USBEKISTAN | I december 2020 var det fire år siden Sjavkat Mirzijajev officielt overtog posten som præsident i Usbekistan efter 25 års autokrati under Islam Karimov. Mirzijajev lovede demokrati, menneskerettigheder og global integration. Hvordan ser Usbekistan ud i dag?
Islam Karimov var Usbekistans første præsident efter landet løsrev sig fra Sovjetunionen i 1991. Han styrede enevældigt den centralasiatiske indlandsstat indtil sin død i september 2016. Med Sjavkat Mirzijajevs indsættelse i december 2016 fulgte en helt anderledes retorik, der skabte et stort momentum i samfundet, idet han talte for demokratiske statsreformer på linje med de internationale menneskerettighedsstandarder. En af hans mest kendte handlinger var at løslade flere end 35 politiske fanger og lukke det berygtede Jaslyk-fængsel. Han ønskede en transformation af Usbekistans uddaterede økonomi, en ende på landets internationale isolation og en opdatering af dets rolle i globale anliggender.
Før Mirzijajevs tid skulle det internationale samfund presse på for forandringer i landet, men nu er den usbekiske regering selv blevet den største fortaler for demokrati og menneskerettigheder til sit eget folk. I begyndelsen skabte det selvfølgelig store forventninger i befolkningen til hvad – og hvor hurtigt – den nye regering rent faktisk kunne levere.
Det er i dag lidt over fire år siden Mirzijajev blev indsat på posten. Til oktober i år er der igen præsidentvalg i Usbekistan. Nu er derfor et godt tidspunkt at genbesøge Mirzijajevs løfter og se på hvorvidt de er blevet indfriet.
Indenrigspolitikken halter efter
Meget har uden tvivl forandret sig til det bedre. Særligt på det udenrigspolitiske område er der sket store fremskridt. Det økonomiske marked er åbnet op og det samme er landets grænser, blandt andet med visumfri rejse for turister fra EU i 30 dage, indført i 2019. Det er derudover blevet muligt at lave kritisk politisk kunst og fri forskning – noget som var helt utænkeligt under Karimov. På den måde er samfundet meget mere dynamisk end tidligere. Men på det indenrigspolitiske område er mange af Mirzijajevs reformer stadig under udarbejdelse.
Blandt de stadigt eksisterende problemer med menneskerettigheder i Mirzijajevs Usbekistan er brugen af tortur i fængsler og andre lukkede institutioner, restriktioner af ytrings- og forsamlingsfrihed samt undertrykkelse af visse religiøse praksisser. Desuden er der mangel på reelle oppositionspartier. Ikke-registrerede oppositionsgrupper opererer primært i eksil, og indenlandske familiemedlemmer af eksilerede oppositionsfigurer bliver forfulgt og udelukket fra deltagelse til landets valg.
Kun fem politiske partier er registreret i landet – UzLiDep, UXDP, Adolat, Millij Tiklanisj og Det Økologiske Parti. De indlader sig kun i mild kritik af hinanden og fra gang til anden af regeringens ministre, men alle fem støtter i bund og grund den nuværende regering. På den måde er Usbekistan stadig et land, der mangler politisk pluralisme og hvor man lever i skyggen af et anmassende sikkerhedsapparat.
Religiøs ekstremisme vs. religionsfrihed
Den siddende regering tillader tilstedeværelsen af godkendte muslimske, jødiske og kristne trossamfund, men behandler stadigvæk ikke-registrerede religiøse bevægelser som kriminelle grupper. Grundet en uforholdsmæssigt bred definition af ”religiøs ekstremisme” bliver mistænkte medlemmer af de ulovlige organisationer samt deres pårørende stadig udsat for anholdelser, forhør og tortur. Religiøs ekstremisme dømmes som ”ukonstitueret aktivitet” og ”indblanding i illegale religiøse grupperinger” med høje fængselsstraffe, selvom der i de fleste tilfælde ikke tilstrækkelige beviser, og retssagerne behandles typisk bag lukkede døre.
Efter kritik fra FNs specialrapportør for religionsfrihed bekendtgjorde Mirzijajev i 2017, at omkring 16.000 individer var blevet fjernet fra ”den sorte liste” over ca. 17.000 personer anklaget og/eller tidligere dømt for religiøs ekstremisme. Mirzijajevs regering har altså løsnet op for religionspolitikken, men ikke nok til at komme essensen af problematikken til livs.
Tvangsarbejde i bomuldsindustrien
Et andet alvorligt problem i Usbekistan er brugen af tvangsarbejde og børnearbejde i bomuldsindustrien. Bomuld er Usbekistans nationalafgrøde som bidrager til omkring 20% af landets BNP. Der er sket klare forbedringer på området i løbet af Mirzijajevs præsidentskab. De seneste par år er der kun registreret enkelte tilfælde af børnearbejde, og antallet af personer, der hvert år tvinges til bomuldsplukning, er faldet markant.
Tidligere var over 100.000 personer involveret i tvangsarbejde i bomuldsindustrien. En af hovedårsagerne til det høje antal er, at staten har reguleret priserne og haft produktionskvoter på bomuld. Men i marts 2020 blev kvotesystemet afskaffet, hvilket medførte at antallet af registrerede tvangsarbejdere nåede helt ned på 652 i den seneste høst. Dog meddeler flere observatører og menneskerettighedsforkæmpere at det faktiske antal var langt højere.
R.I.P. Sjokir Sjavkatov
Når det kommer til seksuelle minoriteter, hersker der stadig alvorlig diskrimination. I tillæg til den tabuisering som LGBT+ personer oplever i samfundet generelt, er også lovgivningen med til at reducere deres rettigheder. Ligesom det stadig er tilfældet i den tidligere sovjetstat Turkmenistan, er samtykkende seksuelle relationer mellem mænd kriminaliseret i den usbekiske lovgivning og sex mellem mænd er strafbart med op til tre års fængsel.
På trods af Mirzijajevs udtalte ønske om at leve op til de internationale menneskerettighedsstandarder samt gentagne påpegninger fra blandt andet Human Rights Watch, har præsidenten i sine fire år ved magten aldrig sagt et offentligt ord om LGBT+. Selv ikke efter mordet på den 25-årige Sjokir Sjavkatov den 12. september 2019, som blev dræbt efter at han havde åbnet op om sin seksuelle orientering på sin Instagramprofil.
Ytringsfrihed og corona
Under coronakrisen strammede regeringen igen sit greb om samfundet – særlig i forhold til pressefrihed. Flere uafhængige journalister og bloggere har fået indskrænket deres ytringsfrihed i et forsøg på at skabe og opretholde et positivt narrativ om statens håndtering af krisen. Forhåbentlig har dette blot været et lille bump på vejen og reformpolitikken vil genindtræde, når COVID-situationen igen er under kontrol.
Hvad bringer fremtiden?
Hvis man slutteligt skal kigge i krystalkuglen og sige noget om, hvad fremtiden bringer for Usbekistan – forudsat at landet fortsætter ned af Mirzijajevs moderniseringssti – vil vi højst sandsynligt snart se en stærkere og mere udtalt kamp mod statskorruption og for retfærdige valgprocesser. Det kan blive relevant i forbindelse med præsidentvalget til oktober. Det er i hvert fald den udvikling, vi har set i det lille naboland, Kirgisistan, der har ry for at være Centralasiens ”demokratiske frontløber”. Blandt Usbekistans civilsamfundsorganisationer er det noget, man allerede snakker om. Retfærdige valg og kampen mod statskorruption har tidligere været andenprioritet i forhold til mere alvorlige menneskerettighedsproblemer som tortur og tvangsarbejde.
I takt med at landet får sine fundamentale menneskerettigheder på plads, får offentligheden øjnene op for de demokratiske problemer, der skal løses som led i samfundets moderniseringsproces. Under Karimov kom kravene om modernisering ude fra det internationale samfund. Da Mirzijajev kom til magten begyndte kravene at komme inde fra staten selv, og nu begynder vi altså så småt at se, at borgerne stiller krav til staten nedefra.
