DOKUMENTARFILM | 15 år tager det for den danske billedhugger Bjørn Nørgaard og et hold af tjekkiske glaskunstnere at skabe H.M. Dronning Margrethes gravmæle. I dokumentarfilmen Dronningens Sarkofag får offentligheden for første gang det ellers tildækkede kunstneriske gravmæle Sarkofag at se.

Dronningens Sarkofag er en rørende, fascinerende og utrolig hjertevarm dokumentarfilm. Vi er med fra år 2003, da den danske billedhugger Bjørn Nørgaard i al hemmelighed får til opgave at skabe et kongeligt gravmæle for Regentparret.

Flere har måske hørt om eller set modellen af det helt specielle gravmæle, der allerede er lavet til Dronning Margrethe af Danmark. Men det er nok de færreste, der har hørt om den helt unikke forbindelse mellem Danmark og Tjekkiet, der opstod ved skabelsen af dette kunsthåndværk.

Sarkofag & tjekkisk glaskrystal
Da den anerkendte danske billedkunstner Bjørn Nørgaard får opgaven, vælger han at tænke ”langt ud af boksen”, og han får idéen at bygge gravmælet med den kunstneriske titel Sarkofag i krystalglas.

Efter at have kontaktet verdens førende glasstøbere om assistance til projektet, da Bjørn Nørgaard aldrig har arbejdet med glas før, falder valget på et mindre tjekkisk glasstøberi i den lille tjekkiske by Železný Brod. Her indgår Bjørn Nørgaard et samarbejde med den tjekkiske glaskunstner Zdeněk Lhotský og dennes team.

Tjekkiet & Danmark
Den tjekkiske instruktør Pavel Stingl har lavet en rigtig god dokumentarfilm, hvor vi på nært hold følger Zdeněk Lhotský og hans team og deres til tider frustrerende og stressende kamp for at lave krystalglaskunst på et niveau, verden aldrig før har set.

Bjørn Nørgaards fortælling om hans ide og forarbejdning af mindre modeller, som skal pryde glaskrystallens låg og bund, samt smukke scener fra Roskilde Domkirke, København og Tjekkiet gør Dronningens Sarkofag til en absolut seværdig og anbefalelsesværdig dokumentar.

Bjørn Nørgaard sætter uden tvivl de tjekkiske glaskrystalkunstnere på en meget krævende opgave. De skal skabe et gravmæle, som både skal ligne et gravmæle og samtidig være moderne kunst, ud af flere tons forarbejdet glas. Et af de mest rørende elementer i dokumentaren er det varme kunstneriske venskab, som opstår mellem Zdeněk Lhotský og Bjørn Nørgaard i denne omstændige proces, som strækker sig over hele 15 år, og hvoraf 6 år foregår i det tjekkiske glasstøberi. Sammen går de til opgaven med meget hjertevarme, stor respekt for håndværket, den kunstneristiske vision og for Regentparret.

Det ypperste håndværk skabes
I dokumentaren følger vi, hvordan den meget sympatiske Zdeněk Lhotský og hans team, som med stor ære og lidt ærefrygt tager imod den specielle opgave at skabe et gravmæle, som skal være over tre meter langt, to meter bredt og lavet af syv ton krystalglas.

I dokumentaren erkender tjekken Zdeněk Lhotský selv: ”Jeg havde ingen ide, hvad jeg sagde ja til, da jeg sagde ja til opgaven … Jeg har aldrig hørt om eller set så stort et stykke glas før, det er unikt i historien. Da jeg studerede, vejede det tungeste glas, jeg arbejdede med, kun 80 kilo”.

Den 80 minutter lange dokumentar er derfor også en utrolig rejse i den kreative og kunstneriske verden af glasstøberikunst, hvor alt laves i hånden, og alt er håndværk på ypperste plan. Samtidig er Dronningens Sarkofag også historien om den lille tjekkisk by Železný Brod, der kæmper for at deres mangeårige traditioner og talenter for at skabe kunst ud af tjekkisk krystalglas kan overleve i en lille by præget af stor arbejdsløshed.

Tjekkiet har altid været kendt for produktion af det fineste Bøhmiske krystal, og i byen Železný Brod er der flere mennesker med flere års erfaring indenfor at støbe glas. Men selv for et hold af erfarne tjekkiske glaskunstnere, som er blandt nogle af verdens bedste glashåndværkere, bliver de presset langt på deres evner i processen, hvor bare én menneskelig fejl kan medføre, at hele produktionen bliver sat adskillige måneder tilbage.

I denne spændende dokumentar får man indsigt i den dramatiske, svære og uforudsigelige opgave at skabe dette helt unikke kunstværk. Dette opleves blandt andet, da den første nedkølingstest går galt grundet en menneskelig fejl. Glaskrystallet splintrer, og holdet må vente flere måneder, før de kan støbe og se resultatet af en ny omgang af glaskrystallet, der forhåbentligt ikke splintrer.  

Kunst og håndværk kombineres og skaber et stykke musik støbt i glas
Dokumentaren indeholder uventet en fængende og fantastisk smuk lydside. I studiet arbejder teamet til klassisk musik. Flere gange hører man også den fine lyd, som krystalglas frembringer, når tjekkerne tester glassets kvalitet.

Man hører endda også rockmusik, for den dygtige tjekkiske glasstøber spiller i eget band og holder fest, mens sarkofagens dele står i sidelokalet og køler ned. Den herlige tjekke er dog aldrig længere væk, end at han på sin mobil kan følge nedkølingen.

Sarkofag står i dag i Roskilde Domkirke, men gravmælet er tildækket. Et tildække skabt af Bjørn Nørgaard. Det må først fjernes og gravmælet først vises frem for offentligheden efter Dronningens død.

Opdatering: Den 31.03.2020 er Magasinet rØST blevet informeret om at dokumentarfilmen – A Sarcophagus for a Queen – ikke er en del af CPH:DOX offentlige online festival. Dokumentarfilmen er derfor ikke tilgængelig via streaming på CPH:DOX