UKRAINE | Da Volodymyr Zelenskij blev præsident, kom han til magten som en tv-personlighed uden politisk erfaring, der lovede at gøre op med det bestående system og levere på to centrale områder. Magasinet rØST gør status på præsidentens to valgløfter i dag

Lige før etårsdagen for Volodymyr Zelenskijs præsidentskab i maj blev der igangsat en rundspørge i Ukraine. Den skulle afklare, hvorvidt befolkningen synes, at deres præsident havde leveret på sine to hovedløfter, der var helt centrale i forhold til at få den politiske novice valgt i 2019.

Det ene var at slutte fred med Rusland, som landet har været i konflikt med, siden militære kampe brød ud i den østlige Donbas-region i 2015. Det andet var at bekæmpe den udbredte korruption, som hvert år koster millioner i statskassen og blokerer landets adgang til stærkt tiltrængte lån fra eksempel fra den internationale valutafond (IMF). 

Resultatet af rundspørgen faldt skuffende ud: 69 procent af de adspurgte mente ikke, at Zelenskij havde gjort fremskridt i løsningen på Donbas-konflikten, og 66 procent syntes ikke, at han havde haft succes med at mindske korruptionen i embedsværket. Men hvad ligger til grund for disse tal? Magasinet rØST gør status på de Zelenskijs valgløfter.

Valgløfte 1: Konflikten med Rusland
Da den daværende præsident Viktor Janukovitj i 2013 afviste at underskrive en samarbejdsaftale med EU, udbrød der store protester imod ham. Kort tid efter at dette magtvakuum opstod, annekterede Rusland den ukrainske Krim-halvø. Senere udbrød der militære kampe i landets østlige Donbas-region, der blev drevet frem af russisk-støttede separatister. Med accept fra samtlige 56 medlemslande sendte OSCE en civil observatørmission til Ukraine i marts 2014, der skulle afrapportere facts on the ground. 

Rammen for fredsdialogen mellem Ukraine og Rusland udgøres i dag af den såkaldte Minsk II-aftale og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). 

Minsk II-aftalen blev underskrevet i februar 2015, mellem Zelenskijs forgænger Petro Porosjenko og statslederne fra Frankrig, Tyskland og Rusland. Minsk-aftalens formål er at skabe vedvarende fred i Ukraine og endegyldigt afslutte Donbas-konflikten.

Minsk II er således en vision for Ukraine. For at den skulle føres ud i livet, var der brug for en politisk køreplan. Her kommer OSCE’s trilaterale kontaktgruppe (TKG) ind i billedet. Den består af repræsentanter fra Ukraine og Rusland samt OSCE som mediator. Umiddelbart efter vedtagelsen af Minsk II blev parterne i TKG enige om en 13-punktsplan, der skulle sikre freden.

Et væsentligt skridt mod opfyldningen af Minsk II-aftalen blev taget den 22. juli i år, da parterne i TKG blev enige om at indføre våbenhvile i Donbas-regionen, indtil man havde en endegyldig politisk løsning på konflikten. Våbenhvilen er sidenhen ikke blevet fuldstændig overholdt, men det går i den rigtige retning. Således kunne OSCE-missionen i en rapport i 2020 dokumentere et fald på 75 procent i observerede kamphandlinger og 85 procent færre våbeneksplosioner sammenlignet med foregående kvartal. 

Den territoriale status på Donbas-regionen forbliver dog en gordisk knude, da dele af regionen er kontrolleret af lokale russiskstøttede militser og derfor forbliver uden officiel status. Ifølge Minsk II har Ukraine krav på Donbas-regionen i sin helhed, men bør tildele de besatte områder øget autonomi. Det har dog ikke været muligt at stemme i disse områder under de seneste landsdækkende kommunalvalg den 25. oktober, da Rusland ikke ville opgive deres indflydelse over territorierne, hvilket fra ukrainsk side var et ufravigeligt krav, for at valghandlinger kunne finde sted. 

Donbas-konflikten er altså langtfra løst endnu, men den opnåede våbenhvile har fået Zelenskij til at vejre morgenluft. 

Præsidentens stab er nu begyndt at stile mod nummer 8 af Minsk II 13-punktsplan – etableringen af stabile økonomiske forhold. Således er de fleste kontrolposter langs demarkationslinjen blevet åbnet, og Zelenskij har fremlagt forslag om oprettelsen af en regional økonomisk zone.

Valgløfte 2: Bekæmpelse af korruption
Ukraines i forvejen svage økonomi er blevet hårdt ramt af coronakrisen, og landet er derfor afhængigt af hjælp udefra. Allerede i december 2019 erklærede IMF sig parat til at stille væsentlige finanssprøjter til rådighed for Ukraine. Frigivelsen af midlerne var dog på betingelse af, at den ukrainske regering fik styr på korruptionen i landet. 

På dette område er der sket lidt: Blandt andet regeringens bankpakke, der skulle umuliggøre genopkøb af nationaliserede failed banks gennem private fonde. 

Blandt de personer, der er mest påvirket af regeringens bankpakke, er oligarken Igor Kolomojskij, tidligere ejer af den højt gældsatte ukrainske storbank Privatbank, der efterfølgende er blevet nationaliseret. 

Kolomojskij og Zelenskij har tidligere haft et tæt forhold, men da Zelenskij blev præsident, brød han kontakten med Kolomskij. Kolomojskij har dog andre kontakter i de inderste politiske kredse, og før bankpakken kunne blive en realitet, skulle den gennem et rekordhøjt antal på 16.000 ændringsforslag i parlamentet. Den er stadig genstand for flere igangværende søgsmål. 

IMF anerkendte dog indsatsen: Efter vedtagelsen af reformerne bevilgede man 22. maj i år den ukrainske regering et lån på fem milliarder US dollars. IMF har foreløbigt udbetalt 2.1 milliarder dollars, der er den første af lånets fire rater.

Et andet eksempel på, hvor indgroet en del af systemet korruptionen er, viser en nylig sag med landets forfatningsdomstol. 

Den 27. oktober nedlagde forfatningsdomstolen veto mod en central lov i regeringens nye antikorruptionsreformer. Det gjaldt især artikel 366-1, der forpligter personer med en større formue til at registrere deres aktiver i et statsligt register, som offentligheden har indsigt i.

Men domstolen vurderer altså, at artiklen er forfatningsstridig, idet man mener, at den krænker privatsfæren, at den kriminelle strafferamme er uforholdsmæssig hård i tilfælde af falske eller manglende oplysninger, samt at den giver antikorruptionsstyrelsen for vide beføjelser. Sagen blev bragt for forfatningsdomstolen af dele af oppositionen (heriblandt et parti med formodede tætte bånd til Rusland), hvoraf flere parlamentsmedlemmer har forbindelser til førnævnte Kolomojskij. 

Dommen har medført en politisk krise i Ukraine og skabt skepsis hos IMF, der foreløbigt har udskudt udbetalingen af yderligere lånerater på ubestemt tid. Zelenskij har dog efterfølgende indkaldt til videomøde med lederne af G7-landene, hvor han udtalte, at han ikke anerkendte forfatningsdomstolens beslutning. Han forsøgte derudover at råde bod på skaden med løfter om en nærtstående reform af retsvæsenet. 

Vejen frem
I lyset af Zelenskijs manglende vælgeropbakning på etårsdagen, benyttede præsidenten det sidste valg – lokalvalget den 25. oktober – til igen at tage pulsen på befolkningen via en rundspørge ved valgstederne. 

Målingen viste, at et klart flertal af de adspurgte ukrainere støtter op om en mere kompromisløs tilgang på Zelenskijs to kerneområder.

83 procent bakkede op om livsvarigt fængsel for grov korruption, og 74 procent mente, at Ukraine var i sin gode ret til at insistere på overholdelse af kravet om national territorial integritet. Den rettighed er blandt andet slået fast i det vejvisende OSCE-dokument, Budapest Memorandummet fra 1994. Zelenskij har modtaget et klart signal fra vælgerne. Om han vil træde mere i karakter fremover, må tiden vise.