INTERVIEW | For første gang siden Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, kom til magten i 1994, kan der øjnes en politisk forandring i landet. Årsagen skal findes i befolkningen, der har oplevet et dårligt lederskab under coronakrisen, siger oppositionsfiguren Maria Kolesnikova i et interview med Magasinet rØST.
Den 9. august er der præsidentvalg i Hviderusland, og valgforløbet har med al sandsynlighed været det vanskeligste for Aleksandr Lukasjenko i hans 26 år på magten. Problemerne begyndte i slutningen af foråret, hvor præsidenten mødte modstand, både i befolkningen og i kraft af de tre oppositionskandidater Valerij Tsepkalo, Viktor Babariko og Sergej Tikhonovskij. Men hvis Lukasjenko troede, at vejen var banet til en let sejr i midten af juni, da alle ovenstående kandidater blev forhindret i at stille op – Babariko via anklager om svindel og Tikhonovskij, da han blev arresteret i slutningen af maj – tog han fejl. Ud af oppositionsruinerne er nemlig opstået en ny kvindelig koalition med Svetlana Tikhanovskaja i spidsen. Sammen med hendes to støtter, Veronika Tsepkalo og Maria Kolesnikova, der henholdsvis er Valerij Tsepkalos mand og Viktor Babarikos tidligere kampagneleder, er de tre kvinder blevet fortalere for et mere demokratisk valgsystem i Hviderusland.
For Maria Kolesnikova var der ikke var nogen tvivl om, at oppositionen skulle fortsætte sit arbejde, selv da det så allermest håbløst ud. Jeg ringer til hende over Telegram et par dage før præsidentvalget.
Hviderusland har i de sidste uger været præget af de største politiske demonstrationer siden Sovjetunionens fald. Hvad er i dine øjne unikt ved situationen nu i forhold til tidligere præsidentvalg?
»For det første har staten i månedsvis nægtet at tage sig af sine egne borgere under hele coronaepidemien. Den slags kynisme er man ikke sluppet godt fra. En anden vigtig faktor er en akkumuleret utilfredshed over den langsigtede undertrykkelse af erhvervslivet og vedtagelsen af loven om sociale parasitter (i 2017 introducerede regeringen en lov, der beskattede arbejdsløse. Loven medførte protester i Minsk og blev senere revideret, red.) Og for det tredje, og på et mere overordnet plan, er Hvideruslands økonomi i tilbagegang. Befolkningens reelle indkomst vokser ikke, og den langvarige modernisering af de mange statsejede virksomheder er mislykkedes.«
Og det momentum har I som opposition grebet?
»Ja, når der nu til dette valg træder stærke og værdige kandidater frem, så er det selvfølgelig en kraftig trigger til, at folk bliver mere politisk engagerede. Ikke fordi kandidaterne er fuldstændigt enige, men fordi det er blevet klart for folk, at problemerne i vores samfund er nogle, man rent faktisk kan gøre noget ved – de er ikke opstået tilfældigt.«
Hvordan vil du beskrive forholdet mellem stat og borgere i Hviderusland i dag?
»Frygt er en af statens vigtigste metoder til at kontrollere hviderusserne i dag, og det er netop også på grund af denne frygt, at vores samfund fungerer dårligere og dårligere. Fordi frygten svækker folk – både med hensyn til deres kreativitet og deres innovationsevne. I frygtens atmosfære kan der ikke opstå produktivt arbejde eller selvstændig tankegang. Folk tør ikke udleve deres potentiale. Det rammer vores kollektive potentiale på en kolossal måde.«
Du var tidligere kampagneleder for Viktor Babariko, der blev forhindret i at stille op efter anklager om svindel. Hvad tænkte du, da det skete?
»Under hele valgkampagnen er myndighederne gået efter folk, der åbent har udtrykt deres mening, og i særdeleshed de kandidater, der har fået folkelig opbakning for deres ytringer. I forhold til Babariko er dette politisk motiverede anklager, der skulle hindre ham i at stille op. Timingen er sigende: Det giver jo ikke mening, at de politiske modstandere lige pludseligt har forbrudt sig mod loven og skal efterforskes for det netop nu.«
Efter Viktor Babariko, Sergej Tikhanovskij og Valerij Tsepkalo blev nægtet at stille op, gik du og Veronika Tsepkalo sammen om at støtte Svetlana Tikhonovskaja som kandidat. Hvordan opstod den idé?
»Helt fra start stod det klart for os på kampagnekontoret, at vi under ingen omstændigheder kunne svigte folk, og at vi måtte gå videre med det her momentum på en eller anden måde – med kampagnen og det fælles mål: et magtskifte i Hviderusland. Svetlana (Tikhonovskaja) stod for mig som en stærk og heroisk kvinde – en virkelig god kandidat. Så jeg ringede til hovedkvarteret for Valerij Tsepkalos kampagne og gik sammen med dem om at stykke en helt ny kampagne sammen med Svetlana.«
Aleksandr Lukasjenko har ved mange lejligheder udtalt en skepsis ved kvinder i politik. I er tre kvinder i front for en politisk bevægelse. Hvordan har reaktionerne været på det i Hviderusland?
»Det er allerede bredt accepteret i det hviderussiske samfund, at køn ikke er en hindring for at opbygge en karriere. Der er selvfølgelig mange problemer på mikroniveau, og der er stadig en stor ubalance på nogle områder. Jeg synes, det er meget vigtigt at gå ud og vise i praksis, at kvinder har lige rettigheder i politik. Men sådanne udsagn, som vores præsident kommer med, chokerer den moderne hviderusser, for vi er faktisk meget længere fremme end det.«
Jeres store mærkesag lige nu handler om at forandre valgsystemet. Hvorfor fokuserer I så meget på det og ikke andre politiske mål?
»Vi mangler jo de grundlæggende betingelser, for at der overhovedet kan eksistere politik i landet: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, en retfærdig rettergang og valg, der rent faktisk betyder noget. Først og fremmest skal vi koncentrere os om at skabe disse grundlæggende betingelser, så kan vi diskutere andre politiske dagsordener, når de er på plads.«
Hvad er jeres strategi for at vinde valget?
»Man skal altid huske på, at et autoritært system bare er baseret på mennesker, og at disse mennesker også bare er en del af samfundet. Så snart regeringen mister flertallets opbakning, begynder systemet at krakelere: Folk vil ikke være så villige til at deltage i valgsnyd eller generelt holde ting skjult. Men et magtskifte kræver, at man får så mange med fra det gamle system som muligt, for at kunne få et nogenlunde forenet samfund bagefter. Derfor er vores strategi mest af alt at være synlige, komme til valgstederne, holde forsamlinger: Vise, hvor mange af os, der ønsker forandring. For første gang er vi synlige, sammen. Så kan der ske utrolige ting.«