HVIDERUSLAND | Udviklingen i Hviderusland fremkalder stadig mange spørgsmål: Vil demonstranterne få afsat Lukasjenko og få et nyt valg, eller vil det lykkes ham at slå opstanden ned? Og hvis Lukasjenko går af – hvem kommer så til magten?

Spørgsmålene om Hvideruslands fremtid er også nået hele vejen til USA, EU og til nabolandet Rusland, som alle ønsker at sætte deres præg på udviklingen. Ligesom i Ukraine i 2014 støtter USA og EU demonstranterne, og de advokerer for et nyt, frit og fair valg. Rusland ser derimod ud til i stigende grad at støtte den siddende regering i Hviderusland. Ruslands præsident, Vladimir Putin, afholdte den 14. september et møde med Aleksandr Lukasjenko, hvor han lovede Lukasjenko at bistå med sikkerhedsstyrker, hvis situationen i Hviderusland kommer ud af kontrol. Putin og Lukasjenko indgik derudover en aftale om et lån til Hviderusland på 1.5 mia. dollar. Begge blokke – Rusland og Vesten – beskylder hinanden for at blande sig i Hvideruslands interne politiske affærer. 

Hviderusland hænger på Rusland, men hænger Rusland på Putin?
Ét bud på en fremtidig leder i Hviderusland er den tidligere diplomat og nuværende oppositionsfigur, Valerij Tsepkalo. Han besøgte Danmark den 9. september, hvor jeg udvekslede et par ord med ham og nogle hviderussiske aktivister. Her er, hvad jeg fik ud af deres svar.

Først og fremmest er Hviderusland ikke det nye Ukraine.

”Hviderusland kommer aldrig til at vende Rusland ryggen”, sagde Valerij Tsepkalo, der forud for valget flygtede til Rusland med sin familie, efter at flere oppositionspolitikere i Hviderusland blev anholdt. 

”Hviderusland er alt for afhængig af handel med Rusland og russisk gas, så det ville ikke give mening at bringe forholdet over styr for at forbedre forholdet med Vesten,” fortalte han. 

For Valerij Tsepkalo handler det ikke om at gøre enten Rusland eller Vesten glade. Det handler om at privatisere og modernisere industri- og IT-sektoren, skabe tillid mellem private firmaer og det offentlige system – ikke mindst retssystemet – og om at tiltrække flere investorer fra begge blokke. 

Tsepkalo bifalder forholdet til Rusland, men er enig i, at demonstrationerne i Hviderusland kan afføde en reaktion i Rusland, som Putin ikke ønsker. Putins bekymring stikker nemlig dybere end faren for, at Lukasjenko erstattes med en mere EU-venlig leder. Hans bekymring er også, at hvis Lukasjenko bliver tvunget til at gå af, så bliver Putins egen magt i Rusland mere ustabil. 

”For Putin er Hviderusland et eksistentielt spørgsmål,” pointerede en af aktivisterne. 

Med det menes, at Hviderusland er forskellig fra andre tidligere sovjetlande, der ikke har lige så meget til fælles med Rusland, og som for længe siden etablerede mere eller mindre velfungerende demokratier. Hviderusland er så tæt på Rusland, som man kan komme, både geografisk, kulturelt og politisk, og et vellykket skifte til større politisk pluralisme i landet ville gøre det vanskeligt at argumentere for, at Ruslands nuværende politiske model er den bedste for landene i dets postsovjetiske interessesfære. 

For Putin handler det altså ikke så meget om, hvem der kommer til magten, men om at selve udskiftningen kan sende et signal til den russiske befolkning: Hvis det er muligt i Hviderusland, så er det også i Rusland.

Sikkerhedsstyrker mangler sikkerhedsnet
Lukasjenkos fortsatte magt over sikkerhedsstyrkerne i Hviderusland er en af grundene til, at demonstranternes krav endnu ikke er blevet imødekommet. Ser man på andre demonstrationer rundt omkring i verden, kommer der ofte først for alvor gang i maskineriet, når sikkerhedsstyrkerne trodser ordrer og begynder at holde med demonstranterne. Men det er ikke sket i Hviderusland på grund af frygt og manglende socialt sikkerhedsnet, sagde Tsepkalo: 

”I Hviderusland kan man sende folk fra politiet direkte i fængsel for ikke at følge ordrer. Og de tør ikke sige deres jobs op, fordi Hviderusland ikke har et socialt sikkerhedsnet. Hvis man mister jobbet, må man bruge egen opsparing, og hvis man ikke har en opsparing, må man låne af familie og venner.”  

Tsepkalo er dog ikke i tvivl om, at Lukasjenko snart må opgive magten: 

”Det er jo i virkeligheden ikke mig, der er oppositionen,” påpegede han. 

”Mine holdninger viste sig at være mainstream. Det er jo Lukasjenko, der er oppositionen, og endda en lille en af slagsen, eftersom han kun støttes af 3 procent af befolkningen. Man kan ikke styre et land med så lidt støtte.”  

Ifølge Hvideruslands nationale valgkommission vandt Lukasjenko med lidt over 80 procent af stemmerne. Det er dog de færreste i Hviderusland, der stoler på valgresultatet. Tilbage i maj, da uafhængige onlineundersøgelser stadig var lovlige, fandt en undersøgelse, at Lukasjenkos opbakning kun udgjorde ubetydelige 3 procent. Sådan blev memet ’Sasha 3 procent’ født, spredt til Hvideruslands befolkning og brugt i Tsepkalos kampagne til at understrege Lukasjenkos svindende støtte. Der kan næsten ikke herske tvivl om, at de officielle valgresultater var misvisende, men eksperter har dog anført, at onlineundersøgelserne især var populære i byerne, og at der kan være en vis diskrepans med udkantsområderne. 

Hvad byder fremtiden?
Demonstranterne kræver, at Lukasjenko træder tilbage, løslader alle politiske fanger og afholder frie og retfærdige valg. Lukasjenko har uden held forsøgt at kvæle demonstrationerne med anholdelser og arbitrær vold mod demonstranterne. Politiet har tilbageholdt tusinder af demonstranter i løbet af den sidste måned, og dokumentation peger på, at hundreder er blevet tortureret. Senest blev oppositionsleder Maria Kolesnikova bortført på åben gade i Minsk og senere arresteret på grund af anklager om, at hun offentligt opfordrer folk til at overtage magten i landet.

Første skridt er ifølge Tsepkalo at stoppe volden mod civile. Hans langsigtede politiske ambitioner er således sat på hold, indtil hans kortsigtede mål er opnået. 

Internationale medier har spekuleret i sandsynligheden for en russisk invasion af Hviderusland. Dette afviser Tsepkalo blankt. Det er ifølge ham et usandsynligt scenarie, fordi oppositionen i Hviderusland har været fredelig og opsat på at bibeholde et godt forhold til Rusland. Dog er det værd at holde øje med, om demonstranterne i højere grad begynder at angribe politiet. Det kunne fra russisk side retfærdiggøre indblanding for at forhindre, at ”ekstremistiske bevægelser” overtager magten. Lånet fra Rusland til Hviderusland kan også være en indikator på, at Lukasjenko endelig har givet efter for dybere integration – og dermed at Hviderusland de facto bliver en russisk region. I sidste ende kan det dog vise sig, at Putin vil være tilbageholdende med at hjælpe Lukasjenko, især hvis der kommer en ny regering i Minsk, der er acceptabel for Moskva.

I EU er man også ved at vågne op og tage stilling. EU’s højtstående repræsentant, Josep Borrell, og kommissær for EU-udvidelse, Oliver Varhelyi, har fordømt ”uforholdsmæssig og uacceptabel statsvold mod fredelige demonstranter”. I flere EU-kredse mener man dog, at EU bør gå længere end fordømmelse og ‘overvågning af situationen’. Det bliver derfor spændende at se, om EU optager en mere proaktiv støttepolitik, hvor man aktivt beskytter og hjælper demonstranterne med at opnå deres krav. I så fald vil det være essentielt at indgå i nærmere dialog med Rusland. Hviderusland har brug for en ny regering samt politiske og økonomiske reformer – ikke en ny øst-vest-konfliktlinje.