RUSLAND | En ny tilføjelse til forfatningsændringerne i Rusland vil helt ekstraordinært gøre Vladimir Putin i stand til at fortsætte yderligere to perioder i præsidentembedet, hvis det godkendes af Forfatningsdomstolen.

Den 10. marts fremlagde parlamentsmedlem Valentina Teresjkova fra partiet Forenet Rusland et forslag til den stort varslede forfatningsændring, som Ruslands befolkning skal stemme om den 22. april. Ændringsforslaget gik ud på at annullere den siddende præsidents embedsperioder, eller helt at fjerne begrænsningerne på antallet af perioder, en præsident kan sidde. Præsident Putin meldte selv ud til forsamlingen, at han ville støtte forslaget om at nulstille sine egne præsidentperioder, såfremt forfatningsdomstolen ikke var imod. Kort efter stemte Dumaen ændringsforslagene igennem, hvorved de sendes til tredjebehandling.

Derved har vi måske svaret på det spørgsmål, mange har stillet, siden Putin vandt præsidentvalget i 2018: Hvad vil der ske i 2024, når han ifølge forfatningen ikke længere kan vælges? Med den nye tilføjelse til forfatningsændringen nulstilles Putins perioder, og han kan derfor stille op til præsidentvalget i 2024 og 2030. Derved forlænges hans udløbsdato som præsident til år 2036.

Efterfølgerproblemet
Ikke desto mindre er problemet ikke løst. I personfikserede autoritære regimer som Rusland kæmper man med efterfølgerproblemet. Efterfølgerproblemet er dét, der opstår, når man ikke har en velfungerende mekanisme, hvorigennem magten kan skifte hænder. I absolutte monarkier ville dette for eksempel være arvefølgen, men i Ruslands tilfælde har man intet lignende. Derfor risikerer landet at blive kastet ud i politisk kaos, når der skal findes en ny præsident.

Der er således store ting på spil for eliten, når magten skifter. De, som gerne vil have mere, har mulighed for at få det, mens de, som trofast har støttet regimet og er blevet belønnet, risikerer at miste goder.

Egentlig har Rusland dét, som mange autoritære regimer løser deres efterfølgerproblem med: Et regimeparti. Regimepartier har særligt to funktioner: De udgør en jobportal, hvor fremtidige kandidater kan se en transparent vej til magten. De formaliserer også udvekslingen af goder og ressourcer mellem regimet og eliten. Det kan eksempelvis være i form af gode jobs eller direkte betaling.

I Rusland forholder det sig imidlertid sådan, at regimepartiet, Forenet Rusland, nyder begrænset popularitet. Faktisk er de så upopulære, at flere kandidater ikke ønskede at stille op under deres faner ved lokalvalgene i september 2019. Så selvom partiet har andre vigtige funktioner, så løser de ikke efterfølgerproblemet.

Putins udløbsdato forlænges
Da Boris Jeltsin gjorde Putin til premierminister i 1999 (og kort efter præsident) var der næppe nogen, der havde regnet med, at han stadig ville sidde for bordenden 20 år senere. Blandt andet fordi Ruslands forfatning i skrivende stund ikke tillader, at præsidenter sidder mere end to perioder (svarende til 12 år) ad gangen. Det omgik Putin og den daværende premierminister Dmitrij Medvedev i 00’erne ved for en stund at bytte roller i det, som kommentatorer siden har kaldt et ”tandemokrati”.  Således blev Vladimir Putin i stand til at genindtage præsidentembedet i 2012, og i 2018 vandt han endnu engang posten for hvad der så ud til at være sidste gang.

Blandt analytikere betragtede man det som usandsynligt, at Medvedev og Putin igen ville bytte roller, idet Putin i så fald ville være 78 år, når han kunne indtage embedet igen. Derfor begyndte man at tale om det skelsættende år 2024, hvor hans periode udløber. Forskellige teorier har været fremme omkring, hvad der ville ske, og analytikere fik en del mere at rive i med præsidentens tale til den føderale forsamling den 15. januar. Her annoncerede præsident Putin, blandt andre sociale og politiske tiltag, at man ville sende befolkningen til folkeafstemning om en forfatningsændring.

Russisk prokrastination?
Selvom det er uvist, om Putin ønsker at stille op i 2024 og 2030, har man sikret sig, at der ikke bliver elitekonflikt lige foreløbig ved at give ham muligheden. Dermed har vi et bud på, hvad der kan komme til at ske: Man udsætter problemet.

Så længe der ikke er en mekanisme, hvorigennem magten kan skifte hænder, risikerer Rusland at blive kastet i politisk uvejr. Tilbage står så spørgsmål om, hvornår.