spændfeltet lydmæssigt mellem Joanna Newsom og Alena Apina, mellem tillokkende strangeness og naivitet.