BOGOMTALE | Den danske historiker Mikkel Kirkebæk har udgivet et gigantværk om danske frivillige soldaters deltagelse i uafhængighedskrigene i Estland og Letland, som udover en særdeles grundig behandling af selve krigsbegivenhederne også beretter om den kontroversielle hvervning og soldaternes senere skæbner.
Mikkel Kirkebæk, Den yderste grænse, Forlaget Lindhardt & Ringhof, 2019, 1208 sider i to bind.
Sidste år fejredes 800-året for sagnet om Dannebrog, der efter sigende faldt ned under den danske erobring af Estland i 1219. Mindre kendt er det, at danske soldater igen var i Estland præcis 700 år senere i 1919, denne gang ikke for at erobre landet, men for at hjælpe det. Soldaterne var frivillige i Dansk Baltisk Auxiliære Corps (DBAC), der var opstået på privat initiativ i Danmark. Historien om korpset, der også kæmpede i Letland og i Rusland, har den danske historiker Mikkel Kirkebæk skrevet et gigantværk om. Når forlaget skriver, at korpsets historie ”for første gang kortlægges” er det lidt af en tilsnigelse, idet der i 1998 udkom en bog på knap 200 sider med titlen ”For Dannebrogs ære” om korpset, skrevet af en dansk journalist, Niels Jensen, der dog ikke er faghistoriker.
Mikkel Kirkebæks bog er på imponerende 1200 sider i to bind. Det er lige så langt som et værk, der blev udgivet i 1930’ernes Estland om landets frihedskrig, og lidt længere end et helt nyt værk om samme krig, der netop er udgivet i Estland i anledning af 100 året for fredsslutningen i 1920. Det danske korps indsats er trods alt kun en mindre del af krigens forløb, så det er nærliggende at spørge, hvad der gør omfanget af Kirkebæks bog så stort, også i forhold til Jensens bog fra 1998.
I sammenligning med Jensens bog baserer selve fortællingen om korpsets krigsindsats sig på flere kilder, og undervejs analyseres der dybere. Derudover behandles flere begivenheder før og efter krigsindsatsen, og det er i høj grad beskrivelsen af disse, der gør Kirkebæks værk så langt. Det er således først i andet bind, at korpsets krigsindsats begynder. Korpset når dog at komme i træningslejr i Estland i første bind, som ellers mest handler om baggrunden for korpset og hvervningen i Danmark. Kirkebæk gør meget ud af at påvise ulovligheden af denne hvervning – hvilket der springes meget let hen over i Jensens bog. Den radikale/socialdemokratiske regering accepterede dog hvervningen af udenrigspolitiske hensyn, idet man gerne ville stå på god fod med Storbritannien, især af hensyn til afgørelsen af det slesvigske spørgsmål, der førte til genforeningen året efter krigen i Baltikum.
Korpsets krigsindsats begyndte i det sydlige Estland og bevægede sig hurtigt ind på lettisk territorium. Selvom korpset var hvervet af den estiske stat, kom en stor del af indsatsen dermed til at foregå i Letland og dermed også til at medvirke til lettisk selvstændighed. Krigen i Letland var mere kompliceret end i Estland. Dels var den lokale opbakning til bolsjevikkerne større, og hvor krigen i Estland var mellem ”røde og hvide”, så var der i Letland også kampe mellem forskellige ”hvide” grupperinger, idet Letlands nationale hær også kom i kamp med tyske enheder, bestående dels af lokale tyskbaltere, dels af frivillige fra Tyskland. Der var ligeledes kampe mellem Letlands nationale hær og et russisk korps på ”hvid” side. Det danske korps blev trukket væk fra fronten, da kampene mod tyskere begyndte, idet man frygtede uoverskuelige udenrigspolitiske konsekvenser for Danmark, hvis det skulle komme til kampe mellem danskere og tyskere.
Undervejs kan man få indtryk af, at den engelske flådestøtte og de finske frivillige næsten alene gjorde, at Estland fik drevet bolsjevikkerne ud, men Kirkebæk understreger, at det i sidste ende var de baltiske folk selv, der kæmpede sig til selvstændighed. Det danske korps var trods sin lille størrelse (knap 200 mand) og noget tilfældige sammensætning effektivt grundet de moderne danske Madsen-maskingeværer.
Kirkebæks bog slutter ikke med krigene, der afsluttedes med fredstraktater i 1920. Flere af soldaternes videre skæbne følges. Heriblandt korpsets reelle leder, Borgelin, der blev boende i Estland til den sovjetiske besættelse i 1940.
Mange citater fra direkte kilder (soldaterbreve m.m.) er også medvirkende til det store omfang. Nogle vil måske mene, at det er for meget, men det gør fortællingen mere levende. Et langt citat om en jødepogrom i grænseområdet øst for Polen i 1921 – et år efter afslutningen af krigene i Baltikum – forekom dog undertegnede at være noget fjernt for bogens hovedemne. En tidligere soldat i det danske korps var med i et ”hvidt” russisk korps, der foretog denne pogrom. Kirkebæk fremhæver dette som et eksempel på den forråelse, der opstod i borgerkrigene efter den russiske revolution.
Deltagernes politiske indstilling
En af hovedteserne i Kirkebæks værk er, at de danske og andres frivilliges oplevelser under disse krige medførte en radikalisering for nogles vedkommende, der førte til deres senere tilslutning til højreekstreme grupper. Det kan diskuteres, i hvor høj grad der var tale om en generel tendens. Kirkebæk kommer selv frem til, at mindst en femtedel blev militære aktivister, og at de fleste af disse var på højreekstrem side. Men ikke alle – f.eks. blev brødrene de Hemmer-Gudme, som var blandt initiativtagerne til korpset, modstandsfolk under den tyske besættelse af Danmark.
Kirkebæk gennemgår de forskellige motiver for de frivillige til at melde sig til DBAC, heriblandt både pengenød og idealisme. Idealismen var primært antikommunisme, ikke hjælp til de små baltiske nationer. Det kan næppe overraske, i betragtning af hvor lidt man kendte til disse nationer i Danmark for 100 år siden.
Til let irritation for undertegnede kaldes estiske og lettiske tilhængere af egne demokratiske stater generelt ”baltiske nationalister” i værket. Et udtryk, der aldrig bruges om de meget dansk-nationale kredse bag DBAC, der var parate til at gribe militært ind i Sydslesvig for at få en grænse ved Dannevirke. Som Kirkebæk selv viser, var den ”hvide” side til dels ”blegrød”, idet der også var mange med socialdemokratisk indstilling som bekæmpede bolsjevikkerne og ønskede selvstændighed. Nogle af disse kontaktede endda det danske socialdemokrati for at forklare, at den ”røde side” kæmpede for et styre, som var uønsket af de fleste estiske arbejdere. Bogen viser, at det danske socialdemokratis uvilje mod korpset mest var grundet i dansk neutralitetspolitik, men at der dog også var nogle danske socialdemokrater – især i ungdomsforbundet – der var tilhængere af bolsjevismen.
De 1200 sider bør ikke afskrække. Værket omhandler i høj grad også danske forhold, både interne og udenrigspolitiske. Så også generelt interesserede i Danmarks internationale forhold for 100 år siden kan få udbytte af værket. I et så stort værk er det nok svært helt at undgå fejl. Der er også nogle få i dette, blandt andet er de estiske og lettiske navne på grænsebyen Valga/Valka forbyttede og hjemmeværnene (Kaitseliit og Aizsargi) i de to lande blev ikke oprettet af de autoritære styrer i 1930’erne, men tidligere under den demokratiske periode. Disse småfejl skæmmer dog ikke billedet af et imponerende og spændende værk, som der har ligget et stort forskningsarbejde bag.