RUSLAND | Putin har ikke holdt sig tilbage med at engagere sig internationale konflikter og kriser. Nu står Rusland selv i en krise, der ikke kan løses med militære midler, og sjældent har behovet for en stærk ledelse været større, men Putin glimrer ved sit fravær.

Af Helene Grøn Vestergaard og Nanna Østergaard Nøhr

Håndteringen af nationale kriser har historisk set været udfordrende for både det sovjetiske og russiske politiske lederskab, hvis reaktioner ofte er kommet bemærkelsesværdigt sent. I dag står Rusland overfor for endnu en udfordring; coronapandemien. En national krise, som kan vise sig at blive den største i Rusland siden Sovjetunionens fald.

Den politiske trekløver
Siden udbruddet af coronavirus for alvor tog fart, har Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, til de flestes overraskelse indtaget en ledende rolle i kampen mod virussen. Sobjanin, som igennem flere år har arbejdet tæt sammen med Vladimir Putin, både som stabschef og vicepremierminister, har været den første til at advare om virussens alvorlige konsekvenser og er gået foran med flere tiltag for at mindske smittespredningen i landets hovedstad. Tiltag, som den 30. marts resulterede i et regulært udgangsforbud for byens borgere. Sobjanin er sidenhen blevet udpeget til at lede den statsligt nedsatte krisegruppe, som skal samarbejde med regionerne om at håndtere coronakrisen.

Landets premierminister, Mikhail Misjustin, har også været en fremtrædende person i regeringens kamp mod corona. Misjustin var før udnævnelsen til premierminister i januar chef for landets skattevæsen, og udover en gennemgribende modernisering af det russiske skattesystem, har han ikke gjort sig synderligt bemærket. Af den grund har han også været et overraskende valg til posten. Flere peger på, at Misjustin er en fremragende bureaukrat, som Putin stoler på, og som kan føre styrets økonomiske politik ud i livet uden at udgøre en trussel mod præsidentens egen autoritet.

Sammen med præsidenten udgør Sobjanin og Misjustin den politiske trekløver, som skal føre Rusland gennem krisen. Sammen deltog de også alle tre i et besøg på et nyt informationscenter for corona i marts. Et signal til offentligheden om det delte politiske ansvar for krisen. Internt tegner der sig også en fast rollefordeling. Sobjanin står i spidsen, når den afgørende strategi for at inddæmme virussen skal lægges. I hælene på ham følger Misjustin, som forsøger at redde økonomien med hjælpepakker til landets virksomheder. Over det hele svæver Putin, som indtil nu har formået at holde sig ude af de svære beslutninger.

Den fraværende præsident
Som Ruslands håndtering af krisen skrider frem, presser et spørgsmål sig på; hvorfor har Putin valgt at fralægge sig lederskabet af krisen i stedet for at udnytte den til at forsøge at styrke sin position? Putin har valgt ikke at stå i spidsen for en centraliseret indsats, men har i stedet uddelegeret ansvaret til regionale ledere. Dette valg er interessant, da Putin i begyndelsen af 2000 påbegyndte en øget centralisering af staten, efter de få års decentralisering som fulgte Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Det kan ikke udelukkes, at præsidentens manglende ledelse af krisehåndteringen skyldes en anerkendelse af den negative effekt, den måtte have på ham som politisk leder. Særligt taget i betragtning af, hvordan det russiske sundhedssystem gennem de sidste mange år har været udsat for massive besparelser og i disse dage står på kanten af et kollaps. Et gennemgående argument i flere internationale analyser er, at Putin ganske enkelt bestræber sig på at undgå at blive kædet sammen med kriser, tragedier og upopulære politiske beslutninger. Et andet er, at Putin betragter geopolitiske og internationale anliggender som sine primære arbejdsområder. Der findes naturligvis også argumenter, som taler imod dette, eksempelvis stod Putin af flere omgange frem for at overbevise befolkningen om nødvendigheden for den ekstremt upopulære pensionsreform tilbage i 2018.

Den russiske stat har historisk set været præget af en høj grad af centralisering og et ledelsesprincip, hvor statslederen alene sidder på magten og bestemmer den politiske udvikling. Staten har naturligvis udviklet sig gennem årene, men de store reformeringer af bureaukratiet har generelt været en sjældenhed i russisk historie. I stedet har størstedelen af den udvikling, som har fundet sted, været drevet af individuelle politiske ambitioner blandt lokale, regionale og nationale politikere. De statslige organisationer og deres ansatte har med andre ord tjent den politiske elites interesser og yderst sjældent befolkningens. 

Denne tradition har været med til at skabe en arbejdskultur præget af korruption. Der er mange grunde til denne udvikling, men en af de vigtigste er et ulige afhængighedsforhold mellem de statslige ansatte og politikerne, hvor sidstnævnte ofte har stor indflydelse over den statslige ansattes karriere og dermed også økonomi – og i nogle tilfælde også sikkerhed. Ansatte i den russiske stat opnår altså den største gevinst ved at tilfredsstille politiske interesser. Sat på spidsen er den russiske stat ganske enkelt ikke rustet til at agere selvstændigt, uden klart lederskab. Den mangler organisatorisk og institutionel styrke, og dette er en kæmpe udfordring i krisetider, hvor staten for alvor skal stå sin styrkeprøve.

Sandhedens time venter
For Putin kan fordelingen af ansvaret for krisehåndteringen på nogle punkter vise sig at være en gevinst uanset krisens udfald. Hvis håndteringen af krisen fejler, vil det være let for Putin at udpege Sobjanin, Misjustin eller de lokale guvernører som syndebukke. Skulle det vise sig, at de lokale politiske ledere formår at holde virusudbruddet under kontrol, vil det være et bevis på, at den politiske strategi har virket. Der er dog også den risiko, at Putins manglende engagement i håndteringen af virussen kan vise russerne, at der findes andre stærke politiske skikkelser. Dermed vil hans strategi ikke kun skade hans egen popularitet, men også skabe potentielle politiske konkurrenter, samt udfordre den øgede centralisering han selv har stået i spidsen for de sidste 20 år.

Putin afviger fra sin egen ledelsesstrategi ved at decentralisere indsatsen mod corona og øger dermed risikoen for en både ineffektiv og ustruktureret krisehåndtering. Han har med andre ord hevet gulvtæppet væk under staten og udstillet dens skrøbelighed i en tid, hvor den har brug for at fremstå robust og handlekraftig. På den anden side betyder hans distancering, at han ikke bliver synonym med statens forfald i samme grad, som hvis han stod direkte i spidsen for indsatsen. Der er en grund til at russerne er blandt dem i verden, som har den laveste tillid til offentlige institutioner, men at Putin samtidig har formået at forblive populær. Det er alligevel uvist, hvorvidt distanceringen vil virke i dette tilfælde.

Et sundhedssystem i knæ og en dårligt koordineret statslig indsats for at inddæmme smittespredningen kan i yderste konsekvens komme til at koste unødig mange russere livet. Russere, som på grund af regionernes ulige ressourcer og forskellig håndtering af virussen, risikerer at blive udsat for en smitte som kunne være undgået og ikke får den behandling, som de har behov for. Alt efter hvordan Rusland klarer sig igennem krisen, kan håndteringen af coronavirussen potentielt betyde et yderligere brud på den i forvejen skrøbelige tillid, som befolkning har til systemet.