DEL I: Før Sovjetunionens strenge censur fandtes der et kunstnerisk miljø, hvor seksualitetens grænser blev afprøvet, og hvor homoseksualitet i en vis grad var tolereret i Rusland. Efter revolutionen i 1917 ændredes dette. Homoseksualitet var blevet en sygdom, og under Stalin var ’kuren’ op til fem år i GULAG.

“Og menneskene så, at en hver form for skønhed, en hver form for kærlighed, var fra Gud – og de (Vanja og Larion, red.) blev frie og modige, og groede vinger.”

I 1906 udkom Mikhail Kuzmins roman Vinger. Kuzmin var en prominent forfatter og digter, der ikke lagde skjul på sin egen seksualitet, hverken i sine værker eller i sit privatliv. Romanens hovedperson, den unge mand Vanja Smurov, opdager, at han nærer dybe erotiske følelser for hans mentor, Larion Sjtrup, der fortæller Vanja om klassicismens og romantikkens ideologier og hans eget syn på morale og skønhed. Vanja oplever foragt og forvirring over sine egne følelser, men ender i sidste ende med at give efter. I Kuzmins fortælling er kærligheden mellem disse to mænd en gave givet fra Gud, og romanens endelige slutning beskriver Vanjas og Sjtrups forhold som en relation, der giver en mand vinger.

De første love mod mandlig homoseksualitet
Kigger man længere tilbage, blev den første officielle lov mod mandlig homoseksualitet i Rusland gennemført af Peter den Store i 1716. Den gjaldt kun indenfor militæret og var en af tsarens mange planer om at gøre Rusland til et mere europæisk land. I 1832 indførte Nikolaj den Første en lov, der kriminaliserede “musjelosjstvo” – at en mand lå med en anden mand. Loven blev dog sjældent benyttet af ordensmagten, og mange mænd fandt smuthuller i loven, da den teknisk set kun kriminaliserede penetrationssex, men ikke andre former for seksuelle ydelser. Imidlertid var der ingen love, der kriminaliserede lesbiske eller biseksuelle kvinder – en tendens, der fortsatte ind i Sovjetunionen.

Homoerotik og æstetik
Men efter århundredeskiftet indtrådte Rusland en ny periode: Sølvalderen, der blev til en form for ’guldalder’ for homoseksuelle og homoerotisk litteratur. Der finder vi førnævnte Kuzmins Vinger, der var et af de første russiske litterære værker indenfor nyere tid, der behandlende homoerotiske motiver mellem to mænd uden foragt og forkastelse.
Den russiske sølvalder (1892-1921) levede nemlig højt på erotisk æstetik og seksualitet. Blandt aristokrater, kunstnere og andre elitekredse blev det homoerotiske dyrket – både på den kunstneriske scene og mellem hinanden – i sådan en grad, at den russiske forfatter Andrej Sinjavskij skulle have udtalt, at 1900-tallets arketypiske russer var en homoseksuel mand.
Også i samfundet var homoseksualitet blevet mere accepteret – om ikke andet var man i høj grad mere ligeglad med, hvad andre lavede i deres privatliv.

Revolutionen rammer
Men sølvalderens liberale holdning til homoseksualitet fik ikke lov til at leve længe. I 1917 ramte revolutionen Rusland, og selvom der mellem 1922 til 1926 blev afskrevet gamle love, og den tidligere lov fra 1832 om “musjelosjstvo” derved ikke længere gjaldt, blev homoseksualitet og homoerotisk æstetik sat i forbindelse med elitens og aristokraternes værdier. Derfor blev homoseksualitet allerede kort efter revolutionen associeret med negative termer, og for første gang blev kærlighed mellem mænd beskrevet som en psykisk sygdom, der kunne og burde kureres.

Artikel 121 og frygten for pæderasti
I 1933 indførte Josef Stalin artikel 121, der igen kriminaliserede homoseksualitet. Loven gav anledning til, at størstedelen af sovjetiske homoseksuelle mænd enten måtte leve i skjul i frygt for at blive arresteret af ordensmagten eller leve i eksil i et land med mere liberale overbevisninger. Også russiske forfattere, der enten var homoseksuelle eller benyttede sig af homoerotiske motiver i deres kunst, måtte søge i eksil – oftest i vesten – og helt opgive at få deres litterære værker udgivet.  Kuzmin døde selv tre år efter offentliggørelsen af artikel 121, og nåede ikke at føle forfølgelse på egen krop, mens hans partner, digteren Jurij Jurkun, som han tilbragte sine sidste år sammen med, blev forfulgt og likvideret grundet hans seksualitet kort efter Kuzmins død.

Artikel 121 påvirkede derfor også litteraturen og hele den kunstneriske scene. I litterære værker blev grafiske sexscener fjernet, da formålet med litteraturen var, at den skulle gengive statens ideologiske propaganda.

Lang vej til mere liberalt samfund
”Jeg har oplevet alle former for mareridt og rædsler (…) i halvandet år har jeg dagligt været vidne til, hvordan det er at sidde i fængsel for at være homoseksuel (…) vi er dømt til død forårsaget af sult, og hver og én af os håber i hemmelighed på at blive smittet med en dødelig sygdom, bare for at få et par dages ro på hospitalet (…) størstedelen af homoseksuelle er tvunget til at spise maden fra skraldeposer (…) jeg er blevet kastet fra celle til celle, hvor jeg gang på gang er blevet ondskabsfuldt banket, og tvunget til at sove på et koldt cementgulv i kun tredive minutter om dagen”.

Sådan skriver Gennadij Trifonov om sine fire i år i GULAG fra 1976-1980. I 1976 blev han sat i fængsel for at have frivillig sex med en anden mand, forinden var han gennem 1970erne-1980erne blevet chikaneret og udsat for vold op til flere gange af KGB. Citatet er fra et brev, som han senere har sendt til venner og bekendte i USA, Storbritannien og Canada i håb om at kaste lys på de forhold, homoseksuelle led under i Sovjetunionen. Trifonov var en af Sovjetunionens få åbne homoseksuelle forfattere. Til trods for denne skæbne forblev han i Sovjetunionen og emigrerede ikke til vesten.

Artikel 121 indledte altså en periode i Sovjetunionen, hvor homoseksuelle og andre ’seksuelle afvigere’ blev forfulgt, diskrimineret og dræbt. Ordensmagten truede og afpressede homoseksuelle forfattere og mænd til at informere KGB om andre mænd og deres seksuelle aktiviteter, hvis der var mistanke om homoseksualitet. Forfølgelsen fortsatte helt op til 1980’erne, hvor flere homoseksuelle blev mødt af såkaldte ’gay-bashers’, der gjorde det til en sport at slå homoseksuelle mænd ned.
Der sås først en reel ændring i statens holdning til homoseksualitet i 1985, da Gorbatjov indledte sit embede og landets ideologiske praksis gradvist blev løsnet mere op.