Det er ikke musik, som Rusland og Hviderusland er i vælten for i disse dage. Egentlig, så tror jeg aldrig, at jeg har oplevet et positivt fokus på de to lande for netop det – musikken. Og det er en skam. For der sker mange spændende ting på den russiske og hviderussiske musikscene i disse år, især indenfor de mere alternative genrer, og selvom flere og flere kunstnere langsomt er ved at bryde gennem lydmuren til Europa, er det desværre stadig bare alt for sjældent, at det når til de danske lyttere. Det vil vi på rØST gerne lave om på, og vi bringer derfor en playliste, der i denne omgang kommer til at fokusere på særligt én genre: new wave (dog med enkelte afstikkere). New wave-scenen er under hastig udbygning i Rusland (og Hviderusland), og den er så markant, at begrebet Russian New Wave har set dagens lys.
Det har taget lidt tid for den russiske musikscene at finde sig selv efter Sovjets opløsning. I Ruslands vilde 90’ere, hvor landet var i dyb socioøkonomisk krise, var musikscenen præget af originaler og rå acts, der brugte længe på at reflektere over den samtid, de eksisterede i. Musikken var ligeså bizar og kaotisk som Ruslands situation, og få kunstnere fra denne periode er overlevet i den kollektive bevidsthed. I starten af 00’erne voksede den russiske alternative musikscene dog betragteligt, og engelsksprogede bands med fokus på spilleteknisk formåen drømte om at få det vigtige, internationalt gennembrud – det lykkedes dog for få.
De sidste 10 år er der dog for alvor sket noget, både i mængden af bands og kunstnere, men også i distributionen af deres musik, særligt som følge af de social mediers fremkommen – herunder russiske Vkontakte, der startede som en side til deling af videoer og musik, og som blev et modstykke til den gængse russiske musikpresse, men også gennem et fokus på at synge på russisk fremfor for engelsk. Dette bærer vores playlistes anbefalinger også præg af, og de fleste numre er derfor på russisk – for der skete nemlig noget helt særligt med scenens autencitet, sjæl og udtryk, efter den ’’vendte hjem’’ til det russiske sprog.
Moskva-festivalen Боль (som betyder smerte) samler det bedste fra Russian New Wave-scenen og har formået at tiltrække udlandets opmærksomhed. Musiksiden The Quietus påpeger, at festivalens navn går godt i spænd med den særlige feeling, som går igen russisk new wave-musik: den er særligt stemnningsfyldt og afspejler de nyere russiske generationers identitetsmæssige dilemma: de er unge i en brydningstid, hvor de fleste har haft et ubekymret ungdomsliv med en international orientering, fester og forbrug, der på mange måder ligner virkeligheden for vestlige (og danske) unge. Men de er samtidig også præget af en særlig russisk weltschmerz, der kan være opstået som reaktion på at skulle forholde sig til flere generationers traumer –herunder kommunisme, opløsning og 90’ernes kaos og voldsomme usikkerhed. Det er dette modsætningsforhold, som unge russere i alderen 20-30 år er vokset op i, og det må siges at være langt fra deres vestlige modstykkers oplevelser. Den tilstand har født en helt særlig musikscene, der på en og samme tid længes efter noget, der engang var, samtidig med at være ufatteligt progressiv. Russian New Wave kan derudover også karakteriseres som kantet, intelligent, sarkastisk, vildt følelsesladet og bærer præg af klare postmodernistiske og post-punkede tendenser.
Da jeg hoppede ned i det dybe kaninhul, som den alternative russiske musikscene virkelig kan være, havde jeg ikke regnet med at få så svært ved at begrænse mig selv og udvælge et introducerende udsnit og ikke en lang, omfattende og udtømmende liste over ALT det gode russiske musik, jeg stødte på. Os på rØST håber på, at i vil nyde playlisten. Nedenfor kan i læse lidt mere om udvalgte kunstnere fra listen.
Буерак (Buerak)
Buerak (hvis navn jeg forgæves har forsøgt at oversætte), er et centralt band på den nye, russiske new wave-scene. Den består af to unge mænd, Artjom Tjerepanov og Aleksandr Makejev, og blev dannet i 2014 i Novosibirsk. De har været uhyre produktive og har allerede udgivet fire albums i fuld længde, samt seks EP’er. Deres musik er minimalistisk, guitardreven og melodisk, med en udefinérbar ’’ligeglad’’ småhedonistisk kant, som særligt kommer til udtryk på singlen Страсть к курению, der helt enkelt handler om at elske at ryge smøger. De har et mere let og ironisk udtryk end andre store navne på scenen, i hvert fald i deres første udgivelser, og har i interviews langet ud efter deres musikerkolleger i Rusland for at sidde fast i en æstetik præget af ’’gloom and darkness’’.
Молчат Дома (Moltjat Doma)
Hviderussiske Moltjat Doma er et af de bands på listen, der for alvor har fået et internationalt gennembrud, og har i skrivende stund godt 1,3 millioner månedlige lyttere på Spotify. De blev dannet i Minsk i 2017, og opnåede stor anerkendelse for deres 2. album, Этажи (Etazhi), hvorefter de fik en pladekontrakt på det amerikanske pladeselskab Sacred Bones Records, som også har danske Lust for Youth og Marching Church i hus. Moltjat Doma har spillet over stort hele Europa, herunder også i Danmark, men har aldrig opnået nogen stor popularitet hjemme i Hviderusland.
Shortparis
Sankt Petersborg-gruppen Shortparis er måske mere eksperimentelt end new wave, men tilhører samme bølge af nye og anderledes toner fra Rusland. De synger på både russisk, fransk og engelsk, og er kendte for deres provokerende perfomance-art.
Super Besse
Super Besse, som er opkaldt efter et fransk skisportssted, er endnu et hviderussisk indslag på vores liste. De er fra Minsk, og spiller minimalistisk coldwave. På trods af at være langt fra deres genre, har de ved flere lejligheder spillet en coverversion af de sibirske punklegender Grazhdanskaja Oboronas (Civil Defense) Насрать на моё лицо (I don’t give a fuck about my face).
Sonic Death
Piter-bandet Sonic Death (ja, de er opkaldt efter Sonic Youth-sangen) spiller garage-punkrock, og klæder sig mest af alt som en russisk version af karaktererne fra Waynes World, med afstikkere til Kiss-lignende ansigtsmaling. Selvom det kan lyde en anelse absurd, er deres musik højenergisk og fyldt med interessante melodiske brudstykker og på en og samme tid samfundskritisk og melankolsk lyrik. Bandet har udtalt i et interview med VICE, at de ikke oplever nogen seriøs interesse i Europa, tilskriver det en frygt for russisksproget musik.
Motorama
Motorama fra byen Rostov er et af listens eneste bands, der synger på engelsk. De blev dannet i 2005 og har opnået international anerkendelse, og er særligt populære i Sydamerika og Asien, og er ved flere lejligheder blevet beskyldt for at kopiere Joy Division – ligheden er slående, men alligevel har Motorama, ved nærmere gennemlytning, en mere melodisk og tåget lyd, og trækker også på inspiration fra de tidligere sovjetheltene i Kino. De har gennem sideprojektet Utro, som også er at finde på playlisten, udgivet et russisksproget album.
