BALKAN | 4. maj er det 40 år siden, at Josip Broz Tito døde på et hospital i Sloveniens hovedstad, Ljubljana. En æra var dermed endegyldig forbi i Jugoslavien, men allerede før den samlende leders død var der klare tegn på opbrud i folkerepublikken.
Der var mange hensyn, der skulle tages, da Jugoslavien skulle reorganiseres efter Anden Verdenskrig og en voldsom borgerkrig mellem kroatiske Ustaša-tilhængere, serbiske četnikker og Titos kommunistiske partisaner. Under sloganet ”broderskab og enhed” blev Jugoslavien omdannet til en føderation bestående af seks republikker – Kroatien, Slovenien, Bosnien og Hercegovina, Makedonien, Montenegro og Serbien – samt to selvstyrende områder (Vojvodina og Kosovo) i Serbien.
I tilbageblik står Titos Jugoslavien for mange mennesker i efterfølgerstaterne som en gylden tid: Masseturismen bragte indtægter til landet, og de mange jugoslaviske gæstearbejdere i Vesteuropa sendte også betydelige summer til familien i hjemlandet. Sammenlignet med naboerne i Warzsawapagten kom jugoslaverne til at nyde en høj grad af frihed.
Det betød dog ikke, at tidligere konflikter var gået i glemmebogen. Tværtimod var etniske og nationale spændinger en del af folkerepublikkens DNA i hele Titos regeringstid. Det er derfor en grov simplificering at hævde, at Titos død i 1980 var den eneste årsag til, at Jugoslavien gik i opløsning. Allerede før den samlende leder gik bort, bidrog flere faktorer til, at det knagede i fugerne.
Nationalisme og etnopolitik stod i vejen for samling
For det første illustrerer reorganiseringen noget af det fundamentale, der var galt med Jugoslavien, nemlig etnopolitikken og en deraf følgende nationalisme.
Således forsøgte man at sikre en balance mellem de forskellige folkeslag i landet snarere end at danne klassepartier, der kunne have fungeret som modvægt mod snævrere nationale interesser. Serberne udgjorde den største etniske gruppe i Jugoslavien. Ifølge folketællingen i 1948 41,5 % af befolkningen. Den næststørste gruppe var kroater, der udgjorde 24 % af Jugoslaviens indbyggere.
Disse to folkeslag var ofte i konflikt, for eksempel under det ”kroatiske forår”. I 1966 blev lederen af Jugoslaviens hemmelige politi, Aleksander Ranković, afsat. I datidens Jugoslavien var Ranković indbegrebet af serbisk nationalisme og kendt for at føre en særdeles hårdhændet politik mod albanerne i Kosovo. Afskedigelsen af ham førte dermed til mere liberale forhold generelt i Jugoslavien og ikke mindst i Kroatien.
Et eksempel på de nye tider var en deklaration, som den kroatiske forfatterforening udstedte i 1967, hvor de beskrev deres utilfredshed med en ny serbo-kroatisk ordbog. De påpegede, at ordbogen kun medtog serbiske varianter af serbo-kroatisk og krævede, at kroatisk skulle have samme forfatningsmæssige position som slovensk, makedonsk og serbisk. Bag de sproglige stridigheder lå imidlertid en dybere utilfredshed – nemlig at serbere var overrepræsenteret i det jugoslaviske politi, i hæren og ved domstolene, og at man i Kroatien var utilfreds med føderationens økonomiske fordeling.
Efter studenteruroligheder i 1971 blev den åbne diskurs for meget for Tito og det jugoslaviske hovedkvarter i Beograd. Studerende og journalister blev arresteret, og ledere fra det kroatiske kommunistforbund tvunget til at gå af. Begivenhederne fik også betydning i Serbien, hvor republikkens liberale ledelse i 1972 blev tvunget til at gå af. Denne åreladning af liberale politikere og journalister medførte, at mange topstillinger nu blev besat med folk, der snarere havde de korrekte politiske synspunkter end evnerne til at bestride deres job. Desuden efterlod stridighederne en høj grad af bitterhed mellem kroater og serbere.
Frygten for serbisk dominans blev dog forsøgt imødekommet i Jugoslaviens nye forfatning fra 1974, der blev den socialistiske føderations fjerde og sidste forfatning. Med den kom præsidiet til at bestå af ni medlemmer: en repræsentant fra hver republik samt en fra Vojvodina og Kosovo. Det niende medlem var Tito selv, der ved samme lejlighed blev præsident for livstid. Det blev også bestemt, at efter Titos død skulle posten som Jugoslaviens præsident rotere mellem statspræsidiets medlemmer. I praksis medførte den nye forfatning således, at de føderale organer næsten blev tømt for magt. De eneste al-jugoslaviske institutioner, der nu var tilbage, var hæren og Tito selv.
Partisanmyten dør, og ungdommen kommer til
En anden revne i det jugoslaviske fundament var, at den såkaldte ”partisanmyte” op til Titos død gradvist mistede kraft. Fortællingen om, hvordan den jugoslaviske partisanbevægelse kæmpede tappert mod tyskerne og selv befriede landet, hvilket muliggjorde Jugoslaviens særstilling i den socialistiske verden, havde været en del af landets selvforståelse siden begyndelsen. Men flere af de vigtige politiske personligheder, der havde tegnet efterkrigstidens Jugoslavien forsvandt fra det politiske landskab i disse år. I 1979 døde for eksempel sloveneren, Edvard Kardelj (1910 – 1979), der havde været hovedarkitekten bag det jugoslaviske selvforvaltningssystem og en central skikkelse i partisankampen.
I takt med at den gamle generation faldt fra, kom en ny og kritisk ungdom til. Det så man for eksempel efter Titos død i 1987 med “plakatskandalen” på Ungdommens Dag. 25. maj var Titos officielle fødselsdag og en officiel helligdag. Dagen blev markeret med et stafetløb, hvor unge fra hele Jugoslavien bragte ungdommens hilsner til Tito til hærens stadion i Beograd. Blandt de mange forberedelser til festdagen var en konkurrence om at lave den plakat, der bedst symboliserede begivenheden. Og i 1987 var det kunstnerkollektivet NSK (Neue Slowenische Kunst) fra Ljubljana, der vandt.
Det viste sig dog hurtigt, at gruppen havde taget en gammel nazi-plakat og fjernet de nazistiske symboler og i stedet indsat jugoslaviske symboler. Gruppen hævdede, at de gjorde det for at udstille det groteske i personkulten omkring Tito. Dermed var der rammet en pæl gennem det helligste i Jugoslavien – nemlig Tito og partisanmyten. Der blev rejst tiltale mod initiativtagerne, men de blev kort efter frafaldet.
Endeligt opbrud
I Jugoslaviens sidste år var Slovenien ofte den republik, der førte an i kampen for øget uafhængighed for de enkelte republikker i Jugoslavien. En retssag i 1988 blev den udløsende begivenhed for det ønske. En gruppe journalister omkring det kritiske tidsskrift Mladina bragte i 1987 artikler om det jugoslaviske våbensalg til Etiopien og kaldte forsvarsministeren, Branko Mamula, for ”dødens købmand”.
Dermed blev der rettet et angreb på noget af det helligste i Jugoslavien – nemlig hæren. På det tidspunkt var en sådan anklage meget skæbnesvanger, både fordi hæren så sig selv som partisanbevægelsens arvtager, men også fordi hæren nu, efter Titos død, i praksis var den eneste al-jugoslaviske institution, der var tilbage.
I 1988 havde den jugoslaviske hær fået nok, og fire journalister og dissidenter blev arresteret. Retssagen blev ført på serbokroatisk og ikke slovensk, hvilket nok havde mere symbolsk end praktisk betydning. Den symbolske betydning var imidlertid nok til, at retssagen resulterede i store demonstrationer for slovensk uafhængighed og dermed et meget synligt angreb mod Jugoslaviens ”broderskab og enhed.”
Den franske religionssociolog Emilie Durkheim (1858 – 1917) hævdede, at “religion er samfundets kit”. I efterkrigstidens Jugoslavien fungerede Tito, partisanmyten og sloganet “broderskab og enhed” netop som den religion, der skulle holde Jugoslavien sammen. Gradvist mistede disse fortællinger dog deres samlende kraft, og eftersom socialismen ikke havde megen gejst tilbage, blev der plads til nationalismen. Hvorvidt eksistensen af klassebaserede partier på tværs af Jugoslavien kunne have holdt sammen på landet, finder vi selvsagt aldrig ud af. Det ville også have krævet, at Tito havde været villig til at indføre et flerpartisystem, og det lå ikke på noget tidspunkt i kortene.
I år er det 29 år siden, 10-dagskrigen fandt sted. Den resulterede i Sloveniens de facto uafhængighed i juni 1991 og dermed også de første dræbte i Jugoslaviens opløsningsproces. Mindet om Jugoslavien lever imidlertid endnu. I december afholdt en af Jugoslaviens ikoniske sangerinder Lepa Brenas en koncert i Zagreb, hvor hun sang sit gamle hit fra 1989 ”Jugoslovenka” (refrænet går “jeg er jugoslaver”). På den måde lever det jugoslaviske eksperiment videre den dag i dag, også længe efter Tito.
