KIRGISISTAN | Hvert år bliver kvinder dræbt af ægtefæller og partnere i Kirgisistan. Men når feminister går på gaden og demonstrerer for kvinders rettigheder, overfaldes de af højreekstremistiske grupper, og statens håndtering af problematikken er ineffektiv.

I begyndelsen af juni gik en video viralt på de sociale medier i Kirgisistan. Den forestiller en mand, der piner sin kone ved blandt andet at hænge stenfyldte bildæk ned over konens skuldre og overhælde hende med spandevis af koldt vand. Manden blev varetægtsfængslet i 15 dage, og sagen er bare ét eksempel på Kirgisistans omfattende problemer med kønsbaseret vold og vold i hjemmet. I løbet af blot de første tre måneder af 2020 er der registreret 2.319 tilfælde af vold i hjemmet i den centralasiatiske republik. Det er en stigning på over 65 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket blandt andet anses som en konsekvens af COVID-19 nedlukningen.

Det til trods evner landets retslige instanser ikke at tage hånd om problemerne. Efter delingen af videoen arrangerede en gruppe kvinderettighedsaktivister en online sammenkomst efterfulgt af en lille demonstration foran parlamentet med 10 tilstedeværende personer. Den blev dog hurtigt lukket ned af omkring 12 politimænd, angiveligt grundet corona-restriktioner. 

Demonstrationer og udstilling ramt 
Politiets håndtering af forløbet virker på mange måder som en miniature-gengivelse af begivenhederne på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts i år. Her blev demonstrationer mod kønsbaseret vold og vold i hjemmet lukket ned under stor tumult. Mellem 60 og 70 personer blev arresteret – de fleste kvinder. Det skete, efter en gruppe maskerede mænd med traditionelle ak-kalpak filthatte overfaldt demonstranterne. Flere nyhedsmedier rapporterede, at mændene var medlemmer af den højreekstremistiske organisation Kyrk Choro, som netop er kendt for vold og hooliganisme mod feministiske og LGBTQ+ arrangementer og enkeltpersoner. 

Tilbage i december så man endnu et omfattende brud på kvinders rettigheder i den kirgisiske hovedstad, Bisjkek, da den feministiske udstilling ”1st Feminnale of Contemporary Art” på Gapar Aitiev Kunstmuseum blev underlagt censur og flere af arrangørerne og artisterne udsat for grov hadtale, trusler og voldshandlinger begået af højreekstremistiske grupper med relation til Kyrk Choro. Museets daværende direktør, Mira Jangaracheva, blev tvunget til at træde tilbage efter at have modtaget dødstrusler mod sig selv og sine kollegaer. 

På udstillingen præsenterede 56 kunstnere på tværs af 22 lande deres individuelle syn på kvinders rettigheder i dagens samfund. Udstillingen skulle vare indtil 15. december og hylde kvinders frihed til at udtrykke sig. Men allerede i begyndelsen af december måtte seks væsentlige værker fjernes fra udstillingen under påbud fra landets kulturminister, Azamat Jamankulov, der beskrev dem som ”for provokerende”. Blandt de bortcensurerede værker var den danske performancekunster Julie Zavery. Hun optrådte med ”omvendt striptease” blandt publikum: hun gik nøgen rundt og tog langsomt mere og mere tøj på – for så at tage det af igen senere – som et symbol på kvindelige sexarbejderes arbejdsvilkår.

Et moderne samfund med fatale traditioner
Sammenstødet mellem den progressive tendens med udstillinger og kvindedemonstrationer og myndighedernes omvendt hårde respons på dette viser en langvarig splittelse i det kirgisiske samfund omkring national identitet. På den ene side er Kirgisistan et land med en relativt bred vifte af aktive menneskerettighedsorganisationer, der leverer høringssvar til parlamentet, udgiver regelmæssige rapporter om de menneskeretslige forhold i forskellige samfundssektorer og laver oplysningskampagner og aktioner på tværs af landet. Siden Sovjetunionens sammenbrud har Kirgisistan da også haft ry for at være frontløber blandt de centralasiatiske lande i forhold til økonomisk og kulturel modernisering og demokratisering af samfundet. 

På den anden side anser en væsentlig del af samfundet Kyrk Choro og lignende grupper for at være patrioter og symboler på retfærdighed, sikkerhed og beskyttere af kirgisisk kultur og traditionelle værdier. Her er der en udpræget forestilling om, at menneskerettigheder er en europæisk opfindelse, og at landets menneskerettighedsforkæmpere – særligt inden for de feministiske og LGBT+-orienterede miljøer – er ”vestlige agenter”, der forsøger at undergrave traditionel kirgisisk kultur. 

Men nationale traditioner er ikke et legitimt grundlag for krænkelser og vold mod kvinder, som på trods af stadig strammere lovgivning på området er en af landets mest foruroligende udfordringer.

Særligt den gamle centralasiatiske tradition for brudekidnapning, som fortsat udføres i Kirgisistan, har vakt opsigt og vrede både nationalt og internationalt. I maj 2018 blev en 20-årig kvinde, Burulai Turdaaly Kyzy, stukket ihjel af en ni år ældre mand, som havde bortført hende med henblik på tvangsægteskab, da de var blevet fundet og anbragt alene i et lokale på en politistation. Burulais skæbne står desværre langt fra alene. Bare i løbet af de første 14 dage af 2020 talte Human Rights Watch tre kvinder, der var blevet dræbt af deres ægtefælle eller partner. Men Burulai er blevet det offentlige symbol på alvoren omkring de alvorlige kvindeundertrykkende normer, der stadig ligger latent i visse lag af det kirgisiske samfund.

På høje tid at staten tager ansvar
De kirgisiske myndigheders håndtering af de feministiske initiativer i offentligheden kan opfattes som generel uvidenhed om basale menneskerettigheder, hvilket virker kontraproduktivt, da selve beskyttelsen af disse er del af deres mandat. Det kan også opfattes som overlagt magtmisbrug i den chauvinistiske højrefløjsnationalismes tjeneste. Under alle omstændigheder er myndighedernes fortolkning af landets menneskeretslige lovgivning forvrænget, da den kriminaliserer ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og tillader kønsdiskrimination, racisme, hadtale og voldshandlinger – alt for ofte med døden til følge.

Håndteringen af disse fatale begivenheder giver desuden anledning til undren, fordi parlamentet siden starten af året har diskuteret yderligere stramninger af lovgivningen om vold i hjemmet på opfordring af vicepremierminister, Aida Ismailova, dav. premierminister Mukhammedkaly Abylgaziev, indenrigsminister, Kashkar Junushaliev, og ombudsmand, Tokon Mamytov. Men da lovgivningen er blevet strammet af flere omgange de seneste år, er der ikke meget, der tyder på, at det er dér, løsningen skal findes.

På et teoretisk plan er der selvfølgelig brug for at ændre det fremherskende narrativ om, at basale menneskerettigheder er en ”vestlig” trussel mod kirgisisk kultur og samfund. På et praktisk plan må man dog i højere grad uddanne personer i udøvende magtpositioner i menneskerettigheder, etablere flere krise- og kvindecentre i provinsen samt forbedre de telefoniske og online rådgivningstilbud. 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. 

Foto: Unsplash