/Forside af tidsskriftet ARGO-RISK. Oversættelse: Erotisk prosa / Interview med Jeff Stryker / Lermontovs kådhed

DEL II: I slutningen af 1980erne påbegyndte det sensovjetiske samfund en seksuel revolution, der frigjorde diskursen om sex. I 1999 ebbede den ud, og i 2000 fik Rusland en ny præsident, der mente, at åbningen mod vest var roden til et ’hyper-seksualiseret Rusland’.


Den 30. juni 2013 vedtog den russiske regering artikel 6.21, der forbød homoseksuelpropaganda rettet mod mindreårige. Denne lov er siden blevet kendt som den famøse ’anti-homo-lov’ i vestlige medier, og den rammer essentielle menneskerettigheder for russiske homoseksuelle og andre LGBTQIA+-personer.  Loven betyder, at homoseksuelle ikke længere må skildre med deres seksualitet i det offentlige rum eller andre fora, idet det kan skade mindreårige og deres opvækst. 

Et mord og passive myndigheder
Loven er, som den var i 2013, stadig yderst aktuel og skaber fortsat problemer for LGBTQIA+-personer og aktivister i Rusland.

Samtidigt er konsekvenserne fra ordensmagten ved at udøve vold mod LGBTQIA+-personer og aktivister ofte lave eller fraværende. 

Den 23. juli i 2019 blev en kvindelig aktivist, Jelena Grigorjeva, fundet død nær hendes eget hjem. Hun var blevet stukket otte på kroppen og ansigtet, og derefter stranguleret. Grigorjeva havde inden hendes død modtaget dødstrusler grundet hendes arbejde og aktivisme inden for menneskerettigheder.

Selvom alt i sagen pegede på et drab, blev hun af nogle russiske medier omtalt som en ’anti-social person med alkoholproblemer’, der selv gik med sine mordere – og dermed også var skyld i sit eget mord. I september 2019 tilstod en 29-årig mand drabet. Grigorjeva havde stået på den daværende homofobiske gruppe Saws hjemmeside, der publicerede navne og adresser på homoseksuelle personer med henblik på overfald. Først efter utallige klager fra aktivister blev hjemmesiden endegyldigt lukket.

Censurens jerngreb løsnes
Trods de mange rapporteringer om hadforbrydelser, kæmper mange aktivister fortsat for bedre vilkår for LGBTQIA+ personer i Rusland. Og nogle steder hersker der frirum, for eksempel klubben Blue Oyster i Sankt Petersborg, der har formået at eksistere i mange år. Men aktivisterne skal heller ikke kigge langt tilbage i den russiske historie, for at tingene så anderledes ud.

I 1985 skiftede magten i Sovjetunionen fra Tjernenko til Gorbatjov. Han indledte en periode i Sovjetunionen, hvor kerneord som glasnost (gennemsigtighed) og perestrojka (ombygning) fyldte i den politiske agenda. Lederens nye reformer havde til formål at åbne Sovjetunionen op mod vesten, samtidigt med at samfundet skulle åbnes indadtil. 

Allerede i 1987 kunne man se ændringer, og diskurser og diskussioner om sex og seksualitet tittede frem i offentligheden. Censuren havde løsnet sit jerngreb om befolkningen, og den litterære homoerotiske scene fandt langsomt spalteplads i diverse tidsskrifter, magasiner og litterære værker.

Mikhail Kuzmins roman Vinger genvandt popularitet, og mange af 1990ernes forfattere og homoseksuelle så på tiden før revolutionen som en tid med langt mere seksuel frihed. 

1990ernes Rusland var en ung og frustreret teenager
I slutningen af 1990erne var sex blevet inkorporeret i den russiske hverdag. Reklamer, hvor en letpåklædt kvinde reklamerede for telefoner, sko eller noget helt tredje, var ikke et unormalt syn i offentligheden – ej var det heller unormalt at se unge par proklamere deres kærlighed for hinanden på åben gade med kys og kærtegn.

Tv-programmer som Pro Eto (Om det), hvor det intime liv blandt unge blev diskuteret på åben skærm, blev populære, og flere åbnede offentligt op om deres seksuelle liv. Ifølge den russiske sexolog Sergej Jevtejev var grunden til dette udbrud, at man så det som en form for national selvhævdelse eller selviscenesættelse. De ’nye’ russere ville vise resten af verden, at sex ikke længere var et tabu i deres land. Jevtejev sammenlignede 1990ernes Rusland med en ung teenager: bedrevidende og lettere desperat for at vise alt, hvad han kunne.

Sejren i 1993
I 1993 blev artikel 121 officielt fjernet fra Ruslands love. Homoseksualitet var på papiret ikke længere en kriminalitet. 

Efter 1993 begyndte den litterære ucensurerede scene at blomstre igen.  I 1995 så tidsskriftet ARGO-RISK dagens lys. Det var et russisk ungdomsblad specifikt målrettet til unge homoseksuelle mænd. Tidsskriftet bestod af noveller og digtsamlinger, der udforskede homoseksuelle og homoerotiske motiver.

Derudover brystede ARGO-RISK sig af, at tidsskiftet var for ’de glade homoseksuelle’. De ønskede ikke at deltage i diskursen om de homoseksuelles hårde vilkår og dårligdomme, men ville skildre fordelene ved at være homoseksuel. 

I alt florerede der mellem 1989 til 2007 omkring tretten homoseksuelle tidsskrifter, der indeholdt litteratur, nyheder og viden om ikke-heteronormative seksualiteter og køn. Tidsskrifterne var til for at hjælpe personer, der identificerede sig som homoseksuelle, men i største grad også for at vise, at de støttede op om menneskerettigheder. Det, som aktivisterne bag tidsskrifterne ønskede, var at homoseksualitet blev til hverdagstale, og at samfundet med tiden blev fodret nok information om homoseksualitet til, at det ikke længere var en fremmed og farlig ting. 

Et magtskifte og religiøs indblanding
Rusen fra den seksuelle revolution varede ikke evigt – i 1999 ebbede den ud, i takt med at den russiske ortodokse kirke fik mere indflydelse – politisk og i samfundet. Samtidigt havde den generelle seksuelle revolution i landet medført en bagside af medaljen: kønssygdomme. Mellem 1992-1997 blev det estimeret, at 15-20 % af befolkningen var sterile på grund af ubehandlede kønssygdomme.

Borgerne blev ikke informeret om konsekvenserne af sex uden beskyttelse, og regeringen var i så meget fornægtelse overfor HIV og AIDS, at de fabrikerede løgne om sygdommen; blandt andet, at de amerikanske Pentagon-labratiorier skulle stå bag udbredelsen af diverse kønssygdomme.  

Da Putin i 2000 blev valgt som præsident, anklagede han den seksuelle revolution og den generelle åbning af samfundet mod vest for at være roden bag et ’hyper-seksualiseret og kapitalistisk’ Rusland. Seksualundervisning og kvinders reproduktive rettigheder var oppe til diskussion endnu en gang, og homofobisk tale blev mere og mere normalt i de offentlige diskurs.

I 2004 spåede førende russiske sexolog, Igor S. Kon, at fremtiden for seksuel frihed i Rusland var forbi. Kon beskrev kirkens handlinger som et korstog mod alt, der kunne synes vestligt, og argumenterede for, at den åbne homofobiske tilgang, som den russiske ortodokse kirke udviste, legimiterede yderligere homofobiske tiltag i samfundet.

En stor gruppe mennesker og aktivister kæmper forsat for LGBTQIA+-rettigheder i Rusland, og det russiske højreliberale parti, Libertarianskaja partija Rossij, mente øvrigt i 2012, at den kommende lovgivning ville stride i mod ytringsfriheden. Men LGBTQIA+-personer befinder sig et sted mellem censur og frihed i det moderne Rusland. For selvom homoseksualitet på papiret ikke er ulovligt i Rusland, har de tæt på ingen muligheder for at leve frit.